Jeg har helt glemt at følge med i den her tråd selvom det jo var mig der startede den
Jeg ved ikke helt hvad man gør med alle de ting, som man gerne vil være med til, men som man bare ikke kan finde tiden til. Jeg ville da gerne være med til alle fødselsdage, men jeg har en kæmpe familie og så kan det bare ikke altid lade sig gøre. I starten prøvede jeg at være med til alt, men det betød at jeg var nødt til at tage en fridag eller to per måned for at have en lang weekend hjemme (jeg har ikke råd til flybilletter på en lørdag eller søndag for eksempel, så jeg er ofte nødt til at tage både fredag og mandag fri), men det betød at al min ferie på et helt år røg til det. Og så havde jeg ikke så meget som én fridag tilbage til mig selv.
Jeg har kun 20 fridage om året og er i komplet ufleksibelt arbejde hvor man ikke lige kan møde ind lidt senere eller gå lidt tidligere hvis man har brug for det. Så jeg skal tage en fridag hver gang jeg skal til lægen, tandlægen, vente på en mand som skal aflæse elmåler osv osv. Altså alt det helt banale. Det er ca. fem fridage om året som skal gå til det praktiske, og det er hvis man antager at man kun har brug for tandlæge én gang fx. Så er der femten dage tilbage. Det er ikke meget hvis man skal bruge 1-2 om måneden på at rejse. Der er oprigtigt ikke en eneste dag tilbage til faktisk at holde ferie - slappe af, få en pause og bruge tid med min mand.
Jeg fandt eget hurtigt ud af at det overhovedet ikke holder. Jeg havde en fuld arbejdsuge og måtte så styrte fra arbejde til lufthavnen for lige akkurat at nå det sidste fly. Ankom så i Danmark midt om natten og var heldig at kunne sove 4-5 timer før jeg så havde en full-on familieweekend hvor alle er så glade for at se mig og vil snakke og ih og åh. Og jeg har bare ikke haft en pause og jeg kan ikke få lov til at sove ud. Og inden jeg har nået at se mig omkring, så er weekenden forbi og jeg er på flyet hjem... Jeg ankommer sent om aftenen og så er det op kl. 6 næste morgen og i gang med en ny arbejdsuge. Og jeg er bare helt smadret.
Der gik kun få måneder og så var jeg helt klar over at det ikke gik. Det er to fulde arbejdsuger uden en rigtig weekend og uden at jeg har så meget som en klokketime hvor jeg ikke er på og skal forholde mig til andre mennesker. Det er især svært fordi familien jo bare glæder sig sådan til at se mig og har alle de her forventninger som skal indfris, og så sidder jeg der og er ét stort stresset rod som jo overhovedet ikke kan nyde øjeblikket fordi jeg bare. Fucking. Har. Brug. For. En. Pause. Jeg rejste ikke bare hjem træt - men også fuld af dårlig samvittighed over ikke at have indfriet alle forventningerne. Men man kan simpelthen ikke være alle steder på én gang.
Det duer bare ikke. Så jeg må vælge. Og jeg ved at det gør dem kede af det, men jeg kan simpelthen ikke blive ved med at negligere mig selv til fordel for andres behov. Heller ikke selvom det nogle gange er ting jeg faktisk VIL. Jeg ved jo hvor mega træls det bliver og at ingen af os får en skid ud af det.
Jeg er ret utilfreds med august måned, for eksempel, hvor jeg i den første weekend rejser hjem for at fejre min mors fødselsdag. Det er helt fint, men skal foregå i sommerhuset hvor jeg er afhængig af kørsel da der ikke er offentlig transport. Det betyder så at min mor - uden at konsultere mig - har lagt en masse planer for hvem som skal hente og bringe mig. Og hun har selvfølgelig fået to familiemedlemmer, som jeg IKKE kan lide, til at love at de nok skal gøre det. Det gjorde hun også for tre år siden selvom jeg selv havde arrangeret transport og ikke havde bedt om nogen former for hjælp med det. Så på dagen måtte jeg stå der og sige tak, men nej tak, jeg har allerede en aftale om kørsel. Jeg gjorde det meget klart for hende at hun ikke skulle lave aftaler på mine vegne, men det har hun så valgt at overhøre. Jeg kommer IKKE til Danmark for at tilbringe timer indespærret i en bil med mennesker jeg ikke kan lide. Jeg fucking magter det ikke.
Det ville så være nogenlunde til at leve med hvis jeg vidste at jeg kunne slappe af og være mig selv weekenden efter. Men nej, min mor har købt flybilletter og hotel uden at konsultere mig først, så hun kommer og besøger mig. Det er simpelthen så dårlig timing. Det er tre arbejdsuger det går ud over. Hvor jeg ikke fået en pause. Ikke er øjeblik til mig selv. Og så lige i august måned hvor alle mine kolleger er på ferie og jeg uden pis dækker for HELE teamet. Jeg er den ENESTE på arbejde i samtlige fire uger. Jeg kan ikke engang være syg. Ikke så meget som et sekund.
Jeg synes selv at jeg har været rimelig klar med at sætte grænser og sige at nok er nok, men det bliver bare ikke altid respekteret. Min mor er ikke ondsindet, men hun har en tendens til at affeje det når folk siger fra og finde på undskyldninger for hvorfor de alligevel ikke mener det. Sidst jeg sagde fra, kom hun med en lang historie om at jeg jo også var meget træt, og så var det klart at jeg var lidt overfølsom. Det er simpelthen til at blive så fucking sindssyg af.
Jeg vil virkelig gerne min familie, men nok er nok og der SKAL være grænser, ellers bliver du drevet til vanvid. Det ER hårdt at rejse frem og tilbage. Det lader ikke til at de forstår det. De synes heller ikke at tænke på at det koster mig en formue hver eneste gang. Men sådan er det jo. Det gør ikke savnet mindre, men at se sandheden i øjnene er bare nødvendigt. Og sandheden er at jeg ikke holder til alt og ikke kan være flere steder på én gang. Det duer simpelthen ikke. Jeg er nødt til at prioritere benhårdt, og de er nødt til at acceptere at det er sådan livet er.