Del noget om dig selv, som ingen andre ved

[Minionine]

Jeg er lige omvendt. Jeg tror konsekvent at når nogen kigger på mig, så er det fordi de kan lide mig. Jeg har altid haft det sådan, også dengang jeg vejede 15 kg mere. Jeg synes ellers ikke jeg har en bedre selvtillid end de fleste andre, men det har bare altid været den første tanke. Det har aldrig faldet mig ind, at det kunne være de kiggede skævt, eller havde tænkt sig at tale dårligt om mig

[Fru Sunshine]

Jeg ved allerede, hvad alle de plastikkirurgiske indgreb, jeg drømmer om, vil koste mig.

Jeg hader mine rygdeller, mit sideflabs, mine knæ, mine æselører ved albuerne, mine bulldog-kinder, mit kalkunpludder, mine øjenlåg og mine rynker.

Det løber op i ca. 350.000. En god psykolog er vist billigere.

[Mangoness]

Jeg er lige omvendt. Jeg tror konsekvent at når nogen kigger på mig, så er det fordi de kan lide mig. Jeg har altid haft det sådan, også dengang jeg vejede 15 kg mere. Jeg synes ellers ikke jeg har en bedre selvtillid end de fleste andre, men det har bare altid været den første tanke. Det har aldrig faldet mig ind, at det kunne være de kiggede skævt, eller havde tænkt sig at tale dårligt om mig

Jeg kunne godt tænke mig at have din tankegang

[Minionine]

Jeg er lige omvendt. Jeg tror konsekvent at når nogen kigger på mig, så er det fordi de kan lide mig. Jeg har altid haft det sådan, også dengang jeg vejede 15 kg mere. Jeg synes ellers ikke jeg har en bedre selvtillid end de fleste andre, men det har bare altid været den første tanke. Det har aldrig faldet mig ind, at det kunne være de kiggede skævt, eller havde tænkt sig at tale dårligt om mig

Jeg kunne godt tænke mig at have din tankegang

Haha ja jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg har det sådan. Det kan jo sagtens være at sandheden er en helt anden I mange tilfælde, men jeg laver åbenbart den positive fortolkning

[LaScrooge]

Jeg snakkede med min ven om det i fredags, så nu er der én der ved det, men ellers har det været min hemmelige bekymring: jeg er inderst inde frygteligt bange for at jeg er kedelig. Rationelt ved jeg godt at det dels er et spørgsmål om dagsform og dels er relationelt om man morer sig sammen, men frygten får mig fx til at tænke at det er på grund af mig, hvis man ikke snakkede om noget vildt interessant eller grinede en masse.

Jeg tror det stammer tilbage fra barn- og ungdommen (hvad gør ikke det), hvor jeg var meget usikker på mig selv og følte at jeg aldrig passede ind. Jeg bar mange tunge ting på mine skuldre og havde ikke et ubekymret liv hvor jeg kunne lalle letbenet afsted og have en masse typiske ungdomsoplevelser. I stedet grublede jeg over mangt og meget og følte mig mest tryg sammen med mennesker, jeg kunne snakke mete dybt med, fordi jeg selv var mest på hjemmebane der. Det blev så vendt inde i mig til at jeg nok var kedelig, men i virkeligheden var mit liv bare anderledes end dem der var vokset op i tryggere rammer.

Det er skørt sådan noget, for selvom jeg virkelig elsker at lalle og tosse op i en spids sammen med andre, så bliver jeg SINDSSYG af mangel på dybde. Hvis man ikke kan snakke om noget der betyder noget og mærke hinanden derigennem, så føler jeg mig understimuleret. Så i virkeligheden er det jo mig, der synes überfestlige typer man aldrig kan fiksere i en samtale om noget vigtigt, er kedelige at være sammen med. Samtidig tror jeg dog også, at det er i højere kurs generelt at være en partystarter, så jeg kan ikke helt anerkende værdien af min egen kombination af egenskaber. Men altså, med de rette mennesker kan jeg også være en partystarter.

Mja.

[LaMariposa]

Jeg har det så skidt med mine (i mine øjne alt for brede) hofter, at jeg jævnligt googler priser på at få lavet en fedtsugning. Der er vist ikke andre end mig, der anser dem som et problem (heller ikke min kæreste), og hvis jeg fortæller om mine overvejelser, vil folk formentlig tænke, at jeg er tosset. Men jeg hader mine hofter inderligt og gider ofte ikke se på mig selv i spejlet på grund af dem. Kommer nok aldrig til at gennemføre det, men drømmer ret ofte om det.

Jeg er objektivt en skinny bitch, men jeg har stadig et par meget lidt klædelige fedtdepoter på hofter og inderlår, som gerne måtte holde flyttedag. Det er ikke hysteri, jeg behøver bare se på min mor for at vide, at det er helt reelt, og at de vil eksplodere, når jeg bliver ældre, men de fleste vil grine deres røv i laser, hvis jeg i dag åbent erkendte hvor meget, det irriterer mig.

Af samme grund er jeg ved at lave en "if I do it"-liste over priser på indgreb. Ja, jeg er skinny, men det betyder ikke,at jeg ikke må synes, at nederen fedtdepoter, der ikke passer til resten af kroppen, er irriterende.

Det er nemlig lige præcis det her, der er kernen i det for mig. Føler, at de åndssvage depoter fylder alt for meget både på kroppen og mentalt.

[1234]

Min kæreste ved det nok godt, men har aldrig formuleret det på den her måde. Jeg er total rastløs efter jeg er blevet færdig med mit studie og fået job. Jeg kan ligesom ikke finde ind i en rytme, hvor jeg er glad og tilfreds. Der mangler ikke noget direkte og jeg kan heller ikke finde nogle fejl i de enkelte elementer i mit liv, når jeg studerer dem. Men jeg kan bare ikke finde ind i rollen som voksen med voksenjob og bil i centrum af byen med penge nok. Når jeg snakker med venner der stadig er studerende er jeg dybt misundelig og savner alle muligheder, der ved at være studerende. Det har sågar fået mig til at overveje en phd bare for at få en snert af studielivet igen. Den normale fremtidsudsigter med hus og børn lokker heller ikke selvom min overspringshandling i mange år har været at kigge på bolig

[TakeAChanceOnMe]

Jeg er absolut rædselslagen for at blive færdig på uni til sommer, for jeg tror ikke på at jeg kan komme ind på MSc'en. Jeg sendte en ansøgning ind til MMU som blev afvist og det har fuldkommen smadret min selvtillid - også selvom det højest sandsynligt har noget at gøre med at jeg ansøgte efter deadlinen .... Jeg føler bare at hvis jeg ikke kommer ind på MSc'en, så er jeg en fiasko ... ooggggg, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre hvis jeg ikke kommer ind. For min BSc har lært mig RIGTIG meget og jeg er god til hvad jeg gør, men den er bare ikke en skid værd på papiret endnu... Jeg er faktisk lidt bange...

[Krølle]

Jeg tror jeg har lidt storhedsvanvid.

Jeg synes reelt, jeg er virkelig intelligent (det er jeg så objektivt set), klog, sjov, lækker, arbejdsom, god til at lave mad, god i sengen, sød og awesome.

Jeg vejer 40 kg for meget ift ideal-BMI, og jeg kan sagtens nævne mine svage sider, men HOLD kæft, jeg forstår godt, at min kæreste gifter sig med mig.
Jeg forstår også godt, at jeg får en del tilbud fra andre mænd - og kvinder.
Jeg forstår også godt, at jeg har mange venner og efter kort tid på min arbejdsplads og kort tid som uddannet har flere tillidshverv og kompetencetillæg.
Jeg er et Catch.

Det er der ikke andre end min kæreste, der ved. For det er ikke så populært i Danmark at have det sådan.

Jeg synes, det er AWESOME, at nogen har det sådan! Tillykke med det

...og ja-ja. Det er selvsagt med det klassiske debatforbehold for, at man stadig er sød og rar og god ved dyr og alt det der.

[Mi55y]

Jeg er skrækslagen for, at jeg ikke kommer til at holde af det barn, jeg bærer i maven.

[Chatsy]

Jeg tror jeg har lidt storhedsvanvid.

Jeg synes reelt, jeg er virkelig intelligent (det er jeg så objektivt set), klog, sjov, lækker, arbejdsom, god til at lave mad, god i sengen, sød og awesome.

Jeg vejer 40 kg for meget ift ideal-BMI, og jeg kan sagtens nævne mine svage sider, men HOLD kæft, jeg forstår godt, at min kæreste gifter sig med mig.
Jeg forstår også godt, at jeg får en del tilbud fra andre mænd - og kvinder.
Jeg forstår også godt, at jeg har mange venner og efter kort tid på min arbejdsplads og kort tid som uddannet har flere tillidshverv og kompetencetillæg.
Jeg er et Catch.

Det er der ikke andre end min kæreste, der ved. For det er ikke så populært i Danmark at have det sådan.

Som en, hvis grundfølelse er det stik modsatte, kan jeg kun beundre et sådant selvsyn. Det er sgu da dejligt at se at det kan lade sig gøre at have et pissegodt selvværd

[Fru Sunshine]

Jeg kan godt være lidt misundelig på nogen, der har et højt selvværd.

Jeg er det typiske stor-selvtillid-lavt-selvværd-menneske, og det er ret træls, at jeg hele tiden vurderer mig selv og kun kan se det, jeg ikke er tilfreds med.

[Krølle]

^
Jeg synes, det fedeste er, at du åbenbart ikke altid har haft det sådan. Så er der fortsat håb for en 35-årig

[Xnaiv]

Jeg tror jeg har lidt storhedsvanvid.

Jeg synes reelt, jeg er virkelig intelligent (det er jeg så objektivt set), klog, sjov, lækker, arbejdsom, god til at lave mad, god i sengen, sød og awesome.

Jeg vejer 40 kg for meget ift ideal-BMI, og jeg kan sagtens nævne mine svage sider, men HOLD kæft, jeg forstår godt, at min kæreste gifter sig med mig.
Jeg forstår også godt, at jeg får en del tilbud fra andre mænd - og kvinder.
Jeg forstår også godt, at jeg har mange venner og efter kort tid på min arbejdsplads og kort tid som uddannet har flere tillidshverv og kompetencetillæg.
Jeg er et Catch.

Det er der ikke andre end min kæreste, der ved. For det er ikke så populært i Danmark at have det sådan.

SEJT! Jeg er sådan mærkelig todelt, hvor jeg indimellem føler mig ret sej og på andre tidspunkter kan jeg føle mig som bunden..

På den ene side er jeg et sejt, ressourcestærkt kvindemenneske, som har kæmpet mig ud af en barndom med ekstrem svigt, misbrug, psykiske lidelser, psykisk og fysisk vold. Jeg er ret intelligent, godt uddannet, godt job, fantastisk forhold (hvor jeg formår at skabe god kommunikation med min kæreste - selv når det er svært), god ven/veninde, ret køn, fhv slank, god ordenssans. Jeg er venlig og har gode manerer selvom jeg aldrig har modtaget opdragelse. Jeg kan bygge alt og har været ingenøren i hele byggeriet herhjemme selvom jeg er uddannet indenfor økonomi. Jeg ved jeg bliver en helt fantastisk mor. Jeg er kærlig og omsorgsfuld osv osv.

På den anden side er jeg svag - svækket af en dårlig barndom. Uelskelig, da der aldrig er nogen der har elsket mig foruden min nu afdøde mor. Hun var misbruger og psykisk syg, så hun formåede heller ikke altid at vise sin kærlighed. Jeg er ikke god nok til min biologiske familie og vil altid være det sorte får - hvilket får mig til at føle mig helt forkert. Jeg er socialt akavet og mangler situationsfornemmelse. Jeg er grim og tyk. Jeg føler mig ofte dum og uintelligent. Dårlig kæreste, da jeg ikke kan tilbyde familie, har nogle psykiske svagheder og har en masse rod med i bagagen osv osv.

Der er ikke nogen der ved, at jeg har det sådan udover min psykolog.

[Nicolait]

På trods af, at jeg ikke er særlig stærk i forhold til andre, så har jeg åndssvagt mange fingerkræfter.
Det jeg primært bruger det til, er at lukke sodavandsflasker så stramt, at andre ikke kan åbne dem - til stor irritation for min familie og venner.