Mærkelig menstruation...

[Santa]

Min leder har nu stillet sig på bagbenene. Kæft, det er udmattende. TR er heldigvis sat ind i min sygehistorik, og hjælper hvad hun kan. Hun kommer også med som bisidder når jeg skal til samtale med ledelsen på et tidspunkt.

Jeg skal starte på arbejde i morgen. Det kommer så ikke til at ske.

Din leder kan jo ikke raskmelde dig, det kan kun lægen. Så selvom din ferie er slut - eller det er den ikke, for du er sygemeldt og har derfor ikke haft ferie - så skal du ikke på arbejde.
Du skal sikkert til møde på et tidspunkt og der skal der nok bruges en mulighedserklæring fra lægen.
Den erklæring sætter rammen for din sygemelding, og din arbejdsgiver skal overholde den ramme.
Rammen kan være varighed eller fx hvilke opgaver/hvor mange timer om ugen/dagen, du kan arbejde hvis det er en delvis sygemelding.
Men du skal jo nok fuldstidsygemeldes i et stykke tid mere.

Sådan er det i hvert i min branche.

[HappyPaww]

WTF? Det kan man sgu da ikke?! Mener vedkommende ikke du er syg “nok” eller hvad?

[Allmost_Famous]

Der var vist mere min TR, han havde stillet sig på bagbenene overfor. Har lige snakket med dem begge. Men da hun ringede til mig og sagde, at der havde været kommentarer om at "alle kan jo komme og sige, at de har været syge i løbet af sommeren, så de kan få noget ekstra ferie", var jeg lige bange for, at jeg skulle berede mig på kamp.

Han er snakket ned, og har accepteret at jeg selvfølgelig er retmæssigt sygemeldt, og derfor alligevel ikke har brugt min ferie, og så vil han få styr på det med min løn også.
Da vi havde snakket om de ting, snakkede vi om mit sygeforløb, og han er godt med på, at jeg ikke kommer tilbage lige foreløbig. Han var meget empatisk, og jeg skulle selvfølgelig passe på mig selv, og vi kunne bare tage sygesamtaler telefonisk osv. Det var en smule akavet at snakke om mine symptomer da han spurgte ind til det, men så blev det okay, og han var meget insisterende på, at jeg ikke skulle dunke mig selv oven i hovedet, og at jeg jo ikke selv er skyld i at være blevet syg. Han spurgte ind til humøret og sådan, og det endte med at være en behagelig samtale. Han ringer til mig igen om et par dage, så vi kan få aftalt en sygesamtale.

[Halldora]

Nå, det var godt at høre, at det blev en behagelig samtale.

[Tilly]

Godt at du havde en god samtale med din leder, og at han accepterede at du selvfølgelig ikke har holdt ferie men har været syg. Jeg var lige ved at blive mega gal på dine vegne inden jeg læste dit seneste indlæg. Og det lyder også som en god aftale I har lavet fremadrettet

[Allmost_Famous]

I dag var første arbejdsdag efter ferien, og mine kolleger fik at vide, at jeg var syg, men ikke hvad jeg fejlede. Der er også en anden, der er blevet syg, dog med noget helt andet.

Et par kolleger har skrevet og spurgt ind til mig, og så har jeg skrevet sammen med min makker en stor del af dagen, når der var noget, jeg kunne hjælpe med. Hun ringede også efter arbejde, og så snakkede vi en time om alt fra arbejde til sygdom til kollegers reaktion. Hun er blevet bombarderet med spørgsmål om mig. Det er selvfølgelig rart at de bekymrer sig om mig, men jeg gider ikke være samtaleemne.

I morgen tænker jeg lige at få målt blodprocent. Den burde jo være steget med minimum én hel procent eftersom jeg fik to portioner blod, har taget jern, og ikke bløder lige nu.

[Allmost_Famous]

Jeg har snakket med min leder i dag. Han vil sende en varighedserklæring til mig, som min læge skal udfylde. Der er sådan noget med hvor længe, jeg kan forventes at være syg. Der vil nok lidt blive noget gætværk, men det er jo fair nok at der skal være et udgangspunkt.

Så har jeg snakket i telefon med min afløser i en lille times tid, og fået forklaret de vigtigste ting, og hvordan ditten og datten skal gøres, og at jeg selvfølgelig bare skal kontaktes hvis der er brug for det.

Jeg var for træt til at tage til lægen i dag, så jeg ringer og får en tid på mandag.
Der skal også gerne være energi til at tage sønnike med ud at købe de ting, han skal bruge nu her når han skal tilbage i skole.

[Allmost_Famous]

Jeg har lige været ved lægen. Eller rettere, sygeplejersken. Min blodprocent er nu på lige over 5. Jeg skal til lægen på torsdag til endnu en måling, og så en snak samt udfyldelse af papirer ift. sygemelding.

[sigge]

Yay! Kom så blodprocent, hep hep.

[Kirstenkp]

Hvis hormonspiral kun kan opsættes i fuld narkose og med vriden og hiven i livmoder - og derefter uden garanti for hverken virkning eller at den bliver siddende - så ville jeg vælge at få fjernet livmoderen, tage den måneds sygemelding der følger derefter og SÅ kunne vende helt og aldeles tilbage til jobbet uden bekymringer om blødninger og faldende blodprocent og vide, at en lignende situation aldrig kan opstå igen.

Enig og det er langt fra en måneds sygemelding under normale omstændigheder. Jeg fik fjernet min under en kikkertoperation og var klar i løbet en 4-5 dage igen.

[Allmost_Famous]

Ej, jeg har det lidt skidt med, at jeg er utilfreds med den blodprocent. Det er virkelig ikke for at være utaknemmelig, men jeg synes bare, den burde være højere. To poser blod er jo lig med én procent stigning, så det er ikke meget blod, jeg selv har dannet. Jeg hviler nærmest hele tiden, spiser jern, og bløder ikke nu. Altså optimale forudsætninger for at danne blod, tænker jeg.

Og min far bliver ved med at fortælle mig, at jeg ser meget bedre ud, mens andre kommenterer, at jeg er ligbleg. Et par dage før min sidste transfusion sagde han, at nu så jeg jo nærmest helt frisk ud.
Jeg føler mig presset til at sige, jeg har det bedre, selvom jeg ikle kan mærke nogen fysisk bedring overhovedet. Det fik jeg fortalt ham forleden, og han vil gerne prøve at lade være, men det er jo bare hans måde at være på.

[Mulan]

Nogle gange så kan lægerne ikke andet end symptombehandle - det gør man eks. ved depression, hvor den bagvedliggende årsag typisk er udefineret men det kvalificerede medicinske bud er typisk "kemisk ubalance i hjernen" fordi man ikke ved så forbandet meget om psykiske sygdommes patofysiologi og psykofarmika. Med "kvindesygdomme" som fx blødningsforstyrrelser, ser billedet ud til at være det samme. Det meste forskning er typisk fortaget på mandlige studieobjekter, rent historisk. En mangel på respekt for kvindekønnet og manglende forståelse af at blødning ikke er lig med at vores hjerner bliver til grød, en de-autonomitet af kvindekroppen, mænd der fortæller hvad der er galt med kvinden. Rent historisk - så vides der bare generelt ikke nok om det.

Alt det til side, så tænker jeg at her og nu er overvejelsen om du skal have nye undersøgelser hos et nyt hospital/nye læger ift. hvor lang tid du skal gå med blødninger vigtig.
Der er nok en risiko for at du ikke får svar på, hvorfor dette her sker. Jeg tror, at der ligger en ret lang proces i at acceptere "der kommer nok ikke til at være en diagnose" på de symptomer, som du oplever. Det med at have en scanning, en ultralyd, en biopsi eller røntgen - et eller andet, der rent faktisk viser beviset på, at man har de gener, som man oplever - noget mere end "blot" det man fortæller. Måske kan du være heldig at støde ind i en læge, som har nøglen til dit mysterium og måske ikke. Jeg forstår virkelig godt behovet for det fysiske bevis. Der hvor man siger "SE! Derfor! Det er DERFOR min krop opfører sig idiotisk!" Men nogle gange er der en risiko for, at man aldrig får det svar. Det er en meget svær proces og svært at acceptere. Balancen er at vælge, hvornår man vælger en behandling ift. hvor længe man lider undervejs for at finde en diagnose - vil diagnosen gøre at du får det bedre? Vil det være samme behandling? Det er en vigtig overvejelse, hvor du kun selv kan mærke og vælge, hvad der er rigtigt for dig. Måske ER der en løsning, hvis du venter. Hvor stor er sandsynligheden ift. at du har været til så mange undersøgelser? En overlæge bemærkede noget omkring din livmoder, tænker du at dette er "nok" til at fortsætte med en eventuel ny udredning? Allesammen spørgsmål, som egentlig er ment som opklarende for dig - hvis de er til gavn, så fedt, hvis ikke, så smid dem af helvedes til

Jeg synes du er sej, som du kører på. Det synes jeg sgu. Jeg synes også at du skal mærke godt efter ang. fjernelse af livmoder. Eventuelt finde ud af om ikke du har ret til et par psykologtimer, hvor du kan vende de tanker og bekymringer, som du har om det. Der plejer at være en sygeplejerske tilknyttet afdelingen, som man kan snakke lidt med. Det er et operativt og endeligt indgreb, selvfølgelig skal du ikke bare tage sådan en beslutning hen over en nat.
Jeg tænker at forslaget om at få brændt slimhinderne er et godt bud. Måske er der en årsag til at lægerne ikke har nævnt det, det kan være det ikke er en mulighed, men at få udtømt alle muligheder før et destruktivt operativt indgreb er en god strategi, så man ikke føler at "tænk hvis man havde gjort xxxx SÅ kunne det være at problemerne blev løst"
Jeg håber virkelig at du får noget lindring og gerne skulle det være sket i går. Kram.

[Halldora]

Ej, jeg har det lidt skidt med, at jeg er utilfreds med den blodprocent. Det er virkelig ikke for at være utaknemmelig, men jeg synes bare, den burde være højere. To poser blod er jo lig med én procent stigning, så det er ikke meget blod, jeg selv har dannet. Jeg hviler nærmest hele tiden, spiser jern, og bløder ikke nu. Altså optimale forudsætninger for at danne blod, tænker jeg.

Og min far bliver ved med at fortælle mig, at jeg ser meget bedre ud, mens andre kommenterer, at jeg er ligbleg. Et par dage før min sidste transfusion sagde han, at nu så jeg jo nærmest helt frisk ud.
Jeg føler mig presset til at sige, jeg har det bedre, selvom jeg ikle kan mærke nogen fysisk bedring overhovedet. Det fik jeg fortalt ham forleden, og han vil gerne prøve at lade være, men det er jo bare hans måde at være på.

Søde Allmost - din krop er træt. Den kan ikke i løbet af en uge fremtrylle alt muligt godt efter over et halvt år at være blevet totalt drænet for energi. Tålmod er jeg helt med på godt kan være en udfordring, for jeg forstår til fulde, at du gerne vil være frisk og få dit almindelige liv tilbage, men du har brug for tid til at komme dig.

Vil lige sige, at jeg er bloddonor, og der går for mig en måned efter tapning af 0,45 liter blod til min krop er oppe at køre på normalen igen, og min blodprocent er pænt høj - også efter tapning. Min krop skal bare have tid.

[Planten]

Ej, jeg har det lidt skidt med, at jeg er utilfreds med den blodprocent. Det er virkelig ikke for at være utaknemmelig, men jeg synes bare, den burde være højere. To poser blod er jo lig med én procent stigning, så det er ikke meget blod, jeg selv har dannet. Jeg hviler nærmest hele tiden, spiser jern, og bløder ikke nu. Altså optimale forudsætninger for at danne blod, tænker jeg.

Og min far bliver ved med at fortælle mig, at jeg ser meget bedre ud, mens andre kommenterer, at jeg er ligbleg. Et par dage før min sidste transfusion sagde han, at nu så jeg jo nærmest helt frisk ud.
Jeg føler mig presset til at sige, jeg har det bedre, selvom jeg ikle kan mærke nogen fysisk bedring overhovedet. Det fik jeg fortalt ham forleden, og han vil gerne prøve at lade være, men det er jo bare hans måde at være på.

Din hæmoglobin skal nok komme op. Det er jeg sikker på. Din knoglemarv arbejder på højtryk for at danne nyt blod. Hos folk med en normal hæmoglobin, som får fx en normal menstruation eller bliver tappet som bloddonor, der normaliseres hæmoglobinen hurtigt, fordi deres knoglemarv ikke er så "stresset" som din. Den har jo været på ekstra arbejde et stykke tid. Sørg for at spise godt med grønt og protein sammen med de jerntabletter, du har fået af lægen.

[Allmost_Famous]

Logisk ved jeg godt, at min krop lige skal have tid. Men jeg kan jo ikke være sygemeldt for tid og evighed, og den blodprocent skal jo bare op, så tingene kan blive normale igen.