Hjælp! Hvad gør man med sin ex der ikke vil samarbejde, når man har et barn?

[canoodle]

Jeg er spruttende rasende.

Det har jeg faktisk været længe på min ex, især efter det er gået op for mig, hvor lang tid jeg fandt mig i alt hans kontrollerende og manipulerende pis.

Sagen er, at da vi gik fra hinanden, der havde vi mange, lange snakke om samvær med mini, hvordan vi skulle gribe det an, og hvordan vi kunne gøre alt det bedste vi kan, for at mini føler sig så lidt ramt at bruddet som muligt. Vi er stort set enige om det praktiske om samværet, og den del kører faktisk rigtig godt. MEN han taler stadig utroligt grimt til mig. Det lykkes ham hver eneste gang vi skal udveksle noget eller bare barnet, at tale nedsættende, konfronterende eller passiv agressivt. Når jeg påtaler det efter situationen, siger han altid undskyld, og at det ikke skal ske igen. Men det sker hver eneste gang. Han tager over med mini, når vi er sammen med andre, f.eks. med familie eller forældrene i hans vuggestue, og han gør det, selvom jeg har helt styr på situationen.

F.eks. i scenariet i dag, hvor vi er til julestue med vuggestuen. Mini falder med et stykke legetøj, og stikker i et hyl, fordi han er forskrækket. Jeg er tættest på mini, og rækker ned efter ham, men min ex fiser ind fra højre og hiver ham op i sin favn og trøster højlydt. Jeg forsøger at gå over og puste på minis pande, men min ex vender sig væk, og går væk fra mig. Det her foregår foran alle de andre. Jeg bliver så rasende, at jeg tager mine ting og går hjem. Havde jeg ikke gjort det, havde jeg skældt ham huden fuld. Men det nytter jo heller ikke noget. Mini skal jo heller ikke se mig flejne over noget han slet ikke forstår.

Ovenstående eksempel er på ingen måde alenestående. Min familie, hans familie og fælles venner har påtalt hans facon, men han ændrer aldrig noget. Før bruddet, blev det kun forbedret, når jeg talte om at det skubbede os ud over kanten, men efter bruddet, er standardsvaret: "Vi er ikke sammen længere, så du kan ikke bestemme over mig."

Hjææææææællp!

[canoodle]

Det lyder ikke til, I skal deltage i arrangementer sammen.

For... han har desværre ret i det sidste. Du skal bare huske, at den går to veje: Han bestemmer heller ikke over dig.

Jeg tænker det samme. Men, det ændrer jo ikke på, at der vil være situationer, hvor vi skal være sammen, og holde gode miner, for minis skyld i fremtiden. Udover det, fortsætter hans verbale misbrug jo på en måde ved at jeg ikke har en jordisk chance for at sige fra, fordi man bare ikke kan! Det SÅ frustrerende. Udover at det irriterer mig, er det jo virkelig ikke en god måde at vise sit barn hvordan man taler til kvinder/sin partner?

[icelady]

Man erkender, at farmand ikke har anerkendt sit ansvar, og så skærer man ned på fælles begivenheder.

Det er pissesurt, træls og irriterende at man på den måde skærer oplevelser fra. Men på sigt kan det være løsningen,netop for at Mini ikke skal opleve hvordan han er overfor dig.

Du kunne selvfølgelig snakke med eksen og forklare, at det med tiden vil påvirke Mini i negativ retning, når han på den måde skubber dig til side/snakker ned til dig. Men noget siger mig, at det vil være skønne spildte kræfter.

Det er din opgave at skulle modbevise din eksmands opførsel. Dvs snakke meget med Mini om hvordan man opfører sig.

Det er også en røvsur løsning, men der vigtigste er at sørge for Mini oplever så lidt af eksens negative opførsel som muligt.

[canoodle]

Jeg tror også på et stop med at deltage i arrangementer sammen. Og hvis det gør dig ondt, så tænk på, at der er masser af børn, hvor begge forældre ikke deltager. Når dit barn ikke er ældre, kan han vokse op med, at hos jer ER det bare sådan, at mor og far skiftes til. Når han får alderen til at spørge hvorfor, er det simple svar, fordi det har vi aftalt. Vi synes, at sådan vil vi gøre, fordi vi er skilt.

For din egen skyld skulle du måske ofre penge på at få snakket med en professionel om din vrede. For det er den, der styrer dig i den episode, du fortæller om. Du ved, far har brug for at spille helt, så alle kan se, hvor fantastisk han er. Hvis du var ude af den vrede, kunne du tænke, ja lad ham dog fylde, jeg ved godt, hvor god en mor jeg er, - det kan man bare ikke, når man er så vred.

Måske vil det være en ide, at du sætter dig ned og skriver en liste over alle de situationer, hvor han er dum, og så udtænke løsninger, hvor i ikke behøver at mødes. Det giver jo ingen mening, at i skal møde hinanden, når hans opførsel er på den måde. Så kan han f.eks. hente og aflevere i institutionen.

Du har mange gode input her. Der er bare lige den finte, at vi er naboer (selvvalgt) og at han er det eneste netværk, sådan i familieforstand, som jeg har her i Tyskland. Derfor er jeg jo også lidt bange for at bryde kontakten helt. Nå ja, og så vasker jeg stadig tøj hos ham, fordi jeg har ikke har råd til en vaskemaskine endnu. Det startede jo ret fint med hjælp og samtale, men det er som om han er kørt ud af et irrterende og træls sidespor.

[Fillie]

Jeg har ingen erfaringer med ekspartnere og fælles børn, så jeg vil lade de kloge debattører, der ved meget mere om den slags, om at råde dig, men jeg har fulgt dine tråde om din eksmands hånlige adfærd, og jeg føler virkelig med dig. Jeg fik det faktisk fysisk skidt af at læse dit oplæg til tråden her; jeg kan godt forstå, du er ved at gå ud af dit gode skind!

[canoodle]

Jeg tror også på et stop med at deltage i arrangementer sammen. Og hvis det gør dig ondt, så tænk på, at der er masser af børn, hvor begge forældre ikke deltager. Når dit barn ikke er ældre, kan han vokse op med, at hos jer ER det bare sådan, at mor og far skiftes til. Når han får alderen til at spørge hvorfor, er det simple svar, fordi det har vi aftalt. Vi synes, at sådan vil vi gøre, fordi vi er skilt.

For din egen skyld skulle du måske ofre penge på at få snakket med en professionel om din vrede. For det er den, der styrer dig i den episode, du fortæller om. Du ved, far har brug for at spille helt, så alle kan se, hvor fantastisk han er. Hvis du var ude af den vrede, kunne du tænke, ja lad ham dog fylde, jeg ved godt, hvor god en mor jeg er, - det kan man bare ikke, når man er så vred.

Måske vil det være en ide, at du sætter dig ned og skriver en liste over alle de situationer, hvor han er dum, og så udtænke løsninger, hvor i ikke behøver at mødes. Det giver jo ingen mening, at i skal møde hinanden, når hans opførsel er på den måde. Så kan han f.eks. hente og aflevere i institutionen.

Du har mange gode input her. Der er bare lige den finte, at vi er naboer (selvvalgt) og at han er det eneste netværk, sådan i familieforstand, som jeg har her i Tyskland. Derfor er jeg jo også lidt bange for at bryde kontakten helt. Nå ja, og så vasker jeg stadig tøj hos ham, fordi jeg har ikke har råd til en vaskemaskine endnu. Det startede jo ret fint med hjælp og samtale, men det er som om han er kørt ud af et irrterende og træls sidespor.

For pokker da! Du har min dybeste medfølelse. Nej, men jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive. Det er jo ikke til at holde ud. Har han mon overvejet, at han burde være glad for, at du har valgt at blive boende i Tyskland? Ud fra hans opførsel lyder det ikke sådan.

Der er to ting der, for jeg har jo også selv valgt at blive her, samtidig med at man ikke bare flytter børn ud af Tyskland. Men jo, lidt almen taknemmelighed over at jeg ikke har smækket mere med dørene end jeg har gjort, ville være klædeligt. Desværre er han ikke helt rigtig oven på første etage, derfor er han ikke særlig rationel, og jeg kan heller ikke forvente at det ændrer sig.

[Firebird]

Er manden wessi eller ossi? Hvor gammel er han? Hvor er han vokset op, og under hvilke sociale forhold. Grunden til at jeg spørger, er at jeg har boet 10 år i Tyskland og har haft både østtyske og vesttyske partnere. Der er stor forskel.

[canoodle]

Er manden wessi eller ossi? Hvor gammel er han? Hvor er han vokset op, og under hvilke sociale forhold. Grunden til at jeg spørger, er at jeg har boet 10 år i Tyskland og har haft både østtyske og vesttyske partnere. Der er stor forskel.

Ossi. 29 år gammel. Næsten 30. Opvokset på en gård med old skool østtyske værdier. Flere af mine tyske kolleger og venner siger også at der er en forskel. Eller slet og ret; Never date an Ossi!

[kidkomb]

So why you stay there?
Jeg er med på, at Mini vil miste sin far (sådan reelt set) og sine farforældre.
Men du er altså også et menneske, der skal trives. Alle dine rettigheder og behov og lyster forsvinder ingenlunde fordi du har et barn. Du skal også leve. Kan du det dernede i længden?

[kidkomb]

So why you stay there?
Jeg er med på, at Mini vil miste sin far (sådan reelt set) og sine farforældre.
Men du er altså også et menneske, der skal trives. Alle dine rettigheder og behov og lyster forsvinder ingenlunde fordi du har et barn. Du skal også leve. Kan du det dernede i længden?

Nu handler det vel om at tage udgangspunkt i barnet, og barnet skal da ikke fjernes fra far.

Jeg er ikke enig. Man mister ikke alle rettigheder til sin egen lykke, bare fordi man har fået et barn.
Bevares, barnet bør komme i første række, men jeg synes vitterlig at der er grænser.
Det er muligvis fordi jeg ikke selv har børn, men jeg kan ikke se, at Noodle bør leve resten af Mini's opvækst i noget der virkelig piner hende. Man er ikke kun forælder, man er stadig også et menneske.

[canoodle]

Jeg er ikke ulykkelig i Tyskland. Jeg har et godt job, en hyggelig lejlighed og søde venner her. Jeg elsker byen osv. osv. Desuden vil jeg nok gå langt for at mini og sin far har hinanden. Men når det nu er så frustrerende at skulle omgåes ham, får min indre bitterfisse hjemve og vil bare hjem til sin moar. Det er bare ikke nogen let løsning overhovedet.

[Firebird]

Ein landei. So eine scheisse. Han er død for dig, og i har et fælles barn. Nu bliver det svært. Du skal have fat på hans familie. Helst hans oma hvis du kan det, og kan få en rimmelig god tråd til hende. Hvis du kan få lokket hende ind på din side med sætninger som. Ich will doch nur das beste für unsere gemeinsames kind, er soll ja auch sein oma gut kennen. Det er familien der holder nøglen til at du kan undertrykke hans tåbelige adfærd. Han er i krig med dig. Du er das allerletzte, eine schlampe, eine hüre og du kan godt glemme at tale ham til rette lige nu. Han føler sig dybt såret på sin mandighed, og situationen hvor han samler Mini op foran næsen på dig er hans forsøg på at vise at han så sandelig er en bedre far, end du er mor, hvilket jo heller ikke er gået din næse forbi.

So. Nu skal du bide dit forstålige raseri i dig, og spamme debatten når det alligevel bryder igennem. Du skal sørge for at få familien på din side. Det gør du ved at tage Mini med ud til omi un opi, For der er intet som en farmors glæde og det spiller familiekortet lige ned i dit skød hvis du kan holde masken undervejs. Han vil blive punket af hele familien, men han underordner sig med tiden, for ikke at få flere verbale tæsk i barndomshjemmet. Hvis du har overskud til det, er det den vej jeg anbefaler dig at gå.

[Sophies-mor]

So why you stay there?
Jeg er med på, at Mini vil miste sin far (sådan reelt set) og sine farforældre.
Men du er altså også et menneske, der skal trives. Alle dine rettigheder og behov og lyster forsvinder ingenlunde fordi du har et barn. Du skal også leve. Kan du det dernede i længden?

Nu handler det vel om at tage udgangspunkt i barnet, og barnet skal da ikke fjernes fra far.

Jeg er ikke enig. Man mister ikke alle rettigheder til sin egen lykke, bare fordi man har fået et barn.
Bevares, barnet bør komme i første række, men jeg synes vitterlig at der er grænser.
Det er muligvis fordi jeg ikke selv har børn, men jeg kan ikke se, at Noodle bør leve resten af Mini's opvækst i noget der virkelig piner hende. Man er ikke kun forælder, man er stadig også et menneske.

Helt enig med Kidkomb.

[kidkomb]

Jeg er ikke ulykkelig i Tyskland. Jeg har et godt job, en hyggelig lejlighed og søde venner her. Jeg elsker byen osv. osv. Desuden vil jeg nok gå langt for at mini og sin far har hinanden. Men når det nu er så frustrerende at skulle omgåes ham, får min indre bitterfisser sgu hjemve og vil bare hjem til sin moar. Det er bare ikke nogen let løsning overhovedet.

Nej, det er det bestemt ikke og man skal bestemt strække sig så langt man overhovedet kan for sine børn. Helt sikkert.
Man må bare ikke glemme sig selv.
Åh, jeg håber det begynder at gå fremad med jeres samarbejde snart.
Kan du måske snakke mere med hans forældre om det?

[DetSorteCirkus]

Jeg har endnu til gode at møde et menneske, der er rummeligt, konstruktivt og uselvisk lige eller umiddelbart efter et brud, så jeg kan levende forestille mig, at hvor giftig situationen bliver, når der ovenikøbet generelt er problemer med psyken og værdierne. Det har jeg faktisk også selv prøvet at stå i engang. Der var godt nok ikke et barn involveret, men til gengæld utroskab.

Paradokset er, eller det er i hvert fald min erfaring, at fordi det hele er så smertefuldt, og man ikke er vænnet til at være fra hinanden, prøver man krampagtigt at finde en løsning, bl.a. ved at snakke om, hvordan man burde kunne omgås hinanden, selvom det, der som regel er det bedste i den første periode, er mindst mulig kontakt.

I mit eget tilfælde blev vendepunktet den enes udlandsrejse på 2-3 uger, hvor der hverken var brug eller mulighed for kontakt, og det fik mig bagefter til at tænke over, at vi nok i stedet fra starten burde have talt om, hvordan vi kunne se mindst muligt til hinanden samt hver især tænkt i strategier til at fjerne os selv fra konflikter.

Sagt på en anden måde tror jeg, at du lige nu skal prøve at være så lavpraktisk som muligt og undgå at diskutere din eks' opførsel. I stedet kan du vise, at du ikke accpeterer hans væremåde, ved simpelthen at fjerne dig fra situationen og måske også, selvom det idealistisk set er forkert, lade ham slippe afsted med mindre urimeligheder, fordi du ved, at han ikke evner andet. Som en anden skriver, har han ret i, at du ikke længere har anden indflydelse på hans opførsel end det, der måtte vedrøre jeres søn.

Jeg mener at huske, at din eks har store problemer med sit temperament, og det spiller helt sikkert også ind nu. Omvendt blev du i sin tid næppe heller kæreste med et gennemført dumt svin, så spørgsmålet er, om en periode med fokus på det lavpraktiske og mindst mulig tid sammen kunne gøre ham mere spiselig .
Det ville jeg i hvert fald prøve at give en chance, selvom det ER enormt svært og krævende ikke at intervenere overfor et mennesker, der er helt væk fra vinduet, om ikke andet af hensyn til sin egen stolthed, for måske bliver det på et tidspunkt lettere for jer at samarbejde, og så er det ærgerligt at have valgt en dramatisk løsning og smidt håndklædet mere eller mindre i ringen.

Måske er det "bare" ikke lige nu, at I skal forvente af jer selv, at I kan tænke allermest langsiget