Grissebassen skrev:Mit svar bundede bestemt ikke i uvillighed til at se på de ting, der gør mere ondt
Det bundede i, at jeg simpelthen ikke kan se, hvad der skulle gøre mig maskulin, udover min humor og mine interesser. Udseendemæssigt er jeg en meget feminin person, både i påklædning, og krop, hår og ansigt, samt måden jeg bevæger mig på.
Hvis det ikke er min "maskulinitet", der er skyld i den manglende interesse fra mænd, så er mit bedste bud, at jeg er introvert. Jeg kender dog mange mænd, der finder generte kvinder charmerende, og som jeg vist har skrevet et andet sted, så åbner jeg mig helt automatisk op, hvis jeg møder en mand jeg er interesseret i og viser masser af initiativ.
Men introvert og genert er jo ikke det samme? Nu kender jeg dig jo ikke og har aldrig mødt dig. Men ud fra dine beskrivelser af dig selv - især det her med at du udmærket kan være udfarende, hvis først du finder en mand interessant - så tænker jeg snarere, du er reserveret. Det fremstår meget, som om den her mand skal præstere noget ekstra og gøre sig fortjent til dig (hvilket jeg egentlig synes er fair nok). Men det kunne jo være, du udstråler det lidt mere, end du egentlig ønsker - at man skal arbejde for det, før du gider/har lyst til give lidt af dig selv? Hvis andre ser det på samme måde og også for en "sikkerheds skyld" venter med at investere noget, til de er sikre på udkast, så ser den samlede kassebeholdning sgu slumpen ud.
Og dem, der måske åbner op og går på med frisk mod over for dig, og som det måske ellers kunne blive godt med, giver måske op, fordi du er "for længe" om at kvittere bare lidt for deres anstrengelser.
Den sårbare eller bløde del, der ligger i 'genert' læser jeg ikke ud af det dér, fordi det lyder, som om du sagtens selv kan styre, hvornår du har lyst at dele ud af dig selv. Generte mennesker TØR jo ikke det dér. Måske kunne du åbne dig lidt før? Evt. for bare selv at have et par sjovere timer over date-kaffen. Tage en chance - gamble uden at være sikker på at få noget igen.
Nu tolker jeg selvfølgelig helt vildt, tilgiv mig hvis jeg tager fejl ... Men en blanding af en lillebitte smule generthed og en god del af den dér mere afventende, vurderende tilgang, du beskriver, at du har, sammen med din formulering "på papiret er jeg egentlig et bedre catch end flere af mine veninder" osv ...
Det kunne godt læses som arrogance eller kulde. Det er der ikke ret mange mennesker, der gider. En formulering som denne her hæfter jeg mig også ved i den forbindelse: "Jeg er introvert, og oplever relativt sjældent at have en virkelig god kemi med folk, ligesom det er sjældent jeg føler folk stimulerer mig med hensyn til intellekt og humor - to ting som er altafgørende for, om jeg finder dem attraktive."
Jeg sad og tænkte: Du fokuserer meget på, om andre stimulerer DIG. Stimulerer DU dem? Lader du dem komme tæt nok på (eller evt. nærmer du dig dem?), så de får en chance for at vise, at de KAN stimulere dig? Viser DU evt. nogensinde først, at du har lyst til/vil/kan stimulere andre? Eller skal de altid først udvise, at de kan være hamrende morsomme og skarpsindige, og SÅ lukker du - måske - op? Jeg sætter det på spidsen nu. Og håber virkelig ikke, jeg støder dig. Ved godt, jeg muligvis rammer helt i skoven.
Men det er mit bud. Måske kunne det være sådan noget?
Hvis en mand tidligt i forløbet får følelsen af, at du ikke giver noget af dig selv,før du ved, om det "kan betale sig" ... Dét vil jeg godt kunne forstå, at nogle mennesker, ikke bare dates, simpelthen melder pas på. Det er for mange lidt rarere, at der gives og tages fra begge sider hele vejen. Og at "have kemi" med nogen er jo netop dét: Når to mennesker helt spontant i hinandens selskab har lyst til at give af sig selv (både mht personlig information og i adfærden åbent vise, hvem de er) og tilsvarende gladeligt, nysgerrigt og værdsættende tager imod det, modparten kommer med. Kemi kan jo ikke lade sig gøre énvejs.
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill