Fru Sunshine skrev:Men altså: hvis nogen taber sig voldsomt i lyntempo, er det almindelig omsorg at spørge om folk er OK, men ikke den anden vej rundt?
Underligt.
Jeg spørger altid ind til hvordan folk har det hvis jeg lægger mærke til at de har ændret sig, det kan være de har taget hurtigt på, tabt sig, har virket irritable i en periode, er holdt op med at gøre noget ud af sig selv, er begyndt at gøre meget mere ud af sig selv, er begyndt at drikke mere end de plejer eller hvad det kan være. Det synes jeg da er almindelig omsorg, dog prøver jeg også at respektere at jeg muligvis træder ind på at område der måske er sårbart, personligt, ubehageligt for dem, eller som i bund og grund slet ikke taget mig, så derfor spørger jeg bare ind til hvordan personen har det, og ud fra de svar jeg får mærker jeg så efter om det virker som om det er noget personen har lyst til at snakke om.
Jeg synes slet ikke at det er nødvendigt at starte den samtale med "Jeg har lagt mærke til at du *et eller andet* , hvordan har du det?"- sidste del af sætningen er egentlig nok til at starte en samtale om ve og vel, og med mulighed for at trække sig inden samtalen bliver urar, i fald af den anden ikke ønsker ens omsorg.
Personligt ved jeg godt selv hvis jeg har taget på, er irritabel, drikker lidt meget, altid virker træt osv. Det behøver folk ikke minde mig om. De må meget gerne interessere sig for hvordan jeg har det - men det er ikke sikkert jeg har lyst til at dele det - slet ikke hvis det ikke er de nærmeste. Hvis jeg har lyst til at dele det så nævner jeg det selv når folk spørger ind til hvordan det går. Jeg har det på samme måde hvis jeg taber mig, jeg synes ikke nødvendigvis Min vægt er andres business