Indlægaf Aima » 26. aug 2015, 02:34
Altså, jeg ved sgu ikke, men jeg har simpelthen så svært ved at sætte mig i dine venners sted. Jeg kan godt forholde mig til, at man er en del af en meget fasttømret gruppe, hvor man ikke umiddelbart er interesseret i at åbne op for deltagelse af hvemsomhelst af udefrakommende typer. Sådan er vi også selv i min 'gruppe', faktisk, når nogen får nye dates eller kærester, er det helt implicit, at man lige venter til det er seriøst med at hive vedkommende med. Det handler vel i bund og grund bare om, at man dels ikke ønsker at lægge energi og tid i at lære et nyt menneske at kende, hvis vedkommende potentielt er væk igen og udskiftet med en ny før man får set sig om, og dels handler det vel også om den tryghed og fortrolighed der ofte er en helt naturlig del af at være en flok mennesker, der kender og forstår hinanden på både godt og ondt. Så langt er jeg med.
Men helt ærligt, ik'? De har mødt din kæreste mange gange, de kender hende og de kender dig, I har været et fast par i TO år, og de burde da vel også have så meget tiltro til dig, at de stoler på din dømmekraft og at du har respekt for dét, jeres gruppe er. Jeg synes det lyder helt skørt at VOKSNE mennesker på den måde helt udtalt fravælger andre voksne som en del af deres vennekreds, når der ikke er nogen åbenlys eller oplagt grund. Tror de, de er Illuminati, eller planlægger I det næste Blekinggade-kup når I mødes, eller hvad?
Ej, men jeg kan faktisk slet ikke sætte mig ind i deres valg, ikke engang hvis jeg gør mig umage, for selv hvis jeg forestillede mig, at jeg ikke brød mig om en af mine nære venners "nye" kæreste af personlige årsager, ville jeg da acceptere, at det var ham/hende min ven var sammen med, og jeg synes simpelthen det virker helt forkert at voksne bevidst holder nogen udenfor, altså, det var da sådan noget man gjorde i fritidsordningen.
Det er vitterligt ikke for at spille hellig, men jeg har faktisk aldrig hørt om lignende tilfælde. Jeg synes, du traf det helt rette valg, og jeg håber sgu someway, de resterende i gruppen lærer lidt af det her. Det har kostet dem en god kammerat i en situation hvor de rent faktisk potentielt kunne have fået en ekstra, jeg tænker, de må have sådan virkeligt mange gode venner, siden de har råd til at øsle med dem på den måde. Eller også er de bare lidt smådumme, det ved jeg jo ikke noget om...
7
I'll stick with hell no's and headphones...