At flytte til et andet land

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 1413
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 199
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 3101

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Kattefjæs » 29. maj 2017, 11:23

cola skrev:Jeg er da ked af at jeg sådan har villet få oplysninger fra folk der faktisk stod i det, og derfor har spurgt lidt akavet. For mig er det nu bare sådan jeg spørger, og hvorfor er det ligegyldigt hvad jeg syntes, hvis det jeg syntes kan ændres af nogen som faktisk gider svare på mine spørgsmål omkring noget jeg er nysgerrig omkring, du er da 100 % deff af det du selv er imod hos danskerne, totalt lukket og uden nogen grund til at sende din viden videre til andre.

Jeg vil bare gerne vide hvordan det er, hvad det er, hvorfor det er. Tag mig som et barn der stiller en bunke hvorfor spørgsmål, for det er hvad jeg gør og jeg får da ikke svar på mine hvorfor spørgsmål hvis alle opføre sig som dig, totalt fornærmet over at jeg tillader mig at spørge ind til noget jeg intet ved noget om.

Så er der nogen af jer der er flyttet der ikke bliver fornærmet over mine spørgsmål, vil jeg stadig gerne have svar på hvorfor i valgte at flytte, hvorfor i ikke valgte at skifte statsborgerskab (den del har jeg vist fået på plads, det er alt for besværlig og langtrukken, og i føler jer stadig danske) hvorfor lige det land, og hvad det har haft af betydning for resten af jeres familie at i sådan flyttede.

Jeg er blevet lidt klogere på det der flytteri, men vil gerne vide mere, hvis det er tilladt.


Læg ud med at henvende dig ordentligt til folk og stil dine spørgsmål uden at fordømme, så skal du nok få ordentlige svar tilbage helt uden klammeri. Som du spørger får du svar!
3
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 1413
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 199
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 3101

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Kattefjæs » 29. maj 2017, 11:25

:P
kidkomb skrev:Da jeg boede i Sverige og var grænsegænger, dvs boede i Sverige, men arbejdede og betalte skat i Danmark, nøjagtig som hvis jeg boede her, måtte jeg ikke stemme.
Altså wtf, jeg betalte AL min skat i Dk, kun boligskat betalte jeg i Sverige og så må jeg ikke stemme.
Shit, det er åndssvagt. Så jeg glæder mig til at få lov til at stemme til næste folketingsvalg. Efter 10 år uden stemmeret, men med fuld skattepligt.


Det er sgu også fjollet. Jeg er dobbeltbeskattet, så jeg betaler skat både i Danmark og Storbritannien, men står stadig uden indflydelse - jeg mener som Dulle skriver at jeg kan stemme i Danmark et års tid endnu, men så klapper fælden også. Og herovre er jeg jo andenrangs, så ingen kære mor her heller. :lol:
0
Akehurst2
Indlæg: 5668
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 580
Likede indlæg: 12384

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Akehurst2 » 29. maj 2017, 11:33

En enkelt veninde var noget opgivende over at jeg rejste - fordi hun ville savne mig. Og det er også sødt nok, men det gjorde alligevel noget i forhold til at planlægge min flytning at jeg næsten ikke havde lyst til at dele det med hende, fordi hun jo egentlig bare helst ville have at jeg blev hjemme. Og hun har også været meget hurtig til at skælde ud på bureaukratiet hernede og mit nye arbejde, hvis jeg har fortalt om, hvordan det kan være bøvlet eller anderledes, så det også får mig til at holde lidt igen, for jeg vil gerne bare kunne undres og reflektere over alt det nye og småbrokke mig lidt uden at det skal gøres så dramatisk og næsten "så kunne du bare have ladet være med at flytte-agtigt".

Men hun vænner sig vel til det.
1
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 1413
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 199
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 3101

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Kattefjæs » 29. maj 2017, 12:00

FruDulle skrev:Vi har også fuld opbakning fra familie og venner, men det er altså ikke alfa og omega. Det er jo mit liv, så jeg bestemmer. Jeg tror ikke at der nogensinde er nogen der har været i tvivl om at det var det jeg ville, helt fra jeg barn. Det sammen med min mand.

Der er nogle venner der er røget i svinget fordi de lever meget mere her og nu og det de er i og glemmer en når man er ude. Men det er altså ikke de tætteste venner der ender sådan. Og så alligevel. Min veninde siden 5. klasse og hvis børn jeg er gudmor for. Hun er ved at ryge. Når vi er ude så skyper vi et par gange om måneden og taler om alt. Jeg har været i DK nu 1,5 og rejser igen om lidt. Jeg har set hende 3 gange. Der er selvsagt mere i det end det, men venskaber bliver bare anderledes i nogle tilfælde.

Mht familie er det jo mest svært fordi vi har fået et barn. Han elsker sine bedsteforældre og farmor. Har haft dem tæt på i 1,5 år nu og det bliver svært at rejse. Mere for dem end ham, men helt sjovt er det altså ikke.


Jeg kan godt forstå at det lige tilføjer et ekstra lag når der er børn involveret. Vi ønsker os ikke børn, så det er "kun" os de skal undvære. Jeg har søskende som har ret mange børn, så på den måde er der ikke noget pres på mig, kan man sige, hvilket jo nok hjælper en del. Og det gør det praktiske noget nemmere.

Men ja, det er jo vores liv, så manglende opbakning ville ikke på den måde ændre på noget, men jeg kan godt genkende det Akehurst beskriver.

Jeg har som sådan ikke dårlig samvittighed over at være flyttet, men jeg gider godt nok heller ikke høre på folk som prøver at give mig det - eller prøver at overtale mig til at komme hjem....!

Jeg kommer tilbage hvis situationen kræver det, men det er ikke noget jeg planlægger.

Mine bedste venner derhjemme har været og besøge mig en enkelt gang. Det var hyl. Den ene er ved at flytte til Japan og de to andre har selv boet i udlandet ad flere omgange som små (og har forældre med forskellige statsborgerskaber), så de var ikke specielt traumatiserede da jeg flyttede.
1
Akehurst2
Indlæg: 5668
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 580
Likede indlæg: 12384

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Akehurst2 » 29. maj 2017, 17:10

Kattefjæs skrev:Jeg kan godt forstå at det lige tilføjer et ekstra lag når der er børn involveret. Vi ønsker os ikke børn, så det er "kun" os de skal undvære. Jeg har søskende som har ret mange børn, så på den måde er der ikke noget pres på mig, kan man sige, hvilket jo nok hjælper en del. Og det gør det praktiske noget nemmere.

Men ja, det er jo vores liv, så manglende opbakning ville ikke på den måde ændre på noget, men jeg kan godt genkende det Akehurst beskriver.

Jeg har som sådan ikke dårlig samvittighed over at være flyttet, men jeg gider godt nok heller ikke høre på folk som prøver at give mig det - eller prøver at overtale mig til at komme hjem....!



Og selvfølgelig må de gerne sige, at de vil savne mig - jeg savner jo også dem.

Men kommer helt til at tænke på Carrie i Sex & The City, hvor hun råber til Miranda: "I can't stay in New York and be single for you!" Man skal da bakke op om at ens venner og familie vil ud og opleve verden - ikke holde dem tilbage af hensyn til sig selv.
3
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 1413
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 199
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 3101

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Kattefjæs » 29. maj 2017, 18:57

Akehurst2 skrev:
Og selvfølgelig må de gerne sige, at de vil savne mig - jeg savner jo også dem.

Men kommer helt til at tænke på Carrie i Sex & The City, hvor hun råber til Miranda: "I can't stay in New York and be single for you!" Man skal da bakke op om at ens venner og familie vil ud og opleve verden - ikke holde dem tilbage af hensyn til sig selv.


Helt sikkert!

Jeg var arbejdsløs inden jeg tog afsted. Det er alle i mit felt, så på den måde var det ikke nogen overraskelse, men det var også indlysende at der ikke kom til at være job til mig i Danmark indenfor overskuelig fremtid, så derfor var der ikke rigtig andet for end at søge til udlandet. Altså alternativet var jo at være i Danmark på dagpenge. Det gav sig selv at det ikke var noget jeg ville. Det tror jeg ikke at der var nogen som ikke forstod, men samtidig havde en del mennesker i mit netværk nydt godt af at jeg var arbejdssøgende fordi jeg så var rimelig fleksibel til at hus-sitte, hjælpe til med rengøring, madlavning, børn osv. Det gjorde jeg selvfølgelig kun fordi jeg selv havde lyst, men i perioden op til at jeg fik tilbudt mit nuværende job, begyndte jeg i høj grad at føle mig som en statist i andre menneskers liv. Og at det på en eller anden måde var lidt for belejligt for dem at jeg lige gik rundt og var arbejdsløs så jeg jo ligeså godt kunne gøre nytte hos dem. Det havde jeg det lidt stramt med - igen, jeg hjalp gerne til, men jeg syntes ligesom ikke at jeg skyldte verden at passe andres børn, gøre deres hjem rent eller lave deres mad gratis bare fordi jeg var så uheldig at være arbejdsløs. Nogle gange gik der lige lidt "Du skal jo lave noget for de dagpenge" i den.

Så ja, det der med at være statist i andres tilværelse var ikke noget jeg havde lyst til på fast basis, og jeg tog selvfølgelig chancen så snart jeg fik noget tilbudt. Det havde jeg også gjort hvis det havde været i Danmark, men nu var det så tilfældigvis i udlandet at jeg fik muligheden, så sådan blev det.
0
Bad Samaritan
Indlæg: 253
Tilmeldt: 1. maj 2017, 19:17
Kort karma: 70
Likede indlæg: 1033

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Bad Samaritan » 30. maj 2017, 05:29

Kattefjæs skrev:Så ja, det der med at være statist i andres tilværelse var ikke noget jeg havde lyst til på fast basis


Det samme her... selv om det først rigtig gik op for mig, da jeg havde forladt Danmark.

Jeg er flyttet to gange indenfor det sidste halvandet år - og det har virkelig trukket tænder ud, synes jeg. Ikke så meget det der med at vænne sig til nye omstændigheder, en fremmed kultur og alle de nye indtryk, men mere med at få det til at hænge sammen på hjemmefronten og bibeholde følelsen af, at jeg har noget derhjemme, jeg skal tilbage til.

Rodløshed er ret almindeligt i min branche, og jeg har set alt for mange udbrændte typer vende hjem til en "back-to-scratch" tilværelse, hvor de skulle finde sig selv igen, til at jeg bare kunne ignorere det. Så i årene op til mit karriereskift brugte jeg anseelige kræfter på at pleje venskaber og relationer til familie, være åben omkring mine planer, og sådan helt generelt forberede mig på, at hvad jeg så end fik kastet mig ud i, så skulle det have karakter af en midlertidig tilstand. At jeg skulle have en base at vende hjem til. Sådan hurtigt ud - og så hjem igen med jævne mellemrum...

Nu, mere end et år efter, er den plan skudt totalt i smadder. Jeg kan tælle på een hånd, hvor mange mennesker jeg stadig plejer omgang med derhjemme - også selv om jeg virkelig synes at jeg har gjort en masse for at holde kontakten ved lige og se folk, når jeg med jævne mellemrum er hjemme - og jeg er nok bare nået til den konklusion, at jeg for en stor del af menneskene i min "vennekreds" bare har været den dér meget belejligende statist, der lige kunne være lidt hurtig underholdning, en redningskrans eller en skulder at læne sig op ad, når det passede dem.

Det handler dybest set nok bare om at koge tingene ned, tror jeg. At få brændt fedtet af sjælen og få sorteret de dér elementer fra, som - trods en masse sniksnak - reelt ikke bidrager med en skid andet end lidt dårlig samvittighed over... Ja, hvad? Ikke at "være der" for dem?... og stress over, hvordan man så ellers lige kan nulre deres ego - og så bruge tiden og energien på den lille håndfuld mennesker, som virkelig betyder noget.

Måske er den mellemtilstand, du beskriver, bare "gryden, der summer"? Det dér shit du beskriver med at være blevet taget for givet og have ydet alle mulige (for mig) halvbizarre vennetjenester, lyder ærlig talt mega-nederen... eller... de dér "venner" lyder mega-nederen. Så jeg tænker: Giv dig selv tiden og lad den gryde dér koge ind til "the bare essentials"... og når den er færdig, så vil det også falde dig langt mere naturligt at bygge din nye tilværelse op omkring dig og din lykke, istedet for at rende rundt og lege kogekone for en masse freeloadere.
1
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 1413
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 199
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 3101

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Kattefjæs » 30. maj 2017, 19:01

Bad Samaritan skrev:Det samme her... selv om det først rigtig gik op for mig, da jeg havde forladt Danmark.

Jeg er flyttet to gange indenfor det sidste halvandet år - og det har virkelig trukket tænder ud, synes jeg. Ikke så meget det der med at vænne sig til nye omstændigheder, en fremmed kultur og alle de nye indtryk, men mere med at få det til at hænge sammen på hjemmefronten og bibeholde følelsen af, at jeg har noget derhjemme, jeg skal tilbage til.

Rodløshed er ret almindeligt i min branche, og jeg har set alt for mange udbrændte typer vende hjem til en "back-to-scratch" tilværelse, hvor de skulle finde sig selv igen, til at jeg bare kunne ignorere det. Så i årene op til mit karriereskift brugte jeg anseelige kræfter på at pleje venskaber og relationer til familie, være åben omkring mine planer, og sådan helt generelt forberede mig på, at hvad jeg så end fik kastet mig ud i, så skulle det have karakter af en midlertidig tilstand. At jeg skulle have en base at vende hjem til. Sådan hurtigt ud - og så hjem igen med jævne mellemrum...

Nu, mere end et år efter, er den plan skudt totalt i smadder. Jeg kan tælle på een hånd, hvor mange mennesker jeg stadig plejer omgang med derhjemme - også selv om jeg virkelig synes at jeg har gjort en masse for at holde kontakten ved lige og se folk, når jeg med jævne mellemrum er hjemme - og jeg er nok bare nået til den konklusion, at jeg for en stor del af menneskene i min "vennekreds" bare har været den dér meget belejligende statist, der lige kunne være lidt hurtig underholdning, en redningskrans eller en skulder at læne sig op ad, når det passede dem.

Det handler dybest set nok bare om at koge tingene ned, tror jeg. At få brændt fedtet af sjælen og få sorteret de dér elementer fra, som - trods en masse sniksnak - reelt ikke bidrager med en skid andet end lidt dårlig samvittighed over... Ja, hvad? Ikke at "være der" for dem?... og stress over, hvordan man så ellers lige kan nulre deres ego - og så bruge tiden og energien på den lille håndfuld mennesker, som virkelig betyder noget.

Måske er den mellemtilstand, du beskriver, bare "gryden, der summer"? Det dér shit du beskriver med at være blevet taget for givet og have ydet alle mulige (for mig) halvbizarre vennetjenester, lyder ærlig talt mega-nederen... eller... de dér "venner" lyder mega-nederen. Så jeg tænker: Giv dig selv tiden og lad den gryde dér koge ind til "the bare essentials"... og når den er færdig, så vil det også falde dig langt mere naturligt at bygge din nye tilværelse op omkring dig og din lykke, istedet for at rende rundt og lege kogekone for en masse freeloadere.



Jep jep, hovedet på sømmet og alt det pjat!

Der blev (heldigvis?) kogt rimelig godt ned den sidste tid inden jeg flyttede. Egentlig var det ikke en bevidst handling, men en konsekvens af at jeg var arbejdsløs efter endte studier. Ikke ret længe ifht. gennemsnittet, men længe nok til at nogle mennesker, som jeg egentlig troede var helt OK, syntes at det var rimeligt at påtale på en meget træls måde. Også længe nok til at nogle tidligere studiekammerater, som nok havde opfattet mig som en brugbar del af netværket, ikke rigtig holdt kontakten længere da det gik op for dem at jeg sgu nok ikke kunne hjælpe med at få dem i arbejde heller.

Arbejdsløsheden i sig selv var rigeligt til at smadre mig fuldstændig, men at der så samtidig var "venner", som syntes det var passende at stille spørgsmålstegn ved om jeg rent faktisk prøvede at finde job og om jeg nu også lavede noget for de dagpenge, og skulle jeg nu ikke liiiige... Det var mere end jeg var i stand til at kapere, så der røg nogle mennesker i svinget.

Det er selvfølgelig træls, men sådan er det nu engang. Det betød dog at der allerede var reduceret da jeg så fik tilbudt et job og flyttede, og hvad der så ellers måtte forsvinde herfra - ja det må vi jo se. I hvert fald er det stensikkert at jeg ikke gider have folk i mit liv bare fordi. Jeg gør altid gerne en indsats, men det skal gå begge veje.

Det er en proces. Ting sker jo ikke overnight, men de SKER dog. :)
1
Akehurst2
Indlæg: 5668
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 580
Likede indlæg: 12384

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Akehurst2 » 31. maj 2017, 13:32

Er der andre, der pendler meget?

Min mand og jeg skiftes til at flyve frem og tilbage, hvilket er overskueligt nok i forhold til afstand og pris, men der er godt nok en del planlægning i det og så spændende er en eftermiddag med kalender og SAS-app jo heller ikke :-D

Og vi skulle også begge to lige tage tilløb til at sige "ved du hvad, det er faktisk fint nok ikke at ses en weekend, hvis det betyder, at vi begge slipper for det med rejseriet og kan have lidt ro på et par dage". Men det er også fordi, vi let kommer til at føle at vi skal være sammen på sådan en mere kvalificeret måde, fordi jeg er hjemme/han er på besøg. Men jeg skal jo også kunne bruge hjemmeweekender på frisør og veninder og den slags, ligesom man jo fx godt kan vaske tøj og rydde op og småsove på sofaen og tage ned og træne, selvom den anden er hjemme/på besøg. Men der er noget tilvænning her, kan jeg mærke.
0
Brugeravatar
catnip
Indlæg: 557
Tilmeldt: 13. aug 2015, 13:47
Kort karma: 61
Likede indlæg: 1691

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf catnip » 4. jun 2017, 08:01

Jeg har boet i udlandet af flere omgange over de sidste 10 år, de sidste 4 år permanent i et andet nordisk land.

Jeg synes det er spændende og berigende at bo i andre lande, lære nye kulturer at kende og øge min perspektivering. Det føles som et vedvarende eventyr og det tiltaler mig meget.

Den mindre gode side ved at bo i udlandet er uden tvivl den fysiske og geografiske afstand til vores nærmeste venner. Det er svært at få etableret nye venskaber, og vi færdes i et akademisk expat miljø hvor folk kommer og går tidsbegrænsede stillinger.

Nu har jeg lige været en tur hjemme (København) til familiefødselsdag, og sidder tilbage med en meget ambivalent følelse.

Min mand og jeg brugte fredag alene i København, og jeg savner Vesterbro og Nørrebro langt ind i sjælen. Jeg savner quirky, laid back København. Men så stopper det også der, for der er også mange ting jeg ikke savner ved at bo i Danmark.

Fødselsdagen illustrerede så rungende hvorfor. Det er måske bare min familie, men jeg tror det ikke. Mine tæer har stadig ikke rettet sig ud efter en hel dag med selvhævdelse, nedrakning og stikpiller pakket ind i fordækt "humor". Jeg er først blevet opmærksom på dette danske (?) fænomen efter jeg er flyttet væk...laven sjov med andres svagheder, opmærksomhedssøgen og selvhævdelse ved at joke om andre i selskabet og den totale manglende evne til at give oprigtige komplimenter. Meget jantelovsagtigt. Meget nederen. Jeg har det især svært med det der med konstant at hævde sig selv ved at latterliggøre andre...det er virkelig utiltalende. Jeg har ikke oplevet dette i andre lande jeg har boet i, og det er noget min mand, som ikke er dansk, også har bidt mærke i.

Så er der også racismen, småborgerligheden og den manglende perspektivering....men sådan er det nok i mange familier i mange lande...

Så for mig er det faktisk en lettelse at bo langt væk fra min familie. Vi ser mine forældre 3-5 gange om året, og det er helt fint. Vi kan fint bruge tid med dem og have det sjovt, men det er en lettelse ikke at være tvangsindlagt til familiearrangementer hver eller hveranden måned.

Jeg flytter aldrig tilbage til Danmark igen. Dog ikke pga ovenstående, men fordi Danmark bare ikke kan byde på de rigtige karrieremuligheder for mig og min mand. Danmark kan være smukt, dejligt og fantastisk, men det kan andre lande også være. Der vil altid være fordele og ulemper uanset hvilket land man bor i, men pt føler jeg mig meget grounded og tilpas der hvor vi bor nu.
3
Akehurst2
Indlæg: 5668
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 580
Likede indlæg: 12384

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Akehurst2 » 27. jul 2017, 16:57

Hvad gør I andre udlandstyper, når der er store begivenheder derhjemme, som I jo egentlig gerne vil deltage i, men hvor det bare er rigtig svært at få det til at passe?

Kan man lære sig selv at sige, at sådan er det bare, for jeg bor i et andet land lige nu, og derfor kan jeg bare ikke deltage i lige så meget i den her periode? Jeg kommer så hurtigt til at føle, at det er jo mig, der besluttet mig for at flytte, så det skal da ikke gå ud over min familie, og så må jeg jo bare ofre det det koster (både i penge og overskud - det er hårdt med meget rejseri, synes jeg), men samtidig så vil jeg jo også gerne tage hensyn til mig selv.

Hvordan har I fundet balancen? Hvis I har det, altså.
1
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 1413
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 199
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 3101

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Kattefjæs » 29. jul 2017, 23:36

Jeg har helt glemt at følge med i den her tråd selvom det jo var mig der startede den :nej:

Jeg ved ikke helt hvad man gør med alle de ting, som man gerne vil være med til, men som man bare ikke kan finde tiden til. Jeg ville da gerne være med til alle fødselsdage, men jeg har en kæmpe familie og så kan det bare ikke altid lade sig gøre. I starten prøvede jeg at være med til alt, men det betød at jeg var nødt til at tage en fridag eller to per måned for at have en lang weekend hjemme (jeg har ikke råd til flybilletter på en lørdag eller søndag for eksempel, så jeg er ofte nødt til at tage både fredag og mandag fri), men det betød at al min ferie på et helt år røg til det. Og så havde jeg ikke så meget som én fridag tilbage til mig selv.

Jeg har kun 20 fridage om året og er i komplet ufleksibelt arbejde hvor man ikke lige kan møde ind lidt senere eller gå lidt tidligere hvis man har brug for det. Så jeg skal tage en fridag hver gang jeg skal til lægen, tandlægen, vente på en mand som skal aflæse elmåler osv osv. Altså alt det helt banale. Det er ca. fem fridage om året som skal gå til det praktiske, og det er hvis man antager at man kun har brug for tandlæge én gang fx. Så er der femten dage tilbage. Det er ikke meget hvis man skal bruge 1-2 om måneden på at rejse. Der er oprigtigt ikke en eneste dag tilbage til faktisk at holde ferie - slappe af, få en pause og bruge tid med min mand.

Jeg fandt eget hurtigt ud af at det overhovedet ikke holder. Jeg havde en fuld arbejdsuge og måtte så styrte fra arbejde til lufthavnen for lige akkurat at nå det sidste fly. Ankom så i Danmark midt om natten og var heldig at kunne sove 4-5 timer før jeg så havde en full-on familieweekend hvor alle er så glade for at se mig og vil snakke og ih og åh. Og jeg har bare ikke haft en pause og jeg kan ikke få lov til at sove ud. Og inden jeg har nået at se mig omkring, så er weekenden forbi og jeg er på flyet hjem... Jeg ankommer sent om aftenen og så er det op kl. 6 næste morgen og i gang med en ny arbejdsuge. Og jeg er bare helt smadret.

Der gik kun få måneder og så var jeg helt klar over at det ikke gik. Det er to fulde arbejdsuger uden en rigtig weekend og uden at jeg har så meget som en klokketime hvor jeg ikke er på og skal forholde mig til andre mennesker. Det er især svært fordi familien jo bare glæder sig sådan til at se mig og har alle de her forventninger som skal indfris, og så sidder jeg der og er ét stort stresset rod som jo overhovedet ikke kan nyde øjeblikket fordi jeg bare. Fucking. Har. Brug. For. En. Pause. Jeg rejste ikke bare hjem træt - men også fuld af dårlig samvittighed over ikke at have indfriet alle forventningerne. Men man kan simpelthen ikke være alle steder på én gang.

Det duer bare ikke. Så jeg må vælge. Og jeg ved at det gør dem kede af det, men jeg kan simpelthen ikke blive ved med at negligere mig selv til fordel for andres behov. Heller ikke selvom det nogle gange er ting jeg faktisk VIL. Jeg ved jo hvor mega træls det bliver og at ingen af os får en skid ud af det.

Jeg er ret utilfreds med august måned, for eksempel, hvor jeg i den første weekend rejser hjem for at fejre min mors fødselsdag. Det er helt fint, men skal foregå i sommerhuset hvor jeg er afhængig af kørsel da der ikke er offentlig transport. Det betyder så at min mor - uden at konsultere mig - har lagt en masse planer for hvem som skal hente og bringe mig. Og hun har selvfølgelig fået to familiemedlemmer, som jeg IKKE kan lide, til at love at de nok skal gøre det. Det gjorde hun også for tre år siden selvom jeg selv havde arrangeret transport og ikke havde bedt om nogen former for hjælp med det. Så på dagen måtte jeg stå der og sige tak, men nej tak, jeg har allerede en aftale om kørsel. Jeg gjorde det meget klart for hende at hun ikke skulle lave aftaler på mine vegne, men det har hun så valgt at overhøre. Jeg kommer IKKE til Danmark for at tilbringe timer indespærret i en bil med mennesker jeg ikke kan lide. Jeg fucking magter det ikke.

Det ville så være nogenlunde til at leve med hvis jeg vidste at jeg kunne slappe af og være mig selv weekenden efter. Men nej, min mor har købt flybilletter og hotel uden at konsultere mig først, så hun kommer og besøger mig. Det er simpelthen så dårlig timing. Det er tre arbejdsuger det går ud over. Hvor jeg ikke fået en pause. Ikke er øjeblik til mig selv. Og så lige i august måned hvor alle mine kolleger er på ferie og jeg uden pis dækker for HELE teamet. Jeg er den ENESTE på arbejde i samtlige fire uger. Jeg kan ikke engang være syg. Ikke så meget som et sekund.

Jeg synes selv at jeg har været rimelig klar med at sætte grænser og sige at nok er nok, men det bliver bare ikke altid respekteret. Min mor er ikke ondsindet, men hun har en tendens til at affeje det når folk siger fra og finde på undskyldninger for hvorfor de alligevel ikke mener det. Sidst jeg sagde fra, kom hun med en lang historie om at jeg jo også var meget træt, og så var det klart at jeg var lidt overfølsom. Det er simpelthen til at blive så fucking sindssyg af.

Jeg vil virkelig gerne min familie, men nok er nok og der SKAL være grænser, ellers bliver du drevet til vanvid. Det ER hårdt at rejse frem og tilbage. Det lader ikke til at de forstår det. De synes heller ikke at tænke på at det koster mig en formue hver eneste gang. Men sådan er det jo. Det gør ikke savnet mindre, men at se sandheden i øjnene er bare nødvendigt. Og sandheden er at jeg ikke holder til alt og ikke kan være flere steder på én gang. Det duer simpelthen ikke. Jeg er nødt til at prioritere benhårdt, og de er nødt til at acceptere at det er sådan livet er.
1
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 1413
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 199
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 3101

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Kattefjæs » 29. jul 2017, 23:38

Jeg ved ikke om jeg har fundet balancen. Det har jeg jo nok ikke når der stadig er problemer med at få familien til at forstå og acceptere hvordan det er nødt til at være. Men jeg er i hvert fald blevet noget bedre til at trække grænserne op og mærke efter når jeg har fået nok.

Så er næste skridt at få dem til at respektere grænserne...
1
avdotja
Indlæg: 1792
Tilmeldt: 11. okt 2015, 18:31
Kort karma: 226
Likede indlæg: 4304

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf avdotja » 30. jul 2017, 14:58

Akehurst2 skrev:Hvad gør I andre udlandstyper, når der er store begivenheder derhjemme, som I jo egentlig gerne vil deltage i, men hvor det bare er rigtig svært at få det til at passe?

Kan man lære sig selv at sige, at sådan er det bare, for jeg bor i et andet land lige nu, og derfor kan jeg bare ikke deltage i lige så meget i den her periode? Jeg kommer så hurtigt til at føle, at det er jo mig, der besluttet mig for at flytte, så det skal da ikke gå ud over min familie, og så må jeg jo bare ofre det det koster (både i penge og overskud - det er hårdt med meget rejseri, synes jeg), men samtidig så vil jeg jo også gerne tage hensyn til mig selv.

Hvordan har I fundet balancen? Hvis I har det, altså.

Jeg tager hjem til store ting, dvs barnedåb. bryllup, runde fødselsdage, konfirmationer og lignende, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. Er vel hjemme 4-6 gange om året. Reelt ville jeg gerne tage hjem til flere ting og, men da jeg både har husdyr og samtidig forsøger at opbygge/vedligeholde en omgangskreds hernede (og derudover godt kan lide at ligge på sofaen...), bliver det hurtigt presset.

EDIT: Jeg har i øvrigt ikke dårlig samvittighed over at melde fra til ting; jeg ærgrer mig mest på mine egne vegne. Det er mit indtryk at folk sagtens kan forstå at man misser nogen ting når man er udenlands.
1
Akehurst2
Indlæg: 5668
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 580
Likede indlæg: 12384

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Akehurst2 » 14. aug 2017, 11:01

Og så fik jeg så heller ikke svaret - men det var lige ferietid :-D

Jeg kan genkende det du skriver om, at det er hårdt slet ikke at have rigtig weekend SÅ meget. Arbejde fredag 9-18, direkte fra kontoret i lufthavnen og så ramme mit hjem i København kl. 22.30, 3-4-5 aftaler fordelt ud over weekenden og så i lufthavnen igen 18.30 søndag for at ramme mit hjem i Bruxelles kl. 23.00. Det føles ret råt mandag morgen, når vækkeuret ringer.

Så jeg skal måske bare blive bedre til at sige, at sådan er det nu engang, og så må vi ses en anden gang eller skrive og ringe. Det er også bare midlertidigt, så jeg - og de - overlever nok at jeg ikke er der så meget i et år eller to. Det er jo helt latterligt nærmest at have dårlig samvittighed over at være flyttet lidt i en periode.

Der er også den krølle på det for mig, at jeg er ret begrænset i hjemmedage på grund af mine skatteforhold, så jeg skal også afveje det ekstra nøje, og jeg insisterer på at køre det meget forsigtigt og have en buffer til hvis der nu sker et eller andet.
1

Tilbage til "Livets forhold"