En aftale er en aftale - eller er det?

[Akehurst2]

Det her var meget interessant læsning: http://politiken.dk/forbrugogliv/livsst ... er-er-det/

Oplever I det samme?

Jeg synes generelt, min omgangskreds holder de aftaler, vi laver. Når folk melder afbud, så er det nærmest uden undtagelse begrundet i egen eller børns sygdom, eller tilsvarende ting, folk ikke selv er herre over. (Så kan de selvfølgelig være fulde af løgn, men det tror jeg nu ikke).

Jeg selv går utrolig meget op i at holde aftaler. Jeg hader det med, at man har glædet sig til noget, og så bliver det pludselig ikke til noget, så det gør jeg mit alleryderste for ikke sker.

Jeg er i øvrigt midttrediverne og fra København - nu hvor det med alder og geografi måske har indflydelse

[Sophaya]

Jeg er 22 og kan helt sikkert genkende det fra andre på min alder. I min nære vennegruppe holder vi aftaler, og hvis vi er forhindret aflyser vi pænt og finder en ny dato. Men dengang jeg holdt 18-års fødselsdag for alle mulige venner og bekendte var der måske 10 %, der takkede ja og ikke dukkede op. Til gengæld var der så nogle, der skrev om de måtte komme med og det fik de lov til. Jeg synes virkelig det var røvet af dem der blev væk, men det ses til alle større arrangementer blandt folk på min alder. Der er altid nogen, der melder sig til og så bliver væk. Møgunger.

Jeg går utroligt meget op i at overholde aftaler, og kan slet ikke forstå mentaliteten. Hvis jeg bliver inviteret til noget, så siger jeg kun ja hvis jeg har tænkt mig at komme. Hvis jeg tænker at jeg ikke ved om jeg gider, så siger jeg nej tak. Alt andet synes jeg er virkelig strengt.

[lillebjoern]

Jeg er i midttyverne og bor i København - og jeg synes faktisk også den tendens er meget nærværende i min omgangskreds.

Et konkret eksempel er for et par weekender siden, hvor min veninde efter lang tid har overtalt mig til at drikke et par øl med hende - bare stille og roligt hjemme hos hende. Jeg gad ikke rigtig, men det var lang tid siden jeg havde set hende, så jeg går igang med at tage pænt tøj på, makeup, osv. Et kvarter før jeg skal ud af døren skriver hun at et par af vores fælles venner har skrevet om vi kom ind til byen, og om det var OK at hun tog derind i stedet for? Hun vidste jo jeg ikke var frisk på noget vildt....

Årh, jeg kunne skyde hende!!! Hold kæft, jeg var vred i det øjeblik. Men hun er lige præcis sådan en, der altid tager det bedste tilbud, og så ellers fuck alle andre. Jeg synes simpelthen det er så respektløst, for jeg går selv meget op i at overholde aftaler.

Man kender jo selv at det kan være surt, at man er forpligtet til noget, og noget bedre så dukker op - men så er man enten ærlig (og siger det i GOD tid!) eller også så må man bide i det sure æble, synes jeg. Det er jo ikke kun én selv, det påvirker, det går jo også udover den, du har aftalen med, som måske har aflyst noget andet for at være sammen med dig.

Ligesom Sophaya, så siger jeg ikke ja til en invitation, hvis jeg ikke har tænkt mig at komme, eller er i tvivl, om jeg kan. Så melder jeg ud, at jeg lige vil vende tilbage, og det gør jeg så – i god tid. Det andet er spild af folks tid og kræfter, og kan slet ikke sætte mig ind i, at nogen mener, det er OK.

[kidkomb]

Jeg er enig med jer andre.
Det er respektløst, egocentreret og uopdragent, at behandle aftaler som om de var et tagselvbord.
Jeg giver meget klart besked, når jeg er udsat for det. Jeg har heldigvis ingen i min omgangskreds, der praktiserer det.

[vibbsen]

Nej, det synes jeg bestemt ikke....Og jeg kunne ikke drømme om at melde afbud fordi der kommer noget sjovere....

Samme tendens ser jeg i vores vennekreds. Laver vi en aftale så holde vi den.

Det være sagt : Jeg prioriterer BENHÅRDT hvad jeg har lyst til...Og jeg er helt inde og føle efter inden jeg siger ja til noget...Er det har noget jeg har lyst til ????..Det er noget jeg har lært efter i mange år at have haft en tendens til at sige ja til ting jeg dybest set ikke har lyst til....Fordi jeg ikke kunne lide at sige nej......F.eks. har jeg netop sagt nej til en arrangement med mine kollegaer i næste uge....Det har jeg ikke lyst til. Jeg deltager heller ikke i firmaets julefrokost....For det har jeg ikke lyst til. Maden er elendig og jeg gider ikke være fuld sammen med mine kollegaer. En fætters søn non-firmation endte også med et nej-tak da jeg ærlig talt ikke gider invitationer som lugter af at man skal have fyldt bordet op....Og jeg har også sagt nej til en barnedåb hos en anden fætter fordi jeg hellere ville til fødselsdag hos nogen venners søn. Blod er ikke nødvendigvis tykkere end vand og jeg er færdig med at gå med til pligt-arrangementer eller deltage i noget som jeg dybest set ikke føler for, bare fordi....

[Persnikedy]

Jeg er simpelthen stoppet med at invitere dem der springer fra eller ikke svare, jeg gider ikke at står og hygge om maden for så at få en sms om "Ihhh altså, nu skal du høre hvorfor jeg desværre ikke kan alligevel". Jeg syndes det er noget så irriterende.

Jeg inviterede engang en veninde til fødselsdags hygge her med nogle andre venner. Jeg havde bagt boller, lavet lagkage, varmet kakao og alt hvad der ellers høre med til en fødselsdag. Det tager hende en halv time at komme fra sit hjem til mit, alligevel var det først 5min før hun skulle være her at hun aflyste fordi det simpelthen ikke passede ind i dagen og nu fik hun besøg af nogen. Det kunne hun sagtens have meldt ud før da hun jo vidste at hun ikke var med bussen.

En af mine venner oplever det ganske ofte og er nu begyndt at invitere omkring 30-40 personer hver gang fordi dem han kender er lige netop typen som melder fra/ikke svare. Så når han invitere en del (+30 personer) siger få ja indenfor normal tid, 2-3 stk siger ja på dagen/dagen før også bliver vi ca 8 på selve dagen. Jeg fatter ikke at han gider at bruge tid på det, for det er alligevel altid de samme 8 som kommer også har vi det skide sjovt.
Han siger at han bare er blevet vant til ikek at forvente noget af dem og derfor ikke bliver skuffet eller irriteret. Jeg syndes nu sagten at man kan forvente almindelig god opdragelse af folk og de melder tilbage eller melder fra.

[vibbsen]

Jeg tænker at det må være dejlig at have så mange venner/så stor en familie at man kan tisse på dem på den måde

OT
Min bror havde på et tidspunkt en kæreste hvis ene brors deltagelse i diverse arrangementer man aldrig var sikker på. Han sagde altid ja til at komme. Men så på dagen kunne det godt være at han enten ikke liiige følte for at komme til tiden (!!!!!) eller måske slet ikke følte for at komme....Dette kunne altid først afgøres cirka 1 time EFTER han skulle have været der...i de mange mange år de var sammen kom han ALDRIG til tiden en eneste gang.....Hvis han altså dukkede op....

En gang hvor jeg i en noget bidsk tone kommenterede på dette, sagde min brors svigerfar at det var fordi "Han havde nogen problemer som gjorde at det var svært for ham at overholde tidspunkter".....Det blev jeg naturligvis ikke mindre bidsk af....Så jeg spurgte hvordan søren han dog kunne passe et job så....Og fik det svar at "Det kunne han desværre ikke, da det var svært for ham at finde en arbejdsgiver der ville tage hensyn til denne specielle tilstand"......Så gav jeg op...

[Urtekussen]

Jeg synes man skal holde sine aftaler! Selvfølgelig kan der komme sygdom eller noget alvorligt i vejen, men bare at melde fra, fordi man finder på noget bedre, det synes jeg er uforskammet.

Oplevede fx til nytårsaften 2011/12, hvor jeg lige havde født i november. Inden jeg fødte havde vi inviteret min kærestes søskende og deres kærester hjem til os til nytår, og de gav alle udtryk for gerne at ville det.
Jeg glædede mig helt vildt, for jeg elsker at være vært, og så behøvede vi ikke tænke på at skulle i byen med nyfødt.

Midt i december besluttede hans søster sig så for, at vi skulle være hos hende i stedet. Vi havde ikke bil, så hun syntes bare jeg kunne gå hjem igennem byen med barnevognen om natten.
De andre inviterede ville også hellere hen til hende.

Så vi endte med at min kæreste spiste med mig og så tog han også hen til dem. Jeg hylede hele aftenen (og ugen op til).

Det var simpelthen så ledt af dem alle, og det glemmer jeg aldrig! De bliver ikke inviteret igen.

[lulu-p]

Nej det oplever jeg ikke. Men nu er jeg måske efterhånden også så gammel, at alle aftaler skal laves i ret god tid. Vagtplaner, børn, børns fritidsinteresser, stævner..og alt det der. Det kan være rigtig svært at finde et tidspunk, hvor der er tid til at se andre..og de har ofte samme logistiske problemer. Så vi er der, hvor en aftale er en aftale...for ellers kan det være ret svært at få arrangeret en ny i nærmeste fremtid.

Jeg husker det heller ikke som et problem da jeg var yngre eller studerende. Men det er også nogle år siden, og meget kan have ændret sig siden. Som yngre var der en del flere "løse aftaler" i stil med "Vi mødes en gruppe der og der i aften...I kan jo dukker op hvis har lyst og tid".

[vibbsen]

Min mand har gjort det der rigtigt meget i forbindelse med stress og søvnproblemer. Altså i begyndelsen, hvor han gik og overbeviste sig selv om, at han da godt kunne overkomme sociale arrangementer.

Efter LANG tid begyndte han bare at melde fra til ting.

Præcis som Vibsens ven oplevede det, så var det heller ikke en tendens, der harmonerede med arbejdsmarkedet eller noget, de kunne tage hensyn til

Inden jeg lærte at melde fra så gik jeg til en masse sociale arrangementer som jeg faktisk ikke havde lyst til at deltage i, og som stressede mig fordi jeg brugte enormt meget tid på at fokuserer på at jeg faktisk ikke havde lyst........Men den pligtopfyldende pige i mig deltog altid hvis jeg havde meldt mig til....Også selvom jeg var ved at knække halsen på det.

Det gør jeg ikke mere....Nu melder jeg hellere fra....

Min lillebrors ex-svoger havde hjemmefra aldrig nogensinde lært helt basal pli omkring mødetidspunkter eller respekt for andre menneskers tid og indsats. Men i den familie var alt en "lidelse" som krævede særlig forståelse og hensyn. Det var her det kiksede lidt for mig. Jeg havde tilfældigvis set hvor afsindig ked af det min bror kæreste blev da hendes bror igen-igen-igen-igen ikke dukkede op til tiden, men derimod "først kommer senere"....Det var en helt igennem rædsom familie min bror der havde fået som svigermekanik, og jeg erkender gerne at da de gik fra hinanden passede det mig fint. Hun var en skidesød pige, men hendes familie var simpelthen røvbelastende og behandlede både hende og min bror ret ufint....

[Karkluden]

Jeg oplever det sindssygt meget, og jeg bliver så provokeret. Jeg tror delvist, det er en aldersting. Jeg oplever det mest hos mine jævnaldrende (jeg er 23), men jeg ser det også rigtig meget hos mine lidt ældre venner på 28-35 år, og en del i min mors generation har også tendens til det.
Et godt eksempel er fx min mor, der (da vi har booket air b'nb lejlighed til mine bedsteforældre) ringer 3 dage før forventet ankomst, og siger, at de lige kommer en dag før. Og jeg har under ingen omstændigheder pladsmulighed til, at de kan være her alle tre. Nu var udlejeren sød, og vi rykkede bare det hele en dag, men det er sindssygt irriterende.

Men jeg har også mange venner, hvor en aftale ALDRIG er en aftale. Der kan altid liiiige rykkes på tidspunktet, location, dag eller whatever indtil sidste øjeblik. De er nogle søde og gode mennesker, og derfor lever jeg med den lille fejl - især fordi det åbenbart ikke irriterer andre - men jeg bliver irriteret og lidt såret hver gang. Det er allesammen mennesker, der godt ved, at jeg har brug for bare en my af struktur delvist pga min sygdom, og jeg melder selv ud, når jeg fx kan mærke, at jeg ikke har overskud til en bytur men gerne en hjemmeaften eller at jeg gerne vil ses hele dagen frem til kl 20, men derefter kan jeg ikke (eller lignende), og så accepterer folk den præmis, og vi laver en aftale, og så kommer de fandeme 1-3 dage før, og vil ændre hele aftalen, og bliver så irriterede over, at jeg ikke bare jubler. Jeg synes sgu, det er lidt bleh.

Aflysninger oplever jeg heldigvis ikke så tit, men det sker. Tit med fuldkommen åndssvage grunde, hvor jeg overvejer om folk ikke tør skrive "jeg orker bare ikke" - hvad jeg faktisk forstår godt, hvis man ikke gør. Men sådan noget "ja, jeg kommer ikke til din fødselsdag kl 8 i dag, som jeg sagde ja til for 3 uger siden, for jeg tog sgu lige i byen i går til kl 5 i morges og er stadig fuld". Jeg synes, det er så respektløst.

[Karkluden]

Jeg går i øvrigt stort set aldrig til pligtarrangementer, og jeg har stor respekt for folk, der takker nej til ting, eller melder ud, at overskuddet ikke er der. Eller hvis man bliver syg.
Men at lave en ny aftale på dagen for en anden aftale eller aftenen før, og forvente, at aftalen med mig bare kan ændres, det synes jeg, er dybt respektløst.

EDIT: ironisk nok kan jeg ved nærmere eftertanke se, at det enten er helt unge på min egen alder eller yngre ELLER folk med børn, der gør det. Mine venner på 30 uden børn gør det aldrig eksempelvis.
Det kan jo sagtens være et tilfælde, men jeg har lidt en hypotese om, at det er, fordi de der unger og deres liv er lidt uforudsigelige, og så føles det nok lidt som om, at os uden børn bedre kan rokere rundt og bare rykke os, men sådan er det jo ikke altid.

[Akehurst2]

Nej det oplever jeg ikke. Men nu er jeg måske efterhånden også så gammel, at alle aftaler skal laves i ret god tid. Vagtplaner, børn, børns fritidsinteresser, stævner..og alt det der. Det kan være rigtig svært at finde et tidspunk, hvor der er tid til at se andre..og de har ofte samme logistiske problemer. Så vi er der, hvor en aftale er en aftale...for ellers kan det være ret svært at få arrangeret en ny i nærmeste fremtid.

Sådan har jeg det også. Især de aftaler, der involverer vennegrupper og altså flere personer/par - det er en helt videnskab at sætte sig med kalenderne og finde dage, der passer alle

På den ene side gør det, at så holder man også de aftaler, for det har dælme været svært at få det til at passe ind. Til gengæld må jeg tilstå, at det er de aftaler, hvor jeg - uagtet at jeg gerne vil se folk og har glædet mig og var helt med på den, da aftalen blev lavet - oftest må hanke op i mig selv for at gide, når dagen kommer. Fordi, det måske så ikke lige passede så godt ind som man syntes for tre måneder siden, og nu ville man måske hellere bare slappe af.

Så på en måde kan jeg godt forstå, hvis folk melder afbud med kort varsel. Jeg synes bare stadig ikke, det er okay.

[Akehurst2]

Nej, det synes jeg bestemt ikke....Og jeg kunne ikke drømme om at melde afbud fordi der kommer noget sjovere....

Samme tendens ser jeg i vores vennekreds. Laver vi en aftale så holde vi den.

Det være sagt : Jeg prioriterer BENHÅRDT hvad jeg har lyst til...Og jeg er helt inde og føle efter inden jeg siger ja til noget...Er det har noget jeg har lyst til ????..Det er noget jeg har lært efter i mange år at have haft en tendens til at sige ja til ting jeg dybest set ikke har lyst til....Fordi jeg ikke kunne lide at sige nej......F.eks. har jeg netop sagt nej til en arrangement med mine kollegaer i næste uge....Det har jeg ikke lyst til. Jeg deltager heller ikke i firmaets julefrokost....For det har jeg ikke lyst til. Maden er elendig og jeg gider ikke være fuld sammen med mine kollegaer. En fætters søn non-firmation endte også med et nej-tak da jeg ærlig talt ikke gider invitationer som lugter af at man skal have fyldt bordet op....Og jeg har også sagt nej til en barnedåb hos en anden fætter fordi jeg hellere ville til fødselsdag hos nogen venners søn. Blod er ikke nødvendigvis tykkere end vand og jeg er færdig med at gå med til pligt-arrangementer eller deltage i noget som jeg dybest set ikke føler for, bare fordi....

Det ville jeg ønske, jeg var bedre til!

Jeg er alt for god til at sige ja til alting, hvis jeg ikke har en specifik grund til at sige nej, og jeg øver mig meget i at huske, at "slappe af" er en fuldstændig gyldig grund. Nogen gange har man 4-5-6 arrangementer på en weekend, og det er bare for meget for mig.

Jeg møder så pligtskyldigt op, men det er lige der, jeg godt kan forstå folk, der melder afbud i sidste øjeblik. Men altså ikke, hvis det er for at tage til en federe fest.

[Animi]

Jeg er 24. Jeg kan ikke genkende det, hverken fra min omgangskreds eller mig selv.