De spirrende forhold - snik snak

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 20. mar 2018, 19:35

Dikus skrev:For mig handler den der "ikke klar" i høj grad om at miste ansigt, ikke have lært af sine fejl, kaste sig ud i noget, som er åbenlyst dum for alle andre...

Helt ærligt tænker jeg de samme ting gør sig gældende for dig?

Men vi kaster os jo ud i det, fordi vi tror på det ;)

Enig :) Man risikerer jo at blive såret, når man kaster sig ud i noget. Og det er alt andet lige sværere at være i frit fald, hvis man ikke føler sig sikker på, at ens venner og famile har ens ryg, hvis man slår sig i faldet.
0
Hewlett
Indlæg: 1446
Tilmeldt: 30. apr 2016, 19:33
Kort karma: 99
Likede indlæg: 4349

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Hewlett » 21. mar 2018, 10:42

Tak for denne tråd :)

Jeg har nu to gange oplevet at folk har spurgt hvorfor jeg ikke er rykket fra singletråden over i partråden og hver gang har det, til trods for at folk sikkert har ment det godt, irriteret mig.

Jeg er ikke single men jeg er heller ikke i et fast forhold. Vi er stadig i gang med at lære hinanden at kende og den proces tager altså bare dét længere tid, fordi vi ses forholdsvist sjældent.

Så ja. Betragt mig nu som rykket over i denne tråd :)
2
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 26. mar 2018, 18:53

Sådan lidt en generel observation/tanke omkring dating og forhold:

Er der virkelig så stor forskel på at man HÅBER han/hun er den rigtige og man VED han/hun er den rigtige? Eller handler det bare om mentalitet eller det sted, man er i sit liv, når man fortæller en fortælling om sin partner?

Min kæreste og jeg er stadig ved at finde hinanden, men jeg kan mærke, at jeg er påvirket af, at han ikke VED om jeg er kvinden i hans liv, men at han satser på det og HÅBER. Omvendt kan jeg heller ikke give ham mere, end at jeg TROR og HÅBER han er den rigtige. Der findes jo dem, der tror på ægte kærlighed osv. Og så findes der os, der er mere rationelle og tager alverdens forbehold, fordi man jo aldrig kan vide og tilfældigheder spiller en kæmpe rolle.

Hvordan har I det? Skal I og jeres partner VIDE at I er den rigtige for hinanden? Eller er det nok at tro, håbe og tage en beslutning om, at det er det, man satser på?
0
bluetof1
Indlæg: 1873
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:32
Kort karma: 1245
Likede indlæg: 7396

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf bluetof1 » 26. mar 2018, 19:13

Grissebassen skrev:Sådan lidt en generel observation/tanke omkring dating og forhold:

Er der virkelig så stor forskel på at man HÅBER han/hun er den rigtige og man VED han/hun er den rigtige? Eller handler det bare om mentalitet eller det sted, man er i sit liv, når man fortæller en fortælling om sin partner?

Min kæreste og jeg er stadig ved at finde hinanden, men jeg kan mærke, at jeg er påvirket af, at han ikke VED om jeg er kvinden i hans liv, men at han satser på det og HÅBER. Omvendt kan jeg heller ikke give ham mere, end at jeg TROR og HÅBER han er den rigtige. Der findes jo dem, der tror på ægte kærlighed osv. Og så findes der os, der er mere rationelle og tager alverdens forbehold, fordi man jo aldrig kan vide og tilfældigheder spiller en kæmpe rolle.

Hvordan har I det? Skal I og jeres partner VIDE at I er den rigtige for hinanden? Eller er det nok at tro, håbe og tage en beslutning om, at det er det, man satser på?


Jeg har prøvet det sidste og det endte med en grim skilsmisse som jeg stadig arbejder på at komme mig over.
Jeg står i det første nu og selvom jeg tit er i tvivl om det bare er noget jeg bilder mig ind, så er jeg grundlæggende mere sikker på at det her er rigtigt for mig end jeg nogensinde var sammen med min eks.
1
I don't think I get enough credit for doing all of this unmedicated.
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 26. mar 2018, 19:25

bluetof1 skrev:
Grissebassen skrev:Sådan lidt en generel observation/tanke omkring dating og forhold:

Er der virkelig så stor forskel på at man HÅBER han/hun er den rigtige og man VED han/hun er den rigtige? Eller handler det bare om mentalitet eller det sted, man er i sit liv, når man fortæller en fortælling om sin partner?

Min kæreste og jeg er stadig ved at finde hinanden, men jeg kan mærke, at jeg er påvirket af, at han ikke VED om jeg er kvinden i hans liv, men at han satser på det og HÅBER. Omvendt kan jeg heller ikke give ham mere, end at jeg TROR og HÅBER han er den rigtige. Der findes jo dem, der tror på ægte kærlighed osv. Og så findes der os, der er mere rationelle og tager alverdens forbehold, fordi man jo aldrig kan vide og tilfældigheder spiller en kæmpe rolle.

Hvordan har I det? Skal I og jeres partner VIDE at I er den rigtige for hinanden? Eller er det nok at tro, håbe og tage en beslutning om, at det er det, man satser på?


Jeg har prøvet det sidste og det endte med en grim skilsmisse som jeg stadig arbejder på at komme mig over.
Jeg står i det første nu og selvom jeg tit er i tvivl om det bare er noget jeg bilder mig ind, så er jeg grundlæggende mere sikker på at det her er rigtigt for mig end jeg nogensinde var sammen med min eks.

Men handler det så netop ikke også om, at du er et sted lige nu, hvor den fortælling giver mening for dig? Med al respekt, så ville det jo ikke være den fortælling, du ville dele mens du var sammen med din eks, ligesom fortællingen også bærer præg af dine nuværende følelser for din nuværende kæreste.

Min personlige erfaring er dog også, at folk med forliste forhold bag sig, har større tendens til at fralægge sig skråsikkerheden i kærlighedens navn, og i stedet for tro og håbe på det bedste med alle forbehold for, at forhold alt andet lige går i stykker. Et eller andet sted, tror jeg også det er sundest, fordi der deri også ligger en implicit erkendelse af, at forhold kræver arbejde.
1
bluetof1
Indlæg: 1873
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:32
Kort karma: 1245
Likede indlæg: 7396

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf bluetof1 » 26. mar 2018, 19:40

Grissebassen skrev:
bluetof1 skrev:
Grissebassen skrev:Sådan lidt en generel observation/tanke omkring dating og forhold:

Er der virkelig så stor forskel på at man HÅBER han/hun er den rigtige og man VED han/hun er den rigtige? Eller handler det bare om mentalitet eller det sted, man er i sit liv, når man fortæller en fortælling om sin partner?

Min kæreste og jeg er stadig ved at finde hinanden, men jeg kan mærke, at jeg er påvirket af, at han ikke VED om jeg er kvinden i hans liv, men at han satser på det og HÅBER. Omvendt kan jeg heller ikke give ham mere, end at jeg TROR og HÅBER han er den rigtige. Der findes jo dem, der tror på ægte kærlighed osv. Og så findes der os, der er mere rationelle og tager alverdens forbehold, fordi man jo aldrig kan vide og tilfældigheder spiller en kæmpe rolle.

Hvordan har I det? Skal I og jeres partner VIDE at I er den rigtige for hinanden? Eller er det nok at tro, håbe og tage en beslutning om, at det er det, man satser på?


Jeg har prøvet det sidste og det endte med en grim skilsmisse som jeg stadig arbejder på at komme mig over.
Jeg står i det første nu og selvom jeg tit er i tvivl om det bare er noget jeg bilder mig ind, så er jeg grundlæggende mere sikker på at det her er rigtigt for mig end jeg nogensinde var sammen med min eks.

Men handler det så netop ikke også om, at du er et sted lige nu, hvor den fortælling giver mening for dig? Med al respekt, så ville det jo ikke være den fortælling, du ville dele mens du var sammen med din eks, ligesom fortællingen også bærer præg af dine nuværende følelser for din nuværende kæreste.

Min personlige erfaring er dog også, at folk med forliste forhold bag sig, har større tendens til at fralægge sig skråsikkerheden i kærlighedens navn, og i stedet for tro og håbe på det bedste med alle forbehold for, at forhold alt andet lige går i stykker. Et eller andet sted, tror jeg også det er sundest, fordi der deri også ligger en implicit erkendelse af, at forhold kræver arbejde.


Alt det der med narrativ er spildt på mig, desværre :)
Jeg vidste mens jeg var sammen med min eks at han ikke var The One. Det, jeg ikke vidste dengang var, at jeg HAVDE en The One. Jeg troede ikke jeg havde det i mig.
Jeg er ikke naiv. Jeg ved at det forhold jeg er i nu også kan ende og at det kan ske både pludseligt og grimt lige så vel som det kan fise ud og blive til ingenting.
Men jeg ved også at jeg helt grundlæggende har en helt anden følelse i maven omkring det her end jeg havde om min eks.
1
I don't think I get enough credit for doing all of this unmedicated.
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 26. mar 2018, 19:50

bluetof1 skrev:
Grissebassen skrev:
bluetof1 skrev:
Grissebassen skrev:Sådan lidt en generel observation/tanke omkring dating og forhold:

Er der virkelig så stor forskel på at man HÅBER han/hun er den rigtige og man VED han/hun er den rigtige? Eller handler det bare om mentalitet eller det sted, man er i sit liv, når man fortæller en fortælling om sin partner?

Min kæreste og jeg er stadig ved at finde hinanden, men jeg kan mærke, at jeg er påvirket af, at han ikke VED om jeg er kvinden i hans liv, men at han satser på det og HÅBER. Omvendt kan jeg heller ikke give ham mere, end at jeg TROR og HÅBER han er den rigtige. Der findes jo dem, der tror på ægte kærlighed osv. Og så findes der os, der er mere rationelle og tager alverdens forbehold, fordi man jo aldrig kan vide og tilfældigheder spiller en kæmpe rolle.

Hvordan har I det? Skal I og jeres partner VIDE at I er den rigtige for hinanden? Eller er det nok at tro, håbe og tage en beslutning om, at det er det, man satser på?


Jeg har prøvet det sidste og det endte med en grim skilsmisse som jeg stadig arbejder på at komme mig over.
Jeg står i det første nu og selvom jeg tit er i tvivl om det bare er noget jeg bilder mig ind, så er jeg grundlæggende mere sikker på at det her er rigtigt for mig end jeg nogensinde var sammen med min eks.

Men handler det så netop ikke også om, at du er et sted lige nu, hvor den fortælling giver mening for dig? Med al respekt, så ville det jo ikke være den fortælling, du ville dele mens du var sammen med din eks, ligesom fortællingen også bærer præg af dine nuværende følelser for din nuværende kæreste.

Min personlige erfaring er dog også, at folk med forliste forhold bag sig, har større tendens til at fralægge sig skråsikkerheden i kærlighedens navn, og i stedet for tro og håbe på det bedste med alle forbehold for, at forhold alt andet lige går i stykker. Et eller andet sted, tror jeg også det er sundest, fordi der deri også ligger en implicit erkendelse af, at forhold kræver arbejde.


Alt det der med narrativ er spildt på mig, desværre :)
Jeg vidste mens jeg var sammen med min eks at han ikke var The One. Det, jeg ikke vidste dengang var, at jeg HAVDE en The One. Jeg troede ikke jeg havde det i mig.
Jeg er ikke naiv. Jeg ved at det forhold jeg er i nu også kan ende og at det kan ske både pludseligt og grimt lige så vel som det kan fise ud og blive til ingenting.
Men jeg ved også at jeg helt grundlæggende har en helt anden følelse i maven omkring det her end jeg havde om min eks.

Det er vel kun et godt tegn :)
Jeg tror stadig, det handler meget om mentalitet (det, du kalder mavefornemmelse formoder jeg).
Jeg har haft en The One i min eks. Og en The One i en mand, der ikke vill mig rigtigt, og som ikke behandlede mig godt. Og nu en The One i min nuværende kæreste. Fælles for dem er, at der på hvert et tidspunkt har været længere perioder, hvor jeg oprigtigt har følt, at de var THE ONE, og hvor det var den fortælling jeg fortalte. Forskellen med min nuværende kæreste er, at jeg også rationelt kan se meningen med, at vi skal være sammen, fordi vi forstår hinanden, kan være os selv 100% sammen og deler værdier. Jeg har, ligesom med de andre, stadig en mavefornemmelse, der forholder sig kritisk, og måske ser tiden lidt an i forhold til at give sig helt hen, mens jeg rationelt 100% tror på forholdet. Jeg tør stadig ikke give garantier for, at der ikke findes en derude, der er mere rigtig for mig. Men jeg tror dælme det er usandsynligt, så jeg vil mere beskrive det som om, at hvis han ikke er THE ONE, så skal jeg da nok finde en anden en dag. Men at jeg rationelt ikke tror på på, at der er en, jeg passer bedre sammen med og har en bedre chance med nu og her.
0
bluetof1
Indlæg: 1873
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:32
Kort karma: 1245
Likede indlæg: 7396

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf bluetof1 » 26. mar 2018, 20:02

Grissebassen skrev:
bluetof1 skrev:
Grissebassen skrev:
bluetof1 skrev:
Grissebassen skrev:Sådan lidt en generel observation/tanke omkring dating og forhold:

Er der virkelig så stor forskel på at man HÅBER han/hun er den rigtige og man VED han/hun er den rigtige? Eller handler det bare om mentalitet eller det sted, man er i sit liv, når man fortæller en fortælling om sin partner?

Min kæreste og jeg er stadig ved at finde hinanden, men jeg kan mærke, at jeg er påvirket af, at han ikke VED om jeg er kvinden i hans liv, men at han satser på det og HÅBER. Omvendt kan jeg heller ikke give ham mere, end at jeg TROR og HÅBER han er den rigtige. Der findes jo dem, der tror på ægte kærlighed osv. Og så findes der os, der er mere rationelle og tager alverdens forbehold, fordi man jo aldrig kan vide og tilfældigheder spiller en kæmpe rolle.

Hvordan har I det? Skal I og jeres partner VIDE at I er den rigtige for hinanden? Eller er det nok at tro, håbe og tage en beslutning om, at det er det, man satser på?


Jeg har prøvet det sidste og det endte med en grim skilsmisse som jeg stadig arbejder på at komme mig over.
Jeg står i det første nu og selvom jeg tit er i tvivl om det bare er noget jeg bilder mig ind, så er jeg grundlæggende mere sikker på at det her er rigtigt for mig end jeg nogensinde var sammen med min eks.

Men handler det så netop ikke også om, at du er et sted lige nu, hvor den fortælling giver mening for dig? Med al respekt, så ville det jo ikke være den fortælling, du ville dele mens du var sammen med din eks, ligesom fortællingen også bærer præg af dine nuværende følelser for din nuværende kæreste.

Min personlige erfaring er dog også, at folk med forliste forhold bag sig, har større tendens til at fralægge sig skråsikkerheden i kærlighedens navn, og i stedet for tro og håbe på det bedste med alle forbehold for, at forhold alt andet lige går i stykker. Et eller andet sted, tror jeg også det er sundest, fordi der deri også ligger en implicit erkendelse af, at forhold kræver arbejde.


Alt det der med narrativ er spildt på mig, desværre :)
Jeg vidste mens jeg var sammen med min eks at han ikke var The One. Det, jeg ikke vidste dengang var, at jeg HAVDE en The One. Jeg troede ikke jeg havde det i mig.
Jeg er ikke naiv. Jeg ved at det forhold jeg er i nu også kan ende og at det kan ske både pludseligt og grimt lige så vel som det kan fise ud og blive til ingenting.
Men jeg ved også at jeg helt grundlæggende har en helt anden følelse i maven omkring det her end jeg havde om min eks.

Det er vel kun et godt tegn :)
Jeg tror stadig, det handler meget om mentalitet (det, du kalder mavefornemmelse formoder jeg).
Jeg har haft en The One i min eks. Og en The One i en mand, der ikke vill mig rigtigt, og som ikke behandlede mig godt. Og nu en The One i min nuværende kæreste. Fælles for dem er, at der på hvert et tidspunkt har været længere perioder, hvor jeg oprigtigt har følt, at de var THE ONE, og hvor det var den fortælling jeg fortalte. Forskellen med min nuværende kæreste er, at jeg også rationelt kan se meningen med, at vi skal være sammen, fordi vi forstår hinanden, kan være os selv 100% sammen og deler værdier. Jeg har, ligesom med de andre, stadig en mavefornemmelse, der forholder sig kritisk, og måske ser tiden lidt an i forhold til at give sig helt hen, mens jeg rationelt 100% tror på forholdet. Jeg tør stadig ikke give garantier for, at der ikke findes en derude, der er mere rigtig for mig. Men jeg tror dælme det er usandsynligt, så jeg vil mere beskrive det som om, at hvis han ikke er THE ONE, så skal jeg da nok finde en anden en dag. Men at jeg rationelt ikke tror på på, at der er en, jeg passer bedre sammen med og har en bedre chance med nu og her.


Der er selvfølgelig et element af at man skal stoppe med at shoppe når man har fundet den kjole man synes er rigtig, det vil jeg godt give dig ret i.
Du går meget analytisk til det og jeg har altid bare flydt med og ikke tænkt så meget over de forhold jeg indgik i. Jeg har aldrig regnet med at finde den store kærlighed for jeg troede ikke jeg havde det i mig at føle på den måde. Så jeg gik lidt formålsløst rundt og var sammen med mænd, der ikke kunne nå mig og som jeg ikke kunne nå. Jeg har f.eks. aldrig været ulykkelig forelsket for hvis jeg fattede interesse for en, der ikke var interesseret i mig af den eller anden årsag så droppede jeg det bare igen og gik videre.
0
I don't think I get enough credit for doing all of this unmedicated.
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 27. mar 2018, 11:55

Marioneta skrev:
Grissebassen skrev:Sådan lidt en generel observation/tanke omkring dating og forhold:

Er der virkelig så stor forskel på at man HÅBER han/hun er den rigtige og man VED han/hun er den rigtige? Eller handler det bare om mentalitet eller det sted, man er i sit liv, når man fortæller en fortælling om sin partner?

Min kæreste og jeg er stadig ved at finde hinanden, men jeg kan mærke, at jeg er påvirket af, at han ikke VED om jeg er kvinden i hans liv, men at han satser på det og HÅBER. Omvendt kan jeg heller ikke give ham mere, end at jeg TROR og HÅBER han er den rigtige. Der findes jo dem, der tror på ægte kærlighed osv. Og så findes der os, der er mere rationelle og tager alverdens forbehold, fordi man jo aldrig kan vide og tilfældigheder spiller en kæmpe rolle.

Hvordan har I det? Skal I og jeres partner VIDE at I er den rigtige for hinanden? Eller er det nok at tro, håbe og tage en beslutning om, at det er det, man satser på?


Jeg tror ikke på den eneste ene og kærlighed ved første blik. Dvs. jeg tror heller ikke, at der er en mand, som er manden i mit liv (jo, så skulle det være min søn :) ), for den eneste ene findes jo ikke i min mening. Kærlighed ved første blik er nok mere bare en betagethed og derfor ikke kærlighed. Man skal jo kende en person før, man kan have kærlighed til ham/hende. Jeg er meget rationel på det punkt.

Med min eks oplevede jeg dog en vis samhørighed fra første dag, men jeg vil ikke kalde det kærlighed ved første blik, for det tror jeg jo ikke på. Men da vi snakkede sammen til en fest, så vidste jeg bare, at ham ville jeg kysse inden natten var omme. Vi sad sammen med min venindes lillesøster, som senere fortalte min veninde, at vi bare havde siddet og snakket i vores egen verden, så der var bestemt noget helt fra starten. Og vi kyssede også inden natten var omme og tog i biografen dagen efter og var kærester derefter uden nogen forbehold. Dog var det langdistance det første halve år og vi flyttede derefter sammen og boede sammen i 11 år.

Så jeg har jo oplevet noget, hvor vi mødtes tilfældigt og det kom helt naturligt at vi skulle være sammen. Selv om jeg ikke tror på det, så var det alligevel som om at vi vidste hurtigt, at det her, det er godt og vi kan ikke lade være. Det var ikke kærlighed ved første øjeblik, men det var bestemt et eller andet ved første øjeblik.

Nu er jeg så i et forhold, hvor det slet ikke er foregået på den måde, hvilket jeg er okay med. Forskellen: Jeg er blevet 16 år ældre og fået en masse erfaringer. Jeg har indset, at det forhold, som kom så naturligt for mig, da jeg var 21, også var et forhold, som jeg gik ud af i meget nedtrykt tilstand og som ødelagde mig en del psykisk. Vi havde dog et godt forhold i mange år og jeg fortryder ikke. Det, som jeg faktisk fortryder er netop, at vi ikke fik gjort noget ved problemerne inden at det var for sent, men det er nemt at være bagklog. Men selvom det føltes så rigtigt helt fra start, så kan ting ændre sig og kærlighed ved første blik (eller hvad det nu var) er ikke nødvendigvis lig med at leve sammen resten af livet. Der er andre veje til et forhold.

Jeg har prøvet at date nogle år, men det er svært at date, når man er lidt i stykker psykisk og når man er enlig mor og ikke er villig at rykke sit barn for en mand. Faktisk er det rigtigt svært mht. det praktiske. De fleste mænd på min alder har børn og er derfor heller ikke flytbare. Der er bare så mange ting, som skal falde på plads, når man dater, som 37-årig enlig mor sammenlignet med en 21-årig uden barn. Det var så meget nemmere dengang og det er måske også et hint til, hvorfor det var anderledes. Fordi det hele bare var så meget nemmere. Der var ikke børn, som skulle tages hensyn til, huse, som ikke kan sælges (min eks og hans kone har stadig to huse), etablerede jobs, som skal tages hensyn til, osv. Og som 21-årig tror man også, at når man er sammen med en kæreste, at så er det jo for resten af livet. Som 37-årig med et længerevarende afbrudt forhold bag sig, så er man bare mere realistisk. Ja, måske holder det. Måske gør det ikke. Det er 50/50 og der er ikke nogen, som ved hvilken vej det går i sidste ende. Det er et sats.

Mine erfaringer gør, at jeg er gået ind i et forhold på en helt anden måde den her gang. Jeg har valgt ham og opsøgt ham, fordi jeg tænkte, at det måske kunne være noget og han har så responderet positivt og valgt mig. Det har ikke været så naturligt og forelskelsen har slet ikke været på samme måde, som med min eks. Men derfor er det ikke mindre rigtigt. Det er bare en anderledes måde, men dog også en måde, som har været svær for mig, fordi jeg netop har sammenlignet forholdet med forholdet med min eks, hvor det hele kom naturligt. Jeg har været frustreret over at der er ting, som ikke kommer naturligt for ham og jeg har været meget efter ham, hvilket har frustreret ham.

Nu har jeg valgt at tage det mere roligt og se hvad der sker, når han ikke bliver presset og det har heldigvis haft en god effekt. Men om han er manden i mit liv, ved jeg ikke, og om jeg er sammen med ham om et halvt år, ved jeg heller ikke. Hvad jeg derimod ved, er at det er virkelig dejligt at være sammen med ham, når vi er sammen og han giver mig på nogle vigtige punkter mere end min eks nogen sinde gjorde. Så starten på vores forhold har været atypisk og endda meget hård, for der skete nogle ting, som sårede mig meget, hvilket I jo ved og jeg er heller ikke sikker på, at det skal være ham, men jeg vælger at satse på ham alligevel. Det gør jeg, fordi jeg ikke tror på, at der er en bestemt måde, man skal finde sammen på og fordi jeg tror, at jeg ville have det på samme måde, hvis det var en anden mand. Det skyldes nemlig ikke ham, men at jeg bare er et andet sted i mit liv nu, at jeg ikke bare lige kan forelske mig hovedløst i en mand. Der er så meget andet i spil og livet er bare ikke mere, som det var, da jeg var 21 år.

Det var noget af en pløre, men i sidste ende vil jeg jo bare give dig ret og sige, at jeg har det på samme måde som dig og din kæreste og det har også været lidt svært at forholde mig til undervejs.

Jeg tror nu ikke nødvendigvis, at måden man har mødt hinanden på, har noget at gøre med følelsen af THE ONE. Jeg har aldrig forelsket mig ved første blik - jeg tror ikke engang, jeg har følt til tiltrukket ved første blik. Så det tror jeg kommer meget an på, hvad det er man tiltrækkes af. Mig og min kærestes første date var bestemt god, men den står langt fra som en af de bedste første dates, jeg har været på.

For mig er skelnen mellem begær og kærlighed meget hængt op på en slags familiær følelse. Har jeg lyst til at bygge rede med ham og være sammen med ham hele tiden og altid? Har jeg lyst til at møde hans familie? Og føler jeg mig hjemme i hans og deres selskab?
Sådan har jeg det med min nuværende kæreste, og jeg føler vi har en connection på et dybere plan, end jeg har oplevet før (måske med undtagelsen af 2-3 andre, der var på et venskabeligt plan) og generelt bare passer helt naturligt sammen.

Jeg har før begæret en mand, hvor jeg, når vi lå i sengen sammen søndag morgen fik en slags flash forward til, at vores børn kom løbende ind og hoppede i sengen. Men jeg forelskede mig aldrig rigtig 100% i ham alligevel. Jeg var ikke i tvivl om ved vores første møde, at han var noget særligt for mig. Men jeg havde aldrig lyst til at vide mere om ham, at møde hans familie og havde hele tiden en eller anden følelse af, at han ikke var ham, jeg skulle slå mig ned sammen med. Og selvom jeg var ked af det, da det sluttede, tog det mig kun 1-2 måneder at komme videre og glemme ham. Sådan var det ikke med min kæreste, da han gik fra mig i efteråret. Der var jeg eksistentielt ulykkelig på et helt andet plan og måtte tvinge mig selv videre og til at se frem ad i stedet.
0
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 27. mar 2018, 13:16

Marioneta skrev:
Grissebassen skrev:Jeg tror nu ikke nødvendigvis, at måden man har mødt hinanden på, har noget at gøre med følelsen af THE ONE. Jeg har aldrig forelsket mig ved første blik - jeg tror ikke engang, jeg har følt til tiltrukket ved første blik. Så det tror jeg kommer meget an på, hvad det er man tiltrækkes af. Mig og min kærestes første date var bestemt god, men den står langt fra som en af de bedste første dates, jeg har været på.

For mig er skelnen mellem begær og kærlighed meget hængt op på en slags familiær følelse. Har jeg lyst til at bygge rede med ham og være sammen med ham hele tiden og altid? Har jeg lyst til at møde hans familie? Og føler jeg mig hjemme i hans og deres selskab?
Sådan har jeg det med min nuværende kæreste, og jeg føler vi har en connection på et dybere plan, end jeg har oplevet før (måske med undtagelsen af 2-3 andre, der var på et venskabeligt plan) og generelt bare passer helt naturligt sammen.

Jeg har før begæret en mand, hvor jeg, når vi lå i sengen sammen søndag morgen fik en slags flash forward til, at vores børn kom løbende ind og hoppede i sengen. Men jeg forelskede mig aldrig rigtig 100% i ham alligevel. Jeg var ikke i tvivl om ved vores første møde, at han var noget særligt for mig. Men jeg havde aldrig lyst til at vide mere om ham, at møde hans familie og havde hele tiden en eller anden følelse af, at han ikke var ham, jeg skulle slå mig ned sammen med. Og selvom jeg var ked af det, da det sluttede, tog det mig kun 1-2 måneder at komme videre og glemme ham. Sådan var det ikke med min kæreste, da han gik fra mig i efteråret. Der var jeg eksistentielt ulykkelig på et helt andet plan og måtte tvinge mig selv videre og til at se frem ad i stedet.


Men så lyder det da til, at du har fundet manden i dit liv, når du har det, som du har det :) Er det så fordi, at han ikke kan sige det samme om dig, som gør dig usikker? Er det måske ikke mere fordi han på et tidspunkt har slået op med dig og det gør dig usikker? Måske kan man ikke komme helt udenom usikkerheden i din situation og det vil bare tage længere tid for dig at føle den sikkerhed, fordi han har slået op med dig. Man kan fortælle sig selv en masse med sin fornuft, men hvis hjertet ikke er helt 100% med, så er usikkerheden der stadig. Og det er måske også i orden, når man lige er gået tilbage til sin eks, som slog op med én tidligere.

Til dels de ting, du nævner. Men til dels også det der med, at det bare er mindre "farligt" for en mand på 30 at være sammen med den "forkerte", end det er for en kvinde, såfremt man ønsker børn. Jeg lægger, nærmest bogstavelig talt, alle mine æg i en kurv. Så på den måde føler jeg, at der er lidt en uligehed i forholdet, som der jo nok også ville være med andre mænd, med mindre jeg datede en på 40.
Jeg tror også, at det skyldes en almen usikkerhed i forhold til livet generelt. Vi har nu fundet ud af, at vi godt kan og vil finde ud af det sammen, som tingene er nu. Men hvad når livet ændrer sig? Kan vi så stadig fungere sammen? Vil vi fx kunne finde ud af at bo sammen og få børn sammen? Jeg ved godt, det er dumt at tænke så langt ud i fremtiden, og jeg prøver at lade være. Men usikkerheden spøger lidt alligevel, selvom jeg lukker ned for de tanker, og fokuserer på nu'et.

Vi står også begge to overfor nogle store karrierebeslutninger, som fylder enormt meget for os begge. Så jeg kan også blive bange for, at det vil komme til at påvirke os negativt, hvis vi ikke får overskud nok til hinanden, og vil vi kunne holde til det pres?

Jeg er ikke så meget i tvivl om, at han er manden i mit liv for mig. Men derfor er der jo ingen garanti for, at det holder ved igennem tykt og tyndt og at vi udvikler os i samme retning og i samme tempo, og jeg er nok der, hvor jeg ikke vil vente på, at han fx bliver parat til at flytte sammen og få børn, hvis vi nu igen kigger et par år ud i fremtiden. Et eller andet sted tror jeg, at jeg ubevidst afkræver at han skal gå forrest på den vogn og tage de vigtige skridt, fordi det var ham, der gik og kom tilbage. Her og nu handler det mere om, at jeg har brug for, at det er ham der tager initiativ til at se hinandens venner og familie, men det er svært ikke at frygte det også kommer til at præge fremtiden. Men jeg er bevidst om det og forsøger at passe på, for det er urimeligt og kommer til at skabe ubalance.
0
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 27. mar 2018, 18:30

Marioneta skrev:
Grissebassen skrev:Til dels de ting, du nævner. Men til dels også det der med, at det bare er mindre "farligt" for en mand på 30 at være sammen med den "forkerte", end det er for en kvinde, såfremt man ønsker børn. Jeg lægger, nærmest bogstavelig talt, alle mine æg i en kurv. Så på den måde føler jeg, at der er lidt en uligehed i forholdet, som der jo nok også ville være med andre mænd, med mindre jeg datede en på 40.
Jeg tror også, at det skyldes en almen usikkerhed i forhold til livet generelt. Vi har nu fundet ud af, at vi godt kan og vil finde ud af det sammen, som tingene er nu. Men hvad når livet ændrer sig? Kan vi så stadig fungere sammen? Vil vi fx kunne finde ud af at bo sammen og få børn sammen? Jeg ved godt, det er dumt at tænke så langt ud i fremtiden, og jeg prøver at lade være. Men usikkerheden spøger lidt alligevel, selvom jeg lukker ned for de tanker, og fokuserer på nu'et.

Vi står også begge to overfor nogle store karrierebeslutninger, som fylder enormt meget for os begge. Så jeg kan også blive bange for, at det vil komme til at påvirke os negativt, hvis vi ikke får overskud nok til hinanden, og vil vi kunne holde til det pres?

Jeg er ikke så meget i tvivl om, at han er manden i mit liv for mig. Men derfor er der jo ingen garanti for, at det holder ved igennem tykt og tyndt og at vi udvikler os i samme retning og i samme tempo, og jeg er nok der, hvor jeg ikke vil vente på, at han fx bliver parat til at flytte sammen og få børn, hvis vi nu igen kigger et par år ud i fremtiden. Et eller andet sted tror jeg, at jeg ubevidst afkræver at han skal gå forrest på den vogn og tage de vigtige skridt, fordi det var ham, der gik og kom tilbage. Her og nu handler det mere om, at jeg har brug for, at det er ham der tager initiativ til at se hinandens venner og familie, men det er svært ikke at frygte det også kommer til at præge fremtiden. Men jeg er bevidst om det og forsøger at passe på, for det er urimeligt og kommer til at skabe ubalance.


Den ulighed kan han jo ikke gøre for, men jeg forstår dig dog godt. Jeg var jo helt ung, da jeg fandt sammen med min eks, så jeg forholdte mig slet ikke til de ting. Men det skal jeg jo nu og især nu hvor jeg er så gammel, som jeg er (snart 38). Det er bare et stort sats. Min kæreste og jeg snakkede om det, da vi fandt sammen igen, for han vidste ikke endnu hvor klar han var til alt sådan noget, hvortil jeg jo sagde, at det var et sats og det var det med enhver mand, jeg havde fundet. Han syntes så at det var et større sats, når han var så meget yngre, men det synes jeg egentligt ikke. Det er bare et sats med enhver mand, når man ikke er helt ung og gerne vil have børn. Man ved ikke, om forholdet holder og om han bliver klar til at flytte sammen og få børn, før man faktisk står i det.

Måske det kan hjælpe at snakke om det løbende, dog uden at det bliver for meget. Men at man måske lige finder ud af hvor man hver især står mht. de store ting her i livet og at man arbejder hen imod de samme ting.

Jeg kan helt sikker godt genkende det der med, at det er et sats. Det var lidt også det, der var pointen med forskellen på dem der VED de har fundet kærligheden og os, der TROR, HÅBER og SATSER. Jeg tror egentlig ikke, der er nogen forskel, men at vi måske bare forholder os mere realistisk og kritisk til virkeligheden og vores egne følelser.

Min kæreste er ikke så god til at tale om fremtid, og panikker nemt, hvis jeg bringer det på banen. Det var også det, der fik skræmt ham til at slå op, ifølge ham selv. Dog er han nået et langt stykke, og er ikke længere bange for at forestille sig resten af sit liv med den samme (så han satser jo også på mig), selvom han ikke kan lide at tale om det. Men når jeg lytter til, hvad han siger, så taler han faktisk fra tid til anden helt af sig selv om en fremtid sammen med mig. Jeg tror bare ikke han er bevidst om, at det er det, han gør. Fx taler han om, hvordan vi skal opdrage vores børn, ægteskab, og hvilke dyr vi skal have osv.
En sjælden gang imellem tillader jeg mig at bede ham om at kigge på mig, og fortælle mig, at han godt kan se en fremtid med mig og gerne vil det. Selvom han ikke kan love mig noget og har brug for at pointere de realistiske forbehold og at det netop er et sats, synes jeg det er rart at vi får bekræftet hinanden og mindet hinanden om, hvor vi er nu og hvordan vi bedst er os her og nu, men at vi også er sammen med henblik på at vi skal vokse og udvikle os, og er enige om, at det ellers ikke gav mening at være sammen.
Så jeg tror, jeg gør klogest i, ikke at gøre ham bevidst om, at han faktisk helt af sig selv taler om en fælles fremtid. Men på en dårlig dag, kan det godt stikke lidt, at han ikke bare kan komme med den helt store kærlighedserklæring og fortælle mig, at jeg er kvinden i hans liv og at han ikke kan vente med at tage hul på et fælles liv sammen med mig. Men det er først og fremmest nok nogle issues, jeg har, og som jeg skal arbejde med med mig selv.
0
Brugeravatar
Evapeva
Indlæg: 1098
Tilmeldt: 20. aug 2015, 10:45
Kort karma: 223
Likede indlæg: 2166

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Evapeva » 27. mar 2018, 21:55

Grissebassen skrev:Men handler det så netop ikke også om, at du er et sted lige nu, hvor den fortælling giver mening for dig? Med al respekt, så ville det jo ikke være den fortælling, du ville dele mens du var sammen med din eks, ligesom fortællingen også bærer præg af dine nuværende følelser for din nuværende kæreste.

Min personlige erfaring er dog også, at folk med forliste forhold bag sig, har større tendens til at fralægge sig skråsikkerheden i kærlighedens navn, og i stedet for tro og håbe på det bedste med alle forbehold for, at forhold alt andet lige går i stykker. Et eller andet sted, tror jeg også det er sundest, fordi der deri også ligger en implicit erkendelse af, at forhold kræver arbejde.


Jeg håber, jeg må komme med et input, selvom jeg ikke hører til i tråden. :) Jeg har læst om dit forhold og har lidt inputs, hvis du tænker "hold da kæft derude fra sidelinjen", så skip det bare. :genert:

Et nyt, spirende forhold bør ikke kræve arbejde. I hvert fald ikke af en karakter, som kan give en knude i maven. Når et spirende forhold til gengæld føles rigtigt, så nyder man forelskelsen og hinanden, og så kan det hårde arbejde komme lidt senere - hvis overhovedet. Fx når man flytter sammen. Dér slibes nok lidt kanter i de fleste forhold, vil jeg gætte på.

Men min kontekst er selvfølgelig, at sådan som jeg beskriver det ovenfor, sådan skete det for mig i det forhold, jeg har været i i nu 12 år, selvom vi havde seksuelle vanskeligheder og først (ufrivilligt for os begge) kunne have sex for første gang efter 5 måneder. Det er altså længe, når man er 22 og har lyst til sin nye kæreste, det var virkelig en knast dengang. Men heldigvis den eneste.

Jeg har også været i et par forhold, hvor jeg har følt en usikkerhed og det derfor har været arbejde fra starten - men de er jo så også forlist. :gruble:

Min fortælling er dog ikke (synes jeg ikke) noget banalt med, at det hele skal være lyserødt og sukkersødt, men så alligevel lidt, måske - for bør der virkelig være problemer allerede i forelskelsesfasen? Det kunne jo også tyde på to lettere inkompatible komponenter, uanset hvor meget man så arbejder med det?

Du skriver, at fortællinger om forhold ændrer sig med tiden. Ja, det gør de - muligvis fordi man, når man får det lidt på afstand, ser det hele lidt i et helikopterperspektiv og først dér kan se, at man fandt sig i for meget/var for usikker sammen med ham/han fik sagt nogle alt for sårende ting etc.

Det er virkelig en stor elefant, du skal sluge nu, oven på de ting, der er sagt og gjort. Jeg havde selv engang en kæreste, som fik sagt noget lignende til mig. Det gjorde mig så usikker, at jeg aldrig fandt fodfæste i forholdet igen, men følte, at jeg halsede efter ham, at jeg gjorde mig über lækker for ham, at jeg snoede og vred mig for at gøre mig attraktiv nok for ham. For jeg ville fandeme vinde ham - helt!

Og egentlig er det jo en positiv fortælling, han forsøger at skabe, når han siger "HÅBER". Men så er jeg tilbage ved den med, at jeg tror på, at man ligesom bør falde bedre i hak, i hvert fald i den første tid. :gruble: Og nu går jeg selv i hak. Sorry. :stoned:

Hvad tænker du?
1
Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed.

Et fyrtårn af fornuft i et hav af vrøvl. :engel:
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 28. mar 2018, 08:02

Evapeva skrev:
Grissebassen skrev:Men handler det så netop ikke også om, at du er et sted lige nu, hvor den fortælling giver mening for dig? Med al respekt, så ville det jo ikke være den fortælling, du ville dele mens du var sammen med din eks, ligesom fortællingen også bærer præg af dine nuværende følelser for din nuværende kæreste.

Min personlige erfaring er dog også, at folk med forliste forhold bag sig, har større tendens til at fralægge sig skråsikkerheden i kærlighedens navn, og i stedet for tro og håbe på det bedste med alle forbehold for, at forhold alt andet lige går i stykker. Et eller andet sted, tror jeg også det er sundest, fordi der deri også ligger en implicit erkendelse af, at forhold kræver arbejde.


Jeg håber, jeg må komme med et input, selvom jeg ikke hører til i tråden. :) Jeg har læst om dit forhold og har lidt inputs, hvis du tænker "hold da kæft derude fra sidelinjen", så skip det bare. :genert:

Et nyt, spirende forhold bør ikke kræve arbejde. I hvert fald ikke af en karakter, som kan give en knude i maven. Når et spirende forhold til gengæld føles rigtigt, så nyder man forelskelsen og hinanden, og så kan det hårde arbejde komme lidt senere - hvis overhovedet. Fx når man flytter sammen. Dér slibes nok lidt kanter i de fleste forhold, vil jeg gætte på.

Men min kontekst er selvfølgelig, at sådan som jeg beskriver det ovenfor, sådan skete det for mig i det forhold, jeg har været i i nu 12 år, selvom vi havde seksuelle vanskeligheder og først (ufrivilligt for os begge) kunne have sex for første gang efter 5 måneder. Det er altså længe, når man er 22 og har lyst til sin nye kæreste, det var virkelig en knast dengang. Men heldigvis den eneste.

Jeg har også været i et par forhold, hvor jeg har følt en usikkerhed og det derfor har været arbejde fra starten - men de er jo så også forlist. :gruble:

Min fortælling er dog ikke (synes jeg ikke) noget banalt med, at det hele skal være lyserødt og sukkersødt, men så alligevel lidt, måske - for bør der virkelig være problemer allerede i forelskelsesfasen? Det kunne jo også tyde på to lettere inkompatible komponenter, uanset hvor meget man så arbejder med det?

Du skriver, at fortællinger om forhold ændrer sig med tiden. Ja, det gør de - muligvis fordi man, når man får det lidt på afstand, ser det hele lidt i et helikopterperspektiv og først dér kan se, at man fandt sig i for meget/var for usikker sammen med ham/han fik sagt nogle alt for sårende ting etc.

Det er virkelig en stor elefant, du skal sluge nu, oven på de ting, der er sagt og gjort. Jeg havde selv engang en kæreste, som fik sagt noget lignende til mig. Det gjorde mig så usikker, at jeg aldrig fandt fodfæste i forholdet igen, men følte, at jeg halsede efter ham, at jeg gjorde mig über lækker for ham, at jeg snoede og vred mig for at gøre mig attraktiv nok for ham. For jeg ville fandeme vinde ham - helt!

Og egentlig er det jo en positiv fortælling, han forsøger at skabe, når han siger "HÅBER". Men så er jeg tilbage ved den med, at jeg tror på, at man ligesom bør falde bedre i hak, i hvert fald i den første tid. :gruble: Og nu går jeg selv i hak. Sorry. :stoned:

Hvad tænker du?

Jeg tænker, at overstående citat, du henviser til, ikke var møntet på mit eget forhold, men blot et forsøg på, at kategorisere og forstå forskellige mentaliteter i forhold til syn på forhold og kærlighed. Og selvom jeg bestemt tilhører sidstnævnte, så føler jeg på ingen måde, at mit forhold kræver arbejde. Endnu, i hvert fald, for det kommer det garanteret til med tiden. Tværtimod er jeg overrasket over, hvor nemt og naturligt tingene føles. Vi er meget ens i vores syn på forhold og kærlighed, og det er rart :)
Arbejder behøver heller ikke være en negativ ting. Det kan imo fx også bare betyde, at man husker at prioritere kvalitetstid sammen og være opmærksom på, at man bruger tiden sammen konstruktivt.

Måske er jeg præget af en eks, der i 8 år så mig som kvinden i hans liv og pressede på for at tage hul på en fremtid, jeg ikke var klar til. Så jeg er vant til en helt anden type mand. Men jeg har aldrig følt mig forstået og rummet på samme måde, som jeg gør med min kæreste nu.
På en måde føler jeg lidt, at vi er tilbage til start, hvor tingene bare faldt i hak og gled på skinner. Men denne gang kender vi bare hinanden bedre og har ikke samme start-usikkerheder på det punkt, i forhold til når man i starten af datingfasen prøver sig lidt forsigtigt frem og hele tiden fornemmer hinanden.

Mit syn på kærlighed og forhold betyder også, at jeg ikke tror på, at man kan være inkompatibel - med mindre vi snakker ekstremer. Jeg tror på timing.

Du har en pointe i, at jeg har skulle sluge en elefant. Jeg er nok der nu, hvor den næsten er nede, og måske derfor også har brug for lidt ekstra bekræftelse fra ham, før jeg kan få synket den sidste bid. Og jeg har tillid til, at den kommer. Igen - vi har samme syn på forhold og kærlighed, og det betyder så også, at han er en type, der har brug for at disclaime sine kærlighedserklæringer og sætte dem ind i en fornuftskontekst. Det punkt er lidt paradoksalt, fordi det på den ene side er rart, at vi er samme type, mens jeg på den anden side nogle gange kan have brug for noget mere "lyserødt". Betyder det så, at vi er en smule inkompatible? Måske på det punkt. Men jeg tror ikke på, at der eksisterer forhold, der er 100% kompatible. Tiden skal nok gøre godt på det punkt, og vi nok skal lære hinandens kærlighedssprog bedre at kende. Jeg er voksen og formår på tilfredsstillende vis at bearbejde mine issues med mig selv og i andre relationer. Den behøves ikke lægges over på ham, så længe han kan bekræfte at han vil mig og er investeret. Og det gør han jo også, bare ikke altid i det sprog, der klinger allerbedst i mine ører. Omvendt tror jeg dog også, at det ville risikere at skræmme mig, hvis han var samme type som min eks og italesatte sine kærlighedserklæringer meget direkte. Så måske er vi slet ikke så inkompatible endda på det punkt :)

I forhold til det der med at vide vs. tro på eller håbe, så tror jeg igen, det kommer meget an på, hvem man er som type. For mig personligt, kræver det en del arbejde alene (med mig selv) at åbne sig nok op for et nyt menneske til at turde satse og håbe. Det er en process, der tager tid. Jeg tror aldrig, at jeg vil kunne kigge på en mand, jeg har kendt under et år og sige, at jeg bare VED at han er mit livs kærlighed. For mig er det noget, der vokser stille og roligt over lang tid, og jeg tror ikke på "kærlighedEN", jeg tror på følelser, forhold og fornuft. Så det bedste jeg kan præstere på nuværende tidspunkt er, at jeg VED at jeg TROR og HÅBER på, at jeg med tiden vil VIDE at han er den rigtige for mig. Og min kæreste deler syn med mig på de her punkter. Pointen med fortællinger og helikopterperspektiv er, at det er en process, der tager tid, og afhænger til dels af ens syn på forhold og kærlighed, og til dels af hvor man befinder sig i processen.

Burde jeg så ikke have et mere "lyserødt" syn på forhold og kærlighed, når jeg er nyforelsket i et nyt forhold?
Der er sikkert nogen, der vil påstå, at når jeg har det på den måde betyder det, at han ikke er den rigtige og at det er et udtryk for, at jeg ikke er forelsket nok. Jeg vil påstå, at jeg bare ikke er nået så langt i processen endnu, og at det derfor er et spørgsmål om tid, samt mentalitet og tidligere erfaringer. Men måske har de ret. Måske vil jeg en dag opleve at møde en mand, hvor jeg fra start bare VED det er dét. Sådan havde jeg det faktisk, da vi først begyndte at date, jeg havde bare brændt nallerne for mange gange før til at jeg turde andet end at tro og håbe.

Hvad så hvis de har ret i, at det er et spørgsmål om at finde den rette? Der er ingen garantier for at jeg nogensinde møder en, der får min kynisme til at forsvinde med det samme og vinder al min tillid fra day one. Omvendt kan man heller ikke garantere, at jeg ikke gør. Og indtil den dag hvor det sker, har jeg tænkt mig at følge min lyst og mavefornemmelse og gå efter det, jeg gerne vil og tror og håber på. Og forhåbentligt når jeg inden for den nærmeste fremtid til et punkt, hvor jeg bare VED det. Jeg kan nemlig i hvert fald sige med sikkerhed, at tid og kynisme ikke har indflydelse på, om et forhold er godt eller dårligt eller rigtigt eller forkert. Og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg tror det er svært usandsynligt, at der er findes en, der er mere rigtig.

Kort sagt:
Jeg mener, det er et spørgsmål om, hvilken type man er, og at påstå det er et spørgsmål om at finde den rette, svarer til at skære alle mennesker over en kam i kærlighedens navn. Og hvad er egentlig formålet med det, når der findes tonsvis af gode forhold, der opstår og eksisterer på deres egne præmisser? Fx er arrangerede ægteskaber jo dem, der scorer højest på de såkaldt lykkeparametre.
5
Wunder8
Indlæg: 553
Tilmeldt: 29. dec 2015, 15:42
Kort karma: 117
Likede indlæg: 1463

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Wunder8 » 28. mar 2018, 09:25

Jeg vil bare sige, at jeg virkeligt kan genkende det dér med at gå fra en ekstremt verbalt ekspressiv kæreste til en lidt mere tilbageholdende type. Man skal altså ikke undervurdere, hvor meget tilvænning, der kan ligge i det. Min eks var typen, der overøste mig med komplimenter og hele tiden bekræftede mig i, at vi var hinandens “the one” - næsten også FOR meget nogle gange, fordi jeg følte, han hele tiden skulle italesætte vores forhold, og jeg hele tiden skulle bekræfte ham. Min nuværende kæreste, som jeg i øvrigt tror er manden i mit liv, er anderledes. Han er enormt kærlig og betænksom og siger bestemt også søde ting, men han viser sin kærlighed meget mere gennem handlinger, hvilket jeg har fundet ud af er virkeligt dejligt. Så selvom jeg da en gang imellem godt kan savne Den Store Kærlighedserklæring, så ønsker jeg dybest set ikke ændre den måde, han er på. I øvrigt føler jeg mig meget mere rummet og forstået end i noget andet forhold, jeg har været i.
1
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 28. mar 2018, 09:53

I øvrigt er jeg ekstrem modstander af det der med, at man overfører sine egne oplevelser af forhold og kærlighed på andre. Det var i øvrigt det, der lidt var pointen med min påstand om, at der er dem, der har en skråsikker mentalitet, hvor kærligheden og "den rigtige" nærmest får en religiøs status, hvor man hævder at andre, der ikke oplever det samme bare ikke har set lyset endnu (undskyld hvis det lyder fordømmende, det er ikke meningen). Og så dem, inkl mig selv, der ser mere rationelt og nuanceret på tingene, og ikke kan lade være med at tænke: "jamen det er jo det, folk siger. Indtil de ikke siger det mere." (Og der er sikkert 1000 andre typer og variationer af overnævnte).

Det kan godt være, at jeg personligt ikke kan sætte mig ind i, hvordan man som teenagere i moderne tider kan finde sammen og blive sammen resten af livet, uden at opleve nysgerrighed og lyst til at teste andre vande. Og i øvrigt også have behov for at lære at finde sig selv og stå på egne ben, 100% alene og uafhængig. Men hvis andre hævder at have oplevet det - så er det da bare fedt for dem.

Personligt er jeg glad for at være den type, jeg er. Jeg kan godt lide, at jeg, med udgangspunkt i forelskelse, også rationelt tager stilling til at være sammen med en mand, der har valgt mig for min person og ikke gennem et lyserødt filter, og som jeg har valgt, fordi han besidder nogle kvaliteter, jeg ved jeg vil være i stand til at genforelske mig i gennem hele livet. Ligesom man, på trods af forelskelse, også rationelt kan være nødsaget til at tage stilling til ikke at være sammen med en mand. Man kan ikke styre en forelskelse, men man kan styre hvem man vælger at være sammen med.

Det er da muligt, jeg også går glip af noget. Men det tror jeg bare ligger i den type jeg er, og ikke står til at ændre.
2

Tilbage til "Forhold og sex"