Singletråden

[Lys]

Jeg ser det også. Det er lidt selvpineri, men jeg er en sucker for royale begivenheder (selvom jeg egentlig principielt burde være republikaner, haha) og flotte kjoler og den slags. Men det stikker også lidt i maven og hjertet at se på så fin forelskelse, når jeg ikke føler mig overbevist om, at jeg nogensinde kommer til at opleve noget lignende (forelskelsen - ikke brylluppet )

Jeg tænkte også "fuck sådan kommer en mand aldrig til at kigge på mig" - men så kigger jeg lige på min hund med logrende hale, det hjælper lidt med den slags kærlighed

Kattekræet herhjemme snorksover... haha! Ikke meget kærlighed derfra lige nu

[Stitch]

Jeg er ved at få sådan en "She's not that into"-vibe fra min flirt eller hvad man skal kalde hende. Hun kan være på og viser interesse i perioder, fx ved at skrive lange, engagerede og søde beskeder. Men det virker meget på hendes præmisser når hun har tid og lyst. Vi har ikke haft muligheden for at ses så meget pga. hendes travlhed med søn, arbejde og nu er hun på miniferie. Det er jo fint nok og fint at vi har forskelligt kommunikationsbehov, men det irriterer mig alligevel lidt at hun fx gled af på at svare på en spontan invitation en anden dag. Hun svarede først da det var for sent at hun ikke havde kunnet. Følte mig lidt holdt for nar at hun ikke bare skrev det med det samme frem for at lade mig hænge og selv lade mig finde ud af det. Derudover har jeg også ønsket hende en god miniferie, men det har hun slet ikke svaret på, selvom beskeden er læst og hun har været online flere gange siden. Ja, kan ikek undgå at kigge efter.
Jeg er med på at når man er på ferie så er man på ferie, men når hun alligevel er online relativt ofte, så irriterer det mig at hun ikke sender en lille hilsen. Og når der kan gå noget tid før vi overhovedet kan ses pga. hendes travlhed så undrer det mig at hun i det mindste ikke selv er interesseret i at holde "linien varm" ved at skrive sammen, endsige hør til hvordan det går med mig.

Jeg tror desværre du har ret i din fornemmelse. Hun lyder i hvert fald ikke interesseret nok. Gider du byde dig selv den behandling?

[Ghattner]

Jeg er ved at få sådan en "She's not that into"-vibe fra min flirt eller hvad man skal kalde hende. Hun kan være på og viser interesse i perioder, fx ved at skrive lange, engagerede og søde beskeder. Men det virker meget på hendes præmisser når hun har tid og lyst. Vi har ikke haft muligheden for at ses så meget pga. hendes travlhed med søn, arbejde og nu er hun på miniferie. Det er jo fint nok og fint at vi har forskelligt kommunikationsbehov, men det irriterer mig alligevel lidt at hun fx gled af på at svare på en spontan invitation en anden dag. Hun svarede først da det var for sent at hun ikke havde kunnet. Følte mig lidt holdt for nar at hun ikke bare skrev det med det samme frem for at lade mig hænge og selv lade mig finde ud af det. Derudover har jeg også ønsket hende en god miniferie, men det har hun slet ikke svaret på, selvom beskeden er læst og hun har været online flere gange siden. Ja, kan ikek undgå at kigge efter.
Jeg er med på at når man er på ferie så er man på ferie, men når hun alligevel er online relativt ofte, så irriterer det mig at hun ikke sender en lille hilsen. Og når der kan gå noget tid før vi overhovedet kan ses pga. hendes travlhed så undrer det mig at hun i det mindste ikke selv er interesseret i at holde "linien varm" ved at skrive sammen, endsige hør til hvordan det går med mig.

Jeg tror desværre du har ret i din fornemmelse. Hun lyder i hvert fald ikke interesseret nok. Gider du byde dig selv den behandling?

Nej, det gider jeg ikke. Er heller ikke desperat og har skrevet siden. Trækker mig nok bare stille og roligt. Synes jeg har givet udtryk for min interesse, så det et ikke hos mig bolden ligger.

[Stitch]

Nej, det gider jeg ikke. Er heller ikke desperat og har skrevet siden. Trækker mig nok bare stille og roligt. Synes jeg har givet udtryk for min interesse, så det et ikke hos mig bolden ligger.

Som du selv siger, så er hun på ferie. Meeeen.. når hun har været online så lyder det mærkeligt at hun ikke lige har kontaktet dig. Så det lyder som ganske fornuftigt fra din side. Så må hun selv vise lidt interesse.

[Tricolette]

Jeg har været single i lidt over et år, dog med et kortere forhold på ca 3 måneder.

Lige pt har jeg indstillet datingprofil/Tinder mv., da jeg har alt for travlt på jobbet, og brug for at holde fokus der og på mig selv.

Jeg har det egentlig meget godt med mig selv og mit eget selskab. Og ud over mit eget selskab er der jo voksne børn, forældre og vennerne.

Jeg har meldt mig ind i et par singlegrupper på FB, hvor der arrangeres forskellige ting fra fester/byture i Aalborg, gåture, kageborde, banko mv. Jeg har deltaget i et par fester og vil gerne på nogle flere ture, skal bare have et overblik over min tid pt.

Men nu er det pinse, solen skinner og alt er friskt og grønt og blomstre.

Og selv om jeg skal arbejde både i går, i dag og i morgen, så bliver jeg alligevel lidt ramt af en følelse af ensomhed og selvynk.

Og det irriterer mig grusomt, for reelt set er det noget pjat. Var sammen med mine forældre torsdag, og jeg var i Aalborg forvat se det internationale karnevalsoptog fredag med efterfølgende spisning med en flok fra en af FBgrupperne.
I aftes sad jeg så bare mig alene og det samme sker i aften, og der er det lige savnet af en at dele tosomheden med rammer. Æv!

[Precaseptica]

Jeg har meldt mig ind i et par singlegrupper på FB, hvor der arrangeres forskellige ting fra fester/byture i Aalborg, gåture, kageborde, banko mv.

Er de her grupper noget der virker? Skriver folk til hinanden? Eller er det bare fællesarrangementer?

[Tricolette]

Jeg har meldt mig ind i et par singlegrupper på FB, hvor der arrangeres forskellige ting fra fester/byture i Aalborg, gåture, kageborde, banko mv.

Er de her grupper noget der virker? Skriver folk til hinanden? Eller er det bare fællesarrangementer?

For mig er det fællesarrangementerne, der trækker, men ved da at mange har mødt hinanden derigennem.

Selv er jeg meget anonym, idet jeg ikke poster noget i grupperne, så mange nok ikke opdager mig, andet til de arrangementer jeg deltager i.

Der er nogle stykker som har skrevet til mig via messenger - jeg opdager det så som regel først bare mange dage senere....

[Precaseptica]

Jeg har meldt mig ind i et par singlegrupper på FB, hvor der arrangeres forskellige ting fra fester/byture i Aalborg, gåture, kageborde, banko mv.

Er de her grupper noget der virker? Skriver folk til hinanden? Eller er det bare fællesarrangementer?

For mig er det fællesarrangementerne, der trækker, men ved da at mange har mødt hinanden derigennem.

Selv er jeg meget anonym, idet jeg ikke poster noget i grupperne, så mange nok ikke opdager mig, andet til de arrangementer jeg deltager i.

Der er nogle stykker som har skrevet til mig via messenger - jeg opdager det så som regel først bare mange dage senere....

Okay. Jeg var blot lidt nysgerrig. Jeg ærgrer mig lidt over de nye trends i dating. Jeg synes ikke Tinder er særligt interessant, så jeg kan godt se det interessante ved noget lidt mere personligt.

[Tricolette]

Jeg har meldt mig ind i et par singlegrupper på FB, hvor der arrangeres forskellige ting fra fester/byture i Aalborg, gåture, kageborde, banko mv.

Er de her grupper noget der virker? Skriver folk til hinanden? Eller er det bare fællesarrangementer?

For mig er det fællesarrangementerne, der trækker, men ved da at mange har mødt hinanden derigennem.

Selv er jeg meget anonym, idet jeg ikke poster noget i grupperne, så mange nok ikke opdager mig, andet til de arrangementer jeg deltager i.

Der er nogle stykker som har skrevet til mig via messenger - jeg opdager det så som regel først bare mange dage senere....

Okay. Jeg var blot lidt nysgerrig. Jeg ærgrer mig lidt over de nye trends i dating. Jeg synes ikke Tinder er særligt interessant, så jeg kan godt se det interessante ved noget lidt mere personligt.

Det med de grupper, jeg er med i på FB, der hedder det sig at det ikke er en datingside men en netværksgruppe. At mange så alligevel forsøger sig med datingopslag, kan nok ikke undgåes.

[Planten]

Jeg har meldt mig ind i et par singlegrupper på FB, hvor der arrangeres forskellige ting fra fester/byture i Aalborg, gåture, kageborde, banko mv.

Er de her grupper noget der virker? Skriver folk til hinanden? Eller er det bare fællesarrangementer?

For mig er det fællesarrangementerne, der trækker, men ved da at mange har mødt hinanden derigennem.

Selv er jeg meget anonym, idet jeg ikke poster noget i grupperne, så mange nok ikke opdager mig, andet til de arrangementer jeg deltager i.

Der er nogle stykker som har skrevet til mig via messenger - jeg opdager det så som regel først bare mange dage senere....

Okay. Jeg var blot lidt nysgerrig. Jeg ærgrer mig lidt over de nye trends i dating. Jeg synes ikke Tinder er særligt interessant, så jeg kan godt se det interessante ved noget lidt mere personligt.

Det med de grupper, jeg er med i på FB, der hedder det sig at det ikke er en datingside men en netværksgruppe. At mange så alligevel forsøger sig med datingopslag, kan nok ikke undgåes.

Det tror jeg, du har ret i. Altså at nogle forsøger sig. Men det er jo heller ikke så underligt jeg har selv overvejet at melde mig ind i en af dem i Aalborg, men som jeg har forstået det, er medlemmerne lidt ældre end mig. Ikke at det er noget skidt - jeg har venner i mange aldre

[Tricolette]

Jeg har meldt mig ind i et par singlegrupper på FB, hvor der arrangeres forskellige ting fra fester/byture i Aalborg, gåture, kageborde, banko mv.

Er de her grupper noget der virker? Skriver folk til hinanden? Eller er det bare fællesarrangementer?

For mig er det fællesarrangementerne, der trækker, men ved da at mange har mødt hinanden derigennem.

Selv er jeg meget anonym, idet jeg ikke poster noget i grupperne, så mange nok ikke opdager mig, andet til de arrangementer jeg deltager i.

Der er nogle stykker som har skrevet til mig via messenger - jeg opdager det så som regel først bare mange dage senere....

Okay. Jeg var blot lidt nysgerrig. Jeg ærgrer mig lidt over de nye trends i dating. Jeg synes ikke Tinder er særligt interessant, så jeg kan godt se det interessante ved noget lidt mere personligt.

Det med de grupper, jeg er med i på FB, der hedder det sig at det ikke er en datingside men en netværksgruppe. At mange så alligevel forsøger sig med datingopslag, kan nok ikke undgåes.

Det tror jeg, du har ret i. Altså at nogle forsøger sig. Men det er jo heller ikke så underligt jeg har selv overvejet at melde mig ind i en af dem i Aalborg, men som jeg har forstået det, er medlemmerne lidt ældre end mig. Ikke at det er noget skidt - jeg har venner i mange aldre

Dem jeg er medlem af hedder begge noget med 40+. Og jeg tror ikke, man kommer ind, hvis ikke man har rundet de der 40 år.

[Planten]

Dem jeg er medlem af hedder begge noget med 40+. Og jeg tror ikke, man kommer ind, hvis ikke man har rundet de der 40 år.

Og der har jeg så lige godt et år at løbe på endnu

[Wunder8]

Jeg er virkelig bange for at få en kæreste på et tidspunkt, ikke at det er aktuelt eller noget, det er bare tanker.
De sidste par år af mit sidste forhold var jeg virkelig endt med at blive en person (i forholdet, ikke ellers) som jeg ikke kunne lide. Jeg var endt med at blive hende den sure, der altid skulle brokke sig, skælde ud og også på mange måder temmelig kontrollerende og den der type der altid troede at han ville træde forkert lige i næste sekund, og nærmest bare ventede på det. Det var meget sjældent jeg var den der cool, glade og sjove kæreste. Selvfølgelig er der alt mulig forhistorie til hvordan det var endt der, og jeg forstår godt hvorfor jeg var endt med at blive "hende den sure" - hvilket min eks også godt forstår. Men det skulle jo aldrig være nået der til, en af os skulle jo være gået inden det var nået så vidt. Uanset hvor stor en klaphat min eks var i relationen, og det VAR han helt bestemt, så var jeg ikke særlig sød, og det har kostet så meget energi og dårligdom for os begge. Og ja. Vi endte begge med at være kørt fuldstændigt ned af det.

Men.. Problemet er at det stod på så længe at jeg er begyndt at se det menneske, som den kæreste jeg er, som jeg ikke ønsker at være, for jeg kan ikke lide hende. Og jeg frygter virkelig at.. Ja, at hun vil følge mig, fordi det er hende jeg efterhånden identificere mig med når jeg tænker på mig selv i et forhold.
Det er ikke fordi jeg altid har været sådan, jeg har altid været en der godt kunne skændes, og jeg har altid godt kunne blive gal, og komme ud med det - og haft temperament. Men aldrig sådan at det på nogen måde har overskygget alle de der andre ret cool sider jeg har. Jeg har ellers altid først og fremmest været den gode, rummelige, lidt spøjse kæreste. Den kæreste kan jeg bare knap nok huske, og det skræmmer mig.

Håber det er ok, jeg svarer, selvom jeg ikke hører hjemme her i tråden Men jeg kan virkeligt genkende det dér fra tidligere forhold - da jeg var sammen med min eks, som jeg i øvrigt havde et på mange måder godt og sundt forhold med, forvandlede jeg mig også til en uptight og nederen kæreste i den sidste periode af vores forhold. Typen, der naggede og påtog sig en mor-rolle, fordi jeg dybest set ikke havde tiltro til, at han kunne finde ud af ting på egen hånd. Når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg blive helt "kæft, hvor var du træls" over det, fordi det er så langt fra hvordan jeg ser mig selv.

Men... jeg tror, det er vigtigt ikke at være for hård ved sig selv, for den slags adfærd kommer jo ud af en fælles dynamik, hvor begge parter i forholdet bærer ansvaret for det. Fx er jeg i mit nuværende forhold meget tættere på dén person, jeg gerne vil være: rummelig, afslappet og på ingen måde mor-agtig. Og det er jo bl.a. fordi min nuværende kæreste ikke indgyder den adfærd i mig, fordi han er mere voksen og handlekraftig end min eks, og vi overordnet bare er et bedre match. Så lad være med at slå dig oven i hovedet over, at du engang har været en træls type, for det har vi sgu allesammen været. Det handler om at finde én, der får de gode sider frem i én, ikke omvendt (og nej, det er ikke nemt, det er bare vigtigt ikke at føle skyld og skam over, at man ikke er perfekt).

[LadyFox]

Jeg er virkelig bange for at få en kæreste på et tidspunkt, ikke at det er aktuelt eller noget, det er bare tanker.
De sidste par år af mit sidste forhold var jeg virkelig endt med at blive en person (i forholdet, ikke ellers) som jeg ikke kunne lide. Jeg var endt med at blive hende den sure, der altid skulle brokke sig, skælde ud og også på mange måder temmelig kontrollerende og den der type der altid troede at han ville træde forkert lige i næste sekund, og nærmest bare ventede på det. Det var meget sjældent jeg var den der cool, glade og sjove kæreste. Selvfølgelig er der alt mulig forhistorie til hvordan det var endt der, og jeg forstår godt hvorfor jeg var endt med at blive "hende den sure" - hvilket min eks også godt forstår. Men det skulle jo aldrig være nået der til, en af os skulle jo være gået inden det var nået så vidt. Uanset hvor stor en klaphat min eks var i relationen, og det VAR han helt bestemt, så var jeg ikke særlig sød, og det har kostet så meget energi og dårligdom for os begge. Og ja. Vi endte begge med at være kørt fuldstændigt ned af det.

Men.. Problemet er at det stod på så længe at jeg er begyndt at se det menneske, som den kæreste jeg er, som jeg ikke ønsker at være, for jeg kan ikke lide hende. Og jeg frygter virkelig at.. Ja, at hun vil følge mig, fordi det er hende jeg efterhånden identificere mig med når jeg tænker på mig selv i et forhold.
Det er ikke fordi jeg altid har været sådan, jeg har altid været en der godt kunne skændes, og jeg har altid godt kunne blive gal, og komme ud med det - og haft temperament. Men aldrig sådan at det på nogen måde har overskygget alle de der andre ret cool sider jeg har. Jeg har ellers altid først og fremmest været den gode, rummelige, lidt spøjse kæreste. Den kæreste kan jeg bare knap nok huske, og det skræmmer mig.

Håber det er ok, jeg svarer, selvom jeg ikke hører hjemme her i tråden Men jeg kan virkeligt genkende det dér fra tidligere forhold - da jeg var sammen med min eks, som jeg i øvrigt havde et på mange måder godt og sundt forhold med, forvandlede jeg mig også til en uptight og nederen kæreste i den sidste periode af vores forhold. Typen, der naggede og påtog sig en mor-rolle, fordi jeg dybest set ikke havde tiltro til, at han kunne finde ud af ting på egen hånd. Når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg blive helt "kæft, hvor var du træls" over det, fordi det er så langt fra hvordan jeg ser mig selv.

Men... jeg tror, det er vigtigt ikke at være for hård ved sig selv, for den slags adfærd kommer jo ud af en fælles dynamik, hvor begge parter i forholdet bærer ansvaret for det. Fx er jeg i mit nuværende forhold meget tættere på dén person, jeg gerne vil være: rummelig, afslappet og på ingen måde mor-agtig. Og det er jo bl.a. fordi min nuværende kæreste ikke indgyder den adfærd i mig, fordi han er mere voksen og handlekraftig end min eks, og vi overordnet bare er et bedre match. Så lad være med at slå dig oven i hovedet over, at du engang har været en træls type, for det har vi sgu allesammen været. Det handler om at finde én, der får de gode sider frem i én, ikke omvendt (og nej, det er ikke nemt, det er bare vigtigt ikke at føle skyld og skam over, at man ikke er perfekt).

Hos mig er jeg fuldt bevidst om hvorfor jeg blev sådan, og selvom man selvfølgelig selv har ansvar for hvordan man opfører sig, så giver jeg alligevel min eks en meget stor del af at jeg blev sådan.
Hvis jeg ikke blev gal så ville jeg finde mig i for meget, noget som jeg heller ikke ville kunne leve med, selvom jeg også fandt mig i for meget når jeg blev vred, hvis jeg ikke var kontrollerende så ville tingene slet ikke hænge sammen.

Min eks var alkoholiker, og var ikke særlig god til ikke at drikke selvom han havde lovet mig det, og derudover så var han en type der konstant skulle redde hele verden, og i den kø stod jeg åbenbart bagerst. Når tingene omkring ham var sjove blev han bare væk, og når tingene i hjemmet blev svære så gerne det samme - gerne uden at give besked. Altså, en tur ned i kiosken efter mælk kunne nemt tage 4-5 timer selvom jeg stod med mad over hvor mælken skulle bruges. Altså, det hele var meget umuligt, og jeg har brug for at føle der er en form styr på tingene, og det var der bare aldrig, og slet ikke hvis jeg ikke hele tiden mindede ham om at jeg også var der, og at man ikke kan køre 100 solo hvis man bor med andre så sejlede alt helt.
Så jeg ved godt at det er derfor, og at efter en del år så havde jeg givet op, og droppet at prøve at løse tingene, og valgte i stedet for bare at blive sur og gal hver gang jeg blev såret, i stedet for at gå ind i det. Sådan bliver mit næste forhold forhåbentlig ikke, men det er skræmmende bare at blive og lade det slide en helt op, og affinde sig med situationen på trods af at det tydeligvis er sindssygt usundt.

[Zombie]

Hvis jeg ikke blev gal så ville jeg finde mig i for meget, noget som jeg heller ikke ville kunne leve med, selvom jeg også fandt mig i for meget når jeg blev vred, hvis jeg ikke var kontrollerende så ville tingene slet ikke hænge sammen.

Jeg ved godt, jeg sakser gevaldigt i dit indlæg, men jeg bed mærke i det her.

Da jeg for nogle år siden var i et usundt forhold, hvor jeg igen og igen følte mig svigtet og røvrendt, delte jeg mine frustrationer på debatten. Jeg kan ikke huske, om det var den nye eller gamle, whatever.

Pointen er, at på et tidspunkt skrev en debattør til mig i retningen af: Jamen Zombie, du FINDER dig jo i den opførsel. Det kan godt være du bliver sur, siger fra, I snakker om det... men det fortsætter jo bare. Han gør det igen og igen. Du siger jo ikke fra, du brokker dig bare.

Det var faktisk de sætninger, der fik mig til at afslutte forholdet, for vedkommende havde jo ret. Når man bliver sur og gal, markerer man grænser og man viser, hvad den andens opførsel gør ved én. Men når vedkommende får lov til at gøre det igen og igen uden reelle konsekvenser, uden at det ændrer noget, så finder man sig jo i den opførsel. Sådan set.

Efter denne eks datede/var jeg kæreste med en fyr et års tid, som jeg måtte droppe, fordi han var nederen over for min hund. Jeg havde inden da haft forskellige udfordringer, hvor jeg var blevet vred på ham, men jeg var blevet i forholdet, så jeg havde jo fundet mig i det for så vidt. Det med hunden fandt jeg mig IKKE i, så jeg skred. Det forhold var slut på den halve time, det tog mig at pakke mine ting og skride hjem.


Nu er jeg så i mit mest seriøse forhold, siden dengang jeg boede sammen med Rolig-gnu. Og selvom jeg har været totalt kaos og haft svært ved nogle ting, så er det en kæmpe frihed for mig at vide, at jeg ikke længere er et sted i mit liv, hvor jeg finder mig i shit. Jeg vil ikke blive hængende alt for længe, hvis min kæreste begynder at være en nar.
Selvfølgelig skal vi snakke om tingene og selvfølgelig vil han gøre mig sur. Men jeg stoler på mig selv, at jeg er i stand til at afslutte det inden for en fornuftig tidsramme, så det ikke trækker i langdrag.

Med andre ord er forhold ikke længere potentielle årelange fængselsstraffe, hvor man er låst fast. Og min pointe er, måske er det dér, skoen trykker for dig. Måske stoler du ikke på, at du kan passe på dig selv i et forhold.
I så fald kan jeg anbefale terapi, det hjalp rigtig meget hos mig og at give mig tilliden til mig selv tilbage.