Karkluden skrev:Log_Lady skrev:Det er spøjst, fordi trådens titel "det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!" peger, som jeg ser det, ikke entydigt i retning af, at alle udsagn skal have lov til at stå uimodsagt og at det er et slags "helle" for politisk ukorrekte holdninger. I så fald skulle den måske have heddet "det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel, og ingen må sætte spørgsmålstegn ved mine udsagn!".
Titlen siger sådan set bare, at her er en tråd, hvor man kan vove pelsen, selvom man godt ved, at ens udtalelser kan opfattes som odiøse. Så jeg forstår faktisk ikke, hvorfra folk får alt det dér med, at andre ikke må kommentere/argumentere imod/etc. indlæg, som de bliver berørt af.
Det generer mig ikke, at folk siger mig imod, men det generer mig sgu lidt, at folk sætter mig i bås med racister og homofober, fordi jeg siger, at ikke bryder mig om børn jeg ikke kender - og endda sætte årsager op, der også ville gælde voksne der opførte sig sådan. Jeg bryder mig heller ikke om voksne, der kan kun tale om egne interesser fx. Jeg oplever det som om, at det bliver taget meget sort/hvidt - enten elsker man børn eller også går man, og hakker hovedet af dem.
For mig er det sådan, at børn jeg kender, dem interagerer jeg med, og nyder det. Børn jeg ikke kender, forholder jeg mig til om nødvendigt, og ellers har vi bare ingen interaktion med hinanden.
Jeg bryder mig fx heller ikke om mennesker, der tydeligvis er meget påvirket af alkohol eller stoffer ude på gaden, fordi de gør mig utrygge. Men der bruger jeg da samme strategi - behandler dem venligt og ordentligt, og afslutter det hurtigt, hvis vi SKAL interagere, og ellers undlader jeg bare at interagere med dem.
Det kan jeg ikke se, er så slemt. Jeg har HELT bevidst valgt ikke at arbejde med børn, fordi jeg ved, at jeg ikke ville kunne have det kærlige forhold til børn som gruppe - men udmærket kan have det til børn, jeg er tæt på, og holder af. Ligesom jeg fx fravælger at blive gadesygeplejerske (medmindre jeg får min utryghed under kontrol), fordi det vil spænde ben for mig.
Og jeg synes i øvrigt heller ikke, der er noget galt i ikke at bryde sig om at være i nærheden af udviklingshæmmede (som en gav som eksempel i tråden) eller demente fx. Jeg kan sagtens se, hvorfor nogen finder det ubehageligt eller utrygt, og så længe de behandler personen med respekt, hvis de bliver nødsaget til at være i kontakt med personen, så kan jeg ikke se problemet i, at man ikke opsøger handicappede, børn, demente, påvirkede personer eller hvad det nu er for en gruppe, man ikke føler det rart at være sammen med.
EDIT: Jeg bryder mig i øvrigt heller ikke om hunde, jeg ikke kender RIGTIG godt. Fælles for både hunde, mindre børn og påvirkede mennesker er, at deres adfærd er svær at regne ud, medmindre man kender dem godt, og det bliver jeg utryg af, og derfor har jeg det bedste med hunde og børn, jeg kender godt, og andre hunde og børn undlader jeg bare at komme i kontakt med, og hvis det er nødvendigt, behandler jeg dem pænt og ordentligt. Misbrugere støder jeg sjældent ind i i mit privatliv, så der har jeg kun "gadeerfaringen". Og arbejdserfaringen. Men det er intet problem for mig at behandle og interagere med misbrugere eller børn der er pårørende i mit arbejde.
Det er som privatperson, jeg er utryg ved at skulle være sammen med ukendte hunde, børn eller misbrugere, og derfor undgår jeg det.