At flytte til et andet land

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
TakeAChanceOnMe
Indlæg: 1175
Tilmeldt: 6. aug 2017, 20:04
Kort karma: 100
Geografisk sted: United Kingdom
Likede indlæg: 1986

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf TakeAChanceOnMe » 16. aug 2017, 23:12

Jeg har boet i Nordengland i omkring 2 år snart. Selvom jeg har det godt på Uni og med fritidsarbejde, så kan jeg stadig godt føle mig utrolig isoleret og savne mine veninder hjemme i Danmark. Specielt når tingene ikke kører 100% med kæresten eller arbejdet. Dog har jeg også rigtig svært ved at forestille mig at bo i Danmark igen. Det trækker i mig når det kommer til at skulle have børn og lign., men derudover har det ingen form for tiltrækning at skulle tilbage.

Jeg besøger ikke Danmark særlig meget, så når jeg er hjemme vil alle have besøg og jeg føler egentlig lidt at jeg ender med at skulle bruge en ferie for at komme mig over min ferie. Kan bare heller ikke rigtig sige nej til min familie, når de rent faktisk savner mig og bare gerne vil se mig. Specielt mine mindre søskende som forguder (eller forgudede. Nogle gange tror jeg lidt de føler jeg svigter dem ved at blive herovre) mig og rigtig gerne vil have kontakten. Heldigvis har mine søstre snapchat/facebook og kan sende mig en besked når de føler de har behov for lidt kontakt - og de bliver altid besvaret! :lun:

Tror det jeg savner mest er Dansk mad og musik haha! :lol:
1
NorwayhereIcome
Indlæg: 28
Tilmeldt: 18. nov 2017, 02:10
Kort karma: 6
Likede indlæg: 88

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf NorwayhereIcome » 18. nov 2017, 02:36

catnip skrev:
Fødselsdagen illustrerede så rungende hvorfor. Det er måske bare min familie, men jeg tror det ikke. Mine tæer har stadig ikke rettet sig ud efter en hel dag med selvhævdelse, nedrakning og stikpiller pakket ind i fordækt "humor". Jeg er først blevet opmærksom på dette danske (?) fænomen efter jeg er flyttet væk...laven sjov med andres svagheder, opmærksomhedssøgen og selvhævdelse ved at joke om andre i selskabet og den totale manglende evne til at give oprigtige komplimenter. Meget jantelovsagtigt. Meget nederen. Jeg har det især svært med det der med konstant at hævde sig selv ved at latterliggøre andre...det er virkelig utiltalende. Jeg har ikke oplevet dette i andre lande jeg har boet i, og det er noget min mand, som ikke er dansk, også har bidt mærke i.

Så er der også racismen, småborgerligheden og den manglende perspektivering....men sådan er det nok i mange familier i mange lande...

Så for mig er det faktisk en lettelse at bo langt væk fra min familie. Vi ser mine forældre 3-5 gange om året, og det er helt fint. Vi kan fint bruge tid med dem og have det sjovt, men det er en lettelse ikke at være tvangsindlagt til familiearrangementer hver eller hveranden måned.


Liiiige det der, var grunden til at jeg længe ønskede mig væk fra Danmark. Samtidig med den grimme retorik med at sparke på folk der allerede lå ned (de arbejdsløse) fra folketingets side ( det er jo for pokker folketingets skyld der ikke er noget arbejde) . Så da min mand fik job i Norge efter færdiggjort studie, kunne jeg ikke komme hurtigt nok afsted, specielt da jeg nemt kunne tage MIT arbejde med hertil.
Og på trods af at vi ved et tilfælde endte i Nordens mest lukkede by ( her bor kun folk der er medlem af Pinsekirken, metodistkirken eller jehovas vidner og de snakker IKKE med folk der ikke er medlem af ovennævnte kirker #"%¤##/ jeg nægter at blive medlem af en kirke blot for at finde voksenvenner, specielt når disse venner ikke er vokset fra deres usynlige ven endnu...) og maden her er horribel og vi lige nu overlever ved at futte til Sverige en gang om ugen, for at købe menneskemad, så har jeg stadig ingen planer om nogensinde at vende tilbage. Det øjeblik der er gået 7 år, skriver jeg til den norske stat og kræver statsborgerskab.
Som sagt er folk her vældig lukkede, og der gør det bestemt heller ikke nemmere at jeg ikke talte et ord norsk da vi kom hertil. ( jeg troede jeg talte et udemærket norsk. Fandt ud af at jeg taler et udemærket svorsk. ( Svensk/norsk). Sproget er ikke nemt at lærer når man som jeg, arbejder på et svensk arbejde med kun svenskere, og kun taler med danske kunder hele dagen. Godt nok svært at lære landets sprog, når ens eneste tid med sproget i løbet af dagen, er den daglige aflevering og afhentning af allerede norsktalende 2-årig i børnehaven (Hvad siger du skat? hvad er en sjillebukk? Det ved jeg ikke skat)
Men det går da frem af. Ved hjælp af "puddingtv" på youtube der synger norske børnesange. Så må jeg se om hvordan jeg kan få listet ord som gedebukke og trolde og 10 små indianere ind i en voksensamtale med forældrene i min datter klasse.
Jeg savner ikke min familie så meget, jeg opvoksede på børnehjem, så var alligevel ikke så tætte med dem. Og da vi flyttede var vi midt i en tid, hvor alle vennerne var flyttet til udlandet også. Så dem snakker vi med på skype, fra Norge, England, Indien, Kina og USA. Dem savner jeg til gengæld.
Og hvis nogen kan fortælle mig hvordan man finder voksenvenner i et land der selv påstår, de kun er sociale og er venlige når de drikker, når man bor i en by hvor ingen drikker ( ikke engang på 17. Maj, deres national dag), så lad mig endeligt høre.
1
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 1347
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 196
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 2872

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Kattefjæs » 19. nov 2017, 13:31

Er lige kommet tilbage fra en hurtig weekend i DK.

Imod sædvanen lykkedes det ikke at se familien - jeg rejste tilbage fordi min bedste veninde har mistet sin mor, som var hendes sidste levende familiemedlem. Vi har fulgt hinanden igennem et par dødsfald, blodpropper, genoptræning, hospitalsbesøg osv., så jeg vidste at det betød meget for hende at jeg kom.

Af samme årsag boede jeg hos en anden veninde og satte 100% af tiden af til at stå til rådighed for min veninde hvis nu hun havde brug for det. Og det havde hun. Så derfor fik jeg ikke lige set andre.

Vi er en gruppe på fem veninder som har været best friends i 15+ år, så vi er ret tætte og selvom omstændighederne var svære, så var det virkelig dejligt at se dem alle sammen igen, og have tid til bare at hænge ud og spise takeaway og sådan noget...

Det er også skønt at se familien når jeg er hjemme, men jeg er ikke til hele børnefamilie-ræset, så derfor kan det også hurtigt blive lidt presset og stressende når jeg er hjemme på weekend for at besøge dem. Jeg kommer tit tilbage til London og føler at jeg har brug for endnu en weekend for at komme mig over det. :rulle:

Denne gang føler jeg mig mere udhvilet og har virkelig haft det sjovt, alt taget i betragtning.

Og så pisser det mig egentlig lidt af på samme tid. Det er fedt at være i Danmark og være sammen med mine veninder - når vi alle har job og er i stand til at købe takeaway og bland-selv-slik og mindst én af os har et hjem som er stort nok til at de kan lægge hus til. Men da jeg tog afsted var flere af os arbejdsløse og havde i lang tid boet trælse steder, og på ingen måde haft råd til at købe mad ude eller andet i den stil. Det var altid svært for os alle.

Nu er vi ligesom kommet på fode, så nu kan vi de her ting - og så bor vi så langt fra hinanden. Fordi jeg jo bare ikke kunne få job i DK.

Jeg er ikke ked af at være flyttet, men jeg er lidt pissed over at jeg var NØDT til det, og at jeg i Danmark blev mødt med sådan en fjendtlig holdning om at hvis du er arbejdsløs, så er det DIN skyld og DIT problem, og i øvrigt er du en skamplet på dit land og burde nok bare lukke røven og skride. Det er noget helt andet her hvor veluddannet arbejdskraft er velkomment, også selvom man har formastet sig til at være humanistisk uddannet.

England er et lorteland på så mange måder, og jeg gider ikke bo her for evigt, men omvendt har jeg virkelig svært ved at se hvordan vi skulle kunne bo i Danmark hvis jeg stadig ikke kan få job der om nogle år, og min mand jo ikke taler dansk.

Jeg har ladet mig fortælle at der er stor mangel på dygtige it-folk i Danmark nu, og da er danskkundskaber ikke nødvendigvis et must, men det er svært at vurdere om det er muligt, om det er et klogt træk, om han bliver glad for det i det lange løb... Om vi ikke begge to bliver hurtigt trætte af "lille land"-mentaliteten og sådan. Jeg ved det ikke.

Jeg ved heller ikke om jeg selv har lyst, men omvendt har jeg jo heller ikke lyst til at bo i UK for evigt, så altså. Ja. Det er sådan lidt op ad bakke at sidde og tænke over. Ingen af mulighederne er 100% tiltrækkende.
0
Brugeravatar
Alkaia
Indlæg: 1615
Tilmeldt: 15. sep 2015, 18:45
Kort karma: 99
Geografisk sted: Árós
Likede indlæg: 2182

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Alkaia » 21. nov 2017, 12:32

cola skrev:Jer der er flyttet fra Danmark, stemmer i stadig til valg i Dk ? og kan i stemme begge steder ?


Man skal have en registreret dansk adresse for at kunne stemme til valg i Danmark (der er få undtagelser som f.eks. missionærer og andre der er sendt ud som f.eks. soldater).
Jeg har f.eks. stemt til byråd og region på ambassaden i Seoul fordi jeg stadigt har en dansk adresse (jeg er dog "kun" ude at rejse).
0
I always dance like no one is watching. :pompom:
Brugeravatar
Alkaia
Indlæg: 1615
Tilmeldt: 15. sep 2015, 18:45
Kort karma: 99
Geografisk sted: Árós
Likede indlæg: 2182

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Alkaia » 21. nov 2017, 13:07

Jeg har boet i udlandet i et par år, og lige nu er jeg ude at backpacke et halvt år i Asien.

Jeg har aldrig haft hjemve, men jeg savner ting som lakrids og rugbrød. Og lige nu savner jeg min kæreste.
(nå ja, og sådan en ting som dansk trafik - det troede jeg aldrig at jeg ville komme til... :lol: )

Jeg kommer fra en international familie, så der har aldrig været noget fordømmelse eller været stillet underlige spørgsmål. Mine søskende er eller har været gift med folk fra andre lande, og vi har alle boet i udlandet ad flere omgange - inklusiv mine forældre.
Det meste af min familie er slet ikke danske statsborgere.
Jeg dater selv en inder, som gerne vil tilbage til sit hjemland på et tidspunkt.

Jeg tænker at det er ligeså meget afhængigt af din familie og venner, som dig selv, hvordan det er at flytte til udlandet.
0
I always dance like no one is watching. :pompom:
Akehurst2
Indlæg: 5563
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 575
Likede indlæg: 12172

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Akehurst2 » 21. nov 2017, 14:54

Alkaia skrev:
Jeg har aldrig haft hjemve, men jeg savner ting som lakrids og rugbrød. Og lige nu savner jeg min kæreste.
(nå ja, og sådan en ting som dansk trafik - det troede jeg aldrig at jeg ville komme til... :lol: )



Det savner jeg også - alle cyklerne og de langt færre biler :love: Bruxelles' 4-5-6 sporede veje på kryds og tværs centralt i byen er sådan en uskik.

Til gengæld savner jeg ikke at betale f******* 76 kr. for at køre den samme tur i tog som som her koster 1.6 € :tie:
0
Akehurst2
Indlæg: 5563
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 575
Likede indlæg: 12172

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Akehurst2 » 4. sep 2018, 07:26

Der er jo ikke så meget liv i tråden, men måske der alligevel er nogen af jer udlandstyper, der stadig ser den.

Jeg er stadig i udlandet, og lige nu er det bare så svært. Min mands bedste ven har fået en blodprop i hjernen, det ser ikke godt ud og han er bare så ked af det. Og jeg er jo her og kan ikke komme hjem og holde om ham. Jeg kan ikke være ret meget i Danmark grundet mine skatteforhold, og jeg føler mig bare så fanget.

Har I andre prøvet det med at være væk, når der virkelig var brug for jer derhjemme?
1
Brugeravatar
Kattefjæs
Indlæg: 1347
Tilmeldt: 29. aug 2015, 15:06
Kort karma: 196
Geografisk sted: London
Likede indlæg: 2872

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Kattefjæs » 4. sep 2018, 09:01

Akehurst2 skrev:Der er jo ikke så meget liv i tråden, men måske der alligevel er nogen af jer udlandstyper, der stadig ser den.

Jeg er stadig i udlandet, og lige nu er det bare så svært. Min mands bedste ven har fået en blodprop i hjernen, det ser ikke godt ud og han er bare så ked af det. Og jeg er jo her og kan ikke komme hjem og holde om ham. Jeg kan ikke være ret meget i Danmark grundet mine skatteforhold, og jeg føler mig bare så fanget.

Har I andre prøvet det med at være væk, når der virkelig var brug for jer derhjemme?


Det er jeg ked af at hoere. :ae:

Det er indtil videre sket to gange for mig. Den ene gang doede min bedste venindes mor. Hun har ingen far og heller ingen anden familie. Heldigvis kunne jeg skaffe en flybillet med kort varsel (det var udenfor saeson) og bisaettelsen fandt sted en loerdag, saa det hjalp jo lidt.

Mit arbejde er absolut ikke paa nogen som helst maade fleksibelt i hverdagen, saa det kan vaere svaert at rejse hjem med kort varsel/indenfor alm. arbejdstid med mindre jeg tager ferie - og ferie har jeg ikke ret meget af. Men for et par uger siden var der pludselig krise paa derhjemme - min soester blev alvorligt syg og skulle opereres - og det hele ramlede bare. Da var de saa utrolig soede og gav mig lov til at smutte hvis jeg havde brug for det.

Da jeg fik fri til det, var mit stoerste problem faktisk at jeg er lavtloennet og det betyder at jeg ikke har oekonomi til at koebe en flybillet i sidste oejeblik naar det pludselig braender paa. Og det var jo august. Saa den billigste tur hjem kostede 4000kr. og ja, det har man altsaa ikke naar man tjener saa lidt som jeg goer. Det var en virkelig ubehagelig foelelse. At der var brug for mig, og jeg ville gerne komme, men saa havde jeg ikke noget saa latterligt som PENGE.

Normalt er jeg saadan rimelig ligeglad med at vaere lavtloennet, for der er mange ting i verden som er 1000 gange vigtigere for mig. Men det er i saadan nogle situationer at det faktisk bider. Baade at man ikke lige har en magisk tryllestav, og ja, at man er saa utrolig langt vaek. Desvaerre er jeg heller ikke velsignet med familie som kan hjaelpe, saa det er jo en double whammy. Og er du vimmer hvor foeler man sig pludselig dum - altsaa at noget saa aandssvagt som penge holder en fra at vaere der for sin familie. Man foeler jo virkelig at man svigter big time. At man ikke er der for dem man elsker og som har brug for en.

Denne gang var jeg virkelig heldig og ind kom flyvende en saving angel :dåne: Men det er jo ikke saadan noget man kan regne med vil ske, og selvom det skete denne gang, saa sker det jo ikke noedvendigvis naeste gang. Og der er ikke rigtig nogen grund til at tro at min egen situation vil aendre sig inden da, saa det er altid en risiko man loeber. Det er ikke sikkert at jeg bare kan tage afsted hvis der sker noget igen.

Jeg ved simpelthen ikke hvad der er at goere ved det. :forvirret:
1
Akehurst2
Indlæg: 5563
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 575
Likede indlæg: 12172

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Akehurst2 » 4. sep 2018, 09:09

Kattefjæs skrev:
Akehurst2 skrev:Der er jo ikke så meget liv i tråden, men måske der alligevel er nogen af jer udlandstyper, der stadig ser den.

Jeg er stadig i udlandet, og lige nu er det bare så svært. Min mands bedste ven har fået en blodprop i hjernen, det ser ikke godt ud og han er bare så ked af det. Og jeg er jo her og kan ikke komme hjem og holde om ham. Jeg kan ikke være ret meget i Danmark grundet mine skatteforhold, og jeg føler mig bare så fanget.

Har I andre prøvet det med at være væk, når der virkelig var brug for jer derhjemme?


Det er jeg ked af at hoere. :ae:

Det er indtil videre sket to gange for mig. Den ene gang doede min bedste venindes mor. Hun har ingen far og heller ingen anden familie. Heldigvis kunne jeg skaffe en flybillet med kort varsel (det var udenfor saeson) og bisaettelsen fandt sted en loerdag, saa det hjalp jo lidt.

Mit arbejde er absolut ikke paa nogen som helst maade fleksibelt i hverdagen, saa det kan vaere svaert at rejse hjem med kort varsel/indenfor alm. arbejdstid med mindre jeg tager ferie - og ferie har jeg ikke ret meget af. Men for et par uger siden var der pludselig krise paa derhjemme - min soester blev alvorligt syg og skulle opereres - og det hele ramlede bare. Da var de saa utrolig soede og gav mig lov til at smutte hvis jeg havde brug for det.

Da jeg fik fri til det, var mit stoerste problem faktisk at jeg er lavtloennet og det betyder at jeg ikke har oekonomi til at koebe en flybillet i sidste oejeblik naar det pludselig braender paa. Og det var jo august. Saa den billigste tur hjem kostede 4000kr. og ja, det har man altsaa ikke naar man tjener saa lidt som jeg goer. Det var en virkelig ubehagelig foelelse. At der var brug for mig, og jeg ville gerne komme, men saa havde jeg ikke noget saa latterligt som PENGE.

Normalt er jeg saadan rimelig ligeglad med at vaere lavtloennet, for der er mange ting i verden som er 1000 gange vigtigere for mig. Men det er i saadan nogle situationer at det faktisk bider. Baade at man ikke lige har en magisk tryllestav, og ja, at man er saa utrolig langt vaek. Desvaerre er jeg heller ikke velsignet med familie som kan hjaelpe, saa det er jo en double whammy. Og er du vimmer hvor foeler man sig pludselig dum - altsaa at noget saa aandssvagt som penge holder en fra at vaere der for sin familie. Man foeler jo virkelig at man svigter big time. At man ikke er der for dem man elsker og som har brug for en.

Denne gang var jeg virkelig heldig og ind kom flyvende en saving angel :dåne: Men det er jo ikke saadan noget man kan regne med vil ske, og selvom det skete denne gang, saa sker det jo ikke noedvendigvis naeste gang. Og der er ikke rigtig nogen grund til at tro at min egen situation vil aendre sig inden da, saa det er altid en risiko man loeber. Det er ikke sikkert at jeg bare kan tage afsted hvis der sker noget igen.

Jeg ved simpelthen ikke hvad der er at goere ved det. :forvirret:


Tak for dit indlæg :kys:

Det er nemlig det at føle sig fanget på grund af penge. Jeg er ikke lavtlønnet og flybilletter fra Bruxelles kan skaffes både let og billigt, og mit arbejde ville såmænd være fint forstående og jeg har ferie tilovers og det hele, men jeg kan jo ikke tage hjem i strid med mine skattevilkår - det ville være mange, mange penge og det er bare ikke muligt. Jeg har i forvejen kun tre dage gemt i reserve, til hvis der nu fx skulle komme en begravelse eller andet uopsætteligt.

Og det ved min mand også godt, og han bebrejder mig ikke et sekund, og jeg kommer heldigvis hjem i weekenden, hvilket har været planlagt længe, men æv, hvor er det bare svært. Det er første gang, det har gjort rigtig ondt at være væk.
1
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 3559
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 706
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 8553

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Madam Pomfrey » 4. sep 2018, 10:10

Akehurst2 skrev:men jeg kan jo ikke tage hjem i strid med mine skattevilkår - det ville være mange, mange penge og det er bare ikke muligt. Jeg har i forvejen kun tre dage gemt i reserve, til hvis der nu fx skulle komme en begravelse eller andet uopsætteligt.

Og det ved min mand også godt, og han bebrejder mig ikke et sekund, og jeg kommer heldigvis hjem i weekenden, hvilket har været planlagt længe, men æv, hvor er det bare svært. Det er første gang, det har gjort rigtig ondt at være væk.


Kedeligt at systemet skal spænde ben for hvorvidt du har muligheden for at være der for din mand, det må være hårdt!!
Jeg var slet ikke klar over der var den form for regler. Hvordan registerer man ophold i DK,det er jo ikke altid nødvendigt at vise pas i lufthavnen, ligeledes kan man jo også krydse grænsen ml. tyskland og dk uden at skulle vise pas.
0
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Tilly
Indlæg: 2195
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:01
Kort karma: 184
Likede indlæg: 3487

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Tilly » 4. sep 2018, 10:20

Akehurst2 skrev:Der er jo ikke så meget liv i tråden, men måske der alligevel er nogen af jer udlandstyper, der stadig ser den.

Jeg er stadig i udlandet, og lige nu er det bare så svært. Min mands bedste ven har fået en blodprop i hjernen, det ser ikke godt ud og han er bare så ked af det. Og jeg er jo her og kan ikke komme hjem og holde om ham. Jeg kan ikke være ret meget i Danmark grundet mine skatteforhold, og jeg føler mig bare så fanget.

Har I andre prøvet det med at være væk, når der virkelig var brug for jer derhjemme?

Det lyder også som en svær situation :kram: Jeg prøvede noget lignende da jeg var au pair i Florida, min farfar var meget gammel og syg. Så der var en risiko for at han ville dø, mens jeg var i Florida. Han endte dog med at leve længere end forventet, og døde først efter jeg var hjemme i DK igen.

Af ren nysgerrighed, hvor meget må du opholde dig i Danmark?
Senest rettet af Tilly 4. sep 2018, 11:08, rettet i alt 1 gang.
0
FormerlyKnownAs
Indlæg: 1845
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 346
Likede indlæg: 2469

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf FormerlyKnownAs » 4. sep 2018, 10:51

Man bliver skattepligtig i Dk hvis man er i landet mere end 180 dage over 12 mdr.


Nogle vil så gerne have den ændret til 90 dage. Helt latterligt
4
/Dullen
Akehurst2
Indlæg: 5563
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 575
Likede indlæg: 12172

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Akehurst2 » 4. sep 2018, 11:41

FormerlyKnownAs skrev:Man bliver skattepligtig i Dk hvis man er i landet mere end 180 dage over 12 mdr.


Nogle vil så gerne have den ændret til 90 dage. Helt latterligt


Min ordning hedder 42 dage pr. løbende 6 måneder og det er jo nærmest ingenting. Særligt ikke, når dage er dage, så at lande fredag aften kl. 22.00 koster en hel dag.
0
Akehurst2
Indlæg: 5563
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 575
Likede indlæg: 12172

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Akehurst2 » 4. sep 2018, 11:44

Madam Pomfrey skrev:
Akehurst2 skrev:men jeg kan jo ikke tage hjem i strid med mine skattevilkår - det ville være mange, mange penge og det er bare ikke muligt. Jeg har i forvejen kun tre dage gemt i reserve, til hvis der nu fx skulle komme en begravelse eller andet uopsætteligt.

Og det ved min mand også godt, og han bebrejder mig ikke et sekund, og jeg kommer heldigvis hjem i weekenden, hvilket har været planlagt længe, men æv, hvor er det bare svært. Det er første gang, det har gjort rigtig ondt at være væk.


Kedeligt at systemet skal spænde ben for hvorvidt du har muligheden for at være der for din mand, det må være hårdt!!
Jeg var slet ikke klar over der var den form for regler. Hvordan registerer man ophold i DK,det er jo ikke altid nødvendigt at vise pas i lufthavnen, ligeledes kan man jo også krydse grænsen ml. tyskland og dk uden at skulle vise pas.


De er skam ganske alment kendt, de regler. Det var jo blandt andet det, Stephen Kinnock og Helle Thornings skattesag handlede om.

Og kontrollen er jo fx boardingpas, så man kan vise at man er rejst ud og hjem, jeg vil kunne få min arbejdsplads til at bekræfte at jeg har været fysisk til stede på kontoret, og så kan man jo se, hvor jeg har brugt min telefon og mine kreditkort.
3
Akehurst2
Indlæg: 5563
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 575
Likede indlæg: 12172

Re: At flytte til et andet land

Indlægaf Akehurst2 » 4. sep 2018, 11:48

Tilly skrev:
Akehurst2 skrev:Der er jo ikke så meget liv i tråden, men måske der alligevel er nogen af jer udlandstyper, der stadig ser den.

Jeg er stadig i udlandet, og lige nu er det bare så svært. Min mands bedste ven har fået en blodprop i hjernen, det ser ikke godt ud og han er bare så ked af det. Og jeg er jo her og kan ikke komme hjem og holde om ham. Jeg kan ikke være ret meget i Danmark grundet mine skatteforhold, og jeg føler mig bare så fanget.

Har I andre prøvet det med at være væk, når der virkelig var brug for jer derhjemme?

Det lyder også som en svær situation :kram: Jeg prøvede noget lignende da jeg var au pair i Florida, min farfar var meget gammel og syg. Så der var en risiko for at han ville dø, mens jeg var i Florida. Han endte dog med at leve længere end forventet, og døde først efter jeg var hjemme i DK igen.

Af ren nysgerrighed, hvor meget må du opholde dig i Danmark?


Jeg rejste 7 måneder til Grønland, hvor min mormor på det tidspunkt også var gammel og tiltagende svækket. Da overvejede jeg det også meget, men min mor var ganske afklaret på mine vejne: 'Du kan ikke sidde herhjemme og vente på at hun dør'. Og det var jo rigtigt nok - man ved aldrig og min mormor døde i øvrigt først et godt stykke tid efter, og var jo altså også en gammel dame.

Som jeg har skrevet er det 42 dage pr. løbende 6 måneder, der er grænsen for mig. Det er ikke meget.
0

Tilbage til "Livets forhold"