Hvornår er man fattig?

[DetSorteCirkus]

Jeg forstår ikke, hvorfor julen er mærkesag nr 1. Det gør jeg virkelig ikke. Jul kan man holde for få penge og gaver, ja det kan man også gøre for små midler. Min søster har feks i løbet af efteråret købt brugt LEGO på den blå avis, som så er blevet til adventsgaver og julegaver.
Jeg synes det er noget fis faktisk.
Fødselsdage ville jeg nok prioritere højere.
Men sådan er vi så forskellige.

Man er fattig i Danmark, når man kun lige kan få det til at køre rundt. Der findes ikke mennesker i Danmark, som ikke, med rådgivning og evt udefra styring af økonomien, kunne få det til at køre rundt med omprioritering af udgifter, bolig, tøj osv.
Der findes psykisk syge mennesker, i højere eller mindre grad, som af den årsag ikke er i stand til, at varetage økonomi. Og der findes selvmedlidende klaphatte, der græder snot over ikke at have råd til en iPhone. Der findes også alle dem imellem de to yderpunkter.
Men fattige i Danmark, sådan i ordets egentlige forstand i forhold til verdenen, det synes jeg ikke der er. At de så fungerer som fattige er en anden side af sagen. Og det er her man bør sætte ind.

Man kan gøre alt muligt og bør også gøre det, hvis man ellers er voksen og ikke fejler noget nævneværdigt, men som barn kan man ikke gøre det store, der er man prisgivet den familie, man vokser op i. Vi kan hurtigt blive enige om, at julen er blevet for kommerciel og burde kunne klares for et beskedent beløb, men det ændrer ikke ved, hvordan mange børn føler, hvis der aldrig er råd til noget i stil med det, de kan se, at de fleste andre børn har mulighed for, og der spiller julen bare en kæmpe rolle i diverse børnefællesskaber.

[DetSorteCirkus]

Jeg er ved at brække mig over økonomisk uansvarlige mennesker, der påstår at være fattige.

Som enlig mor på SU får jeg udbetalt kr. 8.800-ish om måneden, dertil alle de ydelser, man som forsørger/enlig forsørger er berettiget til. Dem på kontanthjælp får flere penge end mig. Men jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har følt mig fattig. Jeg lever bare ikke over evne. Der er alt for mange, der ikke kan acceptere, at der ikke er råd til alt.

Hvis jeg søgte julehjælp, ville jeg med al sandsynlighed få det, og det ville altså være hul i hovedet at kaste julehjælp efter sådan en som mig, så derfor kunne det ikke falde mig ind at søge det.

Med den indtægt, jeg har lige nu, ville jeg, såfremt jeg havde et barn, øjensynlig også være berettiget, men jeg ville næppe have behov for at søge, da de penge, jeg sparer op hver måned, ligger under det beløb, jeg gætter på, at det ville koste at være to.

Heldigvis tror jeg heller ikke, at der er særlig mange med såvel en sund økonomi som oplevelsen af at have nok og et helt fint liv, der søger julehjælp.

[Kattefjæs]

God tråd, svært emne.

Nej, hvis man har råd til hest, så er man ikke fattig. Så vælger man at prioritere de penge, som man har til rådighed, på en måde så der er mindre til mad og regninger og mere til fornøjelser. En hest er en fornøjelse, ikke en nødvendighed. Det er også helt i orden - man må gøre med sine penge som man vil. Men jeg synes ikke at man kan kalde sig fattig fordi man har prioriteret sig til en snævert madbudget. Andre har et snævert madbudget fordi der simpelthen ikke er nogen penge at tage af.

Jeg har været rigtig fattig i forbindelse med et sygdomsforløb hvor jeg ikke havde ret til hjælp. Det var svært. Når man ikke engang kan betalte regningerne, er der ikke noget at prioritere sig ud af, ligesom man heller ikke selv kan gøre noget for at ændre situationen. Jeg var heldig at blive rask, og jeg havde nogen som i mellemtiden købte mad til mig, men sådan er det ikke for alle.

Jeg har været med i julehjælpen et par gange, men det er blevet meget stort og ret svært at overskue. Desværre får jeg også indtryk af at det tiltrækker folk med kræver-mentalitet. Jeg håber at de screener grundigt, men man kan jo aldrig vide. Jeg har meget lidt at give af lige pt. og derfor vil jeg gerne prioritere midlerne så jeg er rimelig sikker på at de lander det rigtige sted. I år kommer jeg dog kun til at hjælpe ganske lidt, men det er dog stadig noget.

Børnefamilier generelt er ikke den mest udsatte gruppe i Danmark, selvom der bestemt er udsatte børn. Det glæder mig at de bliver hjulpet og jeg håber at alle, som har brug for det, kan få hjælp. Jeg ved dog at andre grupper bliver overset i langt højere grad, og derfor hjælper jeg hellere dér hvis jeg kan. Der sidder psykisk syge, ældre og mange andre helt alene hele julen. De har ikke den ringeste chance for at forbedre deres situation, og de har ikke ret til særlig meget hjælp. Flere har ingen familie og intet netværk, og i ganske mange tilfælde er de heller ikke selv i stand til at logge på Facebook eller skrive en email og bede om hjælp. Sådan en situation kan man ikke prioritere sig ud af. Det er fattigdom og konsekvenser af fattigdom som rækker noget længere end kroner og ører.

[kidkomb]

Jeg er ved at brække mig over økonomisk uansvarlige mennesker, der påstår at være fattige.

Som enlig mor på SU får jeg udbetalt kr. 8.800-ish om måneden, dertil alle de ydelser, man som forsørger/enlig forsørger er berettiget til. Dem på kontanthjælp får flere penge end mig. Men jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har følt mig fattig. Jeg lever bare ikke over evne. Der er alt for mange, der ikke kan acceptere, at der ikke er råd til alt.

Hvis jeg søgte julehjælp, ville jeg med al sandsynlighed få det, og det ville altså være hul i hovedet at kaste julehjælp efter sådan en som mig, så derfor kunne det ikke falde mig ind at søge det.

Det er jo hovedet på sømmet.
Hvis de stod frem og sagde, at vi har småt med penge, for jeg har svært ved at styre en stram økonomi, så ville jeg ikke være så stram i betrækket.
Det er den dér ansvarsfralæggelse som pisser mig af.

Jeg giver ikke noget til nogen i år. Jeg har gjort andre år. Både meget og en smule.
Jeg har færre penge end mange af dem, som søger hjælp. Men som Almost mangler jeg absolut ikke noget. Jeg føler jeg har rigeligt.
Vi har en stram økonomi og jeg har minus på overskudskontoen.
Jeg har ("desværre") to børn at tage hensyn til i juledagene, men jeg ville egentlig helst være frivillig i et suppekøkken eller på et plejehjem. Faktisk måske helst blandt ældre, som netop ikke har plads på et plejehjem, fordi de "er for stærke" eller what not undskyldningen nogle gange kan være.

Jeg gad godt lave et projekt med at samle enlige, ensomme ældre et sted juleaften. Hente dem derhjemme og tage dem med til fællesspisning, juletræstænding, julesalmer og hygge og så bringe dem hjem igen.
Det ville glæde mig meget, at kunne bruge min juleaften på det.

[Madam Pomfrey]

Jeg er ved at brække mig over økonomisk uansvarlige mennesker, der påstår at være fattige.

Som enlig mor på SU får jeg udbetalt kr. 8.800-ish om måneden, dertil alle de ydelser, man som forsørger/enlig forsørger er berettiget til. Dem på kontanthjælp får flere penge end mig. Men jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har følt mig fattig. Jeg lever bare ikke over evne. Der er alt for mange, der ikke kan acceptere, at der ikke er råd til alt.

Hvis jeg søgte julehjælp, ville jeg med al sandsynlighed få det, og det ville altså være hul i hovedet at kaste julehjælp efter sådan en som mig, så derfor kunne det ikke falde mig ind at søge det.

Jeg er helt enig... Mange af dem jeg opleve give udtryk for at have få midler, er de der har svært ved at styre impulser og derved lever over evne. Det er ofte nogle der forventer at få, af samfundet, har den holdning at nogle da bør tage sig af dem, sørge for dem, rette op på det.
Men jeg synes nu også jeg har oplevet mennesker, der ufrivilligt og uheldigt, er havnet i en skidt situation, og hvor de efter bedste evne forsøger og også ofte formår at få pengene til at slå til, og for hvem f.x. julehjælpen vitterligt er en stor glæde og luksus i en stram hverdag.


Jeg indrømmer gerne at jeg har rynket på næsen af folk...
jeg har været i mødregruppe med en, flere gange købte hun kager af mig til 300 kr til børns fødselsdage, børnene fik fødselsdagsgaver til 1000 kr, den yngste har altid mærketøj, f.x. fuldt vinteroutfit i Hummel, købt nyt - til fuld pris. De har bil der har en 6-7 år på bagen, de har købt en stor dyr massagestol til 30.000 kr, de tager årligt på charter - i lavsæsonen hvor det self. er billigt, osv. osv osv.
Og så kan kan se hende skrive på div. opslag i f.x. facebookgrupper "gives væk til udsatte" - og poste billeder fra et juletræs arrangement for familier med få midler.
Så bliver man bare lidt træt i masken, jeg kan virkeligt ikke se at de er udsatte, jeg ved da godt at de ikke har verdens højeste indtægt, men fattige er de altså ikke.

[Evapeva]

Fattig er vel, hvad man føler sig? Moderen i artiklen føler sig fattig, fordi hun prioriterer at datteren ikke skal undvære hesten, fordi krikken giver datteren noget positivt i livet.

Logisk og uden følelser indblandet, kunne hun sælge hesten og dermed have et større rådighedsbeløb. Men igen; den hest giver nok datteren noget, hun ellers ikke ville få.

Jeg forstår absolut, hvor du vil hen, og jeg er langt fra dyneløfter på dette område normalt - men en hest er et ret dyrt "kæledyr" at have. Selv for folk på lønindkomst.

Argh, jeg ved sgu ikke. Det er svært at gøre sig til dommer!

[Zombie]

De fattigste mennesker er dem, som kun har penge.

[Kattefjæs]

Jeg gad godt lave et projekt med at samle enlige, ensomme ældre et sted juleaften. Hente dem derhjemme og tage dem med til fællesspisning, juletræstænding, julesalmer og hygge og så bringe dem hjem igen.
Det ville glæde mig meget, at kunne bruge min juleaften på det.

Min erfaring er at der kun er ganske få som faktisk kan holde til det - hvis man slet ikke er vant til den slags input, eller hvis man har fysiske eller psykiske skavanker, kan det næsten være en belastning. Der vil dog helt sikkert være nogen som kan. Det er en fed tanke og jeg ville selv gøre det en dag hvis jeg kunne.

Jeg har hjulpet folk hvis eneste ønske var at modtage et kort. Altså bare et helt almindeligt håndskrevet julekort fra et rigtig menneske som oprigtigt ønskede dem en god jul! En anden gang hjalp jeg en psykisk syg ældre herre som intet netværk overhovedet havde og som hverken havde et særligt stort madbudget eller for den sags skyld overskud til at lave mad - men han fik ikke hjælp fra kommunen til det, så resultatet var at han nogle gange gik i flere uger uden rigtig at få spist. Han boede desværre langt væk og derfor kunne jeg ikke tilbyde at lave mad til ham.

Han kunne i øvrigt ikke selv tale med mig pga. hans tilstand, så det foregik gennem hans kontaktperson på kommunen. Han kunne ikke formulere noget han ønskede sig og han ville jo alligevel hverken få købt eller lavet mad, så til at begynde med anede jeg ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg erfarede så gennem sagsbehandleren at han ikke havde råd til at tænde for varmen, så jeg gik i gang med at strikke til ham af noget rigtig lækker, varm uld. Og så skrev jeg et brev og sendte det med. Pænt pakket ind i julepapir og alting.

Det var virkelig en meget lille ting, men det var det største nogen havde gjort for ham i flere årtier (!), og bortset fra hans kontaktperson var det også det tætteste han havde været på et andet menneske i ca. ligeså lang tid. Og jeg mødte ham ikke engang. Han ville aldrig have bedt om hjælp til noget, dels fordi han ikke ville tage kontakt til et andet menneske i det hele taget, og dels fordi han aldrig ville være i stand til at identificere et problem, finde løsningen på det og sætte processen i gang.

Der er selvfølgelig også dem som savner kontakt til andre mennesker, og hvor hjemmebesøg og måske salmesang virkelig gør en forskel. Der er rigtig mange forskellige grupper af udsatte borgere som man kan hjælpe. Det er i hvert fald "nemt", hvis man kan sige det sådan, at gøre en rigtig stor forskel selv med en meget lille handling.

Det er bare så trist at der er mennesker som har det sådan.

[DetSorteCirkus]

Jeg er helt enig... Mange af dem jeg opleve give udtryk for at have få midler, er de der har svært ved at styre impulser og derved lever over evne. Det er ofte nogle der forventer at få, af samfundet, har den holdning at nogle da bør tage sig af dem, sørge for dem, rette op på det.
Men jeg synes nu også jeg har oplevet mennesker, der ufrivilligt og uheldigt, er havnet i en skidt situation, og hvor de efter bedste evne forsøger og også ofte formår at få pengene til at slå til, og for hvem f.x. julehjælpen vitterligt er en stor glæde og luksus i en stram hverdag.


Jeg indrømmer gerne at jeg har rynket på næsen af folk...
jeg har været i mødregruppe med en, flere gange købte hun kager af mig til 300 kr til børns fødselsdage, børnene fik fødselsdagsgaver til 1000 kr, den yngste har altid mærketøj, f.x. fuldt vinteroutfit i Hummel, købt nyt - til fuld pris. De har bil der har en 6-7 år på bagen, de har købt en stor dyr massagestol til 30.000 kr, de tager årligt på charter - i lavsæsonen hvor det self. er billigt, osv. osv osv.
Og så kan kan se hende skrive på div. opslag i f.x. facebookgrupper "gives væk til udsatte" - og poste billeder fra et juletræs arrangement for familier med få midler.
Så bliver man bare lidt træt i masken, jeg kan virkeligt ikke se at de er udsatte, jeg ved da godt at de ikke har verdens højeste indtægt, men fattige er de altså ikke.

Hvis familien ingen økonomisk sans har, og det virker ikke sådan, når de køber massagestol til 30.000 og render til juletræsfest for mindrebemidlede, tvivler jeg på, at de har sparet en disse op til alle de ting, du nævner her. Kunne det tænkes, at der er blevet optaget komplet hul-i-hovedet-forbrugslån, som nu har smadret familiens økonomi endegyldigt, ok indtægter eller ej?

Jeg kan i hvert fald godt undre mig over, at de vurderes så trængende, at de er kvalificerede til julehjælp, hvis forældrene er i arbejde, og sådan læser jeg dit indlæg, men jeg tror såmænd godt, at familien kan være endt som (selvforskyldt) fattige, hvilket egentlig åbner for en anden diskussion, nemlig om hvorvidt dem, der selv har smadret et egentlig ok udgangspunkt, er kvalificerede til hjælp.

[Zombie]

Jeg forsøger ikke at tillægge hende alverdens grimme motiver, men jeg kan simpelthen ikke rationalisere mig frem til andet end at hun simpelthen ikke formår at dele sol og vind lige mellem børnene, hvis man skal sige det sådan. Faktum er jo, at hun har taget et aktivt valg om at lade det ene barn have hest, også selvom det betyder, at hele familien (inklusive lillebroren) må klare sig for så lidt, at hun føler sig berettiget til julehjælp.

Jeg er enig med dig, Allmost_Famous. Moderen behøver ikke engang forhindre pigen i at gå til ridning - der er mange muligheder for at ride andres heste, hvis man samtidig er villig til at gå til hånde i stalden med udmugning m.v. Det er altså ikke fordi, man forhindrer pigen i at udleve sin hobby, ved at fravælge den meget høje, faste udgift det er at have en hest.

Samtidig kan jeg ikke undlade at tænke på, hvilke konsekvenser det kan have for dyret, når familien har så få penge. Pengene får hurtigt ben at gå på, når hesten skal omskos eller hvis der opstår en uventet dyrlægeregning. Man risikerer, at hesten går under mindre-end-rimelige forhold fordi der ikke er råd til en hesteskosmed, eller at hesten aflives hvor den ikke behøves, fordi den får en ordinær sygdom, som der ikke er råd til at behandle selvom det ikke er noget voldsomt.

Udover at jeg finder det urimeligt over for resten af familien, at bekoste en hest når pigen sagtens kan finde alternative muligheder for at dyrke sin hobby. Så mener jeg også at det er decideret uansvarligt over for hesten, som risikerer at lide eller blive aflivet unødvendigt, fordi de ikke har råd til de udgifter man må påregne som dyreejer.

[DetSorteCirkus]

Men alle de overvejelser... Det hjælper jo ikke den dreng, der var det yngre, da familiens økonomi blev smadret - og derfor ikke havde dyre interesser, der var vigtige for ham. Ej heller giver det ham en anderledes jul.

Måske er det der, kæden springer af for mig, når det drejer sig om julehjælp: Der gør forældrenes økonomiske sans mig ikke en dyt. Det, der er afgørende for mig, er, at hjælpen faktisk aktivt gør en forskel for et barn i julen.

For uagtet, at man ingen fysisk skade tager af en skrabet jul med strømpebukser i julegave - så er det hårdt for det barn, der intet får og intet har at berette at møde i skole efter ferien. Det barn under jeg faktisk juleglæde, der rækker det længere end lige juleaften. Også selvom jeg ikke er enig i forældrenes dispositioner.

Det er jeg enig i, men jeg synes heller ikke, at nogen har givet udtryk for, at børnene ikke kan være berettigede til hjælp.
Diskussionen går mere på, om moderen har grund til at kalde sig fattig, og om årsagen dertil er hendes egen skyld eller ej.

Samtidig synes jeg som tidligere nævnt, at det virker, som om en del af problematikken kræver, at man forholder sig til, om hvorvidt familier med i nogen grad eller komplet selvskabt fattigdom kan være kvalificerede til hjælp. Jeg mener grundlæggende "ja" med tanke på børnene.

[Ado]

Der kan være så mange andre ting der spiller ind i nævnte situation. Og kald mig naiv, men jeg tror da på, at man virkelig kæmper, når man frivilligt fortæller medierne om sin økonomiske situation.
Ja, en hest er dyr i drift. Men det kunne jo stikke dybere end det. Det kunne jo være, at datteren har lidt under forældrenes skilsmisse og at moderen derfor ikke vil sælge hesten, fordi det er den tryghed og glæde datteren har?

Jeg er med på, at man skal skære ind til benet hvor man kan. Men jeg er samtidig også fortaler for at børn kan bevare noget livskvalitet. Og at sælge en hest er jo ikke det samme som at sælge en bil.

Hmm - jeg kan godt følge mange af jeres argumenter, men jeg er blødsøden på det punkt. Og det skulle bestemt ikke være hesten der afholdt mig fra at give julehjælp til sådan en familie.

[DetSorteCirkus]

Det er mit indtryk, at der, når vi taler julehjælp, i rigtig mange tilfælde vil kunne findes nuværende eller tidligere ufornuftige dispositioner i de familier, der får støtte. Det kan være forbrugsgæld, rygning, kæledyr, alkohol, for mange børn, osv., så hvis man ikke ønsker at støtte socialt udsatte over en bred kam og herunder altså også den gruppe, der ikke kan tage ansvar for sig selv, hvilket igen kan have mange årsager, er det en god ide at holde sig helt fra denne type velgørenhed.

For mig spiller det dog bl.a. ind, at jeg sandelig også ved flere lejligheder har set manglende evne til at tage vare på sig selv andre steder end i underklassen, fx. i form af unge mennesker, der med jævne mellemrum har været afhængige af, at deres forældre kunne bringe deres økonomi på højkant igen, når de sjuskede med den, alt for dyre boligkøb, enøjet forhippethed på at krasse penge til forbrug ind, uanset om konsekvensen så blev stress og et dårligt familieliv, osv. Her vil mange indvende, at det ikke er så slemt, når problemet klares internt i familien, og de offentlige kasser og velgørende puljer derfor ikke belastes, men hvis vi alene taler ufornuft og dårlige valg, kan jeg ikke se forskellen.

[Akehurst2]

I forhold til det med hesten, der er det ikke det, at hun har den eller har prioriteret at beholde den, eller hvordan det indvirker på lillebroren, der kan få mig til at reagere.

Det er de, at hun kalder sig fattig. Man er fandme ikke fattig, hvis man har en hest.

Man kan have få penge til overs, fordi man bruger dem på hesten, men man er ikke fattig.

[Madam Pomfrey]

Jeg er helt enig... Mange af dem jeg opleve give udtryk for at have få midler, er de der har svært ved at styre impulser og derved lever over evne. Det er ofte nogle der forventer at få, af samfundet, har den holdning at nogle da bør tage sig af dem, sørge for dem, rette op på det.
Men jeg synes nu også jeg har oplevet mennesker, der ufrivilligt og uheldigt, er havnet i en skidt situation, og hvor de efter bedste evne forsøger og også ofte formår at få pengene til at slå til, og for hvem f.x. julehjælpen vitterligt er en stor glæde og luksus i en stram hverdag.


Jeg indrømmer gerne at jeg har rynket på næsen af folk...
jeg har været i mødregruppe med en, flere gange købte hun kager af mig til 300 kr til børns fødselsdage, børnene fik fødselsdagsgaver til 1000 kr, den yngste har altid mærketøj, f.x. fuldt vinteroutfit i Hummel, købt nyt - til fuld pris. De har bil der har en 6-7 år på bagen, de har købt en stor dyr massagestol til 30.000 kr, de tager årligt på charter - i lavsæsonen hvor det self. er billigt, osv. osv osv.
Og så kan kan se hende skrive på div. opslag i f.x. facebookgrupper "gives væk til udsatte" - og poste billeder fra et juletræs arrangement for familier med få midler.
Så bliver man bare lidt træt i masken, jeg kan virkeligt ikke se at de er udsatte, jeg ved da godt at de ikke har verdens højeste indtægt, men fattige er de altså ikke.

Hvis familien ingen økonomisk sans har, og det virker ikke sådan, når de køber massagestol til 30.000 og render til juletræsfest for mindrebemidlede, tvivler jeg på, at de har sparet en disse op til alle de ting, du nævner her. Kunne det tænkes, at der er blevet optaget komplet hul-i-hovedet-forbrugslån, som nu har smadret familiens økonomi endegyldigt, ok indtægter eller ej?

Jeg kan i hvert fald godt undre mig over, at de vurderes så trængende, at de er kvalificerede til julehjælp, hvis forældrene er i arbejde, og sådan læser jeg dit indlæg, men jeg tror såmænd godt, at familien kan være endt som (selvforskyldt) fattige, hvilket egentlig åbner for en anden diskussion, nemlig om hvorvidt dem, der selv har smadret et egentlig ok udgangspunkt, er kvalificerede til hjælp.

Jeg er ikke af det indtryk af de er forbrugslånstyperne, overhoved, de kan godt finde ud af at spare sammen, men de kan også godt lide luksus
De virker faktisk udadtil meget fornuftige, og er virkeligt søde og rare, glade mennesker, og gavmilde.

Manden er periodisk i job, oftest uden! - han er forholdsvis gammel.
Hun er vist på kontanthjælp, har fået afslag på ansøgning om førtidspension, årsagen kender jeg ikke helt, vist noget psykisk og fysisk.
Inden da har hun mange år fået tabt arbejdsfortjeneste pga. ældre børn med diagnoser.

Jeg tror den lave indkomst hænger sammen med at hun tænker sig ind i "dem med få midler" - og følelsen er jo, som andre i tråden nævner, reel nok, følelsen af at være fattig, at have lidt til rådighed, og der er da mange der har mere end dem.
Men det står bare i så skarp kontrast til det liv hun også fremviser i form af tekst og billeder.