Og alene med ungerne weekends apropos.
Er lidt træt af manden, han øffer ofte over at jeg arbejder 8-16 timer hver anden weekend (plus helligdage), 16 timer enten fordelt på 2 dage eller høvlet ind på en enkelt dag. Mine weekendvagter har været til debat ofte, og timerne i weekends, og aftentimer generelt har været reduceret en del siden vi fik nr. 4. Og jeg har det sådan at det er et grundvilkår. Dels så tages der ofte hensyn til min mands planer, det være sig jobmæssigt som træning, dels så er mit job bare SÅ meget mig, det er derfor ikke aktuelt at skifte job, og jeg ville være ked af ikke at opleve borgerne og rytmen i huset i weekenden, plus mine kollegaer også foretrækker at vi alle er i blandede vagter.
Slutteligt så giver det altså store fordele på hjemmefronten, for mine 37 timer bliver aldrig reelle 37, nærmere 30-32, derimod har jeg en del hverdagsfri som kommer børnene til gode, og vi er sjældent udfordret på børns sygdom (nr. 4 lagde sine skoldkopper i en uge hvor jeg havde 4 dages fri
)
Vi har så i forb. med nr 2's vanskelige skolestart fået noget familievejledning.
Og her åbner han igen op for den, og jeg klargører at det ikke står til diskussion og at jeg har taget min del af det kompromis.
Vi piller dog alligevel lidt i det, og der bliver sat ord på det, og essensen er at han er misundelig på den hygge jeg og drengene har uden ham, han føler sig uden for det fællesskab.
Der blev jeg altså lidt træt, han har rigtig mange gode muligheder, hvor han har drengene på egen hånd, til at lave nogle fede ting med dem, han gider det bare ikke. Han pakker ikke dem alle i bilen og kører til skoven, det kunne han nemt. Han laver ikke bål i haven - det kunne han sagtens, han går ikke på legepladsen, det tager ellers kun 5 minutter at gå derover. Han kører ikke på stranden om sommeren, men sidder hjemme og venter på mig, han kombinerer ikke sine løbeture med f.x. at have den mindste med i klapvogn og nr. 2 på cykel, kunne han nemt ha gjort!
Og sådan er der så meget.
Det endte med at jeg faktisk fik medhold af de der familieterapeuter, at det må ligge på hans bord at tage initiativ til hyggelige aktiviteter med ungerne, og at det ville være godt for dem alle hvis han gjorde det. At det ikke skal ligge på mit bord at være tovholder og arrangør.
Og en opbakning i italesættelsen af at ham Hr. Mand fatisk fylder meget i vores logistik på hjemmefronten, fordi han træner relativt meget, han har en stor ansvarsfølelse ifht. job hvilket betyder at han gennemsnitlig gerne har 5 plus timer ugentligt, enten på kontor eller som hjemmearbejde. Han overvejer aldrig selv at flexe på mødetid, afspadsere en time eller 2 for at kunne hente tidligt osv. det er altid på mit initiativ. Og at jeg godt kan savne at han har samme (synlige) ansvarsfølelse for hjemmefronten - at jeg føler vi er første prioriteten fremfor et irriterende problem han skal have løst.
Derfor må han altså også leve med at JEG hygger med ungerne når det er ham der er fraværende. Jeg gider sgu ikke sidde hjemme og trille tommelfingre fordi han er ude og løbe en halvmarathon eller plopper rundt ude i øresund i sit dykkergrej.