Indlægaf DetSorteCirkus » 28. maj 2018, 19:25
Jeg er tilhænger af tidlig sprogstimulering som offentligt fokusområde og er ikke i tvivl om, at mange af de pågældende børn har behovet, men jeg bryder mig ikke om midlet. Først og fremmest fordi det sender nogle helt forkerte signaler og ikke vil kunne undgå at skræmme mange forældre. Ordningen taler simpelthen lige ind i den tankegang, der har fået dem til at fravælge pasningstilbud.
Jeg arbejder i et område, som uden at figurere på den famøse liste har mange "ghettokarakteristika", og hvor det, har jeg fået fortalt, for 20 år siden var helt normalt, at børn mødte op i 0. klasse uden at kunne tale hverdagsdansk. Sådan er det ikke længere. Ad frivillighedens vej kommer langt de fleste som minimum i børnehave, og sammen med en stigning i anvendelse af dansk i hjemmene betyder dette, at det sproglige udgangspunkt i dag er et helt andet end tidligere. Vi er fortsat nødt til at have et massivt fokus på andetsprogsområdet i forhold til det faglige, men vi møder ikke længere små elever, der ikke kan begå sig socialt på dansk.
Man må altså forstå, at feltet af familier, der virkelig lever i isolerede parallelsamfund, generelt er skrumpet ind, og at isolationen i mange tilfælde kommer af opgivenhed overfor integration og værnen om en verden, som man kan finde ud af at begå sig i. For det er ikke engang længere givet, at man kan følge med "sine egne", efterhånden som længere skolegang og uddannelse, arbejde til begge køn, osv. bliver stadig mere udbredt. Jeg har fx. et klart indtryk, at det med at hente en ægtefælle fra det gamle hjemland i dag i stadig højere grad betragtes som en nødløsning for de allermindst attraktive i gammeldags familier, ligesom jeg blandt teenagere er stødt på udtrykket "Tror du, du er hjemme i landsbyen?" som ironisk kommentar til klodset opførsel eller bemærkelsesværdig uvidenhed.
På den baggrund formoder jeg, at mange forældre til børn, der er omfattede af den nye lov, vil føle, at deres barn med magt føres ind i en verden, som de ikke selv har adgang til, og som de prøver at undgå, fordi de om ikke andet har fået overbevist sig selv om, at lige de nok ikke kan finde ud af den. Indgrebet bekræfter på den måde også manges negative forestillinger/fordomme om, hvad "samfundet" og "staten" er for noget.
Jeg havde meget hellere set en model, der, ud over selvfølgelig at være baseret på behov og ikke adresse, inkluderede, medtænkte og styrkede hele familien i stedet for at skabe splid. Hvis målet er, at børnene ikke bare skal høre om det danske samfund, men faktisk på sigt gribe ud efter det, nytter det ikke, at man ikke har øje for hele familiens samlede sproglige, sociale og kulturelle ressourcer. Det kan kun føre til yderligere stigmatisering. Også fordi tvungen vuggestue oveni alt det andet formodentlig lige akkurat vil gå ind og ramme mange hjemmegående kvinder på deres identitet og stolthed og signalere, at her er du heller ikke god nok til Danmark.
7