Kvinder der ikke vil have børn

[Kattefjæs]

Da jag var yngre troede jeg heller ikke at jeg skulle have børn. Det var ikke sådan at jeg ikke kunne lide børn, det sagde mig bare ikke rigtig noget og jeg tænkte at det bare ikke var noget for mig.

Da jeg fandt sammen med min mand stod det pludselig lysende klart at jeg gerne ville have børn med ham. Det fik jeg så og vi har 2 skønne drenge. Jeg kunne ikke tænke mig det anderledes. Jeg elsker mine unger og jeg elsker at have børn.

Personligt er jeg inderligt ligeglad med hvorvidt andre vælger børn til eller fra. Jeg forstår begge dele og har ikke noget behov for at overbevise nogen om at de træffer det forkerte valg (jeg synes jo ikke at der er noget forkert i hverken at få eller ikke at få børn).

Når det er sagt, så oplever jeg lidt når denne diskussion er oppe (og det er den alligevel ret ofte), at de kvinder der har valgt ikke at få børn, virker enormt følsomme omkring det og det undrer mig bare at det er så stor en belastning hvad andre, ofte tilfældige mennesker, mener om den sag.

Hvis man har taget et beslutning og selv er fjong med den, hvorfor er man så ikke fløjtende ligeglad med andres mening om den sag? Hvorfor kan man ikke bare trække på skuldrene og lade det flyve ind af det ene øre og ud af det andet? Hvorfor dette behov for at forsvare sig? hvorfor ikke bare lukke den med et "sådan er det" og snakke om noget andet?

Jeg forstår simpelhent ikke frustrationen og at man lader sig gå på i den grad. Jeg synes egentlig at der kommer lidt for meget drama over det.

Mon ikke det er lidt det samme når samtalen falder på børneopdragelse? Der går også lynhurtigt drama i den. Forældre kan være utrolig følsomme omkring deres måde at gøre tingene på hvis der bliver stillet spørgsmål til det, og føle et stort behov for at forsvare deres tilgange hvis de mener at de bliver kritiseret. Det er nogle gange nærmest umuligt at have en neutral samtale om den slags uden at der straks går skyttegrav i den. Det handler om følelser og er meget privat, så det er egentlig ikke nogen overraskelse.

I øvrigt synes jeg egentlig heller ikke at ind ad det ene øre etc. er en specielt god tilgang til sådan noget her. Vi taler jo ikke kun om fremmede menneskers holdninger som koncept. Vi taler om mennesker, som er tætte på én, som er decideret ubehøvlede, grænseoverskridende og ubehagelige i ord og handling. Det skal man ikke finde sig i, uanset om emnet så er børn eller bagværk. Folk skal sgu behandle hinanden med respekt.

Jeg kan SLET ikke se at det skulle være en god ting at lade det glide når andre mennesker behandler en respektløst - tværtimod da. At man vælger at sige fra når man bliver behandlet dårligt, er da ikke et svaghedstegn - eller på nogen måde tegn på at man er usikker eller nærtagende. Jeg ville derimod mene at det var et svaghedstegn hvis man bare lod folk tale grimt til én og køre én over verbalt på den måde. En del af det at hvile i sig selv er også at kunne sige til og fra når ens grænser bliver overskredet.

[LadyFox]

Da jag var yngre troede jeg heller ikke at jeg skulle have børn. Det var ikke sådan at jeg ikke kunne lide børn, det sagde mig bare ikke rigtig noget og jeg tænkte at det bare ikke var noget for mig.

Da jeg fandt sammen med min mand stod det pludselig lysende klart at jeg gerne ville have børn med ham. Det fik jeg så og vi har 2 skønne drenge. Jeg kunne ikke tænke mig det anderledes. Jeg elsker mine unger og jeg elsker at have børn.

Personligt er jeg inderligt ligeglad med hvorvidt andre vælger børn til eller fra. Jeg forstår begge dele og har ikke noget behov for at overbevise nogen om at de træffer det forkerte valg (jeg synes jo ikke at der er noget forkert i hverken at få eller ikke at få børn).

Når det er sagt, så oplever jeg lidt når denne diskussion er oppe (og det er den alligevel ret ofte), at de kvinder der har valgt ikke at få børn, virker enormt følsomme omkring det og det undrer mig bare at det er så stor en belastning hvad andre, ofte tilfældige mennesker, mener om den sag.

Hvis man har taget et beslutning og selv er fjong med den, hvorfor er man så ikke fløjtende ligeglad med andres mening om den sag? Hvorfor kan man ikke bare trække på skuldrene og lade det flyve ind af det ene øre og ud af det andet? Hvorfor dette behov for at forsvare sig? hvorfor ikke bare lukke den med et "sådan er det" og snakke om noget andet?

Jeg forstår simpelhent ikke frustrationen og at man lader sig gå på i den grad. Jeg synes egentlig at der kommer lidt for meget drama over det.

Fordi jeg faktisk begynder at kunne lide folk mindre end før når de er nedladende overfor mig. Og jeg vil faktisk rigtig godt kunne lide folk jeg har en eller anden form for kommunikation med i min hver dag. Jeg gør mig faktisk rigtig umage for at kunne lide folk der af den ene eller anden grund er i mit liv, også selvom de måske ikke helt er min "type", eller jeg synes de har dårlige sider eller hvad det nu kunne være der kan gøre en relation svær, fordi det er immervæk rarere for alle hvis man oprigtigt kan lide hinanden. Men derfor kan det jo godt være vanskeligt nogen gange.

[Sophaya]

[...] For det andet er livet med børn også en kæmpe gave. Men det er barnløse meget dårlige til at adressere.

Og her er min hovedpointe så:
Folk med børn bør ikke pådutte frivilligt barnløse at få børn.
Men frivilligt barnløse behøver heller ikke udbrede sig om, hvordan livet med børn er. Det sker med negativt fortegn - som du lige selv opstillede det - og ærligt talt også fordomme, for det er sjovt nok altid de mest skoddede elementer ved forældreskab/worst case, der nævnes.

Jeg synes ikke, jeg som barnløs er forpligtiget til at adressere, hvor stor en gave børn er. Det er ikke mit bord. Jeg udtaler mig aldrig negativt om forældreskab til mine veninder, der gerne vil have børn. Jeg kunne aldrig drømme om at sige “ej” og “ad”, som Sangius oplever - det er mindst lige så uforskammet som at fortælle mig, at jeg bliver klogere en dag. Jeg er til gengæld ærlig omkring, at jeg ikke selv ønsker mig børn, og at de derfor ikke ville være et positivt bidrag. Jeg hader ikke børn. Jeg er ikke bange for at vælge noget fra eller at gå glip af noget i livet ved at få børn. Jeg er ikke skræmt væk af rædselshistorier, ansvar eller bekymringer. Jeg ønsker mig ganske simpelt bare ikke at lave nogle selv. Mit ønske har intet med de negative sider af forældreskab at gøre. Jeg har bare ikke lyst. Og det er åbenbart virkelig svært for andre at forstå.

[Patience]

Et følsomt og stort emne, for begge "lejre"
Selv er jeg mor til 4, jeg har altid vidst jeg skulle ha børn, og gerne mere end 3 - og jeg har elsket det hele vejen igennem, selvfølgelig periodisk frihedstrang og følelsen af at de alle sammen er nogle røvhuller

Og faktum er jo, at vi oftest forstår tingene fra vores eget udgangspunkt, værdier, ønsker - og derfor har jeg også sådan grundlæggende svært ved, sådan helt rigtigt, dybt, at forstå at folk ikke ønsker at få børn. Eller måske er det ikke forståelse det handler om, men langt mere end undren, men jeg ved den undren kommer fra mit eget udgangspunkt, fordi det er så grundlæggende en del af livet, for mig. Jeg har f.x også svært ved at forstå at etablerede par, venter 5-10 år med familieforøgelse, - fordi det ville ha været helt umuligt for mig.

Men en ting er at anskue ting fra egen navle - jeg er bevidst om at det her er MIT udgangspunkt, at der er nogen der deler det, men mange flere der ikke gør, og dermed også nogen der absolut ikke ønsker børn. Og jeg vælger at anerkende og respektere dét, for det er en personlig sag, og jeg vil aldrig begynde at diskutere det med folk. Derimod kan jeg godt finde på at spørge ind til det, af nysgerrighed, fordi jeg gerne vil kende udgangspunktet, tanker og årsager.
Og årsager kan jo være mange, fra dem der bare ikke har behovet, ikke ønsker at bruge tid og energi på det, til dem der har vurderet sig selv uegnede af psykiske eller medicinske årsager, måske baseret på egen historik eller oplevelser.


Jeg kan sagtens tænke, "jaja du bliver klogere" - men jeg nøjes med at tænke det, for folk har ikke spurgt om, eller behov for, mit input.
Jeg tænker det, fordi jeg adskillelige gange har læst om, hørt om, eller selv kender folk der har ændret mening.

Men jeg har heller aldrig oplevet det har været et issue, når jeg oprigtigt og nysgerrigt har spurgt ind til f.x. kollegaer der ikke har børn, om det er noget de ønsker, noget der kommer. jeg respekterer det svar der kommer, uden diskussion eller holdningsudtryk.

Jeg har personligt intet problem med at folk spørger nysgerrigt og er undrende i forhold til mit fravalg af børn. Problemet opstår bare når man så ærligt svarer, for min erfaring er at mindst halvdelen af dem man taler med simpelthen ikke kan acceptere ens svar som "gyldig" grund. Enten gør de som nogle i denne tråd - de giver sig til at diskutere ens helt personlige og subjektive "sandheder" som om man præsenterer dem som evigtgyldige sandheder. Et godt eksempel er når jeg feks siger at jeg har rigtig meget lyst til spontanitet og fravær af rutine i mit liv og dem jeg taler med så bruger det næstelange stykke tid på at fortælle mig, at det kan man da sagtens med børn! Eller hvis jeg siger, at jeg synes det ser hårdt og stressende ud at have en hverdag med børn og de så bruger oceaner af tid på at fortælle mig om at det jo absolut slet ikke behøver være hårdt.
Men for pokker da - mine udsagn om at det vil være rutinepræget, hårdt og stressende at have børn er jo MIN sandhed - jeg siger da ikke at det er sådan for alle. Jeg kan jo se at nogle af mine veninder med børn trives fremragende og finder enorm glæde og meming i at være forælder. Men det ændrer ikke på at jeg kigger på det og tænker at det ville være det frygteligste ever. Igen ikke for dem - men for mig.

[Sophaya]

Da jag var yngre troede jeg heller ikke at jeg skulle have børn. Det var ikke sådan at jeg ikke kunne lide børn, det sagde mig bare ikke rigtig noget og jeg tænkte at det bare ikke var noget for mig.

Da jeg fandt sammen med min mand stod det pludselig lysende klart at jeg gerne ville have børn med ham. Det fik jeg så og vi har 2 skønne drenge. Jeg kunne ikke tænke mig det anderledes. Jeg elsker mine unger og jeg elsker at have børn.

Personligt er jeg inderligt ligeglad med hvorvidt andre vælger børn til eller fra. Jeg forstår begge dele og har ikke noget behov for at overbevise nogen om at de træffer det forkerte valg (jeg synes jo ikke at der er noget forkert i hverken at få eller ikke at få børn).

Når det er sagt, så oplever jeg lidt når denne diskussion er oppe (og det er den alligevel ret ofte), at de kvinder der har valgt ikke at få børn, virker enormt følsomme omkring det og det undrer mig bare at det er så stor en belastning hvad andre, ofte tilfældige mennesker, mener om den sag.

Hvis man har taget et beslutning og selv er fjong med den, hvorfor er man så ikke fløjtende ligeglad med andres mening om den sag? Hvorfor kan man ikke bare trække på skuldrene og lade det flyve ind af det ene øre og ud af det andet? Hvorfor dette behov for at forsvare sig? hvorfor ikke bare lukke den med et "sådan er det" og snakke om noget andet?

Jeg forstår simpelhent ikke frustrationen og at man lader sig gå på i den grad. Jeg synes egentlig at der kommer lidt for meget drama over det.

Det er sjovt, for jeg oplever det modsatte. At jeg egentlig ikke er særlig følsom omkring det, men at det vækker en masse følelser i mange mødre/kvinder der ønsker sig børn, når jeg giver udtryk for ikke at ønske mig børn Det virker ofte, som om de tager mit fravalg meget personligt. På samme måde kan man jo så spørge, hvorfor det ikke bare er fjong med alle andre, når nu jeg selv er afklaret.
Men jeg synes da det er jævnt træls, når man (hovedsageligt ude i virkeligheden) bliver mødt med nedladende kommentarer omkring et af mine livsvalg. Det holder mig ikke vågen om natten, men jeg kan ikke undgå at blive mindet om følelsen, når emnet bliver debatteret.

[Kattefjæs]

Tråden her gav mig rig mulighed for at spekulere lidt over alle de mange dumme kommentarer jeg har fået gennem tiden.

Og igen, jeg hverken hader børn eller synes at forældre er syge i hovedet - jeg siger det bare som det er, lysten har ikke umiddelbart meldt sin ankomst og jeg kan ikke se nogen grund til at handle på noget som i mine øjne ikke er et problem, især når det ikke ser ud til at blive det i nærmeste fremtid.

Det er i øvrigt uhyre sjældent at jeg selv har bragt emnet op, hvis nogensinde... Alligevel, i random rækkefølge er her nogle af de mange kommentarer/spørgsmål jeg har fået gennem årene:

Du bliver klogere når du bliver ældre

- Det gør du sikkert også.

Du er børnehader

- Nej.

Du har ikke mødt den rigtige mand endnu

- Hvem fanden blev jeg så gift med?

Du kommer til at fortryde at du ikke har ført slægten videre

- Hvorfor? Der er masser af børn i min familie. Der er ikke nogen hverken biologisk eller følelsesmæssig grund til at nogen bestemt slægt skal gives videre. 99,9% af jordens befolkning siden tidernes morgen har som individer gjort absolut ingen forskel for noget som helst. Sidder du og tænker på dine tiptiptiptipoldeforældre hver dag? Eller din stenalderbedste? Nej, vel? Selv hvis jeg fik børn, så var der sgu nok ikke nogen som kunne huske mig når først jeg havde været død og borte i 50-100 år. Let's get real, det er det præcis samme for alle jer andre. Dit liv giver ikke mere mening og bliver ikke mere betydningsfuldt bare fordi du får børn. Med mindre du er Napoleon, Augustus eller dronningen af Frankrig, så gør det formodentlig absolut nul og niks forskel for resten af verden at du eksisterer, eller om dine fiktive børn en dag eksisterer. Kald mig sortseer, men altså, det er jo rigtigt!

Nå, så har du bare kæledyr i stedet.

- Nej.....? Når jeg har haft kæledyr, så har det været fordi jeg har haft lyst til at have lige præcis dét dyr, på samme måde som alle andre har det. Jeg har ikke noget i stedet for børn. Hvis jeg havde brug for et eller andet til at erstatte børn med, så kunne jeg jo ligeså godt bare have fået børn? Men jeg har altså ikke noget tomrum der skal fyldes ud, hverken af børn eller dyr.

Du svigter samfundet

- Hvad med alle dem som får børn og svigter DEM?

Det er din pligt at hjælpe med at holde fødselstallet stabilt

- Nej, det er det ikke. Og selv hvis det var, så er der rigeligt med mennesker på planeten Jorden. Vi klarer den lige.

Du er forkælet og tror du kan få i pose og sæk

- I hvilken sammenhæng præcis? Uden børn forbruger jeg ikke institutionsplads, skole, sundhedsplejerske, læge osv. på andre end mig selv. Jeg får heller ikke børnepenge eller diverse rabatter som følger med børn. Jeg har absolut intet imod at familier får disse, tværtimod er jeg glad for at der eksisterer så meget hjælp og støtte til børnefamilier som der nu engang gør. Men jeg vil nu alligevel nok vove den påstand at jeg slider lidt mindre på verden og koster mindre i det lange løb. Der er i hvert fald mange poster jeg ikke kræver ind.

Du vil aldrig vide hvad kærlighed er

- Whatever. Det er under lavmålet. Det gider jeg slet ikke adressere.

Jamen man SKAL da have børn!

- Neeeeej....

Du er ikke en rigtig kvinde

- Sidst jeg tjekkede, jo.

Du er unaturlig

- Nej. Af kulturelle og religiøse årsager har det indtil for ganske nyligt været normen at man skulle få børn uanset HVAD. Vi er heldigvis nået til en tidsalder hvor vi har et valg. Det vælger jeg så at benytte mig af. Havde det valg været tilgængeligt for 300 år siden, så var det på nuværende tidspunkt allerede TOTALT normalt at der var kvinder som valgte børn fra. Alt tyder på at selvom det er noget af det sværeste og mest tabubelagte at sige højt, så ER der nemlig mennesker - kvinder og mænd - som fortryder de børn de har fået, eller aldrig egentlig havde lyst, men var kulturelt eller religiøst påtvunget at gøre det (og uden adgang til prævention). Havde de haft valget, så havde de sgu nok sagt nej tak. Det er muligvis et moderne fænomen at man kan vælge at være børnefri, men det er bestemt ikke et moderne fænomen at der er mennesker som har LYST til at være det.

Du kan lige så godt begå selvmord nu så

- Ja, det har jeg helt oprigtigt fået at vide. For jeg tjener jo ikke noget formål her i verden hvis jeg ikke føder børn, åbenbart. Godt at vide.

Du er en biologisk fejlproduktion

- Så meget desto bedre at jeg ikke reproducerer.

Du ender alligevel med at få børn når du bliver ældre, og så skal du sikkert i fertilitetsbehandling og ender med at få mongolbørn

- Jeg vil hellere være solomor til fem hundrede børn med Downs Syndrom end jeg vil tilbringe ét minut i selskab med dén type undermenneske som kommer med sådan en kommentar. Det kan man jo så lige tygge lidt på.

Hvem skal passe dig når du bliver gammel?

- At dømme ud fra de mange ensomme ældre på plejehjem som aldrig får besøg af deres børn, så bliver det jo nok en sød SOSU-assistent af en art.

Er du ikke bange for at blive ensom?

- Næ... Vi har trods alt en anelse kontrol over vores egne liv og vi kan indrette os efter vores forhold, i hvert fald til en vis grænse. Mon ikke jeg lige klarer den.

Børn er meningen med livet

- Dit måske, men ikke mit.

[fisken80]

Enten gør de som nogle i denne tråd - de giver sig til at diskutere ens helt personlige og subjektive "sandheder" som om man præsenterer dem som evigtgyldige sandheder.

Men for pokker da - mine udsagn om at det vil være rutinepræget, hårdt og stressende at have børn er jo MIN sandhed - jeg siger da ikke at det er sådan for alle.

Jeg føler mig selvfølgelig truffet nu. Og jeg vil bare sige - det personlige og subjektive er okay med mig. Men ordvalget er samtidig så værdiladet, at jeg bliver en smule ramt på mit valg.

Når nogen kalder livet med børn for et mareridt - og det er der to, som klokkeklart skriver flere steder i tråden - så sætter det negative associationer igang. Det svarer til, at jeg skriver, at barnløse er egoistiske. Hvis jeg havde ment det, ville jeg flette næbbet i stedet for at træde andre over tæerne med min holdning.

Fejlindlæg

[Kattefjæs]

Jeg føler mig selvfølgelig truffet nu. Og jeg vil bare sige - det personlige og subjektive er okay med mig. Men ordvalget er samtidig så værdiladet, at jeg bliver en smule ramt på mit valg.

Når nogen kalder livet med børn for et mareridt - og det er der to, som klokkeklart skriver flere steder i tråden - så sætter det negative associationer igang. Det svarer til, at jeg skriver, at barnløse er egoistiske. Hvis jeg havde ment det, ville jeg flette næbbet i stedet for at træde andre over tæerne med min holdning.

Jeg kan sådan set godt forstå dig, men for det første er det jo ikke DIT liv der beskrives som et mareridt - og for det andet er det jo nærmest konstant at barnløse får at vide at deres liv må være triste, ensomme og meningsløse, hvilket vist heller ikke er super pænt sagt.

Jeg kan godt forstå at man bliver ked af det, eller decideret fornærmet, hvis ens livsstil bliver kritiseret. Det er jo egentlig sådan næsten alle i denne her tråd har det, uanset om deres liv er med børn eller uden. Dybest set vil vi jo bare gerne have lov til at leve vores liv og tage vores valg i fred og ro uden at nogen skal tale grimt til os om det.

Men igen, det er ikke DIT liv med børn der bliver kaldt er mareridt. Det er den barnløse debattørs forestilling om eget liv hvis de tog de samme livsstilsvalg som dig. Ikke fordi dine valg er forkerte, dårlige eller mærkelige, men fordi I er to vidt forskellige mennesker, og one size doesn't fit all.

Jeg er 99,9% sikker på at mit liv også var et fucking mareridt hvis jeg havde valgt at blive bøddel på den amerikanske dødsgang eller sådan noget, men derfor ønsker jeg ikke at fornærme nogen som rent faktisk har valgt det som levevej. Vi er sgu nok bare ret forskellige mennesker hvis de kan dét, for jeg kunne helt sikkert ikke!

[VanillaQueen]

Jeg tror egentlig, at de mennesker, der siger, bare vent til du bliver ældre, så ændrer du mening, også siger andre upassende ting til deres medmennesker.

Jeg hører også til gruppen, der ikke ville have børn, indtil jeg blev lidt i tvivl og lod skæbnen råde (lægen havde sagt, det ville blive meget svært, - det passede så ikke) Men mine svigerinder, som havde mest travlt, da jeg ikke ville have børn, var også påtrængende i forhold til at påtvinge mig andre af deres valg. Arbejde fuld tid. Gå i "dametøj" (modsat flippet tøj). Gå med bh. Følge moden. Købe ting i kop og kande. Ikke læse for meget. Stort set alt.

Jeg tror egentlig, at de så mine anderledes valg som kritik af deres livsstil, selvom jeg aldrig udtalte det, og højst forklarede, når de partout ville diskutere det, at det ikke lige var for mig at leve, som de gjorde. Det gjorde dem utrygge, at jeg valgte noget så anderledes, for de havde jo bare fulgt normen og ikke tænkt så meget over tingene.(Vi befinder os i 1982 på landet på Djursland)

Jeg har to voksne børn, og de er det bedste, der er sket i mit liv. Jeg vidste ikke og havde ikke forestillet mig, at det ville det vigtigste i hele verden. Jeg gik hjemme med dem, da de var små, og jeg kan seriøst sige, at jeg aldrig har været træt af dem eller ønsket en pause fra dem. De har udviklet sig til to skønne mennesker, og mit hjerte svulmer af glæde og kærlighed hver gang jeg ser dem. - Det går ikke over, selvom de bliver voksne.

Men det betyder altså ikke, at jeg synes, alle burde få børn. Eller at jeg undrer mig, når man vælger det fra.

Jeg oplever nærmere ind imellem, at jeg undrer mig over, hvorfor folk har valgt at få børn, når de ikke vil prioritere dem. Men jeg siger det selvfølgelig ikke.

Ikke alle mennesker er lige så venlige og modtagende for os der ikke vil have børn, problemet ligger i at folk kommentere (sårende) og respektløst på en, sidst jeg nævnte jeg ikke føler for at få børn blev jeg kaldt for mærkelig

Den kommentar ramte mig...

[Purple Haze]

Som jeg ser og oplever det er der virkelig få positive ting ved det at få børn, og de er helt sikkert ufattelige og overvældende. Men kan på ingen måde se at de skulle kunne opveje alt det negative.

Og uanset hvad folk ellers siger så kender jeg en del, som elsker deres børn over alt på jorden og vil gøre alt for dem - fordi de er der. Og de vil ikke undvære dem for noget - bortset fra at de lader til hellere at ville have et liv uden børn sådan generelt, men ikke de børn de har, som jo er der og de elsker overalt på jorden.
Og så er det jeg tænker pt. er jeg ganske glad for mit liv, og har ikke lyst til at lave om på det, for at passe et barn ind i det.

Tænkte lidt over det da jeg cyklede hjem fra arbejde, det der med at man sagtens kan få børn til at passe ind i et liv.
Og må konstatere at det kan man ikke i mit, sådan som jeg har indrettet mig. Selvfølgelig kunne jeg ændre mit liv så et barn kunne passe ind i det, men det har jeg ikke lyst til - og hvorfor skulle jeg?

På en hverdag står jeg op ml kl 7-8 alt efter hvor lang tid det tager mig at vågne, tager på arbejde så jeg senest er der kl 9.00 spiser morgenmad på arbejdet og tager fra arbejde ml. Kl 16-18.
Og så alt efter hvad jeg har lyst og afhængig af om jeg har planlagt noget, kører jeg en lang cykeltur, tager ind i byen og spiller brætspil med venner, tager ud og klatre, tager i vandet, i biografen/teateret/til koncert, ud at spise måske eller bare direkte hjem og flader ud. Spiser et eller andet mad undervejs. Og så går jeg i seng ml 20.00 og 1.00

Det er min hverdag mandag til fredag. Og udover at vi måtte flytte pga pladsmangel hvis vi fik børn, så tænker jeg at:
De der børn skal vækkes og køres/sendes et eller andet sted hen mens vi er på arbejde - det var så min morgen der blev ændret.
Så kan de jo ikke være der hvor de nu er ml 8.00 og 17.00 til 24.00 alt efter hvad vi har af planer / lige får lyst til - det var så alle aftener ændret.
Og de skal vel også have noget mad? Udover at det ville helt sikkert være sundt for mig at spise sundere og mere regelmæssigt - så er det alle indkøbs og madvaner der bliver ændret.
Spontane aftner med venner i weekenden? Jo hvis det passer ind i planerne.
Råd til at lave alle de ting vi laver nu, ej vel.
Og så er der alle mine overnatninger og rejser med job, kan jo se at mine kolleger ikke "bare" lige kan smutte afsted 3-4 dage eller mere.

Nu blev det langt, men nej! Børn passer ikke ind mit liv, og synes det er arrogant at mene at så kan jeg jo "bare" lave det om.
Jeg kan godt lide mit liv, det er derfor jeg har indrettet mig sådan.

Ville jeg ændre mening hvis jeg ved et uheld blev gravid? Aner det ikke, har meget svært ved at se det, men hvem ved.

[VanillaQueen]

Jeg tror også tiden har ændret sig rigtig meget siden dengang vores forældre og deres forældre var voksne,

Tag for eksempel min mormor, ja tro det eller ej men hun har faktisk født 8 børn! Min mor fortæller altid hvor skønt det var at have 7 søskende osv..

Og det fik mig så til at tænke hvordan i al verden har min mormor kunne magte 8 børn?! Men svaret er fordi dengang var børn mere robuste og havde altid "KLAR DIG SELV" mentalitet på

fordi min mormor plejet ikke at passe dem alle på en gang, hun fik de store søskende til at passe de små også og de små passet de yngste osv osv så på den måde fik hun hjælp og aflastet en del af sit "job"

Generationen har ændret sig ENORMT i dag.

Tag fx min søster, hun har 2 børn og kæmper en krig hver eneste dag ved at tage sig af dem og hun er helt slidt ned, og det er kun 2 børn?? Vs min mormor med 8 børn lol

Jeg undrer mig over om børn i dag generelt er blevet mere skrøbelige, og har brug for mere tid og omsorg osv

[computermus]

Jeg vidste med mig selv at jeg ikke skulle have børn , da jeg var mellem 23- 25 år. At jeg så fik konstateret en lille medfødt hjerneskade, da jeg var 28 år, satte en masse ting i perspektiv for mig, bl.a hvorfor jeg havde og har meget stort behov for ro og alenetid samt at jeg med mig selv vidste at jeg ikke ville kunne overskue og magte tingene i forbindelse med at have et barn.
Med hensyn til at få sårende kommentarer fra andre mennesker omkring et valg som 100 % er ens eget, det har jeg aldrig oplevet. Min familie har altid respekteret mit valg, og aldrig nogensinde stillet spørgsmålstegn ved det også fordi de kender min historie .
Skulle der være nogle som spørger om mit valg, jamen så er mit svar altid at det ikke lå i kortene for mig .

[Fru Sunshine]

Jeg er nok underlig, men jeg tror aldrig, jeg har spurgt ind til, om folk har børn, med mindre de selv er kommet ind på det - i hvert fald i det der real life.
Jeg forstår slet ikke, at det er noget at gå op i.

[Sevii]

Nej, jeg skal ikke have børn. Har aldrig haft lysten til det. Jeg ønsker ikke at blive gravid. Jeg ønsker ikke at gå igennem en fødsel. Jeg ønsker ikke det liv der venter mig med børn. Jeg ønsker ikke at have mit eget barn. De gange hvor jeg har frygtet at jeg har været gravid, har det altid været så angstprovokerende fordi jeg simpelthen ikke ønskede det. Jeg lever fint med at være tante for mine veninders børn. Det er nok for mig.

Jeg siger ikke at jeg aldrig vil skifte mening. Jeg tvivler dog på at jeg ville ændre mening. Men det er ikke andre der skal tage den beslutning for mig, at jeg nok ændrer mening. Der er noget dybt frustrerende ved at folk siger, at man vil skifte mening, fordi man er så ung. Men hvis min veninde siger hun ønsker børn, så kan jeg da heller ikke tillade mig at sige: du ændrer mening, tro mig, du er for ung til at tage sådan et stort valg. Vi aner jo ikke hvordan vores liv udvikler os!

[Artem]

Når jeg som mand i feks dating sammenhæng er stødt på en kvinde der måske direkte skriver i hendes profil at hun ikke vil have børn. Så bliver jeg nysgerrig? og kan nærmest ikke lade være med at spørge ind til det.

Men det handler ikke om at få hende til at skifte mening, og overbevise hende om at børn er hele meningen med livet.
Det handler ganske simpelt om at det er et utraditionelt valg, og hvis hun endnu ikke er så gammel, så tænker jeg også at hun endnu kan nå at skifte mening. (som man jo også kan se her i tråden hvor flere skriver at de har skiftet mening)
Langt hen af vejen handler det også om min egen tvivl om jeg ønsker børn eller ej? For har altid været i tvivl og svinger en del fra at det skal jeg ikke da det ødelægger min nattesøvn, tager alt frihed, og gør at man ikke kan have spontan sex med sin kæreste osv... Til modsat at jeg ser det lidt som meningen med livet, og gerne vil have en arving som jeg kan lære, og giver videre til med nogle af alle de ting jeg kan.

På den måde synes jeg det vil være interessant at vide hvorfor hun har truffet det valg? For jeg kan se fordele og ulemper ved begge dele, og ender nok med selv aldrig at få børn. Men det har bare ikke været et direkte valg, men bare sådan mit liv tilfældigvis er endt.