En havregrynskur, en personlig træner og et alt for lille jakkesæt

[Pjeps]

:gogo: Det er virkelig godt gået , jeg ville ønske at jeg magtede at træne som dig

Hvordan går det med havregrynene, er det stadig primær kost?

Hvis det ikke var fordi, jeg havde forpligtet mig så meget i forhold til træneren og betalt så mange penge, så gik det heller ikke så "let". Jeg er heldigvis meget autoritetstro og tør ikke lade være med at træne, når jeg nu har en aftale, og det er det, der holder mig til. Forpligter jeg mig kun over for mig selv har jeg en milliard gode undskyldninger for at skulke hver gang.

Det er nærmest pinligt at følge den dialog, der kører i mit hoved, lige fra jeg skal overbevise mig selv om at gå ned i fitnesscenteret, forlade opvarmningen og gå i gang med den rigtige træning og gennemføre alle øvelser. Har indført forskellige regler for at imødegå min manglende rygrad - fx er det meningen, jeg skal løbe efter styrketræningen, og der er jeg rigtig god til at synes, at det er nok lige lidt for hårdt, når jeg nu har løftet SÅ meget, så reglen er, at jeg skal stå på løbebåndet i 20 minutter, uanset hvad og så må jeg gå på båndet, hvis jeg virkelig ikke orker andet, og så bliver det jo som regel også til løb undervejs. Men jeg skal virkelig holde mig selv til hele vejen igennem.

Jeg spiser stadig masser af havregryn - men primær kost bliver det vist aldrig med mit liv i øvrigt. Det fungerer egentlig sådan, at hvis jeg ikke spiser andet, så spiser jeg havregryn - forstået således at frokost på kontoret og middage (og øvrige måltider) ude, det er så, hvad der bliver serveret (men med fokus på ikke for store portioner, godt med grønt, ikke noget/ganske lidt ris/kartofler/pasta/brød). Så med 21 hovedmåltider på en uge, så er det gennemsnitligt 6 gange morgenmad (spiser morgenmad en gang om ugen på kontoret) og ca. 5 gange aftensmad, der er havregryn. Så det er ikke helt det havregrynsorgie, jeg havde regnet med - men det fungerer vildt godt, at jeg ikke skal tænke over mad, og havregrynene har givet mig god opmærksomhed på, hvad der er en passende portion aftensmad, når man som jeg spiser god frokost.

Det lyder også som en fornuftig tilgang til kosten, jeg har også lært at portionerne ikke behøver at være så store, mætheden kommer og man slipper for den der - Puuhaaa propmæt følelse, som ofte kommer lidt efter man har spist lidt for meget.

[Akehurst2]

Jeg vejer mig stadig hver eneste dag og kan se at vægten svinger lidt henover et par uger (ca. 1 kg. +/-) til den stabiliserer sig på et nyt, lidt lavere niveau, hvor den så går i gang med at svinge lidt videre nedad.

Men altså, i morges hed den 70,0 kg. og det er da et utrolig pænt tal, som jeg straks har noteret For det viser jo, at det går nedad, langsomt, men sikkert.

Næste mål er at ryge under 69 kg., for så er jeg røget ud af overvægtig-prædikatet ift. BMI, og så er det, jeg så småt skal til at overveje, hvilket endeligt niveau, jeg går efter og begynde at lære, hvordan jeg holder vægten. Jeg satser på, det bliver overskueligt, fordi jeg ikke har kørt min kost sådan sindssygt strikt, forstået således at jeg har spist hvad jeg ville, når jeg har været ude, og også drukket alkohol, så jeg har slet ikke været så asketisk som ved tidligere slankeforsøg (hvilket sjovt nok også har gjort det umuligt at holde i længden). Det med med fornuftig kost all over uden fanatisme virker jo indtil videre rigtig godt, så tænker at det også kan være vejen frem, når jeg om et eller andet antal kilo skal til at stabilisere mig.

Men der er jo lidt tid endnu. Lige nu glæder jeg mig bare over det hidtidigt opnåede.

Og glæder mig over at der er seler i mine skibukser, som jeg lige prøvede for at se, hvordan det mon ville gå med dem til jul, når vi skal på ski. De har altid været lidt for store (men til gengæld skidebillige ), men nu er den helt gal, så uden selerne ville jeg ende med at skvatte i dem. Og nu er jeg jo lige kommet i superform med stærke lår, så jeg rigtig kunne være en snow bunny - hvilket harmonerer rigtig dårligt med at falde i sine skibukser

[FruKuk]

Sejt sejt sejt
Vi må være lige høje. Her det nemlig også de 69 kg, der giver normal BMI. Og jeg kan nu være i mine super fede (og mega dyre) skibukser igen. Det har jeg ikke kunnet de sidste 2 skisæsoner, så glæder mig meget til at trække i dem igen.

[Karkluden]

:gogo: Det er virkelig godt gået , jeg ville ønske at jeg magtede at træne som dig

Hvordan går det med havregrynene, er det stadig primær kost?

Hvis det ikke var fordi, jeg havde forpligtet mig så meget i forhold til træneren og betalt så mange penge, så gik det heller ikke så "let". Jeg er heldigvis meget autoritetstro og tør ikke lade være med at træne, når jeg nu har en aftale, og det er det, der holder mig til. Forpligter jeg mig kun over for mig selv har jeg en milliard gode undskyldninger for at skulke hver gang.

Det er nærmest pinligt at følge den dialog, der kører i mit hoved, lige fra jeg skal overbevise mig selv om at gå ned i fitnesscenteret, forlade opvarmningen og gå i gang med den rigtige træning og gennemføre alle øvelser. Har indført forskellige regler for at imødegå min manglende rygrad - fx er det meningen, jeg skal løbe efter styrketræningen, og der er jeg rigtig god til at synes, at det er nok lige lidt for hårdt, når jeg nu har løftet SÅ meget, så reglen er, at jeg skal stå på løbebåndet i 20 minutter, uanset hvad og så må jeg gå på båndet, hvis jeg virkelig ikke orker andet, og så bliver det jo som regel også til løb undervejs. Men jeg skal virkelig holde mig selv til hele vejen igennem.

Jeg spiser stadig masser af havregryn - men primær kost bliver det vist aldrig med mit liv i øvrigt. Det fungerer egentlig sådan, at hvis jeg ikke spiser andet, så spiser jeg havregryn - forstået således at frokost på kontoret og middage (og øvrige måltider) ude, det er så, hvad der bliver serveret (men med fokus på ikke for store portioner, godt med grønt, ikke noget/ganske lidt ris/kartofler/pasta/brød). Så med 21 hovedmåltider på en uge, så er det gennemsnitligt 6 gange morgenmad (spiser morgenmad en gang om ugen på kontoret) og ca. 5 gange aftensmad, der er havregryn. Så det er ikke helt det havregrynsorgie, jeg havde regnet med - men det fungerer vildt godt, at jeg ikke skal tænke over mad, og havregrynene har givet mig god opmærksomhed på, hvad der er en passende portion aftensmad, når man som jeg spiser god frokost.

Sådan tror jeg sgu mange af os har det. Jeg træner (for det meste) 4-7 timer om ugen, af og til kun 2-3. Og jeg pisker mig selv afsted -hver- gang, og jeg overvejer -hver- gang at lade være eller at tjekke ind og gå igen (så jeg ikke får bøde for holdet fx). Det sker virkelig sjældent, at jeg reelt aflyser, og så er det, hvis jeg er syg eller hvis fx bachelorskrivningen trak meget langt ud, og jeg er helt ødelagt.
Men jeg pisker mig selv hver gang. Det er bare ikke os allesammen, der er træningsmaniacs.

[Akehurst2]

Sådan tror jeg sgu mange af os har det. Jeg træner (for det meste) 4-7 timer om ugen, af og til kun 2-3. Og jeg pisker mig selv afsted -hver- gang, og jeg overvejer -hver- gang at lade være eller at tjekke ind og gå igen (så jeg ikke får bøde for holdet fx). Det sker virkelig sjældent, at jeg reelt aflyser, og så er det, hvis jeg er syg eller hvis fx bachelorskrivningen trak meget langt ud, og jeg er helt ødelagt.
Men jeg pisker mig selv hver gang. Det er bare ikke os allesammen, der er træningsmaniacs.

Jeg bliver så glad, når jeg læser at det ikke kun er mig!

Jeg har i perioder gennem hele mit voksne liv trænet en hel del, og hver gang er det det samme med at kæmpe sig ud af døren. Selvom jeg jo får det godt og er så glad bagefter.

Og hver gang, jeg har trænet regelmæssigt i en periode bliver jeg skuffet over, at jeg ikke forvandler mig til en af dem, der bare kører derudaf helt høj på endorfiner og runners high - men sådan er jeg bare ikke lavet, åbenbart.

[Karkluden]

Sådan tror jeg sgu mange af os har det. Jeg træner (for det meste) 4-7 timer om ugen, af og til kun 2-3. Og jeg pisker mig selv afsted -hver- gang, og jeg overvejer -hver- gang at lade være eller at tjekke ind og gå igen (så jeg ikke får bøde for holdet fx). Det sker virkelig sjældent, at jeg reelt aflyser, og så er det, hvis jeg er syg eller hvis fx bachelorskrivningen trak meget langt ud, og jeg er helt ødelagt.
Men jeg pisker mig selv hver gang. Det er bare ikke os allesammen, der er træningsmaniacs.

Jeg bliver så glad, når jeg læser at det ikke kun er mig!

Jeg har i perioder gennem hele mit voksne liv trænet en hel del, og hver gang er det det samme med at kæmpe sig ud af døren. Selvom jeg jo får det godt og er så glad bagefter.

Og hver gang, jeg har trænet regelmæssigt i en periode bliver jeg skuffet over, at jeg ikke forvandler mig til en af dem, der bare kører derudaf helt høj på endorfiner og runners high - men sådan er jeg bare ikke lavet, åbenbart.

Du har måske bare ikke fundet din træningsstil?

Jeg plejede at hade motion. Det var en pine, og det skulle bare overståes. Men jeg troede så også, at motion var en time på en motionscykel eller sådan noget. Så opdagede jeg vægte og de forskellige maskiner, og jeg skal da ellers love for, at jeg har skiftet mening omkring motion. Jeg elsker det, og kan slet ikke undvære det. Men motionscykler og lignende, dem hader jeg stadig.

Der findes jo mange måder at motionere på, måske du er til yoga? Eller spinning? Eller.. Listen bliver jo ved.

Men nogle af os NÅR bare aldrig dertil. Jeg ELSKER holdene, når jeg er i gang - både de blide og de benhårde. Jeg elsker faktisk også at gå laaaange ture eller løbe intervalløb eller cykle - når jeg er i gang. det samme kan overføres til vægttræning, svømning osv.
Men det ændrer ikke på, at jeg aktivt skal tvinge mig selv ned i fitness, ud at løbe, ud at gå, svømme eller whatever. Jeg bliver aldrig sådan "åh, nu fungerer mit liv ikke, fordi jeg ikke har trænet". Det er et aktivt valg for min sundhed, min psykiske sygdom og min vægt HVER gang. Og det er ok. For mig hjalp det faktisk at acceptere, at jeg ikke er typen, der bliver træningsafhængig, men at jeg skal aktivt vælge det, og at jeg så ved, hvor meget jeg nyder følelsen imens og bagefter.

[Karkluden]

Sådan tror jeg sgu mange af os har det. Jeg træner (for det meste) 4-7 timer om ugen, af og til kun 2-3. Og jeg pisker mig selv afsted -hver- gang, og jeg overvejer -hver- gang at lade være eller at tjekke ind og gå igen (så jeg ikke får bøde for holdet fx). Det sker virkelig sjældent, at jeg reelt aflyser, og så er det, hvis jeg er syg eller hvis fx bachelorskrivningen trak meget langt ud, og jeg er helt ødelagt.
Men jeg pisker mig selv hver gang. Det er bare ikke os allesammen, der er træningsmaniacs.

Jeg bliver så glad, når jeg læser at det ikke kun er mig!

Jeg har i perioder gennem hele mit voksne liv trænet en hel del, og hver gang er det det samme med at kæmpe sig ud af døren. Selvom jeg jo får det godt og er så glad bagefter.

Og hver gang, jeg har trænet regelmæssigt i en periode bliver jeg skuffet over, at jeg ikke forvandler mig til en af dem, der bare kører derudaf helt høj på endorfiner og runners high - men sådan er jeg bare ikke lavet, åbenbart.

Du har måske bare ikke fundet din træningsstil?

Jeg plejede at hade motion. Det var en pine, og det skulle bare overståes. Men jeg troede så også, at motion var en time på en motionscykel eller sådan noget. Så opdagede jeg vægte og de forskellige maskiner, og jeg skal da ellers love for, at jeg har skiftet mening omkring motion. Jeg elsker det, og kan slet ikke undvære det. Men motionscykler og lignende, dem hader jeg stadig.

Der findes jo mange måder at motionere på, måske du er til yoga? Eller spinning? Eller.. Listen bliver jo ved.

Men nogle af os NÅR bare aldrig dertil. Jeg ELSKER holdene, når jeg er i gang - både de blide og de benhårde. Jeg elsker faktisk også at gå laaaange ture eller løbe intervalløb eller cykle - når jeg er i gang. det samme kan overføres til vægttræning, svømning osv.
Men det ændrer ikke på, at jeg aktivt skal tvinge mig selv ned i fitness, ud at løbe, ud at gå, svømme eller whatever. Jeg bliver aldrig sådan "åh, nu fungerer mit liv ikke, fordi jeg ikke har trænet". Det er et aktivt valg for min sundhed, min psykiske sygdom og min vægt HVER gang. Og det er ok. For mig hjalp det faktisk at acceptere, at jeg ikke er typen, der bliver træningsafhængig, men at jeg skal aktivt vælge det, og at jeg så ved, hvor meget jeg nyder følelsen imens og bagefter.

Nej nej, og det er jo da så helt i orden. Jeg siger bare, at hun måske skal prøve nogle andre træningsformer, end hun plejer, for det kan jo være at lige præcis en af dem bare er så sjov, at træning ikke er en plage længere.

100%. så er vi enige.
Jeg tænker i hvert fald, at hvis selve det AT TRÆNE føles som en plage, skal man ændre noget.
Hvis det mere er det at komme ned i fitnessworld (eller hvor man nu træner)/svømmehallen/ud på skovstierne, man skal tvinge sig selv til, men så nyder det under og efter, så tænker jeg lidt, at problemet næppe er træningsformen, men mere at nogle af os bare er typerne, der HELST ville ligge under vores dyner, og kunne æde brownies uden at blive fede. Og det kan ret få mennesker, og så er det der motion jo ret smart. Og rart også, når man er afsted

Fx synes jeg lige nu, jeg er en idiot-spasser, fordi jeg skal træne kl 6.15 i morgen tidlig inden gruppemøde og familiehygge. Men jeg VED også, at kl 7.15, når jeg står i badet, og kan se frem til en dejlig fredag og lørdag med en rar følelse i kroppen, så er det nice - og at jeg synes, det er fedt nok, når jeg er der

[Akehurst2]

Du har mig lige på kornet, Karklud. Jeg ville i bund og grund allerhelst ligge på sofaen med en god bog og spise brownies. Alligevel føles det så dumt, når jeg skal overtale mig selv til at træne. Man har det jo så ufattelig godt bagefter! Det er det, jeg siger til mig selv, når jeg overtaler mig til at komme af sted.

Men det er i øvrigt en interessant diskussion, det med om man kan finde noget motion, der rent faktisk er skægt og ikke føles som en plage. Og det kan jeg sagtens. Det er bare ikke noget, der giver nok styrke- og konditionsmæssigt eller kan passes ind i min hverdag.

Jeg kan fx godt lide at gå og cykle lange ture. Og det er både sundt og fornuftigt, men der skal virkelig gås og cykles rigtig, rigtig langt før det batter og jeg skal jo også have tid til at gå på arbejde. Alternativt skal det være løb og sådan rigtig racercykling, og så er det jo ikke sjovt længere.

Jeg kan også virkelig godt lide at stå på ski og det er super effektiv motion. Men det kan man jo ikke have som daglig motion i Danmark. Jeg rider også. Skønt og jeg hopper glad ud af sengen kl. 6 for at cykle ud til ponyen, men det er også meget tidskrævende og i øvrigt slet effektivt på samme måde som styrketræning.

Så for en som mig med et fuldstids+ arbejde og et aktivt socialt liv og med frivilligt arbejde, så er der bare ikke rigtig noget, der konkurrerer med et fitnesscenter når det kommer til at være effektivt og fleksibelt.

[Krølle]

Jeg hader - HADER! - løb og faste tider som fx. holdtræning. Jeg kan have nok så mange ambitioner, men det holder kun i en periode, hvor jeg til gengæld har mere viljestyrke end samtlige deltagere ved OL. Min mand plejer lidet flatterende at kalde det for mine "manier"....

For mig skal det simpelthen give mening og være lystbetonet, hvis det skal holde på sigt. Jeg havde hyggespist mig til 5 kg sidste år uden rigtig at opdage det - da det gik op for mig, at jeg var blevet slatten, havde jeg lige købt hesten og kunne slet ikke overskue at skulle køre et intenst træningsprogram ved siden af.

Men: oh Lord! Siden hesten kom i februar, er 8 kilo stukket af hjemmefra - helt uden jeg har følt det som træning. Jeg kan godt se hvorfor, når jeg tjekker min skridttæller-app, men det har ikke været sur pligt.

Kunne man forestille sig, at du kunne lave klassisk intervaltræning om til noget rart og nyttigt ved at tage DV'eren med i skoven? Det er fleksibelt tidsmæssigt, måske ligefrem hyggeligt og added bonus er en mere nervefast hest, der giver flagrende plastikposer og store maskiner fingeren - win/win!

[Krølle]

Hov! Det er jo ikke dig, der har en dansk varmblodshest - i hvert fald ikke så vidt jeg ved. Nå men altså, det modererede råd: køb en hest, hvis du ikke har din egen Det er skidegodt for figuren og humøret

Edit: lær at læse. Jeg vil dog stadig tænke i "træning med pony på slæb" fremfor løbebånd. Når du alligevel er ude ved ponyen, stjæler det jo ikke ekstra tid til transport, bad mv.

[Akehurst2]

Nej, jeg har desværre ikke egen hest. Jeg ville dødgerne - men jeg har simpelthen ikke tiden.

Ridning og al det motion, der følger med heste er rigtig godt, men det kræver bare en masse tid. Så der er heller ikke mulighed for at lægge noget ekstra ind, når jeg er ude og ride.

Det er nu heller ikke fordi, jeg gerne ville have forslag til anden træning. Styrketræning (+ noget cardio) er uden diskussion det rette for mig, for det er effektivt og fleksibelt, og det er min træning bare nødt til at være.

[Krølle]

Så længe min står i løsdrift, er der ikke behov for fitness: møgsamlingen har givet mig mere tonede arme, end jeg nogensinde har fået i fitnesscenter og med personlig træner. For nogen af os er der måske bare bedre effekt af "rigtigt" arbejde end maskiner? Jeg har kun været så tonet som nu, når jeg har været sygeligt træningsfikseret, og det føles ikke på nogen måde som om, jeg træner.

[Krølle]

Nej, jeg har desværre ikke egen hest. Jeg ville dødgerne - men jeg har simpelthen ikke tiden.

Ridning og al det motion, der følger med heste er rigtig godt, men det kræver bare en masse tid.

Ja, man køber sig også til en masse bekymringer. En part måske? Det kan være ret fleksibelt afhængig af ejer og hestetype. Det skal nok ikke være lige nu men måske en ide til når du skal finde den rette "vedligeholdelses-træning".

[DetSorteCirkus]

Mht. gøremål i mit liv, som jeg på forhånd, men i begrænset omfang under og sjældent efter, finder dumme og kedelige, har det hjulpet mig rigtig meget at lukke ned for diskussionen og øve mig på at acceptere, at det bare er sådan, det bliver, uden at skulle piske mig selv til det. Det er ok at øffe, men dårlige undskyldninger går jeg målrettet efter at lukke ned med det samme, for beslutningen er taget og planen lagt.

I forbindelse med mine kognitive vanskeligheder, der, 7-9-13, tegner til omsider at være på kraftig retur, har jeg beskæftiget mig meget med tænkning og udviklet strategier for stort set alt, der vedrører min hverdag, og noget af det bedste - og sværeste -, jeg har øvet mig på, er ikke at have holdninger til noget, før jeg befinder mig i det. Det er i høj grad med til at lette oppe-i-mit-hoved-sure-ting, for hvis jeg ikke mener noget om dem på forhånd, og de er ok eller endda rare, mens de står på, er der ikke plads til negativitet.

Jeg har også fået meget ud af at analysere mit ubehag. Både krop og sind bærer rundt på vaner, der er dannet under andre forhold end de nuværende, men som ikke desto mindre opleves som aktuelle, og ved at pille vaner og holdninger fra hinanden kan man sommetider gøre dem lettere at håndtere, fordi man fx. opdager, at det, der engang gjorde motion, oprydning, familiebesøg, whatever, besværligt, ikke længere er til stede.

Jeg er ikke fortaler for, at tværhed og brok skal fjernes totalt fra hverdagen, for det bliver bare en ny kilde til ærgelse, men nogle gange kan de rigtige teknikker gøre det lettere at omgås sin grundløse modstand.

[Karkluden]

Jeg tænker også, at man skal se på hvor udfordringen er. jeg kommer fx fint afsted 2 - 7 x 1-2 timer HVER uge selv efter 6 måneder. Jeg skal beslutte det aktivt hver gang (altså jeg drages ikke af fitnessworld), men jeg kommer afsted og nyder det undervejs og efter. Hvis det er sådan, man har det, tror jeg sådan set ikke man finder noget mere optimalt. Jeg har prøvet, men jeg kan ikke finde noget, hvor jeg ikke skal beslutte aktivt at tage afsted. Og så er det her jo en god løsning, når jeg er glad for det undervejs og efter, og KOMMER afsted.
Men er man skidesur undervejs og mister motivationen skal man nok lede videre