Børnepasning:
Altså først og fremmest er begge hold bedsteforældre virkelig sløve, når det kommer til lysten til at have børnene, sådan helt indefra. Og det er jo heller ingen pligt, de per automatik har. Men jeg synes sgu, de har reklameret helt anderledes positivt for det, end de i praksis forholder sig. Vi er ved at blive kvalt ind imellem og har efterhånden virkelig brug for en ham&mig-pause. Det har vi ikke haft siden før yngstemanden blev født, hvilket sikkert er ret normalt, men.... Altså mine forældre er helt ude af kategori-dårlige til at tilbyde hjælp, men det er en anden historie, som jeg ikke orker at flette ind her. Jeg havde dog forventet noget andet af svigerforældrene... De vil gerne låne den store ind imellem, som i 3 gange om året, men KUN ham. Det er nok ret typisk dét, der sker, når der pludselig er flere børn? At bedsteforældrene pludselig ikke kan overskue at tage/passe dem begge?
Vi har ikke spurgt helt konkret om hjælp dén og dén dato i lang tid, fordi vi ikke har skullet til noget uden børn det sidste lange stykke tid. Men vi er ikke rigtigt kommet ind i kampen om at spørge konkret igen, for vi får ligesom ikke et "det er helt okay for os at tage jeres børn"-vibe. Til gengæld har vi flere gange fortalt åbent, at det er hårdt, og at vi trænger til et break. Ingen reaktion. Og nærmest det modsatte af en reaktion her hen over sommeren! Svigerforældrene har holdt ferie 3 uger her i august. Deres ferie begyndte netop som vores sluttede. De sad forinden og sagde "ja, vi aner jo ikke hvad vi skal lave - vi skal bare slappe af og klø os i numsen hohoho" ja wow, tillykke med det!
Da jeg begyndte på arbejde 3. august, var det efter et års barsel, så jeg havde en kæmpe arbejdspukkel de første uger, og vi bad så endelig konkret om hjælp a la "vi og særligt Eva stresser helt vildt - vil I hjælpe og tage børnene et par dage?!". I deres ferie, altså. Det kunne de ikke lige overskue, fordi min svigerfar (som ellers hverken skifter ble, putter, mader, giver tøj på eller andet "hårdt" overhovedet, det dovne og mega gammeldags apparat!) har haft nyresten inden ferien og derfor mærker noget ømhed. Okay, jamen tak så?! Og efter det er gået helt i orden og han er smertefri igen, er de ikke vendt tilbage og spurgt, hvordan det går hos os.....
Svigerinden - et helt kapitel for sig:
Min mand har en lillesøster på 26, hun er gravid med termin i september, bor i hus med kæresten meget tæt på mine svigerforældre. De ser hinanden HELE tiden, som i mindst 3 gange om ugen til spisning, biografture eller whatever. Når de ikke ses, fx når vi er på visit hos svigerforældrene, så sms'er de og ringer til hinanden, altså vi snakker et helt vildt kvalmt forhold (med mindre det som sagt er mig, den er gal med, jeg er godt og grundigt forvirret efterhånden).
Svigerinden og kæresten er så..... pussenussede. Sådan hele vejen igennem. Tryghedsnarkomaner i tredje potens, ikke en støvmide nogen steder, kører med tidsplaner for alting, tåler ikke forandringer (skal nok blive spændende for dem at få et barn!!), er pertentlige med alting-agtigt og videre i den dur. Ikke at der som sådan er noget galt i det, men det er mere dét, at hun kopierer forældrene, så det næsten er en parodi. De er allesammen de vildeste tryghedsbøffer og vanemennesker.
Vi var hjemme ved sigerinde + kæreste i går. Svigerforældrene kom selvfølgelig også lige...!
Oh skræk oh ve, hvis vi havde nogen af dem på firmandshånd. Nå, men så har hun bagt franskbrød efter moars opskrift, hun siger helt de samme ting som moar a la "nu skal I bare række til!", hun læser de samme bøger som sin moar, de shopper tøj sammen - ALT. Alting. Nå ja, de er også kolleger. Mødes i kantinen flere gange om ugen. Det kunne lyde, som om svigerinden ikke har andre bekendtskaber end mor, men sådan er det ikke. De har flere veninder og vennepar, som de ses med, så dér trykker skoen ikke.
Når vi bare er sammen med mine svigerforældre uden svigerinden også er der eller kommer dumpende (det sker ret sjældent, skulle jeg hilse at sige), så omtaler de hende altid i rosenrøde vendinger, selvom hun har helt almindelige, menneskelige egenskaber som de fleste andre mennesker - og/eller refererer til sidste gang, de var sammen. Det er umuligt for dem ikke at nævne hende flere gange.
Som en kontrast synes jeg ikke rigtigt, de hører efter, når jeg siger noget. Endda selvom jeg er blevet spurgt. Det er nok en kombi af, at jeg ikke snakker så hurtigt eller højt som dem, så jeg bliver "overhørt" og så, at de er virkelig, virkelig dårlige til at holde fokus. Hvis ét af mine børn siger "pip", så er de væk. Det kender de fleste med børn nok - det er bedsteforældre-syge.
Her er det bare ekstremt. Og jeg føler virkelig, det i særlig grad er når jeg siger noget, frem for når min mand eller andre siger noget. Sådan opsummeret, så bøvler vi med noget børnepasning og altså herunder med at få slået fast, hvilken rolle de egentlig gerne vil have i forhold til børnebørnene. Skal det være overflade og dikke-dikke uden at se har dem selv, eller hvad vil de. Det er den ene ting. Den anden er jo så det med svigerinden og hendes rolle - at der er SÅ meget asymmetri i familiebilledet, når nogle ser hinanden så meget og vi herhjemme mere er "på overflade" med dem alle fire. Svigerinden optager ligesom hele båndbredden. Når vi skal ses, er jeg faktisk rigtig ked af det/nervøs/hvad det nu er op til, og efterfølgende grubler jeg videre. Og egentlig giver det ingen mening, at det er blevet så overfladisk. Jeg skriver "blevet", fordi jeg ikke mener, vi altid har haft det her dødsyge, overfladiske smiden-om-sig-med-de-samme-faste-replikker-hver-gang forhold til hinanden. Det er kommet, efterhånden som vi har fået børn og det at være sammen med os måske kræver noget mere generel opmærksomhed, hvad ved jeg. Men det giver heller ikke mening, fordi min mand og jeg på ingen måder er overfladiske mennesker. Altså vi er heller ikke i den anden grøft a la "terapi-samtaler", jeg synes faktisk, vi er ret lette at snakke med. Dog gerne om noget med lidt substans.
Jeg kan ikke snakke med min mand om det her - eller jo, jeg prøver, men det er ikke let dén med at kritisere den andens familie, vel...? Det ender aldrig godt. Er prøvet af en del gange.
Beklager det blev så langt, men det fylder altså også bare SÅ meget. Har I nogle inputs? Alt er velkomment!
En hyret barnepige kunne vi godt finde ud af, men hun kommer vel ikke på banen til overnatning/i weekenden, og vi vil ikke have vores børn passet for at se mine svigerforældre - det ville de også synes var meget sært...
Lige hvad dette angår, så tæller jeg også ret meget ned til mine børn bliver selvhjulpne, altså fx uden ble, så de måske får mere mod på det.
