Magtbalance i hjemmet

[Moxy-lady]

Jeg overhørte i dag en samtale mellem en ret ung fyr og to lidt ældre kvinder der snakkede om deres forhold. Emnet var magtbalancen i deres respektive forhold. Fyren fortalte blandt andet at han, uanset hvor uretfærdigt det var, altid endte med at undskylde efter et skænderi. De to kvinder gav ham ret i at de også altid endte med at få ret i diskussioner med deres kærester. Derudover blev den ene kæreste meget forkælet med forskellige ting derhjemme, og hun siger åbenlyst at hun ikke siger tak for disse ting. Hun burde gøre det, men gør det ikke, og den ene gang han ikke havde gjort en af disse ting havde hun halvt i sjov/halvt sarkastisk sagt "Nå nu er hverdagen nok rigtig kommet". Fyren fortalte at både ham selv og 3-4 studiekammerater havde misset at læse op til en eksamen, fordi deres respektive kærester havde surmulet over den manglende opmærksomhed, hvorefter disse fyre alle som en havde droppet lekterne til fordel for kæresten. Der var mange andre udtalelser, men de forløb i samme spor, så vil undlade dem

Jeg undrede mig egentlig ret meget over disse ting, for sådan fungerer mit forhold altså overhovedet ikke. Jeg kunne ikke lade være med at tænke at det var enormt kliché-fyldt, med kvinderne der bestemmer alt, og mændene siger ja tak og amen, mens de masserer hendes fødder. Jeg ville aldrig kunne opføre mig sådan overfor min kæreste. Vores diskussioner har forskellige udfald fra gang til gang, og deres er ikke særlige hensyn ford jeg er kvinde. Min eks var god til at vende tingene, så det endte med at jeg undskyldte - men det var fordi han var en manipulerende nar. Hvorfor er det mere "tilladt" at kvinder gør sådan nogle ting, i den grad hvor man står og joker lidt med det.
Samtidig kan jeg måske godt se nogle af disse ting i min familie/omgangskreds. Noget med at kvinden styrer det hele med hård hånd, og at han sjældent får sat et ben til jorden.
I mit eget forhold spørger vi tit om "lov" til at foretage os et eller andet, eller formulerer det så den anden kan lave indvendinger. Det er ikke rigtig noget vi tænker over, det er bare måden vi formulerer os på, og udefra kan det måske godt se lidt "topstyret" ud (M/K.) Det er sjældent den anden siger nej til noget, og så tager vi den derfra. På samme måde takker vi altid hinanden for at have lavet noget herhjemme. Vi hader det begge som pesten, så det er rart at få et skulderklap, selvom det skulle have været gjort alligevel. Igen, så har folk kommenteret på at jeg har "takket" min kæreste for at klare en stor opvask, som om han er et barn, tror jeg de mener, men for det første går det begge veje, og jeg kan virkelig ikke se at der går skår af mig - og jeg ER jo taknemmelig for at den er væk.

Kender I til forhold hvor magtbalancen er (meget) skæv? Og er det så manden eller kvinden de har bukserne på?

[dgd2007]

Fyren fortalte at både ham selv og 3-4 studiekammerater havde misset at læse op til en eksamen, fordi deres respektive kærester havde surmulet over den manglende opmærksomhed, hvorefter disse fyre alle som en havde droppet lekterne til fordel for kæresten.

Arh! Det lyder sgu som den dårligste undskyldning længe!

Kender I til forhold hvor magtbalancen er (meget) skæv? Og er det så manden eller kvinden de har bukserne på?

Nja, jeg vil sige min fars forhold er ret ensidigt - magtmæssigt. Efter at have skændtes med min mor i nogle år, fandt han en meget yngre, noget rodløs pige, og det har kun været ham, der tjente pengene i alle årene.

På den anden side, da han var ved at trække sig tilbage, og gerne ville flytte til udlandet (skatteflygtning ...), var det vist hende, der bestemte, at det skulle de ikke.

I vores eget synes jeg generelt, vi har været meget gode til at lade hinanden have hver vores og ikke nødvendigvis overhovedet komme ind på, om den ene skulle bestemme. Jeg vil dog sige mht. hjemmets indretning er hun lidt diktatorisk Men det er også min egen fejl, for i mange tilfælde har det passet mig strålende, at hun gik mere op i det og tog sig af det. Nu er hun ikke så kreativ mere, men da vi var unge, var det eneste, jeg fik skæld ud for desangående, at jeg ikke hørte ordentlig efter, når hun forklarede om sin næste plan

Men selvfølgelig er det svært at bedømme sit eget forhold ... om der er nogle ting, man ubevidst undlader for ikke at give ballade. Eller omvendt at der er andre ting, hvor man har været en plage gennem alle årene uden at opdage det

[A 7]

Mja, nogle (få?) kvinder vil jo gerne have en mand, der "skal sætte dem på plads", men ellers tror jeg at mange mænd genkender det: Giv hende ret og stryg hende med hårene, eller vær evig single.

[thomassneum]

Jeg tror rigtig mange mænd er opdraget til at være så bløde og eftergivende at de ikke magter at sige at sådan bliver det altså bare over for deres kærester. De skal jo være søde drenge. Jeg har selv været sådan og var som ung aldeles ude af stand til at sige fra og definere mig selv i et forhold på en fornuftig måde og fik da også aldeles rædselsfulde forhold ud af det.

Det giver nogle skæve forhold og enten resignerer den ene part fuldstændig eller også giver det løbende og hysteriske skænderier. Hos mine forældre bestemte min mor. Min far plejede at sige at de skiftedes og jeg spurgte nogle gange hvornår det blev hans tur. Det er først som virkelig voksen - langt oppe i 30'rne - jeg synes jeg for alvor kunne træde ud af den skygge og er blevet i stand til at sige stilfærdigt at det er lige der grænsen går for hvad hun og jeg bestemmer.

Denne her hopper jeg med på.
Vi er dog ikke helt igennem endnu.

Min kæreste har en slem tendens til at rode og gøre tingene halvt. Jeg er lidt ADHD omkring orden og får det direkte skidt, hvis ikke man har styr op det. Jeg render så rundt og rydder op, men når det hele er blevet for meget, så prøver jeg at vende den med kæresten. Det falder aldrig godt ud.
Hun mener jeg altid er sur (når jeg går og beder hende rydde op..dagligt), eller behandler hende som et lille barn og i øvrigt ikke er spor bedre selv. Hun tager kritikken MEGET til sig. Jeg har prøvet at sætte os roligt og lave aftaler og jeg har prøvet bare at lade stå til osv.. Det er som om det bare ikke rigtigt hjælper. Hun mener så at det er min teenage datter som roder, men... hun er bare på efterskole nu og slet ikke hjemme.

Det er blevet sådan nu, at jeg lader mig være helt kold. Jeg siger bare at hun skal rydde op - punktum. Det er sådan, at bliver hun sur og føler sig trådt under fode, så må hun finde andre græsgange. Det mener hun så er helt urimeligt, men jeg gider bare ikke lade stå til længere. Der skal være orden hvor jeg bor. Med bestyrelsesposter og arbejde som til tider kræver en del opmærksomhed, så gider jeg ikke bakse rundt med dumme problemer som roderi i hjemmet.

[thomassneum]

Det er blevet sådan nu, at jeg lader mig være helt kold. Jeg siger bare at hun skal rydde op - punktum. Det er sådan, at bliver hun sur og føler sig trådt under fode, så må hun finde andre græsgange. Det mener hun så er helt urimeligt, men jeg gider bare ikke lade stå til længere. Der skal være orden hvor jeg bor. Med bestyrelsesposter og arbejde som til tider kræver en del opmærksomhed, så gider jeg ikke bakse rundt med dumme problemer som roderi i hjemmet.

Haha - der er jeg på den anden side. Jeg roder, og det bliver aldrig nogensinde anderledes, jeg kan simpelthen ikke nogen steder finde motivationen til at holde sirlig orden. Kan hun ikke leve med det, må hun finde andre græsgange. Det bliver til stikpiller ind imellem "den tomme kasse du har haft til at stå i en uge, hvor skal den hen?". Jeg siger bare køligt "det er affald", jeg ignorerer fuldstændigt den underliggende irritation over at jeg ikke selv har smidt den ud for længe siden.

Jeg magter simpelthen ikke at skulle gå og rydde op efter andre voksne mennekser.
Om det er håndklæder der ligger på gulvet, bruget strømper, kopper og glas som ikke er stillet på plads.

Hun har bla. tømt alle vores glasbeholdere i køkkenet (Fordi hun ikke mente at de var pæne), hun ville så sælge dem, eller noget.. men hun havde ikke noget alternativ til hvor vi så skulle opbevarer mel, pasta osv. - Så det blev bare smidt ind i skabte i poser. (Hvilket jeg ikke synes var pænere) De tomme glasbeholdere stillede hun så inde på spisebordet.
Det var i foråret.. jeg flyttede i haven og 6 mdr. senere da jeg kom hjem, stod glasbeholderne stadig på bordet.

Jeg bad hende om enten at smide glasbeholderne ud, købe nogle nye, eller tage dem i brug igen. Nu var det så mig der var streng.

[Dirtylittledevil]

. jeg flyttede i haven og 6 mdr. senere da jeg kom hjem, stod glasbeholderne stadig på bordet.

Hvad? Har du boet ude i jeres have i 6 mdr?

[thomassneum]

. jeg flyttede i haven og 6 mdr. senere da jeg kom hjem, stod glasbeholderne stadig på bordet.

Hvad? Har du boet ude i jeres have i 6 mdr?

mouahaha.gif

Njaa.. "Haven" er sommerhuset.

[Zombie]

Haha - der er jeg på den anden side. Jeg roder, og det bliver aldrig nogensinde anderledes, jeg kan simpelthen ikke nogen steder finde motivationen til at holde sirlig orden. Kan hun ikke leve med det, må hun finde andre græsgange. Det bliver til stikpiller ind imellem "den tomme kasse du har haft til at stå i en uge, hvor skal den hen?". Jeg siger bare køligt "det er affald", jeg ignorerer fuldstændigt den underliggende irritation over at jeg ikke selv har smidt den ud for længe siden.

Nu bor vi ikke sammen, så mange af de der hverdagskonflikter er vi i nogen grad forskånet for. Men ind i mellem foreslår jeg at vi skal lege en leg. Den går ud på at det er MIT hus og at jeg bestemmer hvilke lamper der skal hænge hvor og i det hele taget sådan afgør hvordan tingene skal være der. Hun synes det er en dum leg.

Har du ikke også dine børn meget? Hvis hun er " tvunget " til at være en del i dit hus for at I kan ses, qua du har dine unger meget, er det sgu et ufint kort at trække Skum. Alternativet er at I ses mindre, da du og ungerne næppe bare kan rykke hen til hende.

[vibbsen]

Har du ikke også dine børn meget? Hvis hun er " tvunget " til at være en del i dit hus for at I kan ses, qua du har dine unger meget, er det sgu et ufint kort at trække Skum. Alternativet er at I ses mindre, da du og ungerne næppe bare kan rykke hen til hende.

En hvilken som helst vi-bor-ikke-sammen kæreste der bruge som argument for at bestemme indretningen i MIT hjem, at vedkommende var "tvunget" til at opholde sig der, ville få at vide at der skam ingen tvang er i mit forhold. "Døren er lige derhenne". "Alternativet" om at ses mindre hvis ikke man kan få det som man vil - uanset hvad det så er for krav der er tale om- ville også så ret trange kår for at bide på mig....

Jeg gider nemlig ikke den form for "afpresning"....

[Moxy-lady]

Haha, det med glassene kan jeg godt genkende lidt.

Da jeg flyttede sammen med min kæreste i hans lejlighed havde han et 1x1,5 m stort supermandsflag (!!!) hængende på væggen i en etværelses lejlighed. Og han elskede det flag. Logisk nok syntes jeg at det var frygteligt. Men vi kunne bare ikke nå et kompromis omkring det flag. Jeg truede i en periode med at hænge et stort lyserødt flag op ved siden af, men gjorde aldrig alvor af det. Selv mens han var udsendt hang det der. Da vi flyttede kom det med, men jeg nægtede at hænge det op i soveværelset hvor vi havde forhandlet os frem til at det skulle være. Jeg har fortalt ham hvor det er, men her efter 3,5 år er det stadig ikke kommet op. Hurra for det! Men jeg tror at det betød meget for ham at jeg respekterede at det var hans og derfor ligeså vigtigt som mine ting. Jeg tror også at det er derfor at han er ligeglad med det nu, det har ligesom løbet sin tid ud.
Men jeg bryder mig virkelig ikke om den der 'ret ' som nogle kvinder synes at de har til at smide deres mænds ting ud fordi de ikke kan lide dem. Synes at det er respektløst.

Det er satme svært at indrette rundt om et stort blåt flag, siger det bare. :-P

[vibbsen]

En hvilken som helst vi-bor-ikke-sammen kæreste der bruge som argument for at bestemme indretningen i MIT hjem, at vedkommende var "tvunget" til at opholde sig der, ville få at vide at der skam ingen tvang er i mit forhold. "Døren er lige derhenne". "Alternativet" om at ses mindre hvis ikke man kan få det som man vil - uanset hvad det så er for krav der er tale om- ville også så ret trange kår for at bide på mig....

Jeg gider nemlig ikke den form for "afpresning"....

Det skal så lige siges at sådan har hun heller aldrig reageret. Mere med et "nåja" og "øv, jeg kan ikke lide den leg". Men også meget tit med at hun er rigtig glad for at jeg kan sige fra og definere grænserne respektfuldt, venligt og pænt. Det giver ikke anledning til nogen konflikter; det er bare noget jeg lige skal sige en gang i mellem, for ellers ender mit hjem med at være et sted jeg føler mig som gæst. Jeg sætter pris på hendes input og hun har bestemt gjort huset pænere og det er jeg glad for, men ændringer foregår i et tempo jeg bryder mig og der bliver ikke lavet ting jeg slet ikke kan lide.

Det var nok også det jeg fornemmede

[Fru Sunshine]

Jeg hader vores sofa. Jeg kan VIRKELIG ikke lide sort læder. Jeg kan heller ikke fordrage læderstolen.

Men vi er jo to, og nok er huset på papiret mit, men vi skal altså begge to føle, at det er vores hjem.

Jeg er snotforkælet på mange måder, men jeg husker altid at sige tak, og har vi uoverensstemmelser er det ret forskelligt, hvem der får ret. Som regel ender vi et sted i midten

I det hele taget er vi ret enige om, at ingen af os kan være tjent med igen at være i forhold med dominerende røvhuller, der udøver rendyrket manipulation og psykisk vold for at få sin vilje. Der har vi begge to været og vil ikke prøve igen.

[Zombie]

Har du ikke også dine børn meget? Hvis hun er " tvunget " til at være en del i dit hus for at I kan ses, qua du har dine unger meget, er det sgu et ufint kort at trække Skum. Alternativet er at I ses mindre, da du og ungerne næppe bare kan rykke hen til hende.

En hvilken som helst vi-bor-ikke-sammen kæreste der bruge som argument for at bestemme indretningen i MIT hjem, at vedkommende var "tvunget" til at opholde sig der, ville få at vide at der skam ingen tvang er i mit forhold. "Døren er lige derhenne". "Alternativet" om at ses mindre hvis ikke man kan få det som man vil - uanset hvad det så er for krav der er tale om- ville også så ret trange kår for at bide på mig....

Jeg gider nemlig ikke den form for "afpresning"....

Det skal så lige siges at sådan har hun heller aldrig reageret. Mere med et "nåja" og "øv, jeg kan ikke lide den leg". Men også meget tit med at hun er rigtig glad for at jeg kan sige fra og definere grænserne respektfuldt, venligt og pænt. Det giver ikke anledning til nogen konflikter; det er bare noget jeg lige skal sige en gang i mellem, for ellers ender mit hjem med at være et sted jeg føler mig som gæst. Jeg sætter pris på hendes input og hun har bestemt gjort huset pænere og det er jeg glad for, men ændringer foregår i et tempo jeg bryder mig og der bliver ikke lavet ting jeg slet ikke kan lide.

Det handler sgu ikke om afpresning - ro på. Men jeg synes det er en omvendt tangerende form at sige mit hjem, mine regler - når I ikke så ofte kan være I hendes hjem (med hendes regler). Med den retorik bliver det jo dig, der siger at hun skal acceptere tingene eller smutte - uden at du vil/kan følge med.

I praksis antager jeg, at I snakker om tingene stille og roligt, men hvis man ikke kan være fleksibel ift hvor man er, børn man overveje at være det på en måde, hvor ens partner også synes det er hyggeligt

[Zombie]

Har du ikke også dine børn meget? Hvis hun er " tvunget " til at være en del i dit hus for at I kan ses, qua du har dine unger meget, er det sgu et ufint kort at trække Skum. Alternativet er at I ses mindre, da du og ungerne næppe bare kan rykke hen til hende.

En hvilken som helst vi-bor-ikke-sammen kæreste der bruge som argument for at bestemme indretningen i MIT hjem, at vedkommende var "tvunget" til at opholde sig der, ville få at vide at der skam ingen tvang er i mit forhold. "Døren er lige derhenne". "Alternativet" om at ses mindre hvis ikke man kan få det som man vil - uanset hvad det så er for krav der er tale om- ville også så ret trange kår for at bide på mig....

Jeg gider nemlig ikke den form for "afpresning"....

Det skal ikke siges som du gør her - så er man jo idiot. Men hvis man ikke kan gøre sig det bare en anelse hjemligt, samtidig med at en stor del af muligheden for at ses så ofte som begge parter ønsker det, beror på at man primært og overvejende er i den andens hjem, så synes jeg også det er afpresning. Mit hjem og mine regler, og makker du ikke ret, er konsekvensen ike at vi er mere ved dig... Men at vi slet ikke ses.
Det er sgu tarvelig opførsel - er man så egotripper forstår jeg slet ikke at man har en kæreste og ikke bare køber en thaikone der ikke har nogen vilje.

Jeg fornemmer ikke, det foregår sådan hos Skum, men hvis du kan sætte tingene på spidsen, kan jeg også.

[vibbsen]

Det skal ikke siges som du gør her - så er man jo idiot. Men hvis man ikke kan gøre sig det bare en anelse hjemligt, samtidig med at en stor del af muligheden for at ses så ofte som begge parter ønsker det, beror på at man primært og overvejende er i den andens hjem, så synes jeg også det er afpresning. Mit hjem og mine regler, og makker du ikke ret, er konsekvensen ike at vi er mere ved dig... Men at vi slet ikke ses.
Det er sgu tarvelig opførsel - er man så egotripper forstår jeg slet ikke at man har en kæreste og ikke bare køber en thaikone der ikke har nogen vilje.

Jeg fornemmer ikke, det foregår sådan hos Skum, men hvis du kan sætte tingene på spidsen, kan jeg også.

Tjaaaa......Det kommer jo så nok an på hvad man betragter som at "gøre det hjemligt"....Ingen mand som jeg ikke decideret bor hos mig fik lov til at gøre sig det hjemligt på bekostning af min suverænitet i forhold til at bestemme i MIT hjem..Hvilket jeg fornemmer er hvad vi taler om i Skums tilfælde...At hun da er velkommen til at komme med input til møblering, lamper, gardiner og den slags. Men at hun som sådan ikke har stemmeret...

Forskellen mellem en "vi-bor-ikke-sammen" kæreste og en thai kone er efter min mening temmelig markant i forhold til hvor indflydelses niveauet skal gå....Så den sammenligning synes jeg egentlig ikke holder. Men nu var det jo så også din måde at sætte tingene på spidsen.

Forskellen er at når man bor sammen så har begge parter stemmeret fordi det er begge parters eneste hjem. Det er så forskelligt hvordan denne "stemmeret" udmynter sig .....Hr.vibbsen havde f.eks. nogen ekstremt grimme og komfortable sofaer da jeg lærte ham at kende...De var forholdsvis nye og han var meget glad for dem....Men de var en total øjebæ og man sad af røv i dem......I det år der gik før vi flyttede sammen var vi primært i hans lejlighed og jeg var sjældent hjemme, men jeg levede med dette. Men da vi skulle flytte sammen flyttede mine sofaer ind og hans sofaer blev stemt til Jylland. Til gengæld så har vi stadig en virkelig ækel IKEA stol i formspændt bøg i vores stue....Den hedder fodbold-stolen og er indkøbt til at se fodbold i....Hr.vibbsen ser imidlertid altid fodbold på sit kontor, og stolens primære funktion er derfor at huse gæster nytårsaften.....