Marioneta skrev:Tilly skrev:Hvordan gik det så med hans reeksamen i dag?
Godt spørgsmål. Som sagt var 7 ud af 20 til reeksamen og de var alle presset på tiden (2 har endda ekstra tid fordi de er ordblinde). Det er svære opgaver sammenlignet med hvad vi har fået af opgaver i løbet af undervisningen. Fx havde de noget om 4-talssystemet, som vi godt nok har haft noget om på tavlen, men ikke selv har fået opgaver i. Jeg tænker at niveauet for eksamen er som det skal være, men niveauet af undervisningen har været for dårlig. Vores underviser er på barsel og det har været svært at finde en vikar. Vi har fået en gymnasielærer, som slet ikke har haft seminariehold før. Vi har ikke fået særlig mange opgaver, som vi har kunne regne som forberedelse og til den første eksamen var der også noget, som vi slet ikke har haft i pensum. Det er en eksamen, som tre undervisere har lavet til de tre matematikhold, men vores undervisning virker ikke til at have været på samme niveau som de to andres hold. Jeg har svært ved at forestille mig, at det er meningen, at det skal være sådan.
Han fik lavet det hele, dog er der to del-opgaver han ved, at han ikke får fuld point for og hans besvarelse af det fagdidaktiske synes han selv er mindre god end sidste gang (hvor han dog faldt på at han ikke nåede en hel opgave). Han føler sig ikke sikker på at bestå, men håber at han gør. Det samme med vores veninde, hun føler sig heller ikke sikker. De får først at vide på mandag, så det bliver en lang uge for dem.
Øv det er lang tid at vente. Håber han består
Madam Pomfrey skrev:Ikke at jeg skal blande mig, men det går måske meget godt i tråd at spørge ind til de andre ting der udfordrer dig i jeres relation, eller som du undrer dig over i hans relationer til andre i det hele taget. F.x. det med at han ikke får lavet en aftale med sin mor i ferien.
Eller det med at at han ikke rigtig evner eller har lyst til at kommunikere på daglig basis.
Det er måske mere ufarligt at spørge ind til det, reelt undrende, nu hvor du selv har besluttet at det ikke skal være et issue imellem jer, at du har accepteret at det er præmissen. Så kommer det jo netop ikke til at handle om dine behov og forventninger. Men bliver en decideret undren på hvorfor han har det sådan.
Jeg tænker også at det er rigtig fint hvis du kan spørge nysgerrigt ind til dette. Om hvordan han selv har det med det?
Hvad gør det fx ved ham, når han ikke får set sin mor, fordi han ikke fik taget sig sammen til det? Er det bare ok? Eller er han ked af at han har svært ved at tage initiativ, og derved går glip af aftaler?
Det er jo ikke sikkert at han selv oplever hans manglende evne til initiativ som et problem (såvel på det private område samt studierelateret). Men hvis han gør, så er det da noget han skal arbejde med.
Jeg har selv i perioder kæmpet meget med manglende evne til at tage initiativ, og nøj hvor har jeg skældt mig selv meget ud over det. Så jeg ved godt hvor svært det kan være at kæmpe med.