Gift ved første blik III

[ManicNinja]

Jeg har i øvrigt lært lidt af programmet. Nu har jeg bitchet over Lene i starten. Jeg kunne virkelig ikke lide visse ting ved hende. Og så viser det sig, at jeg faktisk tit har tendens til at lave samme fejl som hende. At analysere en partners svar alt for meget og ikke altid stille mig tilfreds med svaret og derefter stille endnu flere spørgsmål.

Der er nok noget rigtigt omkring det med, at man genkender nogle sider af sig selv i andre - en side, som man ikke render rundt og praler af - og derfor kan man ikke lide dem.

Nu ryger jeg lidt af sporet ift programmet. Men det sætter også tanker i gang her ...

Jeg har som før nævnt hele tiden tænkt, at jeg minder om Lene - og jeg har også jævnligt mødt mænd, der agerer som Poul. Fra starten har jeg fundet Lene sympatisk (lidt selvglad er man vel). Men jeg vidste også godt, hvad udfordringen kunne blive mellem de to.

Selv om visse af klippene med Poul bestemt kan vække min irritation, så ved jeg også godt, at det jo dybest set bare handler om, at jeg førhen ikke har turdet gå efter mænd, som kunne opfylde mit store Lene-behov for noget mentalt og analytisk, der "hæver sig op". Jeg har så fundet sammen med Poul-typerne. Og det er jo for katten ikke den her mandetypes skyld, at det ikke fungerer! Eller min skyld. Men de to typer passer bare grundlæggende ikke sammen.

De her mænd må tage ansvar for at melde ud, at de føler sig pressede og utilstrækkelige i stedet for gang på gang bare at trække sig ind i sig selv. De her kvinder/jeg må enten lade være med at finde sammen med Poul-typerne eller - hvis vi gør det alligevel - holde op med at gå og håbe, at ham den lidt vattede "vind og vejr"-mand med mavefornemmelserne (og ikke ret mange ord at sætte på de mavefornemmelser) forvandler sig til noget, han ganske enkelt ikke er! Hvis vi ikke vil indse det, kan vi rende rundt og kritisere og brokke os og blive nogle grimme, bitre kællinger.

Jeg tænker om os: Hvad med i stedet at få os et selvværd og selv tage ansvar for at gå efter en modspilstype, som vi gerne går og hyler op om, at vi ønsker os? Jeg synes, det er urkomisk, at jeg selv og min "type" ofte har lidt ondt i selvværdet og drømmer om mænd, hvis adfærd vidner om sundt selvværd. Når vi så løber på dem, tiltrækkes vi helt afsindigt, men vi tør jo ikke, når det kommer til stykket. Derefter prøver vi med de søde, ufarlige Poultyper, som i starten beundrer os næsegrus - og frustreres så hurtigt over, at han sjovt nok ER det, vi så fra starten: Sød og rar og en lille smule hjælpeløs, når det gælder at formulere, hvad der foregår indeni ham. I starten kompenserer vi og giver og giver og folder os ud og håber vist nok, han vil give andet og mere end "vind og vejr". Guess what? Det gør han ikke. Og tre måneder senere sidder vi så igen og føler os oversete og keder os, og forstår ikke, hvorfor han ikke snart "kommer ud af starthullerne". Sexen er mindst lige så kedelig og energiforladt som samtalerne, og begge parter ligner skygger af sig selv. Han føler sig komplet utilstrækkelig og uduelig. Hun keder sig og føler sig ensom. Den stakkels mand aner ikke, hvad han skal stille op med det her frådende fruentimmer, som han i starten syntes var så sød og sjov.

Er vi rigtig smarte, tager vi dette som "bevis" for, at vi virkelig ikke ER noget værd: Selv ikke Poul-typerne, som for os er lidt en slags "næstbedste" løsning, vil have os. Jamen, så har vi jo alle tiders argument for i hvert fald ikke at forsøge os med modspilstyperne. For så vil de da SLET ikke have os ... Fantastisk logik, ikke?

Ift Lene og Poul fatter jeg derfor stadig ikke, hvordan "eksperterne" har kunnet matche dem - Lene vil stille og have skarpe og originale spørgsmål, være eftertænksom, overraskes og overraske i samtalen. Først derefter åbner hun så også for alt muligt andet - seksuelt og sanseligt og ... generøsitet på alle fronter. Men i modsat fald er der lukket. For alt. Fordi hun røvkeder sig og ikke føler sig set. Know the feeling og trives derfor deprimerende godt som single! Poul vil dybest set bare hygge sig og tage tingene, som de kommer - han vil føle sig tryg og så har han behov for smooth samtale. Det gør ham tryg og godt tilpas. Lenes adfærd får ham til at føle sig presset, kritiseret og i alarmberedskab. Jeg kan næsten høre ham sige: "Hvorfor kan vi ikke bare hygge os?" (og er så ved at brække mig, men dét handler jo om mig og ikke om ham ).

[Ado]

Jeg har i øvrigt lært lidt af programmet. Nu har jeg bitchet over Lene i starten. Jeg kunne virkelig ikke lide visse ting ved hende. Og så viser det sig, at jeg faktisk tit har tendens til at lave samme fejl som hende. At analysere en partners svar alt for meget og ikke altid stille mig tilfreds med svaret og derefter stille endnu flere spørgsmål.

Der er nok noget rigtigt omkring det med, at man genkender nogle sider af sig selv i andre - en side, som man ikke render rundt og praler af - og derfor kan man ikke lide dem.

Men føles det vitterligt sådan? Altså, at man 'ikke kan lide' dem? Føles det sådan ægte frastødende? For jeg oplever ikke det der, eller, jeg oplever det kun, hvis det er virkelig grelle eksempler som fx. ham der 'han havde været træls gennem en længere periode'-drabsmanden, men i alle mulige random underholdningsprogrammer, oplever jeg det nærmest aldrig. Altså, jeg kan godt sidde og tsk'e lidt af deltagernes konkrete handlinger eller attitude, jeg syntes også at Ulrik opførte sig lidt krukket på bryllupsrejsen, at Anes tilgang efterfølgende var rigelig offer-agtig, at Lenes fremmedordsbrug virkede søgt og at Poul opførte sig som et bøvhoved på Roskilde. Jeg tænker da ofte et eller andet, men mit generelle indtryk og mine generelle følelser for deltagerne er enten neutrale eller positive. Jeg har oprigtig sympati for dem alle, sådan grundlæggende. Jeg har simpelthen så svært ved at sætte mig ind i, at man kan finde mennesker, som i mine øjne bare er helt almindelige og uperfekte eller blot anderledes end en selv, allround nederen.

.

Nej, der er selvfølgelig ikke tale om en følelse af væmmelse, had eller lign. Det gik jeg ud fra var logisk. Men mere en rynken på næsen over visse personlighedstræk og en "arggh-så-tag-dig-dog-sammen-det-sagde-du-bare-ikke".

[Ado]

Jeg har i øvrigt lært lidt af programmet. Nu har jeg bitchet over Lene i starten. Jeg kunne virkelig ikke lide visse ting ved hende. Og så viser det sig, at jeg faktisk tit har tendens til at lave samme fejl som hende. At analysere en partners svar alt for meget og ikke altid stille mig tilfreds med svaret og derefter stille endnu flere spørgsmål.

Der er nok noget rigtigt omkring det med, at man genkender nogle sider af sig selv i andre - en side, som man ikke render rundt og praler af - og derfor kan man ikke lide dem.

Nu ryger jeg lidt af sporet ift programmet. Men det sætter også tanker i gang her ...

Jeg har som før nævnt hele tiden tænkt, at jeg minder om Lene - og jeg har også jævnligt mødt mænd, der agerer som Poul. Fra starten har jeg fundet Lene sympatisk (lidt selvglad er man vel). Men jeg vidste også godt, hvad udfordringen kunne blive mellem de to.

Selv om visse af klippene med Poul bestemt kan vække min irritation, så ved jeg også godt, at det jo dybest set bare handler om, at jeg førhen ikke har turdet gå efter mænd, som kunne opfylde mit store Lene-behov for noget mentalt og analytisk, der "hæver sig op". Jeg har så fundet sammen med Poul-typerne. Og det er jo for katten ikke den her mandetypes skyld, at det ikke fungerer! Eller min skyld. Men de to typer passer bare grundlæggende ikke sammen.

De her mænd må tage ansvar for at melde ud, at de føler sig pressede og utilstrækkelige i stedet for gang på gang bare at trække sig ind i sig selv. De her kvinder/jeg må enten lade være med at finde sammen med Poul-typerne eller - hvis vi gør det alligevel - holde op med at gå og håbe, at ham den lidt vattede "vind og vejr"-mand med mavefornemmelserne (og ikke ret mange ord at sætte på de mavefornemmelser) forvandler sig til noget, han ganske enkelt ikke er! Hvis vi ikke vil indse det, kan vi rende rundt og kritisere og brokke os og blive nogle grimme, bitre kællinger.

Jeg tænker om os: Hvad med i stedet at få os et selvværd og selv tage ansvar for at gå efter en modspilstype, som vi gerne går og hyler op om, at vi ønsker os? Jeg synes, det er urkomisk, at jeg selv og min "type" ofte har lidt ondt i selvværdet og drømmer om mænd, hvis adfærd vidner om sundt selvværd. Når vi så løber på dem, tiltrækkes vi helt afsindigt, men vi tør jo ikke, når det kommer til stykket. Derefter prøver vi med de søde, ufarlige Poultyper, som i starten beundrer os næsegrus - og frustreres så hurtigt over, at han sjovt nok ER det, vi så fra starten: Sød og rar og en lille smule hjælpeløs, når det gælder at formulere, hvad der foregår indeni ham. I starten kompenserer vi og giver og giver og folder os ud og håber vist nok, han vil give andet og mere end "vind og vejr". Guess what? Det gør han ikke. Og tre måneder senere sidder vi så igen og føler os oversete og keder os, og forstår ikke, hvorfor han ikke snart "kommer ud af starthullerne". Sexen er mindst lige så kedelig og energiforladt som samtalerne, og begge parter ligner skygger af sig selv. Han føler sig komplet utilstrækkelig og uduelig. Hun keder sig og føler sig ensom. Den stakkels mand aner ikke, hvad han skal stille op med det her frådende fruentimmer, som han i starten syntes var så sød og sjov.

Ift Lene og Poul fatter jeg derfor stadig ikke, hvordan "eksperterne" har kunnet matche dem - Lene vil stille og have skarpe og originale spørgsmål, være eftertænksom, overraskes og overraske i samtalen. Først derefter åbner hun så også for alt muligt andet - seksuelt og sanseligt og ... generøsitet på alle fronter. Men i modsat fald er der lukket. For alt. Fordi hun røvkeder sig og ikke føler sig set. Know the feeling og trives derfor deprimerende godt som single! Poul vil dybest set bare hygge sig og tage tingene, som de kommer - han vil føle sig tryg og så har han behov for smooth samtale. Det gør ham tryg og godt tilpas.

Vi kunne simpelthen ikke være mere enige. Du beskriver det ret komplet! Og ja, gu' er det skræmmende, at man agerer sådan i datingverdenen pga. et åndssvagt selvværd, som bare ikke vil samarbejde.

[Aima]

Jeg har i øvrigt lært lidt af programmet. Nu har jeg bitchet over Lene i starten. Jeg kunne virkelig ikke lide visse ting ved hende. Og så viser det sig, at jeg faktisk tit har tendens til at lave samme fejl som hende. At analysere en partners svar alt for meget og ikke altid stille mig tilfreds med svaret og derefter stille endnu flere spørgsmål.

Der er nok noget rigtigt omkring det med, at man genkender nogle sider af sig selv i andre - en side, som man ikke render rundt og praler af - og derfor kan man ikke lide dem.

Men føles det vitterligt sådan? Altså, at man 'ikke kan lide' dem? Føles det sådan ægte frastødende? For jeg oplever ikke det der, eller, jeg oplever det kun, hvis det er virkelig grelle eksempler som fx. ham der 'han havde været træls gennem en længere periode'-drabsmanden, men i alle mulige random underholdningsprogrammer, oplever jeg det nærmest aldrig. Altså, jeg kan godt sidde og tsk'e lidt af deltagernes konkrete handlinger eller attitude, jeg syntes også at Ulrik opførte sig lidt krukket på bryllupsrejsen, at Anes tilgang efterfølgende var rigelig offer-agtig, at Lenes fremmedordsbrug virkede søgt og at Poul opførte sig som et bøvhoved på Roskilde. Jeg tænker da ofte et eller andet, men mit generelle indtryk og mine generelle følelser for deltagerne er enten neutrale eller positive. Jeg har oprigtig sympati for dem alle, sådan grundlæggende. Jeg har simpelthen så svært ved at sætte mig ind i, at man kan finde mennesker, som i mine øjne bare er helt almindelige og uperfekte eller blot anderledes end en selv, allround nederen.

.

Nej, der er selvfølgelig ikke tale om en følelse af væmmelse, had eller lign. Det gik jeg ud fra var logisk. Men mere en rynken på næsen over visse personlighedstræk og en "arggh-så-tag-dig-dog-sammen-det-sagde-du-bare-ikke".

Jeg skrev altså heller ikke noget om hverken væmmelse eller had? Jeg skrev 'frastødende', fordi det ord vel dækker, uanset om det er i det meget små eller mere, man har sit antipati.

Min undren gik primært på at det virkede så konsekvent og generelt.

[Ado]

Jeg har i øvrigt lært lidt af programmet. Nu har jeg bitchet over Lene i starten. Jeg kunne virkelig ikke lide visse ting ved hende. Og så viser det sig, at jeg faktisk tit har tendens til at lave samme fejl som hende. At analysere en partners svar alt for meget og ikke altid stille mig tilfreds med svaret og derefter stille endnu flere spørgsmål.

Der er nok noget rigtigt omkring det med, at man genkender nogle sider af sig selv i andre - en side, som man ikke render rundt og praler af - og derfor kan man ikke lide dem.

Men føles det vitterligt sådan? Altså, at man 'ikke kan lide' dem? Føles det sådan ægte frastødende? For jeg oplever ikke det der, eller, jeg oplever det kun, hvis det er virkelig grelle eksempler som fx. ham der 'han havde været træls gennem en længere periode'-drabsmanden, men i alle mulige random underholdningsprogrammer, oplever jeg det nærmest aldrig. Altså, jeg kan godt sidde og tsk'e lidt af deltagernes konkrete handlinger eller attitude, jeg syntes også at Ulrik opførte sig lidt krukket på bryllupsrejsen, at Anes tilgang efterfølgende var rigelig offer-agtig, at Lenes fremmedordsbrug virkede søgt og at Poul opførte sig som et bøvhoved på Roskilde. Jeg tænker da ofte et eller andet, men mit generelle indtryk og mine generelle følelser for deltagerne er enten neutrale eller positive. Jeg har oprigtig sympati for dem alle, sådan grundlæggende. Jeg har simpelthen så svært ved at sætte mig ind i, at man kan finde mennesker, som i mine øjne bare er helt almindelige og uperfekte eller blot anderledes end en selv, allround nederen.

.

Nej, der er selvfølgelig ikke tale om en følelse af væmmelse, had eller lign. Det gik jeg ud fra var logisk. Men mere en rynken på næsen over visse personlighedstræk og en "arggh-så-tag-dig-dog-sammen-det-sagde-du-bare-ikke".

Jeg skrev altså heller ikke noget om hverken væmmelse eller had? Jeg skrev 'frastødende', fordi det ord vel dækker, uanset om det er i det meget små eller mere, man har sit antipati.

Min undren gik primært på at det virkede så konsekvent og generelt.

Vi læser jo ordene forskelligt. Væmmelse og frastødende synes jeg ligger tæt op af hinanden. Og jeg ved såmænd ikke, om det virker konsekvent og generelt. Det var en konstatering af at pludselig kunne genkende træk af sig selv hos hende - træk som har gjort, at hun bestemt ikke var min yndlingsdeltager.

[ManicNinja]

Jeg har i øvrigt lært lidt af programmet. Nu har jeg bitchet over Lene i starten. Jeg kunne virkelig ikke lide visse ting ved hende. Og så viser det sig, at jeg faktisk tit har tendens til at lave samme fejl som hende. At analysere en partners svar alt for meget og ikke altid stille mig tilfreds med svaret og derefter stille endnu flere spørgsmål.

Der er nok noget rigtigt omkring det med, at man genkender nogle sider af sig selv i andre - en side, som man ikke render rundt og praler af - og derfor kan man ikke lide dem.

Nu ryger jeg lidt af sporet ift programmet. Men det sætter også tanker i gang her ...

Jeg har som før nævnt hele tiden tænkt, at jeg minder om Lene - og jeg har også jævnligt mødt mænd, der agerer som Poul. Fra starten har jeg fundet Lene sympatisk (lidt selvglad er man vel). Men jeg vidste også godt, hvad udfordringen kunne blive mellem de to.

Selv om visse af klippene med Poul bestemt kan vække min irritation, så ved jeg også godt, at det jo dybest set bare handler om, at jeg førhen ikke har turdet gå efter mænd, som kunne opfylde mit store Lene-behov for noget mentalt og analytisk, der "hæver sig op". Jeg har så fundet sammen med Poul-typerne. Og det er jo for katten ikke den her mandetypes skyld, at det ikke fungerer! Eller min skyld. Men de to typer passer bare grundlæggende ikke sammen.

De her mænd må tage ansvar for at melde ud, at de føler sig pressede og utilstrækkelige i stedet for gang på gang bare at trække sig ind i sig selv. De her kvinder/jeg må enten lade være med at finde sammen med Poul-typerne eller - hvis vi gør det alligevel - holde op med at gå og håbe, at ham den lidt vattede "vind og vejr"-mand med mavefornemmelserne (og ikke ret mange ord at sætte på de mavefornemmelser) forvandler sig til noget, han ganske enkelt ikke er! Hvis vi ikke vil indse det, kan vi rende rundt og kritisere og brokke os og blive nogle grimme, bitre kællinger.

Jeg tænker om os: Hvad med i stedet at få os et selvværd og selv tage ansvar for at gå efter en modspilstype, som vi gerne går og hyler op om, at vi ønsker os? Jeg synes, det er urkomisk, at jeg selv og min "type" ofte har lidt ondt i selvværdet og drømmer om mænd, hvis adfærd vidner om sundt selvværd. Når vi så løber på dem, tiltrækkes vi helt afsindigt, men vi tør jo ikke, når det kommer til stykket. Derefter prøver vi med de søde, ufarlige Poultyper, som i starten beundrer os næsegrus - og frustreres så hurtigt over, at han sjovt nok ER det, vi så fra starten: Sød og rar og en lille smule hjælpeløs, når det gælder at formulere, hvad der foregår indeni ham. I starten kompenserer vi og giver og giver og folder os ud og håber vist nok, han vil give andet og mere end "vind og vejr". Guess what? Det gør han ikke. Og tre måneder senere sidder vi så igen og føler os oversete og keder os, og forstår ikke, hvorfor han ikke snart "kommer ud af starthullerne". Sexen er mindst lige så kedelig og energiforladt som samtalerne, og begge parter ligner skygger af sig selv. Han føler sig komplet utilstrækkelig og uduelig. Hun keder sig og føler sig ensom. Den stakkels mand aner ikke, hvad han skal stille op med det her frådende fruentimmer, som han i starten syntes var så sød og sjov.

Ift Lene og Poul fatter jeg derfor stadig ikke, hvordan "eksperterne" har kunnet matche dem - Lene vil stille og have skarpe og originale spørgsmål, være eftertænksom, overraskes og overraske i samtalen. Først derefter åbner hun så også for alt muligt andet - seksuelt og sanseligt og ... generøsitet på alle fronter. Men i modsat fald er der lukket. For alt. Fordi hun røvkeder sig og ikke føler sig set. Know the feeling og trives derfor deprimerende godt som single! Poul vil dybest set bare hygge sig og tage tingene, som de kommer - han vil føle sig tryg og så har han behov for smooth samtale. Det gør ham tryg og godt tilpas.

Vi kunne simpelthen ikke være mere enige. Du beskriver det ret komplet! Og ja, gu' er det skræmmende, at man agerer sådan i datingverdenen pga. et åndssvagt selvværd, som bare ikke vil samarbejde.

Jeg havde ret stærkt på fornemmelsen, du ville kunne genkende den her. Og der er simpelthen ikke andet at gøre end at komme op på fiskefiletterne og se, hvad der sker, når man løber ind i en af godt selvværd og vid-mændene. Det gjorde jeg for nyligt. Og var rædselsslagen. Men også fast besluttet på ikke at gøre, som jeg plejer - og er ved at have lært at se mig selv mere realistisk. Med fejl, mangler og store talenter. Det er gode og nødvendige erfaringer, hvis man skal videre. At turde lade omverden spejle de positive sider af sig selv, som man ikke har turdet at se rigtigt, tage på sig - af angst for det positive billede alligevel ikke passede.

Jeg vil gentage, hvad jeg tidligere har sagt: Det gælder ikke om hurtigt at finde den rigtige. Det gælder om hurtigt at smide de forkerte ud. Det er jeg sikker på, man bliver bedre til, jo mere realistisk man ser sig selv. Så bliver det hele ligesom lidt mindre mystisk og angstprovokerende, selv om man da selvfølgelig stadig vil opleve usikkerhed. Dén er jo bare en hyggelig del af gamet.

[ManicNinja]

Line og Michael gør sig virkelig nogle gode og fornuftige tanker om det her med gnist! Nej, hvor især Michael overrasker positivt! Jeg er fx ret begejstret for hans "jeg tror ikke, det er det rigtige at begynde at bekymre sig om dét, at Line ikke har nået at savne mig i løbet af de halvandet døgn, vi har været hver for sig. Så kan det nemt blive en negativ spiral".

Sådan, Michael!

[Aima]

Jeg har i øvrigt lært lidt af programmet. Nu har jeg bitchet over Lene i starten. Jeg kunne virkelig ikke lide visse ting ved hende. Og så viser det sig, at jeg faktisk tit har tendens til at lave samme fejl som hende. At analysere en partners svar alt for meget og ikke altid stille mig tilfreds med svaret og derefter stille endnu flere spørgsmål.

Der er nok noget rigtigt omkring det med, at man genkender nogle sider af sig selv i andre - en side, som man ikke render rundt og praler af - og derfor kan man ikke lide dem.

Men føles det vitterligt sådan? Altså, at man 'ikke kan lide' dem? Føles det sådan ægte frastødende? For jeg oplever ikke det der, eller, jeg oplever det kun, hvis det er virkelig grelle eksempler som fx. ham der 'han havde været træls gennem en længere periode'-drabsmanden, men i alle mulige random underholdningsprogrammer, oplever jeg det nærmest aldrig. Altså, jeg kan godt sidde og tsk'e lidt af deltagernes konkrete handlinger eller attitude, jeg syntes også at Ulrik opførte sig lidt krukket på bryllupsrejsen, at Anes tilgang efterfølgende var rigelig offer-agtig, at Lenes fremmedordsbrug virkede søgt og at Poul opførte sig som et bøvhoved på Roskilde. Jeg tænker da ofte et eller andet, men mit generelle indtryk og mine generelle følelser for deltagerne er enten neutrale eller positive. Jeg har oprigtig sympati for dem alle, sådan grundlæggende. Jeg har simpelthen så svært ved at sætte mig ind i, at man kan finde mennesker, som i mine øjne bare er helt almindelige og uperfekte eller blot anderledes end en selv, allround nederen.

.

Nej, der er selvfølgelig ikke tale om en følelse af væmmelse, had eller lign. Det gik jeg ud fra var logisk. Men mere en rynken på næsen over visse personlighedstræk og en "arggh-så-tag-dig-dog-sammen-det-sagde-du-bare-ikke".

Jeg skrev altså heller ikke noget om hverken væmmelse eller had? Jeg skrev 'frastødende', fordi det ord vel dækker, uanset om det er i det meget små eller mere, man har sit antipati.

Min undren gik primært på at det virkede så konsekvent og generelt.

Vi læser jo ordene forskelligt. Væmmelse og frastødende synes jeg ligger tæt op af hinanden. Og jeg ved såmænd ikke, om det virker konsekvent og generelt. Det var en konstatering af at pludselig kunne genkende træk af sig selv hos hende - træk som har gjort, at hun bestemt ikke var min yndlingsdeltager.

Okay. Jeg ved ikke lige, hvilket ord, jeg kunne have brugt, der virker mere mildt end 'frastødende'. Jeg kan godt føle mig både mere eller mindre frastødt af alt muligt, uden at det nødvendigvis betyder noget særligt. Hvis jeg derimod føler væmmelse eller had, stikker det noget dybere. Anyway, det var nu ikke fordi, jeg ville pådutte hverken dig eller andre så bombastiske holdninger eller følelser. Bare lige for at slå dét fast.

Og derudover gik min undren slet ikke på dét der med, at nogle karaktertræk hos deltagerne, potentielt kan pege tilbage på én selv og skabe en ubevidst reaktion, det synes jeg tværtimod lyder både meningsfuldt og plausibelt. Min undren gik primært på den mere generelle stillingstagen til deltagernes personligheder. Først var det Ulrik, der var konsensus om, ikke var særlig likeable. Så var det vist Ane, så var det Lene og nu er det Poul, og jeg kan sagtens se, hvad folk reagerer på, som sagt gør jeg det også selv, men jeg fornemmer bare ikke, det farver mit generelle indtryk af deltagerne på samme måde. Jeg ved ikke, men måske er det fordi jeg kan relatere personligt til alle de der 'nederenheder', som det virker som om får en del fokus og påvirker folks opfattelse. Jeg har også opført mig krukket som Ulrik på den ferie, jeg har også været i totalt udfrittende overanalyseringsmode som Lene var i sidste afsnit, og jeg har også haft hovedet oppe i egen røv og opført mig utilsigtet ubetænksomt og bøvet. De ting er med garanti sket for mig adskillige gange i mit liv, og det skræmmer mig nok egentligt, i hvor omfattende et omfang, det kan præge andre menneskers generelle opfattelse. Jeg håber someway, fremstilling og klipning har en del at sige

Men altså, jeg skulle nok bare have udtrykt min holdning i et selvstændigt indlæg, nu fik nogle af dine ord mig bare lige til at tænke over det igen, og så greb jeg lige fat i dem. Det var tilfældigt.

[ManicNinja]

Egentlig en god reminder angående at give sine medmennesker en chance - fra Lenes blog:

https://blgebrud.wordpress.com/2015/11/05/kampstemning/

[Ado]

Jeg har i øvrigt lært lidt af programmet. Nu har jeg bitchet over Lene i starten. Jeg kunne virkelig ikke lide visse ting ved hende. Og så viser det sig, at jeg faktisk tit har tendens til at lave samme fejl som hende. At analysere en partners svar alt for meget og ikke altid stille mig tilfreds med svaret og derefter stille endnu flere spørgsmål.

Der er nok noget rigtigt omkring det med, at man genkender nogle sider af sig selv i andre - en side, som man ikke render rundt og praler af - og derfor kan man ikke lide dem.

Men føles det vitterligt sådan? Altså, at man 'ikke kan lide' dem? Føles det sådan ægte frastødende? For jeg oplever ikke det der, eller, jeg oplever det kun, hvis det er virkelig grelle eksempler som fx. ham der 'han havde været træls gennem en længere periode'-drabsmanden, men i alle mulige random underholdningsprogrammer, oplever jeg det nærmest aldrig. Altså, jeg kan godt sidde og tsk'e lidt af deltagernes konkrete handlinger eller attitude, jeg syntes også at Ulrik opførte sig lidt krukket på bryllupsrejsen, at Anes tilgang efterfølgende var rigelig offer-agtig, at Lenes fremmedordsbrug virkede søgt og at Poul opførte sig som et bøvhoved på Roskilde. Jeg tænker da ofte et eller andet, men mit generelle indtryk og mine generelle følelser for deltagerne er enten neutrale eller positive. Jeg har oprigtig sympati for dem alle, sådan grundlæggende. Jeg har simpelthen så svært ved at sætte mig ind i, at man kan finde mennesker, som i mine øjne bare er helt almindelige og uperfekte eller blot anderledes end en selv, allround nederen.

.

Nej, der er selvfølgelig ikke tale om en følelse af væmmelse, had eller lign. Det gik jeg ud fra var logisk. Men mere en rynken på næsen over visse personlighedstræk og en "arggh-så-tag-dig-dog-sammen-det-sagde-du-bare-ikke".

Jeg skrev altså heller ikke noget om hverken væmmelse eller had? Jeg skrev 'frastødende', fordi det ord vel dækker, uanset om det er i det meget små eller mere, man har sit antipati.

Min undren gik primært på at det virkede så konsekvent og generelt.

Vi læser jo ordene forskelligt. Væmmelse og frastødende synes jeg ligger tæt op af hinanden. Og jeg ved såmænd ikke, om det virker konsekvent og generelt. Det var en konstatering af at pludselig kunne genkende træk af sig selv hos hende - træk som har gjort, at hun bestemt ikke var min yndlingsdeltager.

Okay. Jeg ved ikke lige, hvilket ord, jeg kunne have brugt, der virker mere mildt end 'frastødende'. Jeg kan godt føle mig både mere eller mindre frastødt af alt muligt, uden at det nødvendigvis betyder noget særligt. Hvis jeg derimod føler væmmelse eller had, stikker det noget dybere. Anyway, det var nu ikke fordi, jeg ville pådutte hverken dig eller andre så bombastiske holdninger eller følelser. Bare lige for at slå dét fast.

Og derudover gik min undren slet ikke på dét der med, at nogle karaktertræk hos deltagerne, potentielt kan pege tilbage på én selv og skabe en ubevidst reaktion, det synes jeg tværtimod lyder både meningsfuldt og plausibelt. Min undren gik primært på den mere generelle stillingstagen til deltagernes personligheder. Først var det Ulrik, der var konsensus om, ikke var særlig likeable. Så var det vist Ane, så var det Lene og nu er det Poul, og jeg kan sagtens se, hvad folk reagerer på, som sagt gør jeg det også selv, men jeg fornemmer bare ikke, det farver mit generelle indtryk af deltagerne på samme måde. Jeg ved ikke, men måske er det fordi jeg kan relatere personligt til alle de der 'nederenheder', som det virker som om får en del fokus og påvirker folks opfattelse. Jeg har også opført mig krukket som Ulrik på den ferie, jeg har også været i totalt udfrittende overanalyseringsmode som Lene var i sidste afsnit, og jeg har også haft hovedet oppe i egen røv og opført mig utilsigtet ubetænksomt og bøvet. De ting er med garanti sket for mig adskillige gange i mit liv, og det skræmmer mig nok egentligt, i hvor omfattende et omfang, det kan præge andre menneskers generelle opfattelse. Jeg håber someway, fremstilling og klipning har en del at sige

Men altså, jeg skulle nok bare have udtrykt min holdning i et selvstændigt indlæg, nu fik nogle af dine ord mig bare lige til at tænke over det igen, og så greb jeg lige fat i dem. Det var tilfældigt.

Ah okay. Jamen, jeg kan ikke sige så meget andet, end jeg ikke kan sige mig fri for ikke at lade mig rive med og krumme tæer over deltagere i diverse programmer.

[ManicNinja]

Ham gartneren... er det Niels han hedder? UHNFF for en helt fantastisk krop han dog har... oh lordy lord have mercy...

Sad først og overvejede, om jeg rodede rundt i navnene på de mandlige medvirkende her. Da jeg så indså, at Niels var ham, jeg troede, han var, spekulerede jeg lidt på, om du var ironisk. Men jeg tror faktisk, du mener det. Kan være, jeg skal pudse brillerne inden næste program. For jeg ser en ganske almindelig bonderøv

Jeg mener det! Der er bare noget med den måde bukserne hænger om livet på ham... det trigger mit indre rensdyr

Hahahaha! "Indre rensdyr" ...

Well. Jeg er muligvis upassende og streng over for Niels nu. Men der er simpelthen et eller andet ved ham, der virker så ... dumt... eller jævnt... eller ... nej, det lyder ikke godt, uanset hvad jeg siger ... som gør, at det er fuldstændigt ligegyldigt for mig, hvordan han ser ud. Han tiltrækker bare på ingen måde. Det er jo for filan ikke, fordi manden fremstår uintelligent som sådan eller siger dumme ting. Alligevel krummer jeg bare lidt tæer over ham og får sådan lidt lyst til at sidde og "hjælpe ham", når han formulerer sig (her sidder jeg lige og skærer ansigter over mig selv, men det er sådan, jeg har det).

[Sorenspige]

Det virker lidt, som om deltagerne havde håbet på at blive ramt af kærlighed ved første blik i programmet.

Men det er jo netop ikke meningen.

[Ado]

Det virker lidt, som om deltagerne havde håbet på at blive ramt af kærlighed ved første blik i programmet.

Men det er jo netop ikke meningen.

Præcis. Men det er trods alt værre i "Landmand søger" på TV2. Allerede på andet møde, begyndte en af kvinderne at græde, fordi hun ikke havde sommerfugle i maven eller var forelsket - og dét troede hun bestemt ikke kunne komme senere, for "så ville det være kommet".

[Mocca]

Det virker lidt, som om deltagerne havde håbet på at blive ramt af kærlighed ved første blik i programmet.

Men det er jo netop ikke meningen.

Præcis. Men det er trods alt værre i "Landmand søger" på TV2. Allerede på andet møde, begyndte en af kvinderne at græde, fordi hun ikke havde sommerfugle i maven eller var forelsket - og dét troede hun bestemt ikke kunne komme senere, for "så ville det være kommet".

Det har jeg set een gang, og det skulle jeg aldrig have gjort.
Selv næste morgen kunne jeg ikke få mine sko på, fordi mine tæer endnu ikke havde rettet sig ud...

[Dirtylittledevil]

Det virker lidt, som om deltagerne havde håbet på at blive ramt af kærlighed ved første blik i programmet.

Men det er jo netop ikke meningen.

Præcis. Men det er trods alt værre i "Landmand søger" på TV2. Allerede på andet møde, begyndte en af kvinderne at græde, fordi hun ikke havde sommerfugle i maven eller var forelsket - og dét troede hun bestemt ikke kunne komme senere, for "så ville det være kommet".

Det har jeg set een gang, og det skulle jeg aldrig have gjort.
Selv næste morgen kunne jeg ikke få mine sko på, fordi mine tæer endnu ikke havde rettet sig ud...

Gudd det lyder LIGE som noget for mig