Jul, skilsmissebørn og ny familie

[girl_beat]

Er kommet frem til to tíng.

Det ene er, at jeg om to år (i år er det for sent) holder jul med min kæreste og bonusdatter.

Det andet.. Den helt grundlæggende følelse i mig er, at det, at jeg så skal holde alle jul med bonusdatter og hver anden jul med egne børn, vil få nogen til at tro, at jeg så bedre kan lide hende end mine. Og hvis jeg bedre kan lide et andet barn end mine egne, så må mine børn virkeligt være usle. Og jeg vil ikke have at nogen i hele verden skal tro at mine børn er dårlige børn, for det er de ikke. De er så gode og søde og kærlige og betænksomme og selvfølgelig elsker jeg dem mere end noget andet. Og jeg er helt med på, at det lyder helt skørt, men igen - det er følelsen og jeg er lige ved at tude bare ved at skrive det.

Kunne det tænkes at nogen (og i virkeligheden nok langt de fleste) tænker, at du er en god og samarbejdsvillig skilsmisseforælder, som lader børnene have en dejlig jul med deres far hvert andet år?

[milisa]

Sødeste søde dig, der er da INGEN mennesker - og heller ikke dine børn - der kunne finde på at drage den konklusion! Det er jo vilkårene for tusinder af mennesker i hele landet. Jeg har aldrig hørt en tanke så langt ude! Jeg skrev tidligere, at kun du vidste, om det var nok med tudeture hos kæresten, men jeg er ikke længere i tvivl om, at det på ingen måde er nok, og du har nogle seriøse issues, som du skal have hjælp til. Du må dælme ikke gå rundt og tænke sådan, det er jo et skyld-trip, der kan knække selv den stærkeste. Hjælp til dig, pronto!

[MissDitte]

Jeg har spurgt damen, om vi kan holde jul hjemme om to år. Det tog lidt tid, før hun forstod, hvad jeg reelt spurgte om. Vi har talt og skændtes en masse om dette, så jeg ved hun er rigtig glad. Og hun ved det er rigtig svært. Jeg vil hellere holde den jul i mit eget hjem hvor jeg er tilpas end hos en svigerfamilie, hvor jeg er lidt "fremmed". Måske noget af min egen familie også kan være med så.

Jeg er ikke afvisende overfor, at der skal ekstra hjælp til, for at håndtere de følelser, som jeg jo godt kan se er totalt irrationelle, men ikke desto mindre ødelæggende. Jeg kan virkeligt godt se (og læse på jeres kommentarer) at det er helt ude i skoven. Men igen - de ER der jo. Det passer mig fint, at jeg nu har 2 år til det!

(jeg har sendt en pm - måske. Er den sendt, selvom jeg ikke kan se den i "sendte beskeder"?)

[Fru Sunshine]

Jeg kom altså til at tude lidt, da jeg læste om dine følelser.
For fanden, hvor har den tåbelige eks ødelagt meget i dig.

Og hvor er det godt, at du nu lever sammen med en dejlig kvinde, der forstår dig.

[MissDitte]

En af grundene til at jeg ikke ønskede flere børn efter min skilsmisse var faktisk, at jeg ikke havde lyst til at have to børn som ikke var hos mig og et som var. Den forskel havde jeg ikke lyst til.

Men igen - det er noget andet når det er ens egne børn. Hvis bonusbarnet var mit eget barn, var situationen naturligvis en anden.

Jeg synes ikke jeg giver mine følelser ret. Tvært imod synes jeg, at jeg er nødt til at identificere hvad det egentlig handler om, før jeg kan tage fat om det egentlige problem. Jeg ved godt hvad du hentyder til - men det har også noget at gøre med, at jeg godt ved - med min forstand - at jeg får skrevet noget som reelt ikke giver mening. At det er følelsen i mig er ikke ensbetydende med, at jeg synes det er totalt fjong.

[milisa]

Undervurder ikke, at du godt selv ved, at dine følelser er vanvittige!!! Det er RET flot, at man sådan kan træde et skridt tilbage og erkende, at nu er man måske nok lidt ude i hampen. Det, der adskiller dig fra mange andre, er, at DU er i stand til at reagere på det. Og det skulderklap må du love mig, at du giver dig selv, for det er altså ikke os alle, der kan den slags - jeg er i hvert fald personligt RET elendig til det.. Og de kloge siger jo i øvrigt, at det hele starter med selverkendelse!

Jeg kan godt følge polavyk i, at det man ikke bare skal acceptere. Omvendt, og det tror jeg i øvrigt heller ikke polavyk mener, så nytter det heller ikke noget, at man gemme væk og ignorerer. Du HAR de her følelser, og sådan er det nu altså. Spørgsmålet er, hvad du gør ved dem. Det, jeg egentlig prøver at sige, er bare, at du ikke må gå og tro, at der er nogen, der dømmer dig for disse følelser, for det tror jeg simpelthen ikke på, der er. Jeg tror faktisk, at alle med børn kan sætte sig ind i, hvordan du har det. Jeg tror endda, du sætter ord på nogen følelser, som mange skilsmisseforældre har i en vis udstrækning, men måske ikke helt tør indrømme. Så igen, klap dig selv på skulderen - jeg tror, du er i stand til at banke dig selv mere end rigeligt, så husk nu også rosen bare en gang imellem!

[hotlips]

Jeg synes det er fint du er kommet frem til du vil holde jul med din kæreste og barnet,men hvis det var mig der var kæresten ville det at du valgte os fra iår være sådan en ting der blev siddende.

Du har valgt at være en familie med dine børn og de 2 mennesker og at fravælge dem I julen når dine børn ikke er der er at sige at de Ikke rigtigt tæller som familie.det tror jeg ikke ret mange ville betragte som en lille ting at blive udsat for.

I det hele taget synes jeg du deler folk meget markant op i rigtig og forkert familie,og hvorvidt det nu er din kæreste eller barnets behov du er der..efter min mening er det hul i hovedet ,din svigerfamilie er 2 af de mennesker du har valgt at være en familie meds familie og med tiden kunne det også blive din,men hvis du vælger at betragte dem som nogen der ikke rigtig hører til så kommer i aldrig videre.

Familie og hvem man betragter som familie er mere et spørgsmål om valg end om noget andet.

[Zombie]

Jeg er skilsmisse"barn", og skifter derfor mellem jul hos hhv. mor og far.

Når jeg holder jul med min mor, så holder min far jul med sin kæreste og dennes unge, voksne søn. Jeg tror ikke, at han skænker det en tanke, at han holder jul med et barn, der ikke er hans - eller at min søster og jeg skulle blive "snydt" af den grund. Det hører med til historien, at vi ikke ser vores far alt for ofte, da han har et meget travlt job og vi bor et stykke fra ham, og har travlt med vores liv også.
Vi holder så bare en rigtig god "for-jul" med god mad og gaver dér, hvor vi jo så har fået masser af god tid med vores far.

Når jeg holder jul med min far, så er min mor alene - som i HELT alene. Min moster og kusine er vi ikke på talefod med længere, mine morforældre er døde... Og så slutter familien ligesom dér.
Det er da ikke rart at vide, at min mor er HELT alene - og holdt hun jul med nogen andre, hvor der også var større "børn" iblandt, ville jeg da bare være lykkelig for, at hun ikke var ensom og alene, mens jeg hygger mig med min fars kæmpe familie.
Min mor har løst det ved, at hun tager på dejlige julerejser med det samme rejseselskab hvert år. Sidste år var hun i Tyskland og i går skal hun til Prag. Der er masser at se på, og på hotellet holder de dansk jul (det er et dansk selskab), og de fleste er der jo ligesom "selv" uden familie - par og enlige som min mor - så det er helt fint.


Snyder du dine børn ved, at holde jul med et andet barn hvert år, og dem kun hvert andet? Nej. Fordi, du skal huske på: De holder jul med en forælder HVERT år, og det samme gør din kærestes barn. Du tæller jo ikke som forælder for det barn, kan jeg forstå, og derfor er det jo ikke sådan, at dine børn snydes mens dette barn får en ekstra forældre-gode.

Og så vil jeg i øvrigt mene, at HVIS dine børn begyndte at stejle over ovenstående scenarie, så skulle du overveje at tage en snak med dem om, at de qua deres to forældre som elsker dem, er super priviligerede og derfor på ingen måde skal stille miner an over for et barn, der kun har 1 forælder (for whatever reason).
Da jeg var barn, fik min kusine på min mors side også gaver fra min farmor og farfar, selvom hun knapt kendte dem og ikke var beslægtet med dem på nogen måde. Min farmor og farfar syntes det var synd, at min søster og jeg sad med bunker af gaver fra min fars store familie, og min kusine med langt mindre, da hendes fars familie var sparsom.
Det satte vi KUN pris på og glædede os over - og jeg er ret sikker på, at vi havde fået en reprimande af min mor, hvis vi ikke havde været i stand til det, for hun havde ikke accepteret misundelige børn der ikke kan glæde sig på andres vegne. Det er et opdragelsesspørgsmål.

[MissDitte]

Mine børn stejler på ingen måde over hvor jeg holder jul! Som jeg har sagt hele vejen igennem denne tråd er alt dette kun inde i mig og afspejler ikke mine børns holdninger eller tanker!

[Akehurst2]

Mine børn stejler på ingen måde over hvor jeg holder jul! Som jeg har sagt hele vejen igennem denne tråd er alt dette kun inde i mig og afspejler ikke mine børns holdninger eller tanker!

Og det er jo så godt! Når de ved det, og du VED, de ved det, så bør du jo netop lægge det fra dig.

[Tanten]

Jeg ved godt, jeg "bebrejder" en, der i forvejen har det svært, men jeg er simpelthen nødt til at sige, at det ikke er nok at erkende, at ens følelser - i det konkrete tilfælde - ikke er rationelle eller skal ageres på, når man samtidig vælger at udsætte sin reaktion på den erkendelse til om to år. Måske er man slet ikke i det parforhold om 2 år, hvis ens partner føler lige så stærkt for sit barn, som man selv gør for sine! Hvad er det, der ikke kan laves om i år, så man holder jul med sin familie - som er ens partner og bonusbarn? Hvem kan ikke respektere eller forstå den prioritering?

EDIT: rettelse pga. en sætning, der kunne misforstås.

[Tanten]

Vi står overfor vores første jul efter skilsmissen med en 9-årig, der skal holde jul med sin far i år.
Jeg kan SÅ godt følge dig - jeg vil til enhver tid hellere være alene hjemme og have "en aften som alle andre", end at sidde sammen med andre med DERES børn og familier og blive konfronteret med det, jeg ikke selv har længere. Jeg har et par veninder, som næsten ikke kunne holde ud at tænke på, at jeg skulle sidde alene, så jeg blev inviteret - det er SÅ sødt af dem, men jeg kan ikke. Og jeg synes heller ikke det er fair overfor dem og deres børn, at jeg sidder og er ked og trist på deres dejlige juleaften.

(Heldigvis har det løst sig, så jeg nu holder jul sammen med min eks og hans familie. Vores datter var helt ødelagt ved tanken om at den første jul var uden mig. Ingen af os er uvenner eller noget, "god" skilsmisse, så heldigvis kunne det lade sig gøre)

Men hvis du boede sammen med en partner, der havde sit barn hele tiden, så ville du vel holde jul med dem, ikke? For så er de jo din familie.

[MissDitte]

Efter at have læst kommentarer i denne tråd har jeg selvfølgelig talt endnu mere med fruen og da vi oftest er gode til at kommunikere og vil hinanden, så prøver hun jo også at forstå hvad der sker i mig. Hun ser hvordan jeg er med barnet til daglig og ved jo, at det ikke handler om, at jeg generelt straffer en lille barn med mine egne irrationelle følelser.

I år har jeg planlagt en tur til Hamburg med sang og hjemløse og wellness. Så godt for både krop og sjæl. Selvfølgelig vil det kunne aflyses, men min kæreste har selvfølgelig også lagt planer for julen og vi (hun) er afklaret med, at det bliver sådan i år.

Og nej - det er ikke sikkert vi er sammen om to år, men sådan er det jo i alle livets forhold.

[Tanten]

Og nej - det er ikke sikkert vi er sammen om to år, men sådan er det jo i alle livets forhold.

Min pointe var, at forholdet måske netop kunne gå i stykker pga. dit fravalg, før det bliver aktuelt at holde jul uden dine børn igen.

Du er heldig med at have en utrolig tolerant og rummelig partner.

[MissDitte]

Og nej - det er ikke sikkert vi er sammen om to år, men sådan er det jo i alle livets forhold.

Min pointe var, at forholdet måske netop kunne gå i stykker pga. dit fravalg, før det bliver aktuelt at holde jul uden dine børn igen.

Du er heldig med at have en utrolig tolerant og rummelig partner.

Jeg forstod godt din pointe. Og ja - jeg er meget heldig med hende!