Vi kan lide alt - bare vi prøver nok gange

[Wizzze]

http://politiken.dk/forbrugogliv/livsst ... spise-alt/

Kræsenhed er miljøbestemt, ikke genetisk, og alle kan komme til at lide en smag, bare de prøver nok gange.

Hvad siger I, har I bare ikke prøvet nok gange eller hva`?

[DetSorteCirkus]

Avokado bliver bare ved med at smage og føles dårligt. Den rette krydring kan gøre underværker, men i sig selv er avokado uspiseligt for mig.
Det er det eneste, jeg frabeder mig, hvis nogen spørger til mine smagsmæssige luner.

[Madam Pomfrey]

Måske har jeg ikke prøvet nok - min erfaring er at med visse ting der skal man lige lære smagen at kende, vende sig til den, men der er altså også ting hvor mine smagsløg og hjerne gang på gang siger nej-nej-nej, og det ser jeg nu ikke nogen grund til at rette op på, eller udfordre yderligt.

En af de ting jeg har forsøgt gentagende gange er f.x. tomater, har aldrig kunne med rå tomater, og kan fortsat ikke.
Jeg fisker dem ud af burgers, salater osv. - og det er ihvertfald ikke miljø og omgivelser der har afgjort dette, da resten af min familie godt kan lide dem, min ene søster kunne æde dem i kilovis, kan stadig, og hun snacker dem f.x. som andre spiser æbler.
Lam duer jeg heller ikke til, det både lugter af, og smager som uld - jeg har prøvet det i så mange versioner, og folk har hver gang sagt "folk plejer altid at kunne li det på min måde" - jamen undskyld, men jeg gider altså ikke spise sweater til aften

Jeg duer heller ikke til alm. oste, eller oste med mere kraftig smag, jeg kan spise søde oste og smøre oste, ellers skal det være smeltet/gratineret ost, og ikke mere end mellemlagret. Det handler om både smag og konsistens. Igen heller ikke en miljø ting, min familie spiser massere af ost.

Andre ting gider jeg bare ikke...
Jeg har aldrig lært at drikke kaffe, men jeg ser heller ikke nogen grund til det, og jeg gør ikke en indsats for at lære det, jeg lever fint uden.
Rødvin bryder jeg mig ikke om smagen, og jeg forsøger ikke at lære at kunne li det, det er jo skide ligegyldigt, jeg lever glimrende uden.

[Phlox9]

Lige meget hvor mange gange, jeg spiser kommen, så kan jeg virkelig bare ikke lide den smag. Ikke spidskommen, det kan jeg godt lide - men de der små kommenfrø. For et par år siden var jeg på ferie i Tjekkiet, og der var der strøet kommenfrø på alle brød

[Puffi]

Der er nogle ting, jeg ikke bryder mig om. Jeg kan spise det meste, men nogle ting vil jeg gerne slippe for. Tomater fx. De helt små fine san marzano og lignende vil jeg gerne spise, men sådan en almindelig tomat med mærkelig konsistens og uden smag, nej tak. Piller dem også ud af burger og i salater, hvis ikke jeg er ude et sted og er høflig Jeg spiser ikke kartoffelmos, mest pga konsistensen. Jeg har i mange år ikke spist æg, men nu kan jeg godt spise hårdkogte (ikke smilende!) og røgæg, omelet og lignende. Blodkogte og spejlæg kan jeg ikke få ned. Jeg prøver jævnligt, men jeg kan ikke med det.

Lige som Skum har jeg i årevis forsøgt at kunne lide oliven - og nu er det lykkes! Oliven, feta, små fine tomater og lidt oliedressing, my god!

Til gengæld er der en masse ting, jeg spiser med glæde, som andre "normalt" ikke kan lide. Stegt lever, gule ærter, brunkål, grønkålssuppe, rosenkål fx. Derimod har jeg det svært med sylte og blodpølse og hjerter spiser jeg slet ikke.

Sild har jeg ikke spist i flere år efter en madforgiftning (det var vist rejerne, der var dårlige, men det var silden, jeg kunne smage da det, eh, kom retur igen), men er lige så stille begyndt at kunne spise stegte sild og karrysild. Ikke sild med karrysalat, men sild, der har ligget i karryen og hygget sig. Af samme grund kan jeg ikke spise sushi, det eneste, jeg kan smage, er det der retursild. Men jeg prøver ind i mellem om det har ændret sig og det er vist blevet lidt bedre. Spiste et par stykker (aner ikke hvad de hed) da min lillebror og jeg havde inviteret min mor ud på mors dag og det var næsten ok.

Oveni min semi-kræsenhed har jeg så en masse allergier og det begrænser så mit indtag, når jeg er ude, gevaldigt. Jeg hader, at skulle spørge hvad der er i maden, der serveres for mig, men er ligesom nødt til det, hvis jeg godt vil blive ved med at trække vejret.

[Ado]

Jeg er meget lidt kræsen.


Snegle og frølår rører jeg ikke. Jeg har aldrig smagt det, så aner ikke om smagen behager mig. Men jeg er bange for begge dyr - derfor nej - bare nej.

Men friske koriander lærer jeg ikke at kunne lide. Det smager som at tage en bid af et stykke håndsæbe. Og så KAN jeg ikke forstå dem, som synes dåsetun vendt med kogt pasta er godt. Puha. Varm dåsetun giver mig opkastfornemmelser. Og jeg har prøvet flere gange.

[Fru Sunshine]

Måske for nogen, men så handler det altså om, at man har besluttet, at der er noget man ikke kan lide.
Og for os, der rent faktisk har sarte smagsløg eller for mange af dem, er den artikel kun med til at gøre det endnu sværere for os.

Jeg KAN ikke lide rå løg, porrer og andre løglignende ting, med mindre de er kvast og tilberedt - og blandet med andet.

Jeg kan smage peberfrugter og bananer gennem ALT og det smager så ækelt i min mund, at jeg får det decideret dårligt.

Tilberedt kål i enhver afskygning smager som prutter lugter i min mund - og det gælder også asparges. Råt er det lækkert.

Gule ærter smager også ret prutagtigt

Oliven og kaviar (eller rettere det der kaviarerstatningsnoget) smager af sæbe for mig.

Kommen, dild og peberrod gør decideret ondt at få i munden.

Svampe smager ikke bare væmmeligt, men har også en skrækkelig konsistens.

De kødtyper, jeg vælger fra handler kun om smag. Jeg bryder mig ikke om det, hvis kød smager for sødt.
Undtagen lever og andet indmad. Lever smager virkelig skidt, men det knirker også, når man tygger i det, og det føles væmmeligt. Det gælder også hjerter og nyrer. Jeg kan næsten ikke have den knirkelyd og følelsen det giver i tænderne.

Og rejer smager decideret dårligt. Jeg kan spise hummer og jomfruhummerhaler, men rejer? Nej tak.

Og tro mig: jeg har prøvet det hele. Mange gange gennem mange år og det hjælper absolut ingenting. Jeg smager alting, og gør det med åbent sind og et ønske om at det skal smage mig.
Det har så kun virket med avocado og fetaost.

[Wizzze]

http://politiken.dk/forbrugogliv/livsstil/familieliv/ECE2918573/ny-viden-kraesne-boern-kan-laere-at-spise-alt/

Kræsenhed er miljøbestemt, ikke genetisk, og alle kan komme til at lide en smag, bare de prøver nok gange.

Hvad siger I, har I bare ikke prøvet nok gange eller hva`?

Jeg kan give de "kloge hoveder" ret et langt stykke sf vejen.

Som barn hadede jeg grøntsager. Specielt rosenkål var en hadeting. Som voksen har jeg lært, at rosenkål er en gudespise, bare de bliver tilberedt rigtigt, hvilket vil sige, de ikke skal overkoges. Det gælder så også alle andre grøntsager.

Der er dig andre ting jeg bare ikke kan få ned. Gule ærter er smagt utallige gange. Jeg ka' ik' ha' det! Det samme gælder grønkål og stegt lever. Begge retter vender sig i munden på mig og nej, det er ikke mad for mig.

Andre ting er smagt flere gange og kan nu nydes med stort velbehag. Det gælder bla. oliven og emmentaler.

Jeg istemmer på de gule ærter, har prøvet igen og igen, og de er bare styggelige!
Tilgengæld var de ok i et pusterør

[Akehurst2]

Jeg er sådan lidt delt i det spørgsmål.

Jeg var ekstremt kræsen som barn, og var rigtig træt af det, for det er jo ulige meget nemmere, hvis man bare kan spise det, der bliver serveret. Så jeg har taget bevidste beslutninger om at lære at spise ting og så blevet ved til det gik, fx med tomater. Men ligesom Skumfidusen har jeg aldrig lært at spise oliven, selvom jeg så gerne vil og har forsøgt med tapenader og små mængder og alting, så går de bare ikke.

Og så er der ting, hvor det vender sig i mig bare ved lugten og der gider jeg ikke engang forsøge. Fx kan jeg slet ikke med leverpostej, hvor jeg får kvalme, hvis nogen spiser det i nærheden af mig. Og med ting, hvor jeg har det sådan, hvorfor skulle jeg så forsøge at spise det, når det nu er mig så meget imod? Det var noget andet, hvis jeg nærmest ikke kunne spise noget - så er der et incitament til at gøre livet lettere. Men at skulle spise noget bestemt bare fordi? Nej tak.

[kidkomb]

Jeg skulle SÅ meget ikke have læst denne tråd til min frokost

Det passer da garanteret, at man kan vænne sig til alt.
For nogle tager det måske længere end for andre.
Jeg har ikke vænnet mig til frisk koriander endnu. Jeg spiser faktisk en nudelsalat på min kærestes arbejde en gang imellem og den smager hemsk godt. Og der er frisk koriander i. Indtil videre piller jeg fra, men nogle gange gider jeg ikke.
Jeg tror at jeg med tiden kan komme til, at kunne lide det. Jeg kan jo godt lide nogen ting, hvor det er i åbenbart.

Jeg er ikke sart. Eller... jeg var ikke sart. Jeg er faktisk blevet det med årene. Det har muligvis noget at gøre med, at føler jeg den mindste afsky for noget som helst mad, så dyrker jeg det med henblik på, at kunne lide så lidt som muligt, så jeg kan blive tynd...
-En gang spiseforstyrret, altid spiseforstyrret....

[Madam Pomfrey]

Jeg må dog indrømme at jeg også er principielt kræsen...
Der er ting jeg bare ikke ønsker at smage på, uagtet hvor godt andre mener det så smager, og de beslutninger er bl.a. truffet ud fra hvilken type mad det er, oplevelse af konsistent, tilberedning m.m.

Jeg har ikke lyst til at smage på dybstegte insekter, ristet marsvin, slange, hund, frølår, snegle, blæksprutte.
Jeg har ikke lyst til at spise svampe, rå eller tilberedte (der kan godt rygte lidt champignon ned dog)
Jeg spiser af princip og ulyst ikke indmad, undtaget leverpostej. Men vi får ikke hjerter, lever osv. Jeg ville aldrig spise kalvetunge, smage på hjerne, eller tyrenosser, bare NEJ! sylte har jeg heller ikke smagt, og kommer (formodentligt) aldrig nogensinde til at smage det.
- og det kan jo så stå lidt i kontrast til at jeg elsker blodpølse, - men sådan er der jo så meget.

Og skulle det give mig etiketten kræsen, så lever jeg med den, og så er det mig så inderligt ligegyldigt om man mener det er forkælet, psykisk betinget, arv og miljø, genetisk...

[Maoam]

Det er statistik ud fra 20.000 børn. Ja, det er rigtig mange, men de siger ikke, at alle kan lære at spise alt.

"At børns smagspræferencer i langt højere grad er tillærte, end de skyldes genetiske faktorer". http://www.dr.dk/levnu/mad/ny-undersoeg ... esne-boern

Jeg har ting jeg har prøvet flere gange, som bare smager grimt i min mund. Sennep og peberrod brænder i min mund, og det bliver det ved længe efter jeg har spist det. Jeg synes heller ikke, man død og pine skal blive ved med at udsætte sig selv for direkte ubehagelige madvarerer som fx sennep og peberrod er for mig.

Tilgengæld elskede jeg rosenkål som barn, så den del har de nok ret i for mit vedkommende. Jeg forbandt dem med hyggelige besøg hos mine bedsteforældre, der havde dem i haven, og så var de små kål da bare nuttede

[Karkluden]

De har da muligvis ret, men hvorfor skal man kunne spise alt?
Jeg kan fx ikke lide leverpostej, og det er vitterligt aldrig et problem. Folk har ALTID noget andet - om det så bare er smør eller en tsk marmelade. Der findes virkelig meget andet pålæg (købt eller hjemmelavet), der smager godt, ikke koster sindssygt mange penge og er ok sundt. Og den eneste ernæringsmæssige fordel leverpostej har, er A-vitamin-indholdet og jernindholdet, og det kan jeg godt få andre steder. Ellers er det en fed og salt spise. Ting jeg får nok af i forvejen. Det gider jeg ikke belemre mig selv med at lære at spise.

[Delfin]

Det er da muligt, at jeg kunne lære at spise de få ting, jeg ikke bryder mig om, men jeg er ikke så kræsen, at det er en hæmsko for mig, så jeg ser ingen grund til at plage mig selv med fx. stegt lever, selleri eller kommen.

[Flora]

Jeg tror det er rigtigt at smagsløgene vænner sig til nye smage hvis man får noget nok gange. Ikke nødvendigvis med alt, men med meget. Det er jo også rigtig fint hvis man er så kræsen så man ikke får dækket sit behov for vitaminer osv. og særligt hos børn er det jo fint at forældrene ikke bare lader dem være kræsne. Det vil de sikkert have glæde af som voksne. Men selvfølgelig er der ingen grund til at lære sig selv at spise noget der ikke er en nødvendighed.