catnip skrev:
Fødselsdagen illustrerede så rungende hvorfor. Det er måske bare min familie, men jeg tror det ikke. Mine tæer har stadig ikke rettet sig ud efter en hel dag med selvhævdelse, nedrakning og stikpiller pakket ind i fordækt "humor". Jeg er først blevet opmærksom på dette danske (?) fænomen efter jeg er flyttet væk...laven sjov med andres svagheder, opmærksomhedssøgen og selvhævdelse ved at joke om andre i selskabet og den totale manglende evne til at give oprigtige komplimenter. Meget jantelovsagtigt. Meget nederen. Jeg har det især svært med det der med konstant at hævde sig selv ved at latterliggøre andre...det er virkelig utiltalende. Jeg har ikke oplevet dette i andre lande jeg har boet i, og det er noget min mand, som ikke er dansk, også har bidt mærke i.
Så er der også racismen, småborgerligheden og den manglende perspektivering....men sådan er det nok i mange familier i mange lande...
Så for mig er det faktisk en lettelse at bo langt væk fra min familie. Vi ser mine forældre 3-5 gange om året, og det er helt fint. Vi kan fint bruge tid med dem og have det sjovt, men det er en lettelse ikke at være tvangsindlagt til familiearrangementer hver eller hveranden måned.
Liiiige det der, var grunden til at jeg længe ønskede mig væk fra Danmark. Samtidig med den grimme retorik med at sparke på folk der allerede lå ned (de arbejdsløse) fra folketingets side ( det er jo for pokker folketingets skyld der ikke er noget arbejde) . Så da min mand fik job i Norge efter færdiggjort studie, kunne jeg ikke komme hurtigt nok afsted, specielt da jeg nemt kunne tage MIT arbejde med hertil.
Og på trods af at vi ved et tilfælde endte i Nordens mest lukkede by ( her bor kun folk der er medlem af Pinsekirken, metodistkirken eller jehovas vidner og de snakker IKKE med folk der ikke er medlem af ovennævnte kirker #"%¤##/ jeg nægter at blive medlem af en kirke blot for at finde voksenvenner, specielt når disse venner ikke er vokset fra deres usynlige ven endnu...) og maden her er horribel og vi lige nu overlever ved at futte til Sverige en gang om ugen, for at købe menneskemad, så har jeg stadig ingen planer om nogensinde at vende tilbage. Det øjeblik der er gået 7 år, skriver jeg til den norske stat og kræver statsborgerskab.
Som sagt er folk her vældig lukkede, og der gør det bestemt heller ikke nemmere at jeg ikke talte et ord norsk da vi kom hertil. ( jeg troede jeg talte et udemærket norsk. Fandt ud af at jeg taler et udemærket svorsk. ( Svensk/norsk). Sproget er ikke nemt at lærer når man som jeg, arbejder på et svensk arbejde med kun svenskere, og kun taler med danske kunder hele dagen. Godt nok svært at lære landets sprog, når ens eneste tid med sproget i løbet af dagen, er den daglige aflevering og afhentning af allerede norsktalende 2-årig i børnehaven (Hvad siger du skat? hvad er en sjillebukk? Det ved jeg ikke skat)
Men det går da frem af. Ved hjælp af "puddingtv" på youtube der synger norske børnesange. Så må jeg se om hvordan jeg kan få listet ord som gedebukke og trolde og 10 små indianere ind i en voksensamtale med forældrene i min datter klasse.
Jeg savner ikke min familie så meget, jeg opvoksede på børnehjem, så var alligevel ikke så tætte med dem. Og da vi flyttede var vi midt i en tid, hvor alle vennerne var flyttet til udlandet også. Så dem snakker vi med på skype, fra Norge, England, Indien, Kina og USA. Dem savner jeg til gengæld.
Og hvis nogen kan fortælle mig hvordan man finder voksenvenner i et land der selv påstår, de kun er sociale og er venlige når de drikker, når man bor i en by hvor ingen drikker ( ikke engang på 17. Maj, deres national dag), så lad mig endeligt høre.