En aftale er en aftale - eller er det?

[kidkomb]

I min omgangskreds er det ikke rigtig noget problem. Jeg er 25 og har en flok jævnaldrende venner, som jeg ofte ses med, og så er der også min kærestes venneflok, som er i start 30'erne.

Men jeg var til min venindes 25 års fødselsdag i lørdags. Hun har en anden, rigtig nær veninde - lad os kalde hende Nina - og de to har kendt hinanden siden de var børn. Inde på Facebook-eventet til fødselsdagen havde alle reageret, enten ved at deltage eller venligt takke nej med forklaring - undtagen Nina, som stod som 'måske'. På selve dagen havde min veninde skrevet en sms til Nina og spurgt, om hun ville dukke op. "Årh, hun kunne ikke rigtigt overskue det, for hun havde altså tømmermænd fra i går..."

Altså! Jeg var ved at falde ned af stolen af ren forargelse. Det kan man da ikke?!

Det kan man godt. Men det er virkelig flabet synes jeg.
Og så kan det godt være, at man, som Zombie skriver, har været indlagt til eet eller andet arrangement dagen i forvejen, men så lader man være med, at drikke sig ned til dén fest. Fordi man ved, at ens rigtig gode veninde holder fødselsdag dagen efter.

Jeg bliver faktisk gal af denne tråd.
Der er noget curling over holdningen, at man ikke behøves at gøre noget, når man ikke har lyst. Sådan fungerer et samfund ikke. Sådan fungerer en familie ikke og jeg synes vitterligt, at det er at skide på ens omgangskreds, at man på den måde shopper rundt i "tilbud", som en anden kendis, der føler sig for fin til at skulle overholde aftaler.

[Zombie]

Jeg synes det er mega svært, at sige noget om, når vi ikke snakker konkrete situationer.

En fødselsdagsfest som annonceres på Facebook - jeg tænker hygge og druk. Jeg vil hellere tage denne her plastik-ske og køre den rundt i mit øje, for at slippe for at deltage i sådan noget. Nej, det prioriterer jeg faktisk overhovedet ikke, og hvis jeg dagen inden kan sidde og køre bajere ned henover et zombie brætspil med to gode venner og min kæreste, så er det dét, jeg gør.

Men hvad jeg ikke gør - det er at stå som "måske" for evig, og lade min veninde om at indhente et svar fra mig. Hvad jeg heller ikke gør, er at undlade at begrunde min ambivalens med en skodundskyldning. Og hvad jeg heller ikke gør, er at ignorere min venindes fødselsdag, hvis jeg ved at hun går op i det - så får hun et tilbud om kaffe og kage, bif-tur eller noget andet jeg gider, i stedet for.


Jeg overholder altid mine aftaler. Hvis jeg selv har indgået dem. Det synes jeg ikke, at man har, fordi man har sagt "måske". Og hvorvidt man kan tillade sig at være "måske" for evigt, synes jeg kommer an på rammerne.
Er det en fest hvor der kommer 200 random ppl, og man selv medbringer sprut og chips, så tænker jeg helt ærligt ikke, at det er dødhamrende vigtigt med et ja eller nej.
Men står værten og laver mad til folk, og skal vide indkøb, borddækning osv., eller er det blot en lille lukket kreds af de nærmeste - så har man kraftedeme at melde til eller fra i rimelig tid, og man hjerner sig ikke ned i druk dagen før.

Har værten et "svar udbedes", er rammerne underordnede og man giver et svar inden for dato.

[Akehurst2]

Jeg bliver faktisk gal af denne tråd.
Der er noget curling over holdningen, at man ikke behøves at gøre noget, når man ikke har lyst. Sådan fungerer et samfund ikke. Sådan fungerer en familie ikke og jeg synes vitterligt, at det er at skide på ens omgangskreds, at man på den måde shopper rundt i "tilbud", som en anden kendis, der føler sig for fin til at skulle overholde aftaler.

Men hvis ens omgangskreds har det fint med det, så er det vel okay? Aima skriver jo fx, at hun ikke synes, det gør noget, hvis folk aflyser, hvis bare de gør ordentligt, og at det sagtens kan være begrundet i, at de hellere vil noget andet.

Og hvis man er enige om, at aftaler ikke binder, så er det vel fint?

Jeg personligt er ikke til det. Men jeg skal så bare lade være med at have venner, der fungerer på den måde. Og man skal være ret forsigtig med at regne med, at bare fordi, man selv ikke føler sig så forpligtet, så skal man ikke regne med at andre heller ikke gør det.

[Zombie]

Men hvis ens omgangskreds har det fint med det, så er det vel okay? Aima skriver jo fx, at hun ikke synes, det gør noget, hvis folk aflyser, hvis bare de gør ordentligt, og at det sagtens kan være begrundet i, at de hellere vil noget andet.

Og hvis man er enige om, at aftaler ikke binder, så er det vel fint?

Jeg personligt er ikke til det. Men jeg skal så bare lade være med at have venner, der fungerer på den måde. Og man skal være ret forsigtig med at regne med, at bare fordi, man selv ikke føler sig så forpligtet, så skal man ikke regne med at andre heller ikke gør det.

Fin pointe. Stærkt tænkt.

I min omgangskreds er vi 2-3 stykker, der gerne må melde afbud med "Hey, du er for populær. Der kommer for mange til din fest, og jeg kan ikke lige overskue det i mit hoved." Den var nok ikke fløjet i andre kredse.

Man har jo sine forskellige kulturer.

[kidkomb]

Jeg bliver faktisk gal af denne tråd.
Der er noget curling over holdningen, at man ikke behøves at gøre noget, når man ikke har lyst. Sådan fungerer et samfund ikke. Sådan fungerer en familie ikke og jeg synes vitterligt, at det er at skide på ens omgangskreds, at man på den måde shopper rundt i "tilbud", som en anden kendis, der føler sig for fin til at skulle overholde aftaler.

Men hvis ens omgangskreds har det fint med det, så er det vel okay? Aima skriver jo fx, at hun ikke synes, det gør noget, hvis folk aflyser, hvis bare de gør ordentligt, og at det sagtens kan være begrundet i, at de hellere vil noget andet.

Og hvis man er enige om, at aftaler ikke binder, så er det vel fint?

Jeg personligt er ikke til det. Men jeg skal så bare lade være med at have venner, der fungerer på den måde. Og man skal være ret forsigtig med at regne med, at bare fordi, man selv ikke føler sig så forpligtet, så skal man ikke regne med at andre heller ikke gør det.

Præcis -det skrev jeg vist også i et tidligere indlæg, men sikkert ikke tydeligt nok.
Forskellige omgangskredse har forskellige normer og det gælder jo ikke kun på aftale-området.

[lillebjoern]

Jeg bliver faktisk gal af denne tråd.
Der er noget curling over holdningen, at man ikke behøves at gøre noget, når man ikke har lyst. Sådan fungerer et samfund ikke. Sådan fungerer en familie ikke og jeg synes vitterligt, at det er at skide på ens omgangskreds, at man på den måde shopper rundt i "tilbud", som en anden kendis, der føler sig for fin til at skulle overholde aftaler.

Men hvis ens omgangskreds har det fint med det, så er det vel okay? Aima skriver jo fx, at hun ikke synes, det gør noget, hvis folk aflyser, hvis bare de gør ordentligt, og at det sagtens kan være begrundet i, at de hellere vil noget andet.

Og hvis man er enige om, at aftaler ikke binder, så er det vel fint?

Jeg personligt er ikke til det. Men jeg skal så bare lade være med at have venner, der fungerer på den måde. Og man skal være ret forsigtig med at regne med, at bare fordi, man selv ikke føler sig så forpligtet, så skal man ikke regne med at andre heller ikke gør det.

Jeg har bare svært ved at tro, at man kan have den holdning til alle aftaler – bryllupper som SATC-aftener. Selvfølgelig er der hos os allesammen situationer, hvor det betyder mere end andre, det er jo et ret kontekstbaseret emne. Min veninde har selvfølgelig lov til at tage til fest i stedet for at overholde hendes aftale (som var fast - ikke løs) med mig. Jeg føler det ikke nødvendigt at nævne, at min verden ikke falder sammen, fordi hun aflyser. Men det er da irriterende, og jeg har svært ved at tro på, at man kan være top-nutch-cool omkring det hver gang.

(Det er ikke en kritik rettet mod dig - det udsprang bare fra din kommentar om Aimas holdning)

[Zombie]

Så hvis tanten træner til et halvmaraton i ½ år, så skal hun aflyse det, pga. en børnefødselsdag..? Man vågner jo ikke bare en morgen, og er i stand til at løbe 21 km., så det har jo været planlagt og med al sandsynlighed trænet, lang tid i forvejen.

I sådanne eksempler tænker jeg, at manglende forståelse måske er kernen af problemet.

Det har jeg selv oplevet, når jeg har meldt fra til arrangementer pga. rollespil. Folk forestiller sig, at jeg render rundt med grøn maling i fjæset i en skov, og da bare kunne lade være. I praksis har jeg ansvaret for, at 400 betalende børn får en fed oplevelse, styring og koordinering af med-afviklere, at få opsat og nedpillet en hel hobbitlandsby, m.v. - det er ikke bare en hobby, det er rent faktisk også et arbejde, da jeg får (symbolsk) betaling for min indsats.

Og du skriver, at tanten skulle ud at løbe 21 km på Facebook - jeg hører en halvmaraton, man træner til i flere måneder, har tilmeldt sig med penge og et løbenummer, måske endda i en gruppe eller med en veninde som man har haft aftalt det med i flere måneder osv.

[Fuck.exe]

Jeg tror, at jeg er velsignet med de mest normale venner man kan ønske sig. Eller i hvert fald noget der minder om normal

I min vennekreds er der ikke noget med at udeblive fra en aftale. Hvis der skal aflyses, så sker det i god tid og med en god begrundelse. Om begrundelsen så er sygt barn eller manglende overskud, det er ligegyldigt. Jeg godtager det hele, og føler det ikke som et fravalg.
Når jeg selv melder afbud, er jeg generelt også klar i mæglet om det er pga manglende overskud (som fx her i eksamensperioden) eller at der er kommet noget andet i vejen som jeg er nødt til at prioritere. Jeg møder ikke andet end forståelse.
Med alderen er jeg blevet bedre til at takke nej til invitationer hvor jeg kan mærke, at jeg faktisk ikke rigtig orker det. Ikke fordi jeg ikke orker menneskerne, men mest fordi der ofte er så meget forbundet med aftalen. Fx transport eller at aftalen strækker over mange timer, hvor jeg faktisk har mere behov for at være sammen med min mand og søn efter en hård uge.

For nyligt måtte jeg takke nej til børnefødselsdag hos en venindes børn, fordi mit overskud pga eksamen er lig 0. Et par dage før det, måtte jeg aflyse en kaffe-date med en veninde, og før det måtte jeg aflyse en spise-ude-date med en anden veninde. Igen fordi overskuddet ikke var der. Ikke én af dem var uforstående, men jeg fik søde og omsorgsfulde svar. En aftale er altså ikke altid en aftale hos mig eller mine venner, men vi er ærlige omkring det. Der skal være plads til at være mennesker

Når jeg selv, eller nogen i min omgangskreds, holder fest eller på anden måde gerne vil samle mere end en håndfuld mennesker, så er folk altid gode til at få meldt realitivt hurtigt ud om de kan deltage eller ej. Det er sjældent der sker frameldinger i sidste øjeblik, og hvis det sker, så er det pga sygdom eller noget andet uforudset. Er der nogen der af praktiske årsager (fx har jeg en veninde der er enlig mor) er nødt til at give svar senere, så er det såmænd også helt ok. Det er jo bare sådan det er Generelt er det normen i min omgangskreds, at vi er respektfulde overfor hinanden og hinandens tid.

Da jeg var yngre var det dog noget helt andet. Der væltede vi rundt i løse aftaler, øl og udeblivelser

[Akehurst2]

Så hvis tanten træner til et halvmaraton i ½ år, så skal hun aflyse det, pga. en børnefødselsdag..? Man vågner jo ikke bare en morgen, og er i stand til at løbe 21 km., så det har jo været planlagt og med al sandsynlighed trænet, lang tid i forvejen.

I sådanne eksempler tænker jeg, at manglende forståelse måske er kernen af problemet.

Det har jeg selv oplevet, når jeg har meldt fra til arrangementer pga. rollespil. Folk forestiller sig, at jeg render rundt med grøn maling i fjæset i en skov, og da bare kunne lade være. I praksis har jeg ansvaret for, at 400 betalende børn får en fed oplevelse, styring og koordinering af med-afviklere, at få opsat og nedpillet en hel hobbitlandsby, m.v. - det er ikke bare en hobby, det er rent faktisk også et arbejde, da jeg får (symbolsk) betaling for min indsats.

Og du skriver, at tanten skulle ud at løbe 21 km på Facebook - jeg hører en halvmaraton, man træner til i flere måneder, har tilmeldt sig med penge og et løbenummer, måske endda i en gruppe eller med en veninde som man har haft aftalt det med i flere måneder osv.

Enig. Men hvorfor siger hun ikke bare det?

Min veninde sagde ja tak til min fødselsdag, men sagde samtidig, at hun skulle løbe halvmaraton dagen efter, så hun ville ikke drikke eller tage sent hjem. Det er da fint at man har planer om halvmaraton - hvis man bare siger det.

[Fuck.exe]

Så hvis tanten træner til et halvmaraton i ½ år, så skal hun aflyse det, pga. en børnefødselsdag..? Man vågner jo ikke bare en morgen, og er i stand til at løbe 21 km., så det har jo været planlagt og med al sandsynlighed trænet, lang tid i forvejen.

I sådanne eksempler tænker jeg, at manglende forståelse måske er kernen af problemet.

Det har jeg selv oplevet, når jeg har meldt fra til arrangementer pga. rollespil. Folk forestiller sig, at jeg render rundt med grøn maling i fjæset i en skov, og da bare kunne lade være. I praksis har jeg ansvaret for, at 400 betalende børn får en fed oplevelse, styring og koordinering af med-afviklere, at få opsat og nedpillet en hel hobbitlandsby, m.v. - det er ikke bare en hobby, det er rent faktisk også et arbejde, da jeg får (symbolsk) betaling for min indsats.

Og du skriver, at tanten skulle ud at løbe 21 km på Facebook - jeg hører en halvmaraton, man træner til i flere måneder, har tilmeldt sig med penge og et løbenummer, måske endda i en gruppe eller med en veninde som man har haft aftalt det med i flere måneder osv.

Lige netop motionsløb forstår min familie ikke, at jeg ikke bare kan melde fra. Som du skriver, så er det jo ikke bare selve løbet. Det er træningen op til, det er penge jeg har betalt for at deltage (typisk 200-300 kr, og det er altså mange penge når man er på SU), det er aftaler med evt løbemakkere og det hele har selvfølgelig været planlagt mindst en måned før. Hvis jeg er tilmeldt et løb, så melder jeg ikke fra fordi jeg får en invitation til noget andet. Der er det først til mølle.

Min svigerinde har en tendens til at invitere til børnefødselsdage 2-3 uger før de finder sted. Der har jeg et par gange måtte melde afbud fordi det er faldet sammen med et løb jeg er tilmeldt. Det kan jeg godt forstå, at hun er uforstående overfor, men altså, så må hun jo invitere i bedre tid.

[Fru Sunshine]

I det nævnte tilfælde med børnefødselsdagen, havde tanten jo ikke meldt afbud.

Og det kan godt være, jeg er et småligt menneske, men aflyser man mig, fordi man hellere vil noget sjovere, så er man ikke min ven mere.

Sygdom, manglende overskud, et marathon man har været tilmeldt længe (der så gør, at jeg forventer man har meldt afbud), fint nok, men tømmermænd eller et andet arrangement, r man har sagt ja til mig, så bliver jeg sgu gnaven.

[kidkomb]

Det var ikke et løb. Det var en tur, hun løb alene, fordi hun ville se, om hun kunne. Intet arrangement. Ikke andre involveret. Så havde jeg nok nævnt det. Hun træner rigtig meget i forvejen. Flere former for træning.

Se dét synes jeg er flabet!

[Aima]

Jeg bliver faktisk gal af denne tråd.
Der er noget curling over holdningen, at man ikke behøves at gøre noget, når man ikke har lyst. Sådan fungerer et samfund ikke. Sådan fungerer en familie ikke og jeg synes vitterligt, at det er at skide på ens omgangskreds, at man på den måde shopper rundt i "tilbud", som en anden kendis, der føler sig for fin til at skulle overholde aftaler.

Det er slet, slet ikke de der følelser, jeg får, når mine veninder aflyser. At de 'shopper' rundt i aftaler, ikke vil forpligte sig og føler sig for fine til at overholde aftaler. Det er slet ikke den attitude og tilgang vores relationer behandles med, det er i det hele taget ikke en del af min omgangskreds' attitude og tilgang generelt.

Jeg føler helt omvendt, at det mere handler om tryghed, faktisk. Jeg har ingen nære veninder/venner, jeg ikke har kendt i mindst 10 år, de fleste har jeg faktisk kendt i mere end 25 år, så der er også tale om relationer med et meget solidt fundament, kan man sige. Når nogen aflyser med mig, gør de det ikke bare, fordi de har hovedet oppe i egen røv, de tillader sig selv at gøre det, fordi de ved, at jeg tager den slags ret afslappet, fordi de er trygge nok i vores relation.

Og så er aflysningerne jo på ingen måde symptomatiske. Det er måske én ud af 10 gange, det sker, og så er det nok endda sat højt. En aftale ER skam også en aftale her, men det er også bare på samme tid anderledes afslappet og mindre forpligtende, end i professionelle sammenhænge, og sådan kan jeg egentlig personligt også bedst lide det. Alle de der krav og forventninger om forpligtelse og ansvar har jeg til mine ansatte, det er simpelthen nødvendigt, hvis forretningen skal køre, men mine nære venskaber har som sagt kørt med super profit i mange år, der er masser af plads og overskud til, at vi hver især ind i mellem kan tillade os at prioritere lidt efter eget forgodtbefindende hvis det er nødvendigt.

Jeg har masser af krav og forudsætninger, der skal opfyldes, hvis man skal være min ven, faktisk tror jeg endda, jeg på det område er mere kræsen (eller bevidst) end gennemsnittet. Mine nære relationer opfylder de forudsætninger (og meget mere til), ved at være de mennesker, de er, ikke kun i forhold til mig, men helt generelt. De har adskillige gange bevist hvad de selv er værd og hvad jeg betyder for dem, ikke ved at overholde samtlige aftaler vi har haft 100%, men ved at få mig til at føle mig betydningsfuld, prioriteret og værdsat helt generelt. Det er trygt, og i udgangspunktet er det den slags, der er vigtigt for mig.

[kidkomb]

@Aima, jeg tror vi er meget enige sådan I grundprincippet egentlig. Vi ser, og fortæller, bare sagen fra to forskellige sider. Vores holdning til tingene HAR jo flere sider og aspekter

[Aima]

@Aima, jeg tror vi er meget enige sådan I grundprincippet egentlig. Vi ser, og fortæller, bare sagen fra to forskellige sider. Vores holdning til tingene HAR jo flere sider og aspekter

Det tror jeg også. Og som tidligere nævnt, kan jeg sagtens komme i tanke om scenarier, hvor grænsen ville være nået, så det er ikke fordi, jeg ikke kan sætte mig ind i følelserne der også kan være en del af at blive nedprioriteret, for det kan jeg sagtens.

Jeg syntes bare dit indlæg, det der med shoppen rundt og manglende evne til forpligtelse, var ret bombastisk (og det er fint, jeg kan godt li' den slags), det gav mig også bare instant behov for at forsvare mine venner, især nu hvor jeg lige havde fortalt, at de sommetider har aflyst. Jeg ved godt, dit indlæg var generelt og ikke direkte møntet på MINE venner, men alligevel var det bare ret magtpåliggende for mig at få forklaret alt det bagvedliggende.