Indlægaf Fru Sunshine » 11. nov 2015, 22:15
Jeg tænker også, at det der med at være alene om børnene bare viser vores tilpasningsevner.
Da min søn var lille, havde jeg en lettere fødselsdepression, så jeg var bange for at være alene med ham, og jeg syntes det var svært, da barnefaderen skulle tilbage på arbejde.
Da min datter blev født, var jeg ude over alt det, og syntes det var pragtfuldt at have mine unger for mig selv, da selvsamme barnefader skulle tilbage på job.
Da skilsmissen så blev en realitet, var det sværeste faktisk, at min søn i den grad havde været fars dreng, og pludselig var far væk. Drengen var 4 år, og forstod jo ikke, at hans far pludselig boede et andet sted langt fra ham. Det straffer sig stadig den dag i dag.
Min søn er stadig vred på sin far, fordi han ikke gjorde sig den ulejlighed at snakke med ham om det. Jeg forsøgte efter bedste evne, men det var ikke nok for en lille dreng, der var vant til at far var der. Forståeligt nok.
Mine børn gider ikke deres far i dag. Mest fordi de ikke kan udstå hans kone, der har behandlet især min datter virkelig dårligt, og fordi han aldrig stoppede hende, men i stedet hoppede med på hendes vogn.
Men at være alene med dem var ikke svært, for vi havde det godt, når vi bare var hjemme. Det sværeste var faktisk at få dem til at tage med deres far, når de skulle på samkvem.
0
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.