Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

[Kommodedyret]

Jeg har faktisk en tilståelse: jeg kan godt lide ham der Ernst fra svensk tv4. Han laver boligprogrammer og juleprogrammer, og han har bare sådan en feel-good vibe som er helt vildt afslappende.

[Moxy-lady]

:lol: Arrhhhhhhahahhahah. Jeg synes sgu at hende Pernille er meget sjov. Jeg har ikke noget imod når folk stikker ud

Nej, det er da som oftest superfedt når folk stikker ud, klicheen med at det ville være kedeligt hvis vi alle var ens holder sgu meget godt .

Jeg har kun set Pernille der i det 5 sekunders klip, holder mig som sagt fra programmet fordi Blomsterberg irriterer mig, men tror hurtig jeg ville blive træt af en der gør det så overdrevet og skabagtigt-ish . Lidt a la Janice fra Friends.

Hverken Blomsterberg eller Pernille kommer ind under huden på mig. Jeg har ikke rigtig den slags reaktioner på tv-programmer/reality personligheder. Som oftest synes jeg bare at de er sjove. Jeg irriterer mig heller ikke over Linse, Amalie eller Gustav. De er underholdende i små doser, men i længere tid af gangen bliver programmerne egentlig lidt kedelige. Lidt tomme faktisk.

Jeg er heller ikke kommet til det tidspunkt i mit liv hvor jeg kan hidse mig op over Vild Med Dans (der var noget med en fodboldspiller som irriterede folk helt vildt) eller Bagedysten. Det er jo bare underholdning, og de farverige karakterer bliver castet for at tilføje underholdning til et ellers lidt tamt koncept.
Der er i mine øjne intet i vejen med programmet eller deltagerne efter min mening, synes faktisk at det kan være meget hyggeligt at se. Men jeg lever mig simpelthen ikke ind i konkurrencen. Måske er det derfor: min manglende konkurrence-indlevelse. Jeg er nemlig ikke særlig begejstret for at se x-faktor og Idols og hvad de nu ellers hedder. Tja... brainstorm off

Jeg ser forsvindende lidt af den slags programmer, hvad angår mad-programmer er det mest Masterchef South Africa og diverse Gordon Ramsay. Ellers er det meget lidt reality-Tv der siger mig noget. Jeg så et par gange af denne sæson af Familien fra Bryggen, jeg ELSKER mor Ann, og jeg nød programmet, men det er helt rigtigt det med de små doser. Da jeg så reklamer for dem her i går, fik jeg lidt den der, jeg magter ikke at se det, i hvert fald ikke et helt afsnit, men skal lige se hvad det var med Lebbe-Lone og de sko der

Men kommer det til reliaty-TV foretrækker jeg klart Familien fra Bryggen, madprogrammer osv fremfor programmer som Bikini Island. Jeg bor jo i et slags bofællesskab og her er nok så rigeligt intriger.

For lækker til love savner jeg faktisk. Savner Gustav fordi han er Gustav og savner at sidde og vende øjne af typer som Melanie.

Apropos Melanie, det her må man ikke sige. Men så kritisk hun er og blandet med hendes narcisisme ville jeg hypotetisk set ønske hendes ansigt blev brændt eller noget, så hun skulle opleve den måde hun peger fingre af alt på. Men igen, de typer der er med, det er jo meningen de skal forarge og som hun fremstår, gør hun nok hendes egne chancer ret små alligevel.

Husker nogle i øvrigt Villa Medusa? Der var en deltager, Lars, blev kaldt Ludo. Asiat og bøsse til fingerspidserne, han var Gustav i mildere grad, ham savner jeg .

Jeg ser heller ikke meget reality. Tror faktisk primært at jeg har set luksusfælden. Jeg ser ikke engang den store bagedyst. Jeg har set ganske lidt af det sådan sporadisk, mest når det er blevet genudsendt og min kæreste zapper forbi (han er typen der apper rundt på vores 5 kanaler o ser lidt af 3 forskellige programmer. Jeg ser generelt meget lidt fjernsyn. Men folk kan snildt irritere mig alligevel :p

[hotlips]

Jeg ser The hurricane med Denzel Washington,det er nok godt han er sminket til en skaldet,skægget halvgrim gammel mand for troværdighedens skyld,det er ikke en rolle til en toplækker hunk.

Men for fanden det er spild af lækker mand.

[dgd2007]

Jeg sidder og ser dokumentaren "I am Jazz"- historien om et transkønnet barn, biologisk født som hankøn

Og jeg væmmes lidt over mig selv må jeg ærligt indrømme. Jeg synes med min hjerte det er så fedt at hun bliver mødt der hvor hun er og ikke skal tvinges til at spille noget hun ikke føler hun er. Virkelig. Men min hjerne kæmper imod og fortæller mig at hun i stedet for at blive tilskyndet at leve som pige, skulle lære at acceptere sig selv.

Jeg bliver egentligt lidt ked af at jeg tænker sådan, jeg vil gerne være et åbent menneske og er det også for det meste, men noget stritter imod. Jeg ved de mennesker der føler de er født i et "forkert" kamp kæmper en kamp for at blive accepteret og mange også en kamp mod dem selv for at accepterer sig selv og deres følelser og det sidste de har brug for er folk der tænker som jeg kommer til. Jeg skammer mig over det, virkelig. Men jeg kæmper også en kamp med at prøve at forstå noget jeg aldrig vil kunne forstå fuldt ud, da jeg jo ikke er i den situation, men selv kæmper for at blive accepteret som mig, så jeg kan slet ikke tillade mig at have den slags tanker om folk der i den grad bare vil have lov til at være sig selv. Men jeg bliver ved med at sidde med den der følelse af at man altså er det køn man bliver født som, medmindre man selvfølgelig er tvekønnet.

Jeg tror jeg skriver det, fordi jeg virkelig ikke synes det er i orden at jeg tænker som jeg gør og at det måske hjælper mig i forståelsen at sige det "højt" .

Jeg synes da, det er helt i orden at tænke sådan. Bare man ikke vil gribe ind og diktere.
Jeg synes, der alt for meget trans-jive oppe i tiden.
Og folk, der ellers synes, at man skal nedtone kønnet, slår syv kors for sig og udtaler sig, som om de var sikre på, at et ønske om at skifte køn altid er 100% ægte og ufrvigeligt. Det kan jo strengt taget også nogle gange simpelthen være en vanvittig ide, vil jeg tro
Jeg har altså ikke set den udsendelse, du refererer til, så det er ikke en konkret kommentar til den.

[dgd2007]

Lige i det her tilfælde, hvor Jazz som 2-årig giver udtryk for at ville have en vagina i stedet for en penis og det generelt er så udtalt, så bliver jeg lidt trist over mine ranker i forhold til hende.

Men ellers er jeg tilbøjelig til at tænke lidt som dig.

Tjo, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg kan da huske, min lillesøster (måske 3 år eller deromkring) stå og rode efter et eller andet, der kunne være en ansats til en tissemand, når nu alle vi andre havde det. Men hun blev jo ikke transvestit af den grund

[Animi]

Tjo, det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg kan da huske, min lillesøster (måske 3 år eller deromkring) stå og rode efter et eller andet, der kunne være en ansats til en tissemand, når nu alle vi andre havde det. Men hun blev jo ikke transvestit af den grund

Nej, man bliver selvfølgelig ikke transkønnet, man er født sådan Og det er nok også meget normalt at man som barn er nysgerrigt over sit køn, og har svært ved at forstå at man er forskellig ift sine brødre fx.
Jeg tror nu egentlig at står man i situationen med sit barn, så er man nok ikke i tvivl om at der reelt set er noget galt. Jeg læste engang om en dreng, der som 5årig stod og klemte sin penis i en dørkam for at prøve at få den af, fordi han var dybt ulykkelig over at være en dreng. Der er trods alt et stykke fra dét at være nysgerrig, til så at være påvirket af det i den grad.

(Transkønnet og transvestit er forresten to forskellige ting, hehe )

[HappyPaww]

Derudover tror jeg altså ikke. at der er nogle mennesker ved deres fulde fem, som vil gennemgå en kønsskifteoperation, ulidelig hormonbehandling osv. osv., bare fordi det er en fiks ide, de har fået!

Jeg bliver så træt, når folk fx påstår at Caitlyn Jenner's kønsskifte skulle være et publicity stunt

Og endnu mere træt, når folk griner af/kommenterer, at Caitlyn's døtre stadig kalder hende "dad"

[Animi]

Jeg sidder og ser dokumentaren "I am Jazz"- historien om et transkønnet barn, biologisk født som hankøn

Og jeg væmmes lidt over mig selv må jeg ærligt indrømme. Jeg synes med min hjerte det er så fedt at hun bliver mødt der hvor hun er og ikke skal tvinges til at spille noget hun ikke føler hun er. Virkelig. Men min hjerne kæmper imod og fortæller mig at hun i stedet for at blive tilskyndet at leve som pige, skulle lære at acceptere sig selv.

Jeg bliver egentligt lidt ked af at jeg tænker sådan, jeg vil gerne være et åbent menneske og er det også for det meste, men noget stritter imod. Jeg ved de mennesker der føler de er født i et "forkert" kamp kæmper en kamp for at blive accepteret og mange også en kamp mod dem selv for at accepterer sig selv og deres følelser og det sidste de har brug for er folk der tænker som jeg kommer til. Jeg skammer mig over det, virkelig. Men jeg kæmper også en kamp med at prøve at forstå noget jeg aldrig vil kunne forstå fuldt ud, da jeg jo ikke er i den situation, men selv kæmper for at blive accepteret som mig, så jeg kan slet ikke tillade mig at have den slags tanker om folk der i den grad bare vil have lov til at være sig selv. Men jeg bliver ved med at sidde med den der følelse af at man altså er det køn man bliver født som, medmindre man selvfølgelig er tvekønnet.

Jeg tror jeg skriver det, fordi jeg virkelig ikke synes det er i orden at jeg tænker som jeg gør og at det måske hjælper mig i forståelsen at sige det "højt" .

Jeg har lige set dokumentaren også, at jeg så du skrev om den. Hold nu op, hvor blev jeg bevæget.
Og jeg synes egentlig stadigvæk at du lyder som en åben person. For jeg synes at det at være åben ikke nødvendigvis betyder at man bare forstår og accepterer alt, men at man prøver at se lidt udover sine egne holdninge/følelser og prøver at se det fra den andens person side. Og det synes jeg at det lyder til at du gør

[Fru Sunshine]

Min datter har en veninde på 16 år, der er født som dreng.
Hendes forældre ved det ikke. De tror, at hun er en homoseksuel dreng, og det gør de pænt meget nar af, så hun tør overhovedet ikke nævne, at hun føler sig som en pige.
De gik helt i selvsving over, at hun havde haft en kjole på til en udklædningsfest, så de har måske en anelse, men de nægter at se, hvor ked af det, deres barn er.

Bare det, at hun begyndte at græde af glæde, fordi vi konsekvent kalder hende ved det navn, hun har valgt, synes jeg siger en del.

[HappyPaww]

Min datter har en veninde på 16 år, der er født som dreng.
Hendes forældre ved det ikke. De tror, at hun er en homoseksuel dreng, og det gør de pænt meget nar af, så hun tør overhovedet ikke nævne, at hun føler sig som en pige.
De gik helt i selvsving over, at hun havde haft en kjoke på til en udklædningsfest, så de har måske en anelse, men de nægter at se, hvor ked af det, deres barn er.

Bare det, at hun begyndte at græde af glæde, fordi vi konsekvent kalder hende ved det navn, hun har valgt, synes jeg siger en del.

Hvor er det dog forfærdelig synd for sådan en pige

[Fru Sunshine]

Min datter har en veninde på 16 år, der er født som dreng.
Hendes forældre ved det ikke. De tror, at hun er en homoseksuel dreng, og det gør de pænt meget nar af, så hun tør overhovedet ikke nævne, at hun føler sig som en pige.
De gik helt i selvsving over, at hun havde haft en kjoke på til en udklædningsfest, så de har måske en anelse, men de nægter at se, hvor ked af det, deres barn er.

Bare det, at hun begyndte at græde af glæde, fordi vi konsekvent kalder hende ved det navn, hun har valgt, synes jeg siger en del.

Hvor er det dog forfærdelig synd for sådan en pige

Meget synd. Det skærer i hjertet.

[Ado]

Åh gud, bette pige altså.

[Aima]

DR3 har for nylig bragt en doku om en transkønnet ung kvinde, født i en drengekrop, der endte med at tage sit eget liv. Den er desværre ikke tilgængelig hos DR længere, men der er en artikel her: http://www.information.dk/546397

Jeg synes det er helt okay, man ikke kan sætte sig 100% ind i at føle sig fanget i den krop, ens biologi dikterer, det handler, tror jeg, såmænd blot om uvidenhed og begrænsede referencerammer, og no wonder, altså, for oplysning på området, er jo ikke noget der har fyldt synderligt i samfundet. Så længe man udfordrer sine umiddelbare tanker om det, tilegner sig indsigt og gør en indsats for at forstå, tror jeg faktisk kun, det kan føre noget givtigt med sig at forholde sig undrende.

Jeg er selv vokset op med en transkønnet pige, som boede med sin familie på samme villavej i det parcelhuskvarter i provinsen, jeg er vokset op i, han er i dag godt på vej til at være det hankønsvæsen udenpå, han altid har været indeni. Jeg kan få helt ondt i maven over at tænke på alle de udfordringer, han oplevede op gennem barndommen, jeg så dem jo selv på nært hold, men jeg fattede jo heller ikke selv, hvad det handlede om. De første år af hans ungdom, levede han som lesbisk kvinde, det var såmænd noget, villavejen i provinsen kunne forholde sig til, og med et overbærende smil blev der bag de respektive ligusterhække konstateret, at dét havde man jo nok forudset. I midt-20'erne hed han så pludseligt ikke længere det pigenavn, han var døbt og i dag er han hverken kvinde eller lesbisk, men en mand der omsider er så tæt på at være dét, som man kan komme, i det samfund der gør sig gældende pr. nuværende.

En 'tovlig idé' om sin egen kønsidentitet, får man givetvis som barn, lissom man får så mange andre 'tovlige idéer', men jeg tvivler dog på, nogen for alvor kan bilde sig selv ind at være fanget i den forkerte krop, udelukkende som et udkast af en livlig fantasi, opmærksomhedstrang eller hvadend man kunne forestille sig, idéen skulle komme fra.

At man kan foranlediges til at tro den slags, kan jeg dog som sagt ikke fortænke nogen i, jeg synes egentlig bare det er godt, man så har mulighed for at få de der horisonter udviddet, når de så åbenlyst trænger. Heldigvis findes Google.

[2SHY]

Ja det er flot at ham Jesper med progeria er blevet 18. Men hold kæft hvor jeg ikke gider høre mere om ham

[Delfin]

Og endnu mere træt, når folk griner af/kommenterer, at Caitlyn's døtre stadig kalder hende "dad"

Jeg kender en kvinde, som jeg ellers altid har kendt som mand med det navn, som i min hjerne er koblet sammen med netop det menneske.
Det skal siges, at vi kun ses med lange mellemrum, så det nye navn når åbenbart aldrig at blive 'vanekoblet' for mig. Det slår sjældent fejl, at jeg mindst en gang i løbet af en aften kommer til at bruge det forkerte navn. Det irriterer mig, for jeg vil det virkelig gerne.

Jeg kunne forestille mig det er endnu sværere med en far. Far et begreb. Det eer den rolle, hun har haft i deres barndom, og betegnelsen mor er koblet til et andet menneske.