En aftale er en aftale - eller er det?

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Wizzze
Indlæg: 24993
Tilmeldt: 11. aug 2015, 13:16
Kort karma: 3672
Likede indlæg: 29990

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf Wizzze » 26. okt 2015, 17:08

Kender godt til løse aftaler, bruger dem selv når jeg ikke ved om arbejde kommer i vejen, de er kendt og brugt i næsten hele bekendtskabskredsen.

Men har vi lavet en aftale om deltagelse i et eller andet, så holder vi aftalen, med mindre noget akut sygdom eller lign kommer i vejen. Det med at fravælge til fordel for noget bedre, kender jeg ikke. Hvis nogen spørger om deltagelse en dag man har noget andet, så siger man pænt nej tak.
Kan ikke rigtig komme i tanke om noget der kunne få forrang i forhold til en allerede indgået aftale, måske et vigtigt bryllup :gruble: Men jeg kan ikke rigtig se sådan et blive arrangeret med kort varsel, så det kunne komme i konflikt med noget andet :gruble:
0
Do as I say! :whip:
Brugeravatar
Aima
Indlæg: 3595
Tilmeldt: 23. aug 2015, 01:43
Kort karma: 1397
Likede indlæg: 15898

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf Aima » 26. okt 2015, 17:44

Jeg bailer ikke selv, men jeg er virkelig også typen der kun siger ja tak til ting, jeg inderst inde ikke gider, hvis det sådan for alvor betyder noget. Min stedfars mors familiesammenkomster fx. Jeg GIDER simpelthen ikke, men jeg gør det alligevel, fordi jeg ved, det betyder alverden for hende, og det kun er et par gange om året, så det går.
Jeg siger nej tak til masser af ting, mine veninders børns fødselsdage fx. Jeg har fra starten været fuldstændig ærlig om, at jeg simpelthen ikke havde lyst til at prioritere min energi på det. Jeg har formuleret det pænt og oprigtigt og jeg har mødt forståelse hele vejen rundt, mine veninder inviterer mig fortsat, fordi jeg skal have tilbuddet, det værdsætter jeg helt vildt, og det er også sket, at jeg undtagelsesvis har takket ja, fordi det lige passede perfekt og jeg havde masser af overskud på energikontoen. Når jeg siger nej tak, spiller jeg i øvrigt altid ind med et alternativ i stil med "men jeg vil vildt gerne komme forbi i løbet af ugen og bruge en eftermiddag med dig og *barn*, måske kan vi læse den der bog eller lege med perler? Hvad ønsker han sig?"

De ting, jeg takker ja til, kommer jeg til.

I forhold til når andre aflyser, har jeg det lidt anderledes, end flertallet i tråden, tror jeg. Selvfølgelig skal folk ikke bare aflyse i sidste øjeblik, hvis jeg står med mad og halløj, men hvis nogen føler, at de hellere vil noget andet, end dét, de havde aftalt med mig, så har jeg det faktisk i udgangspunktet ok med det. Hvis min veninde ikke kommer til min fest, fordi hun pludselig hellere vil dyrke sofahygge og X-Factor med sin kæreste den aften, så er det sgu ok, og hvis hun omvendt aflyser en rødvin og SATC-maraton-aften, fordi hun simpelthen har så meget lyst til at komme ud og danse og drikke drinks og der tilfældigvis lige er dukket den slags mulighed op, så er det ok, hun aflyser med mig.

Det hele kommer an på tilgangen og attituden, tror jeg. Jeg gider ikke blive behandlet med ligegyldighed, eksemplet hvor nogen bailede en fødselsdag pga. tømmermænd og bare virkede kolde i røven, havde jeg aldrig fundet mig i, men jeg behøver ikke være førstevalg altid for at føle mig betydningsfuld i mine menneskers liv, og hvis de ellers formår at formidle deres valg på en fin måde, kan jeg nok egentlig forstå og acceptere det meste.
1
I'll stick with hell no's and headphones...
Brugeravatar
lillebjoern
Indlæg: 5380
Tilmeldt: 13. aug 2015, 15:39
Kort karma: 698
Likede indlæg: 10395

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf lillebjoern » 26. okt 2015, 18:38

Aima skrev:Jeg bailer ikke selv, men jeg er virkelig også typen der kun siger ja tak til ting, jeg inderst inde ikke gider, hvis det sådan for alvor betyder noget. Min stedfars mors familiesammenkomster fx. Jeg GIDER simpelthen ikke, men jeg gør det alligevel, fordi jeg ved, det betyder alverden for hende, og det kun er et par gange om året, så det går.
Jeg siger nej tak til masser af ting, mine veninders børns fødselsdage fx. Jeg har fra starten været fuldstændig ærlig om, at jeg simpelthen ikke havde lyst til at prioritere min energi på det. Jeg har formuleret det pænt og oprigtigt og jeg har mødt forståelse hele vejen rundt, mine veninder inviterer mig fortsat, fordi jeg skal have tilbuddet, det værdsætter jeg helt vildt, og det er også sket, at jeg undtagelsesvis har takket ja, fordi det lige passede perfekt og jeg havde masser af overskud på energikontoen. Når jeg siger nej tak, spiller jeg i øvrigt altid ind med et alternativ i stil med "men jeg vil vildt gerne komme forbi i løbet af ugen og bruge en eftermiddag med dig og *barn*, måske kan vi læse den der bog eller lege med perler? Hvad ønsker han sig?"

De ting, jeg takker ja til, kommer jeg til.

I forhold til når andre aflyser, har jeg det lidt anderledes, end flertallet i tråden, tror jeg. Selvfølgelig skal folk ikke bare aflyse i sidste øjeblik, hvis jeg står med mad og halløj, men hvis nogen føler, at de hellere vil noget andet, end dét, de havde aftalt med mig, så har jeg det faktisk i udgangspunktet ok med det. Hvis min veninde ikke kommer til min fest, fordi hun pludselig hellere vil dyrke sofahygge og X-Factor med sin kæreste den aften, så er det sgu ok, og hvis hun omvendt aflyser en rødvin og SATC-maraton-aften, fordi hun simpelthen har så meget lyst til at komme ud og danse og drikke drinks og der tilfældigvis lige er dukket den slags mulighed op, så er det ok, hun aflyser med mig.

Det hele kommer an på tilgangen og attituden, tror jeg. Jeg gider ikke blive behandlet med ligegyldighed, eksemplet hvor nogen bailede en fødselsdag pga. tømmermænd og bare virkede kolde i røven, havde jeg aldrig fundet mig i, men jeg behøver ikke være førstevalg altid for at føle mig betydningsfuld i mine menneskers liv, og hvis de ellers formår at formidle deres valg på en fin måde, kan jeg nok egentlig forstå og acceptere det meste.


Jeg går ikke ud fra at andre mener at de 'behøver at være førstevalg altid' hos andre ved at bede om at respektere diverse aftaler – det gør jeg ihvertfald ikke – og det er jo heller ikke fordi at min verden går i stykker, eller at de ikke MÅ aflyse. Det er bare generelt dårlig pli i mine øjne.
1
If you love something, set it free. Unless it’s a tiger.
:danse:
Brugeravatar
Aima
Indlæg: 3595
Tilmeldt: 23. aug 2015, 01:43
Kort karma: 1397
Likede indlæg: 15898

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf Aima » 26. okt 2015, 18:49

lillebjoern skrev:
Aima skrev:Jeg bailer ikke selv, men jeg er virkelig også typen der kun siger ja tak til ting, jeg inderst inde ikke gider, hvis det sådan for alvor betyder noget. Min stedfars mors familiesammenkomster fx. Jeg GIDER simpelthen ikke, men jeg gør det alligevel, fordi jeg ved, det betyder alverden for hende, og det kun er et par gange om året, så det går.
Jeg siger nej tak til masser af ting, mine veninders børns fødselsdage fx. Jeg har fra starten været fuldstændig ærlig om, at jeg simpelthen ikke havde lyst til at prioritere min energi på det. Jeg har formuleret det pænt og oprigtigt og jeg har mødt forståelse hele vejen rundt, mine veninder inviterer mig fortsat, fordi jeg skal have tilbuddet, det værdsætter jeg helt vildt, og det er også sket, at jeg undtagelsesvis har takket ja, fordi det lige passede perfekt og jeg havde masser af overskud på energikontoen. Når jeg siger nej tak, spiller jeg i øvrigt altid ind med et alternativ i stil med "men jeg vil vildt gerne komme forbi i løbet af ugen og bruge en eftermiddag med dig og *barn*, måske kan vi læse den der bog eller lege med perler? Hvad ønsker han sig?"

De ting, jeg takker ja til, kommer jeg til.

I forhold til når andre aflyser, har jeg det lidt anderledes, end flertallet i tråden, tror jeg. Selvfølgelig skal folk ikke bare aflyse i sidste øjeblik, hvis jeg står med mad og halløj, men hvis nogen føler, at de hellere vil noget andet, end dét, de havde aftalt med mig, så har jeg det faktisk i udgangspunktet ok med det. Hvis min veninde ikke kommer til min fest, fordi hun pludselig hellere vil dyrke sofahygge og X-Factor med sin kæreste den aften, så er det sgu ok, og hvis hun omvendt aflyser en rødvin og SATC-maraton-aften, fordi hun simpelthen har så meget lyst til at komme ud og danse og drikke drinks og der tilfældigvis lige er dukket den slags mulighed op, så er det ok, hun aflyser med mig.

Det hele kommer an på tilgangen og attituden, tror jeg. Jeg gider ikke blive behandlet med ligegyldighed, eksemplet hvor nogen bailede en fødselsdag pga. tømmermænd og bare virkede kolde i røven, havde jeg aldrig fundet mig i, men jeg behøver ikke være førstevalg altid for at føle mig betydningsfuld i mine menneskers liv, og hvis de ellers formår at formidle deres valg på en fin måde, kan jeg nok egentlig forstå og acceptere det meste.


Jeg går ikke ud fra at andre mener at de 'behøver at være førstevalg altid' hos andre ved at bede om at respektere diverse aftaler – det gør jeg ihvertfald ikke – og det er jo heller ikke fordi at min verden går i stykker, eller at de ikke MÅ aflyse. Det er bare generelt dårlig pli i mine øjne.


Jeg har det generelt sådan, at det der med at 'respektere aftaler' er noget mærkeligt noget i ikke-profesionelle sammenhænge. Altså, hvis man udelukkende kan respektere en aftale, ved at dukke op til den uanset at man i virkeligheden har mere lyst til at lade være eller lave noget andet, jamen så behøver mine venner ikke 'respektere' de aftaler, de har med mig, for enhver pris, det er faktisk nok, at de respekterer mig, og det føler jeg stadig, de gør, bare fordi de ikke lige havde lyst til at tilbringe deres aften med mig alligevel. I hvert fald hvis de ulejliger sig med at forklare mig det, for så vil jeg i flertallets tilfælde kunne forstå og endda relatere.

Og dårlig pli er ikke på nogen måde en del af ovenstående scenarie, hvis du spørger mig. Dårlig pli (og manglende respekt) havde, i min verden, været, hvis folk dukkede op aldeles uoplagte, hvis de løj (fremfor blot at være ærlige) eller hvis de helt blev væk.
3
I'll stick with hell no's and headphones...
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 8894
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 1514
Likede indlæg: 25487

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf Madam Pomfrey » 26. okt 2015, 19:45

Det er heldigvis ikke noget der forekommer i vores omgangskreds og familie, og jeg ville finde det virkeligt irriterende hvis det gjorde.
Jeg accepterer og respekterer hvis folk bare ikke orker, ikke har overskud til det.
Jeg har også forståelse for, og accept af hvis folk, på en god og ordentlig måde, fordi der er dukket noget op de føler de er nødsaget til at prioritere over mig/os - dette er sket, men somregel med en anmodning om at flytte den aftale vi har, og der er vi gerne fleksible!

Vi opdrager vores børn til at aftaler er aftaler, og at det ikke er noget man zapper rundt i, efter lyst og impuls. Har de aftaler med venner, så holdes disse aftaler.

Jeg oplevede første gang aftale-zapperen, en dag i et s-tog, hvor en ung fyr taler i mobil, og meget tydeligt bliver inviteret til en fest hos den han taler med, og han siger at han regner med at komme, hvis ikke der dukker en federe fest op. Jeg måbede, tænkte bare at det kan man sgu da ikke sige, det er da sådan lidt "jamen tak for lort" - jeg ville ha bedt vedkommende om at holde sig væk når det var sådan prioriteringen var.

Siden har jeg overhørt det en del gange, her og der, typisk blandt de ret unge mennesker, prioriteringen af at være "der hvor det sner" fremfor at vægte relationen, og jeg synes sgu det er ucharmerende.
0
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 8894
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 1514
Likede indlæg: 25487

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf Madam Pomfrey » 26. okt 2015, 19:48

Aima skrev:Jeg har det generelt sådan, at det der med at 'respektere aftaler' er noget mærkeligt noget i ikke-profesionelle sammenhænge. Altså, hvis man udelukkende kan respektere en aftale, ved at dukke op til den uanset at man i virkeligheden har mere lyst til at lade være eller lave noget andet, jamen så behøver mine venner ikke 'respektere' de aftaler, de har med mig, for enhver pris, det er faktisk nok, at de respekterer mig, og det føler jeg stadig, de gør, bare fordi de ikke lige havde lyst til at tilbringe deres aften med mig alligevel. I hvert fald hvis de ulejliger sig med at forklare mig det, for så vil jeg i flertallets tilfælde kunne forstå og endda relatere.

Og dårlig pli er ikke på nogen måde en del af ovenstående scenarie, hvis du spørger mig. Dårlig pli (og manglende respekt) havde, i min verden, været, hvis folk dukkede op aldeles uoplagte, hvis de løj (fremfor blot at være ærlige) eller hvis de helt blev væk.



jeg er enig, der er rigtig mange ting jeg ville kunne relatere til, hvor prioriteringen giver mening, og hvor jeg selv ville ha prioriteret ligedan.
Men jeg ville dog også blive såret over at blive aflyst, nedprioriteret, for en aftale der var lig den jeg selv havde indgået med vedkommende, eller en aftale der ikke behøvede lige i det tidsrum, men kunne indgåes på et hvert tidspunkt. Så ville jeg ærligt talt føle mig pisset på.
1
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Aima
Indlæg: 3595
Tilmeldt: 23. aug 2015, 01:43
Kort karma: 1397
Likede indlæg: 15898

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf Aima » 26. okt 2015, 20:21

DD_81 skrev:jeg er enig, der er rigtig mange ting jeg ville kunne relatere til, hvor prioriteringen giver mening, og hvor jeg selv ville ha prioriteret ligedan.
Men jeg ville dog også blive såret over at blive aflyst, nedprioriteret, for en aftale der var lig den jeg selv havde indgået med vedkommende, eller en aftale der ikke behøvede lige i det tidsrum, men kunne indgåes på et hvert tidspunkt. Så ville jeg ærligt talt føle mig pisset på.


Jamen helt sikkert, der er en million nuancer i det.
Jeg oplevede tilfældigvis et eksempel i lørdags. Min veninde aflyste en aftale med mig fordi hun hellere ville til koncert. Vores aftale var hygge og tapas og sludren til langt ud på natten. På dagen fik hun imidlertid tilbudt at overtage en koncertbillet til en ellers udsolgt koncert i hendes fødeby, som en flok andre veninder skulle til. Hun ville vildt gerne til den koncert, og det forstår jeg sgu godt, også selvom jeg allerede havde handlet tapas. Havde hun aflyst, fordi hun hellere ville spise tapas og hygge med en anden veninde, ville der 100% være en god grund til det, jeg ved ikke, men at veninden lige var blevet forladt/fyret/den slags fx. Det ville jeg også have forståelse for.

Havde det nu været en stor fødselsdag, jeg havde inviteret til, altså noget, der også tilgodeså lysten til fest og farver, havde jeg nok undret mig og påtalt det, men det er helt utænkeligt at nogle af mine venner/veninder ville forfordele den slags slags større og mere betydningsfulde ting, og havde hun (eller en hvilken som helst anden, af de mennesker, jeg betegner som mine) aflyst fordi de simpelthen var for trætte/udkørte/underskudsramte, ville jeg ikke være et sekund i tvivl om, at det vitterligt hang sådan sammen, og ikke handlede om mig eller deres villighed til at prioritere (og respektere) mig.

Fik jeg følelsen af, at jeg blev forfordelt eller nedprioriteret udelukkende fordi der, altså helt generelt, bare var en art menneskehieraki i de pågældende venners liv, som jeg så lå i bunden af og derfor frit kunne bailes hvis andre, bedre tilbud kom ind fra sidelinjen, jamen så ville jeg ikke betegne dem som venner.

Med vennerelationen følger en helt implicit tillid og respekt, her, det betyder også at jeg altid, helt uden undtagelse, tillægger dem de bedste intentioner ift. måden de opfører sig på overfor mig, det er ikke nødvendigt at bevise noget på den måde, min tillid er der, også selvom de aflyser, og min egen potentielle skuffelse er altid blevet kompenseret af den forståelse, altså fra min side, der også var.
1
I'll stick with hell no's and headphones...
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf Karkluden » 26. okt 2015, 20:48

Aima skrev:Jeg bailer ikke selv, men jeg er virkelig også typen der kun siger ja tak til ting, jeg inderst inde ikke gider, hvis det sådan for alvor betyder noget. Min stedfars mors familiesammenkomster fx. Jeg GIDER simpelthen ikke, men jeg gør det alligevel, fordi jeg ved, det betyder alverden for hende, og det kun er et par gange om året, så det går.
Jeg siger nej tak til masser af ting, mine veninders børns fødselsdage fx. Jeg har fra starten været fuldstændig ærlig om, at jeg simpelthen ikke havde lyst til at prioritere min energi på det. Jeg har formuleret det pænt og oprigtigt og jeg har mødt forståelse hele vejen rundt, mine veninder inviterer mig fortsat, fordi jeg skal have tilbuddet, det værdsætter jeg helt vildt, og det er også sket, at jeg undtagelsesvis har takket ja, fordi det lige passede perfekt og jeg havde masser af overskud på energikontoen. Når jeg siger nej tak, spiller jeg i øvrigt altid ind med et alternativ i stil med "men jeg vil vildt gerne komme forbi i løbet af ugen og bruge en eftermiddag med dig og *barn*, måske kan vi læse den der bog eller lege med perler? Hvad ønsker han sig?"

De ting, jeg takker ja til, kommer jeg til.

I forhold til når andre aflyser, har jeg det lidt anderledes, end flertallet i tråden, tror jeg. Selvfølgelig skal folk ikke bare aflyse i sidste øjeblik, hvis jeg står med mad og halløj, men hvis nogen føler, at de hellere vil noget andet, end dét, de havde aftalt med mig, så har jeg det faktisk i udgangspunktet ok med det. Hvis min veninde ikke kommer til min fest, fordi hun pludselig hellere vil dyrke sofahygge og X-Factor med sin kæreste den aften, så er det sgu ok, og hvis hun omvendt aflyser en rødvin og SATC-maraton-aften, fordi hun simpelthen har så meget lyst til at komme ud og danse og drikke drinks og der tilfældigvis lige er dukket den slags mulighed op, så er det ok, hun aflyser med mig.

Det hele kommer an på tilgangen og attituden, tror jeg. Jeg gider ikke blive behandlet med ligegyldighed, eksemplet hvor nogen bailede en fødselsdag pga. tømmermænd og bare virkede kolde i røven, havde jeg aldrig fundet mig i, men jeg behøver ikke være førstevalg altid for at føle mig betydningsfuld i mine menneskers liv, og hvis de ellers formår at formidle deres valg på en fin måde, kan jeg nok egentlig forstå og acceptere det meste.

Jeg er også enig så langt, at jeg godt kan forstå, hvis folk skriver "hej, jeg har simpelthen fået den arveste lyst til drink og dans. Vil du med eller kan vi på nogen måde omrokere, og så kan vi ses på onsdag til aftensmad hos mig i stedet, hvis du ikke er til dans og drinks?". Det kan jeg sagtens. Jeg skatter alligevel min alenetid højt, og har ingen problemer med at være alene.

Det er netop, som du beskriver, "taget for givet"-attituden, der provokerer mig. Når nogle venner/bekendte tager for givet, at de bare kan ændre aftalen, selvom den har været lavet længe, eller når præmissen pludselig ændres (som da jeg mødte op til, hvad jeg troede var en filmaften med to veninder i nattøj, og de så liiige havde inviteret en masse mennesker til fest uden at informere mig, så der stod jeg i nattøj og ansigtsmaske). Det synes jeg ikke, er ok. Medmindre det er sygdom eller andet alvorligt/forståeligt selvfølgelig.
Eller netop som andre beskriver - medstuderende der konsekvent kommer for sent. I dag påtalte jeg det i min bachelorgruppe. De kommer konsekvent 15 minutter for sent. Selv da vi så flyttede mødetiden 15 minutter, så kommer de sgu bare 8.30 fremfor 8.15. Skal vi mødes 9.10 kommer de 9.25. Der sagde jeg, at jeg kunne godt forstå, det kan ske af og til med trafik, en har et lille barn osv, men at når man 4 dage om ugen konsekvent kommer 15 minutter for sent uanset om vi skal mødes kl 8, 9 eller 13, så er det altså ikke en tilfældighed, og at jeg syntes, det var lidt træls.
1
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Karkluden
Indlæg: 1684
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:30
Kort karma: 256
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 2441

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf Karkluden » 26. okt 2015, 20:50

Eller et andet eksempel fra et tidligere gruppearbejde med nogle andre - vi havde aftalt, at vi skulle læse en vis mængde pensum til efter et par dage, hvor vi ikke mødtes - netop for at læse hver for sig. Jeg skriver så dagen inden, vi skal mødes, at jeg simpelthen ikke når den sidste artikel og undskyld, undskyld, undskyld, men at jeg selvfølgelig læser den dagen efter, når vi har mødtes. Sidder så og læser det jeg kan nå frem til sent om aftenen. Hører intet.
Møder op næste dag, og så har ingen læst NOGET. Det kunne de ikke lige overskue. 1. det er ikke ok på en uddannelse med gruppearbejde og aftale om læsning, 2. så skriv da i det mindste, så vi tre der faktisk lavede noget ikke sad og svedte til kl midnat.
0
Some days I amaze myself. Other days I put the laundry in the oven.
Akehurst2
Indlæg: 14144
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 1259
Likede indlæg: 40586

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf Akehurst2 » 27. okt 2015, 08:49

Aima skrev:I forhold til når andre aflyser, har jeg det lidt anderledes, end flertallet i tråden, tror jeg. Selvfølgelig skal folk ikke bare aflyse i sidste øjeblik, hvis jeg står med mad og halløj, men hvis nogen føler, at de hellere vil noget andet, end dét, de havde aftalt med mig, så har jeg det faktisk i udgangspunktet ok med det. Hvis min veninde ikke kommer til min fest, fordi hun pludselig hellere vil dyrke sofahygge og X-Factor med sin kæreste den aften, så er det sgu ok, og hvis hun omvendt aflyser en rødvin og SATC-maraton-aften, fordi hun simpelthen har så meget lyst til at komme ud og danse og drikke drinks og der tilfældigvis lige er dukket den slags mulighed op, så er det ok, hun aflyser med mig.

Det hele kommer an på tilgangen og attituden, tror jeg. Jeg gider ikke blive behandlet med ligegyldighed, eksemplet hvor nogen bailede en fødselsdag pga. tømmermænd og bare virkede kolde i røven, havde jeg aldrig fundet mig i, men jeg behøver ikke være førstevalg altid for at føle mig betydningsfuld i mine menneskers liv, og hvis de ellers formår at formidle deres valg på en fin måde, kan jeg nok egentlig forstå og acceptere det meste.


Jeg ville ønske, jeg havde det sådan.

For i teorien er jeg helt enig, og nej, jeg synes heller ikke folk skal være sammen med mig af pligt, men når det kommer til stykket, så er jeg bare rigtig dårlig til at håndtere aflysninger. Det gælder uanset om det er på grund af sygdom eller lignende, som de ikke er herre over, eller om det er på grund af, at de hellere vil noget andet. Og nej, man kan ikke gøre for, at man bliver syg, men jeg ærgrer mig hver gang alligevel (har også pt. kun småbørnsveninder, så der er meget sygdom hos veninder og børn og mange aflysninger). Jeg ved ikke hvorfor, det påvirker mig så meget, men jeg føler mig hurtigt fravalgt.
1
Brugeravatar
kidkomb
Indlæg: 16302
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:31
Kort karma: 4454
Geografisk sted: Ude med riven
Likede indlæg: 47639

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf kidkomb » 27. okt 2015, 09:11

Jeg kan godt se pointen i, at man ikke skal være sammen med mig af pligt, men jeg er ikke enig med Aima faktisk.
Hvis man har aftalt noget, så har man selv forpligtet sig. Det er ikke noget jeg har tvunget dem til.
Sådan er det med det meste i livet (synes jeg) Så må man jo lade være med at aftale noget, hvis man ikke har lyst.
Folk ved jo også godt, at jeg er sådan kan man sige.
2
Vær ligeglad med hvad andre mennesker tænker, men ikke hvad andre mennesker føler.
Man som i jeg.
Man må sige hvad man vil og betale hvad det koster.
Sissie er en chokoladegiraf. Sissie skal ikke på tur.
Brugeravatar
englishchannel
Indlæg: 1815
Tilmeldt: 28. aug 2015, 23:37
Kort karma: 632
Likede indlæg: 8534

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf englishchannel » 27. okt 2015, 09:34

Måske er jeg bare godtroende, men jeg tror simpelthen ikke på, at langt de fleste aflysninger skyldes forkælelse og dårlig opdragelse, men i stedet kan være en undskyldning for manglende overskud, social angst eller lignende ting som man ikke taler så meget om.

Jeg havde f.eks. en læsegruppemakker, der altid kom mindst en halv time for sent. Det viste sig så, at han led af angst og depression og derfor blev nødt til virkelig at kæmpe for at komme ud ad døren om morgenen, selvom han stod op til "normal" tid. En veninde meldte altid fra til store arrangementer i sidste øjeblik med forskellige undskyldninger - det viste sig så, at hun havde social angst, men var bange for at virke "svag".

Selvfølgelig er der da også mennesker, der bare er ufølsomme og egoistiske. Men jeg tror ikke, at det er størstedelen. Til gengæld tror jeg, at angst, stress og lignende psykiske årsager er mere udbredte end man skulle tro.
1
Brugeravatar
Vixen
Indlæg: 1265
Tilmeldt: 16. aug 2015, 08:53
Kort karma: 339
Likede indlæg: 2834

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf Vixen » 27. okt 2015, 09:56

I min omgangskreds er det ikke rigtig noget problem. Jeg er 25 og har en flok jævnaldrende venner, som jeg ofte ses med, og så er der også min kærestes venneflok, som er i start 30'erne.

Men jeg var til min venindes 25 års fødselsdag i lørdags. Hun har en anden, rigtig nær veninde - lad os kalde hende Nina - og de to har kendt hinanden siden de var børn. Inde på Facebook-eventet til fødselsdagen havde alle reageret, enten ved at deltage eller venligt takke nej med forklaring - undtagen Nina, som stod som 'måske'. På selve dagen havde min veninde skrevet en sms til Nina og spurgt, om hun ville dukke op. "Årh, hun kunne ikke rigtigt overskue det, for hun havde altså tømmermænd fra i går..."

Altså! Jeg var ved at falde ned af stolen af ren forargelse. Det kan man da ikke?!
1
What ain't no country I ever heard of. They speak English in What?
Akehurst2
Indlæg: 14144
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 1259
Likede indlæg: 40586

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf Akehurst2 » 27. okt 2015, 10:38

englishchannel skrev:Måske er jeg bare godtroende, men jeg tror simpelthen ikke på, at langt de fleste aflysninger skyldes forkælelse og dårlig opdragelse, men i stedet kan være en undskyldning for manglende overskud, social angst eller lignende ting som man ikke taler så meget om.

Jeg havde f.eks. en læsegruppemakker, der altid kom mindst en halv time for sent. Det viste sig så, at han led af angst og depression og derfor blev nødt til virkelig at kæmpe for at komme ud ad døren om morgenen, selvom han stod op til "normal" tid. En veninde meldte altid fra til store arrangementer i sidste øjeblik med forskellige undskyldninger - det viste sig så, at hun havde social angst, men var bange for at virke "svag".

Selvfølgelig er der da også mennesker, der bare er ufølsomme og egoistiske. Men jeg tror ikke, at det er størstedelen. Til gengæld tror jeg, at angst, stress og lignende psykiske årsager er mere udbredte end man skulle tro.


Det tror jeg sagtens, du kan have ret i. Og jeg tror også, at en del aflysninger skyldes, at folk forsøger at imødekomme alle og får sagt ja til for meget uden at mærke efter om de virkelig har lyst eller overskud - uden at der behøver at være tale om egentlige diagnoser, men bare om almindelig travlhed.

Men det lyder på artiklen og også på nogle indlæg her i tråden som om, at der er folk der melder fra ret åbenlyst med henvisning til at de hellere vil noget andet og sjovere. Og det oplever jeg ikke.
0
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: En aftale er en aftale - eller er det?

Indlægaf Zombie » 27. okt 2015, 12:05

KinderBueno skrev:I min omgangskreds er det ikke rigtig noget problem. Jeg er 25 og har en flok jævnaldrende venner, som jeg ofte ses med, og så er der også min kærestes venneflok, som er i start 30'erne.

Men jeg var til min venindes 25 års fødselsdag i lørdags. Hun har en anden, rigtig nær veninde - lad os kalde hende Nina - og de to har kendt hinanden siden de var børn. Inde på Facebook-eventet til fødselsdagen havde alle reageret, enten ved at deltage eller venligt takke nej med forklaring - undtagen Nina, som stod som 'måske'. På selve dagen havde min veninde skrevet en sms til Nina og spurgt, om hun ville dukke op. "Årh, hun kunne ikke rigtigt overskue det, for hun havde altså tømmermænd fra i går..."

Altså! Jeg var ved at falde ned af stolen af ren forargelse. Det kan man da ikke?!


Hvorfor ikke?

Hun havde på intet tidspunkt sagt klart ja eller nej. Var der opgivet et SU? For hvis ikke, så har man jo selv lagt rammerne og kan da ikke være sur over, at folk bevæger sig inden for disse.

Nina har måske været forpligtet til den fest, hun var til dagen i forvejen, endnu længere end sin venindes fødselsdag. Og har så valgt at tage den på gefühlen. Hvis din veninde ikke gider den slags, skal hun jo spørge sin måske-veninde tidligere, og smide en SU-deadline, samt klart gøre det forstået, at "måske" ikke findes, selvom hun inviterer over Facebook.
0
aka Forbies

:gammel:

Tilbage til "Livets forhold"