Hvad er dit allerfarligste sted?

[Aima]

Min pande var helt smadret efter et års tid med permanent gene i øjnene. Rynkerne var blevet dybe, og så hele pandeområdet bare sådan ret krøllet ud. Jeg var simpelthen så ked af det, så jeg fik det ordnet med restylane og botox, og har holdt det vedlige siden. Mit liv er for kort til at være så ked af noget der relativt nemt og risikofrit kan fixes.

Nu er dét, jeg er mest træt af, min mave. Området lige omkring navlen buler, og der er ikke rigtigt noget, jeg kan gøre ved det. Jeg har dog nogenlunde accepteret det, så det er faktisk kun på en i forvejen dårlig dag, det går mig på.

[DetSorteCirkus]

Det er min hals, som efter min mening er for kort og tyk.
Nu er mit hår for tungt og glat til at blive sat op, overhovedet!, men selv hvis det havde været muligt, tror jeg ikke, at jeg havde gjort det.

Bortset fra denne hypotetiske situation er det nu ikke, fordi noget ved mit udseende rigtig spøger i mit liv.
Jeg er meget mere bekymret for min hjerne, der på visse kognitive områder er skadet efter stress, men heldigvis pt. i bedring.
Ja, min hjerne er nok i virkeligheden mit allerfarligste sted på kroppen.

[Aima]

Nåhm, hey, hvis præmissen er, at vi gerne må bevæge os udover det overfladiske, så vil jeg gerne ændre mit svar fuldstændigt.
Mit ømmeste punkt er uden afstand mine øjne og deres dysfunktionelle måde at opføre sig på. Det, at være svækket på så vigtig en funktion og sans som synet, påvirker sådan cirka omtrent alt. Særligt, når jeg skal sætte mig ind i nye ting, kræver det bare mere, end jeg altid er i stand til at ofre, både energi-, tids- og tålmodighedsmæssigt. En af mine stærkeste sider, har altid været at sætte mig ind i ting, skrive og formidle, og den evne er blevet mærkbart forringet over de seneste år. Det påvirker mine kognitive ressourcer, jeg glemmer mere, er mere distræt, bliver nemmere stresset og mister hurtigere overblikket og bliver sommetider så træt, så jeg føler behov for at sove i et år. Derudover påvirkes mine sociale kompetencer også, jeg skal bruge meget mere energi på ting, der tidligere faldt mig helt naturligt, som at situationsfornemme og tilpasse mig, for man mister en del ubevidst kontrol, når man pludselig ikke længere kan se folks mimik og taber den intuitive connection der f.eks. er forbundet med øjenkontakt. Det sucks, sådan virkelig, fordi det rammer på nogle andre områder, end det overfladiske; Identitetsfølelse og selvtilliden især, og den evindelige kamp mellem hverken at overvurdere eller undervurdere sig selv, kan virkeligt slide, synes jeg. Jeg gav anyday min overfladiske approach væk, for at få mit syn tilbage.

[FruKuk]

Nåhm, hey, hvis præmissen er, at vi gerne må bevæge os udover det overfladiske, så vil jeg gerne ændre mit svar fuldstændigt.
Mit ømmeste punkt er uden afstand mine øjne og deres dysfunktionelle måde at opføre sig på. Det, at være svækket på så vigtig en funktion og sans som synet, påvirker sådan cirka omtrent alt. Særligt, når jeg skal sætte mig ind i nye ting, kræver det bare mere, end jeg altid er i stand til at ofre, både energi-, tids- og tålmodighedsmæssigt. En af mine stærkeste sider, har altid været at sætte mig ind i ting, skrive og formidle, og den evne er blevet mærkbart forringet over de seneste år. Det påvirker mine kognitive ressourcer, jeg glemmer mere, er mere distræt, bliver nemmere stresset og mister hurtigere overblikket og bliver sommetider så træt, så jeg føler behov for at sove i et år. Derudover påvirkes mine sociale kompetencer også, jeg skal bruge meget mere energi på ting, der tidligere faldt mig helt naturligt, som at situationsfornemme og tilpasse mig, for man mister en del ubevidst kontrol, når man pludselig ikke længere kan se folks mimik og taber den intuitive connection der f.eks. er forbundet med øjenkontakt. Det sucks, sådan virkelig, fordi det rammer på nogle andre områder, end det overfladiske; Identitetsfølelse og selvtilliden især, og den evindelige kamp mellem hverken at overvurdere eller undervurdere sig selv, kan virkeligt slide, synes jeg. Jeg gav anyday min overfladiske approach væk, for at få mit syn tilbage.

Lyder fandme hårdt. Er du helt blind? Eller hvad er der med dine øjne? (Altså hvis du vil svare, selvfølgelig)

[FruKuk]

Det er min hals, som efter min mening er for kort og tyk.
Nu er mit hår for tungt og glat til at blive sat op, overhovedet!, men selv hvis det havde været muligt, tror jeg ikke, at jeg havde gjort det.

Bortset fra denne hypotetiske situation er det nu ikke, fordi noget ved mit udseende rigtig spøger i mit liv.
Jeg er meget mere bekymret for min hjerne, der på visse kognitive områder er skadet efter stress, men heldigvis pt. i bedring.
Ja, min hjerne er nok i virkeligheden mit allerfarligste sted på kroppen.

Stress er en kælling. Håber, at du og din hjerne kommer retur uden alt for mange mén.

[Aima]

Lyder fandme hårdt. Er du helt blind? Eller hvad er der med dine øjne? (Altså hvis du vil svare, selvfølgelig)

Nej, gudskelov ikke. Mit syn kan ikke måles præcist, men jeg har mistet omkring 50-60% og så har jeg en del konturforstyrrelser, mit samsyn fungerer ikke og jeg er elendig til at vurdere afstand og får ødemer som slørrer synet endnu mere. Heldigvis, kan man sige, er det jo blevet lidt et vilkår, og man kan vænne sig til meget, så på langt de fleste dage 'er det bare sådan det er', og hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg faktisk det trods alt er nemmere, når man lige har fundet sin måde at cope med det på, end man forestiller sig, når man ikke er i det. Men derfor er det stadig pissenederen og frustrerende, det er i hvert fald uden tvivl det mest nederen jeg har at deale med, altså jeg får det til at fungere, men det er nok også lige så meget fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skulle.

[FruKuk]

Lyder fandme hårdt. Er du helt blind? Eller hvad er der med dine øjne? (Altså hvis du vil svare, selvfølgelig)

Nej, gudskelov ikke. Mit syn kan ikke måles præcist, men jeg har mistet omkring 50-60% og så har jeg en del konturforstyrrelser, mit samsyn fungerer ikke og jeg er elendig til at vurdere afstand og får ødemer som slørrer synet endnu mere. Heldigvis, kan man sige, er det jo blevet lidt et vilkår, og man kan vænne sig til meget, så på langt de fleste dage 'er det bare sådan det er', og hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg faktisk det trods alt er nemmere, når man lige har fundet sin måde at cope med det på, end man forestiller sig, når man ikke er i det. Men derfor er det stadig pissenederen og frustrerende, det er i hvert fald uden tvivl det mest nederen jeg har at deale med, altså jeg får det til at fungere, men det er nok også lige så meget fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skulle.

"Dejligt" hvis man kan bruge det ord i den her sammenhæng, at du trods alt ikke er blind. Men det er da ret meget nedsat dit syn:( Men det lyder til, at du har fundet en eller anden måde at deale med det på. Det er sgu meget sejt.

[Aima]

Lyder fandme hårdt. Er du helt blind? Eller hvad er der med dine øjne? (Altså hvis du vil svare, selvfølgelig)

Nej, gudskelov ikke. Mit syn kan ikke måles præcist, men jeg har mistet omkring 50-60% og så har jeg en del konturforstyrrelser, mit samsyn fungerer ikke og jeg er elendig til at vurdere afstand og får ødemer som slørrer synet endnu mere. Heldigvis, kan man sige, er det jo blevet lidt et vilkår, og man kan vænne sig til meget, så på langt de fleste dage 'er det bare sådan det er', og hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg faktisk det trods alt er nemmere, når man lige har fundet sin måde at cope med det på, end man forestiller sig, når man ikke er i det. Men derfor er det stadig pissenederen og frustrerende, det er i hvert fald uden tvivl det mest nederen jeg har at deale med, altså jeg får det til at fungere, men det er nok også lige så meget fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skulle.

"Dejligt" hvis man kan bruge det ord i den her sammenhæng, at du trods alt ikke er blind. Men det er da ret meget nedsat dit syn:( Men det lyder til, at du har fundet en eller anden måde at deale med det på. Det er sgu meget sejt.

Ja, og én af måderne er faktisk netop det der med at huske perspektivet. Jeg kan jo trods alt det meste stadig og lever et normalt liv, og sommetider tænker jeg, hvordan det ville være, hvis det var gået endnu mere galt og jeg havde mistet det hele og skulle til at lære blindskrift og gå med stok og alt muligt. I det perspektiv føler jeg mig jo nærmest heldig. Det er ikke alle dage det er den mest oplagte tilgang, men de fleste, heldigvis. Og tak

[Animi]

Mave og ansigt. Jeg tager altid først på de to steder. Og når man har en lille barm som jeg, er det især virkelig irriterende at fedtet sætter sig på maven Og jeg hader at få taget billeder i profil, fordi jeg altid ser så tyk ud med den dobbelthage, selvom jeg ser fin ud forfra

[flicka]

Mine lår/hofter, inkl. håndtag.

Og så er jeg lidt træt af at mine bryster ikke er lige store. Det begynder at blive mere synligt, jo ondere tyngdekraften er
Det samme gælder for mine baller - de er begyndt at vandre en anelse sydpå. Men ok, jeg er selv ude om det, fordi jeg ikke orker at træne.

[Phlox9]

Jeg har altid været ked af mine (brede) skuldre - engang sagde min ekskæreste (før vi blev kærester) til mig "Kom her, min bredskuldrede bondepige" - og selvom han mente det som en joke, så ramte det virkelig bare mit allerfarligste/ømmeste sted.

Jeg bryder mig ikke om åbentstående cardigans (selvom jeg synes, cardigans er så fine), fordi jeg synes, det gør mig visuelt bredere - det er nok faktisk det, jeg er allermest opmærksom på, når jeg prøver tøj.

Min mand griner af mig og siger, at mine skuldre er fine, men altså.. nej. Jeg bryder mig ikke om dem. Og er virkelig forsigtig med træning og øvelser, der kunne gøre dem endnu bredere!

[Kommodedyret]

Jeg får sådan et trælst bildæk lige under navlen og hele vejen rundt når jeg tager på. Sådan lidt ala æbleform, bare kun på den nederste del af torsoen Hehehe. Tænk hvis man var sådan en der kunne bære lidt spæk med ynde.

[Bøtte]

Min (dobbelt)hage og min mave.
Jeg vejer for meget, men ikke så meget for meget, som min hage giver udtryk for. Synes bare jeg ser tyk og fed ud med den dobbelthage.

Alt mit fedt sætter sig også på maven (bortset fra det på hagen). Ih hvor er det irriterende.

[Karkluden]

Mine overarme. No doubt. Jeg ER for tyk, men mine overarme er fuldstændig uproportionalt for tykke, og de var i øvrigt ligeså store, da jeg vejede 15 kg mindre. Jeg har lært at acceptere dem til en vis grad, men glad for dem bliver jeg aldrig.