Det perfekte barn

[BlueBunny]

Jamen hvorfor så takke nej?
Hvis hensigten er at have fokus på barnet og styrke dets færdigheder, hvorfor sige nej til det?
Forudsat at læringen/fokus sker i et tempo og miljø som barnet trives med.

[kidkomb]

Jamen hvorfor så takke nej?
Hvis hensigten er at have fokus på barnet og styrke dets færdigheder, hvorfor sige nej til det?
Forudsat at læringen/fokus sker i et tempo og miljø som barnet trives med.

Jamen, det er jo det vi debatterer.

Min tanke er jo, at jeg som udgangspunkt ville tænke "Ja, tak, selvfølgelig". Men jeg ville ved nærmere eftertanke lige skulle tygge lidt på den.
For der er jo anker, ikke?

Børn lærer i forskellige tempi og ingen børn lærer i samme rækkefølge osv.
Det er en interessant snak, synes jeg, for uagtet at hensigten er god, så bør man som forældre da overveje, hvorfor, uanset hvad man siger ja eller nej til på sit barns vegne.

[TomKah]

jeg går ud fra at der for nogen ikke er nogen anker, men for mig er der. jeg ville ikke bryde mig om at mit barn gik til talepædagog hvis jeg ikke selv følte der var et behov.
Jeg er så heller ikke overbevist om at alle "behandlere" er professionelle nok til at sige at nu er der ikke behov for mere. Det er trods alt deres levebrød. De fleste i det offentlige er nok men ikke alle.

[TomKah]

I øvrigt var det kun problematisk at pædagogerne nævnte hans problemer fordi jeg ikke kunne mærke at de rent faktisk så objektivt på ham uden en masse fordomme om hvordan han var.
Da han kom i skole har jeg ikke haft nogen problemer med at samarbejde med special teamet om ham. Men jeg havde simpelt hen ikke tillid til pædagogerne specialindsats som jeg fandt forfejlet og fokuseret på helt forkerte ting.

[Dr_bp]

Tak for alle jeres svar og indspark til debatten.
Vi har haft en snak med BH, og de mener ikke at han har problemer med at kommunikere med hverken børn eller voksne. De oplever heller ikke at han bliver drillet eller misforstået fordi han ikke altid har styr på startkonsonanterne. -Og det er altså heller ikke altid eller ved de samme ord, han snubler. Der synes ikke rigtigt at være noget mønster i det.
Vi har takket nej fordi vi ikke ser en grund til at han skal vurderes og bedømmes, og i værste fald selv føle sig forkert fordi han indimellem glemmer k'et i knæ. Da han gik til bevægelsespædagog vidste han godt at det var fordi han var dårlig til at hoppe (selvom pædagogen var dygtig og sympatisk og bestemt ikke gav udtryk for at der var noget galt med ham), og jeg vil virkelig ikke have, at han endnu en gang får oplevelsen af at der er noget, han gør forkert (Disclaimer: Jeg tror ikke, der er nogen der har fortalt ham at han var dårlig til at hoppe. Han vidste somehow bare at han skulle øve med pædagogen så han kunne blive bedre).
Han skal først starte i skole i 17, så der er altså tid nok endnu.

Lad mig lige endnu en gang understrege, at vi er glade for institutionen og al den hjælp den kan tilbyde.

Jeg synes bare, pædagogerne i det her tilfælde problematiserer en normaltilstand.

[Dr_bp]

Tja når nu det tales accept så kan jeg blive lidt i tvivl om hvem der udviser manglende accept.

Hvorfor er det forkert at tilbyde ekstra opmærksomhed til et barn som har udfordringer de andre børn ikke oplever? Er det forældrene eller pædagoger der ikke udviser accept?

Hvorfor er det ikke acceptabelt at tage imod noget som fagfolk mener vil støtte og hjælpe barnet?

Udgangspunktet er at hjælpen/støtten gives i børnehøjde. At barnet alt andet lige vil opleve det som berigende. Barnet vil blive dygtigere til visse færdigheder. Opleve sejre. Anerkendelse. Ros. Hvorfor er det ikke ok.

At give barnet et turbo hold, så barnet hurtigere lærer noget. Alt andet lige vil barnet lære det samme senere. Men hvorfor? Der er ikke tale om at barnet sættes på skolebænken og terper. Det drejer sig alene om hjælpeværktøjer, fokus og opmuntring.

Kan synes det i høj grad er forældre der er med til at tabuisere emnet.

Som jeg ser det er det HELT OK at gå til talepædagog. I-lands luksus ja, men da lækkert at vi har de muligheder at tilbyde og tage imod.

[b]Jeg synes bestemt ikke, der er noget pinligt eller på anden måde forkert ved at gå til talepædagog.
Men i et tilfælde som TS' ville jeg takke nej til tilbuddet. Jeg vil ikke have, at min 4,5-årige oplever at få ros og anerkendelse for sin måde at udtale visse ord på. Jeg vil ikke have, at min 4,5-årige overhovedet tænker over, hvordan han udtaler ting.[/[/b]quote]

Præcis. Han skal ikke overveje sin udtale, han skal bare tale.

[milisa]

Jeg læser det som at det tales om sygeliggørelse, en slags diagnose liderlighed.

Der skrives bla "Altså han er bestemt heller ikke gennemsnitlig på den måde, men jeg synes godt nok det var træls at de ikke bare kunne acceptere ham som han nu engang er."

Så drog jeg bare den konklusion at det blev fundet problematisk at nævne barnet måske har udfordringer. Det betyder jo ikke barnet ikke er ok. At barnet ikke accepteres. Som jeg ser det er pædagogerne opmærksomme på afvigelser fra normalen, for at kunne tilbyde lidt hjælp. Ikke fordi afvigelser ikke accepteres.

Men hvis man føler behov for at reagere på hver eneste afvigelse, så må det jo netop være fordi, man ikke acceptere selve afvigelsen. Som jeg tidligere nævnte som eksempel, så mente en fagperson, at en anden fagperson skulle se på mit barn pga motorikudfordringer. I dag er hun præcis lige så motorisk udviklet som sine jævnaldrende - helt og aldeles uden nogen som helst form for hjælp af nogen fagpersoner.

[Dr_bp]

Tja når nu det tales accept så kan jeg blive lidt i tvivl om hvem der udviser manglende accept.

Hvorfor er det forkert at tilbyde ekstra opmærksomhed til et barn som har udfordringer de andre børn ikke oplever? Er det forældrene eller pædagoger der ikke udviser accept?

Hvorfor er det ikke acceptabelt at tage imod noget som fagfolk mener vil støtte og hjælpe barnet?

Udgangspunktet er at hjælpen/støtten gives i børnehøjde. At barnet alt andet lige vil opleve det som berigende. Barnet vil blive dygtigere til visse færdigheder. Opleve sejre. Anerkendelse. Ros. Hvorfor er det ikke ok.

At give barnet et turbo hold, så barnet hurtigere lærer noget. Alt andet lige vil barnet lære det samme senere. Men hvorfor? Der er ikke tale om at barnet sættes på skolebænken og terper. Det drejer sig alene om hjælpeværktøjer, fokus og opmuntring.

Kan synes det i høj grad er forældre der er med til at tabuisere emnet.

Som jeg ser det er det HELT OK at gå til talepædagog. I-lands luksus ja, men da lækkert at vi har de muligheder at tilbyde og tage imod.

Men jeg synes jo ikke han har brug for at blive dygtigere til sin udtale. Det skal nok komme, og der er ingen grund til at forcere det med øvelser, ros og anerkendelse. Lad ham nu bare snakke i fred.

Angående det med den manglende accept: Jeg synes ikke, vi er stejle forældre. Vi har takket ja og rettet ind de gange, der er blevet luftet noget for os, eller de gange indsatsen med bevægelsespædagogen er kommet i spil. Jeg er helt med på, at hvis der er et problem, skal der tages hånd om det.- Men jeg synes også der er en generel tendens til at skulle optimere ens børns betingelser i stort set alle livets anliggender. Jeg er godt klar over, at det er mit lille issue for tiden, og at det ikke nødvendigvis er noget, der afspejler sig i BH, men jeg er virkelig træt af, at man ikke bare kan få lov til at lade tiden ordne tingene for sig, i stedet for (som jeg oplever det) straks at øve, træne og finpudse hver en lille ting omkring sit barn.
Jeg synes faktisk det skal være ok at børn har ting, de ikke excellerer i.