Singletråden

[Ado]

Jeg hører også til herinde.

Har været single i 2½ år og det har egentlig været rart det meste af tiden. Jeg tog tilløb til at blive single i rigtig lang tid og tiden derefter har jeg følt mig som en svamp, der bare havde brug for at suge mig-tid til sig.
Men jeg savner mere og mere tosomheden nu. Og tanken "jeg finder aldrig en", popper mere og mere op i hovedet på mig.
Det er lidt sært, for på den ene side har jeg det sådan: "Jeg er sgu da et okay godt catch" og på samme tid føler jeg, at jeg er for sær, for anti-prinsesse-agtig og for uskøn til en mand kan falde for mig - sådan for alvor.

Med fare for at blive alt for personlig uden at kende dig fra andet end blog og debat:

Jeg tror, at du er BÅDE et godt catch, sær OG prinsesseagtig. Du er det, man på engelsk ville kalde "an acquired taste" - altså lidt ligesom oliven og kaffe, som er smage, mange mennesker skal vænne sig til. En del lærer det aldrig. Men mange af dem, der så vænner sig, kommer faktisk til at holde helt utroligt af både oliven og kaffe.

Så altså ... Jeg ser ikke noget modsætningsforhold mellem at være sær (have personlighed) og så at være et godt catch (med noget empati og vid på lager). Og bare fordi du ikke er sart, kan du jo godt have andre prinsesseagtige sider. Kommer vel an på definitionen af ordet. Fx ser jeg dig som én, der fylder rigtig meget (ment meget positivt), og som også elsker romantik og pynteri og store følelser. Og dét er sgu da OGSÅ prinsesseagtigt. Nogle ville kalde det primadonna. Og jeg ved, det ord opfattes ret negativt. Well. Det plejer at sige mest om dem, der bruger ordet ... Jeg tror, du forstår, hvad jeg mener.

Så ja. Jeg tror, der er en vis begrænsning på, hvor mange mænd der ville kunne rumme og matche dig. Til gengæld vil en del af disse VIRKELIG gerne have fingrene i dig! Så skidt pyt med at du ikke er mainstream - du skal jo også kun bruge en enkelt. Ad gangen. Det vigtige er ikke at lytte for meget til, hvad andre mener er definitionen på den kvinde, som "alle mænd" vil falde for. Hun findes ikke. Banalt statement, ja. Men ikke desto mindre vigtigt at minde sig selv om. Og desuden har ingen af os brug for "alle mænd".

Ej, hvor er du sød. Tak! Det var godt nok nogle ord jeg lige kunne bruge. Man skulle tro du kendte mig bedre, end jeg selv gør.


Nogle gange kunne det måske bare være rart at være "mainstream".

[ManicNinja]

Ej, hvor er du sød. Tak! Det var godt nok nogle ord jeg lige kunne bruge. Man skulle tro du kendte mig bedre, end jeg selv gør.

Nogle gange kunne det måske bare være rart at være "mainstream".

Ja. Tænker jeg også somme tider. På den anden side: Hvor godt smager Johnny Walker eller Smirnoff-vodka egentlig? Kender vi dem ikke bare, fordi de firmaer har store markedsføringsbudgetter, snarere end fordi produkterne er noget særligt?

[Daine]

Må jeg komme med mit input? Jeg kan heller ikke finde ud af at flirte, eller rettere sagt, jeg kan ikke finde ud af det på den måde jeg ser det praktiseret her omkring. Det er lidt svært at definere sådan på papiret, men jeg oplever at kvinder der er enormt gode til at være feminine, kan ligge hovedet på skrå, smile og blinke UDEN at det virker påtaget og generelt bare virker en lille smule hjælpeløse (ikke på spædbørnsstadiet, men på den søde måde) får hurtig opmærksomhed fra mændene. Derfra kører småsnakken så og kvinden er enormt god til at være opmærksom, sådan helt tilfældigt lade sine fingre strejfe hans arm, sno sit hår om en finger etc. Det der er hele pointen her er, at det virker så pissenaturligt for hende, sikkert fordi hun har øvet siden hendes pre-teenår. Hvor jeg stadig er på øvestadiet og det bare SLET ikke fungerer, min alder taget i betragtning. Det bliver bare jævnt akavet

Det markerede bekræfter mig lidt i en tanke, jeg tidligere har haft, når folk har nævnt, at de "ikke kunne finde ud af" at flirte ... For mig er flirt et sprog, som folk så snakker forskellige dialekter af. Den "dialekt", du beskriver, mestrer jeg heller ikke. Ganske enkelt fordi jeg ville føle mig totalt tåbelig ved at stå dér og sno håret af led for at få en eller anden mands opmærksomhed. I min dialekt af sproget er der en del drilleri, smil og øjenkontakt oooog lidt senere noget "tilfældig" berøring. Det dér wanna be hjælpeløshed magter jeg ikke rigtigt, men pyt, der er jo også så mange andre måder at være det dér feminin på. Til gengæld er jeg blevet bedre til at spille med, når mænd gerne vil være galante over for mig. Førhen blev jeg så genert over det, at jeg kom til at afvise dem og sætte dem i forlegenhed, selv om jeg egentlig syntes, det var rart. Vidste bare ikke rigtigt, hvad jeg skulle stille op.

Alt i alt er det vel bare et spørgsmål om at finde din dialekt - mon så ikke mænd fatter, at du gerne vil i kontakt? Jeg synes i hvert fald, det er synd, at du sætter dig selv i en bås for "folk, der ikke kan flirte". Jeg tror, det er meget få, der ikke kan finde noget charme og kontaktbehov frem af gemmerne og så formidle det på den måde, der nu passer til dem.

Næ Jeg prøver, men føler mig oftest som en hund i et spil kegler. Problemet er måske nok også, at de mænd JEG finder attraktive som regel også ER det. Og de kigger altså ikke efter kærestemateriale hos mig, måske nærmere en ven. Og de mænd der så finder mig attraktiv, er dem jeg synes bedst om som venner

Argh, jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg vil sige med det her. Jeg er ikke så mærkelig som jeg måske fremstiller mig selv nogen gange, jeg er både sød og sjov. Men måske jeg bare er for kræsen? Et eller andet MÅ der jo være, siden jeg ikke kan få en fyr på krogen.

Måske jeg bare skulle se at få fat på et par katte, jeg kan ligeså godt få det overstået

[ManicNinja]

^^ Ikke at jeg nu skal gå i "hep - jeg er lige så pissearrogant at tro, at jeg kan løse det, du har kæmpet med længe, i et snuptag"-mode. Sådan er det følgende bestemt ikke ment. Jeg ved helt sikkert, at den slags mønstre kan være sindssygt svære både at gennemskue og at gøre noget ved!

Men tror du ikke, det kunne hjælpe at rive dig selv op med rode og så prøve nogle helt andre jagtmarker af? Altså, hvor du kunne gøre dig fri af de dér forventninger, du har til dig selv, eller som du tror andre har til dig og din adfærd? Selv havde jeg gode erfaringer med at tage til fest med helt fremmede og med at drøne en tur til udlandet. Totalt angstprovokerende. Men det gav også en nødvendig oplevelse af, at den dér rolle, man har fået givet sig selv, bare er ... nåja, en rolle. Som kan ændres.

[Sophaya]

Jeg vil gerne have en mand, der ikke har hverken små eller store børn, og som heller ikke ønsker at få børn.

Røg min pulje lige ned på 4 % der?

Sådan en mand vil jeg også gerne have, i og med at jeg ikke skal have børn. Jeg tænker tit at alt håb er ude for vores slags, men jeg har et naivt håb om at det sker en dag

[Sophaya]

Interessant spørgsmål Jamen for mig så er det at flirte, at man via sin tale, gestik osv. giver udtryk for interesse for den anden. Det kan være, som Daine skriver, at ens kropssprog er lidt "seksuelt", dvs. at man henkastet rører den anden, at man er meget smilende osv., men flirt er jo meget inviduelt.
For mig hænger det nok sammen med, at man er sexet. Og jeg har aldrig følt mig sexet overhovedet. Jeg er hende den skarpe og sjove, men det der med at føle mig sexet og kvindelig har jeg aldrig rigtig gjort i (nu får man associationer til, at jeg sidder herhjemme i en XL fodboldtrøje med karsehår, men jeg er nu meget feminin af udseende). Det gør også, at jeg får så mega svært ved at vise overfor en fyr, at jeg gerne vil ham. Jeg kan gå hen og snakke med ham, men jeg kunne lige så godt være hans moster eller håndboldtræner, der spørger om vejret, og så føler jeg mig akavet, og så ender jeg med bare at tænke, at jeg da også har en Ben & Jerry hjemme i fryseren, som giver mig mere lykke end at kysse en flot mand
De eneste tidspunkter, hvor jeg føler, at jeg flirter på min egen måde, er, at jeg er god til ping pong, dvs. hvis jeg skriver med en, og samtalen flyder, så er jeg sjov og skarp, hvilket - hvis det er den slags fyr - plejer at virke godt.

Hvor er det sjovt - i mangel af bedre ord - at du har det sådan. For du er et af de flotteste mennesker jeg nogensinde har set - og det er altså ikke noget jeg bare siger for at være sød
Men jeg kan sagtens genkende dine tanker - for mig føler jeg mig også tiltrækkende ved at være skarp, ikke med mit udseende. Måske fordi jeg selv tiltrækkes meget af intelligens, og derfor håber på en spejling af det.

[Sophaya]

Altså, jeg er ikke maskulin og brovtende. Men jeg er heller ikke en tihi-fnis kvinde. Jeg har mine meninger og giver udtryk for dem. Og gerne i et farverigt sprog og meget malerisk. Og det har jeg erfaret, at nogle mænd ikke bryder sig om. De har foretrukket "pæne kvinder", som ikke bander og som ikke griner allermest af sort humor og som "bare" er lige ud ad landevejen.
Og det er jo ikke fordi jeg ikke er kærlig og ikke har rigtig meget brg for kys i panden og kærtegn. Men tja...jeg ved ikke om det bare er mit eget selvværd der sætter dumme tanker i mit hoved, jeg føler bare, at jeg er hende de gerne vil have det sjovt med, ping/ponge med og have sex med. Men ikke forholdstypen.

Sådan her har jeg det også nogle gange. Jeg er heller ikke den type kvinde, du kalder tihi-fnis-kvinden. Jeg håbede egentlig, at mændene som de blev ældre ville foretrække en med mere substans - drengene (ja, drenge!) på min alder går nemlig oftest efter den slankeste, mest lyshårede pige i rummet uanset hvor uinteressant hun så måtte være.

[Viskelæder]

Interessant spørgsmål Jamen for mig så er det at flirte, at man via sin tale, gestik osv. giver udtryk for interesse for den anden. Det kan være, som Daine skriver, at ens kropssprog er lidt "seksuelt", dvs. at man henkastet rører den anden, at man er meget smilende osv., men flirt er jo meget inviduelt.
For mig hænger det nok sammen med, at man er sexet. Og jeg har aldrig følt mig sexet overhovedet. Jeg er hende den skarpe og sjove, men det der med at føle mig sexet og kvindelig har jeg aldrig rigtig gjort i (nu får man associationer til, at jeg sidder herhjemme i en XL fodboldtrøje med karsehår, men jeg er nu meget feminin af udseende). Det gør også, at jeg får så mega svært ved at vise overfor en fyr, at jeg gerne vil ham. Jeg kan gå hen og snakke med ham, men jeg kunne lige så godt være hans moster eller håndboldtræner, der spørger om vejret, og så føler jeg mig akavet, og så ender jeg med bare at tænke, at jeg da også har en Ben & Jerry hjemme i fryseren, som giver mig mere lykke end at kysse en flot mand
De eneste tidspunkter, hvor jeg føler, at jeg flirter på min egen måde, er, at jeg er god til ping pong, dvs. hvis jeg skriver med en, og samtalen flyder, så er jeg sjov og skarp, hvilket - hvis det er den slags fyr - plejer at virke godt.

Hvor er det sjovt - i mangel af bedre ord - at du har det sådan. For du er et af de flotteste mennesker jeg nogensinde har set - og det er altså ikke noget jeg bare siger for at være sød
Men jeg kan sagtens genkende dine tanker - for mig føler jeg mig også tiltrækkende ved at være skarp, ikke med mit udseende. Måske fordi jeg selv tiltrækkes meget af intelligens, og derfor håber på en spejling af det.

Wow, sikke et kompliment. Tusind tak for det
Jamen mine veninder ved også godt, jeg har det sådan, og de synes, jeg er hjernedød. De scorer (når de er single) for VILDT, og jeg sidder helt alene og bliver bekræftet i, at jeg på ingen måde er sexet Jeg synes også selv, jeg er en køn pige, men jeg er bare meget mere end usikker nørd, end jeg er en stolt, sexet kvinde. Det kunne jeg virkelig godt bruge noget mere af.
Og ja, jeg tiltrækkes også meget af intelligens

[Viskelæder]

Interessant spørgsmål Jamen for mig så er det at flirte, at man via sin tale, gestik osv. giver udtryk for interesse for den anden. Det kan være, som Daine skriver, at ens kropssprog er lidt "seksuelt", dvs. at man henkastet rører den anden, at man er meget smilende osv., men flirt er jo meget inviduelt.
For mig hænger det nok sammen med, at man er sexet. Og jeg har aldrig følt mig sexet overhovedet. Jeg er hende den skarpe og sjove, men det der med at føle mig sexet og kvindelig har jeg aldrig rigtig gjort i (nu får man associationer til, at jeg sidder herhjemme i en XL fodboldtrøje med karsehår, men jeg er nu meget feminin af udseende). Det gør også, at jeg får så mega svært ved at vise overfor en fyr, at jeg gerne vil ham. Jeg kan gå hen og snakke med ham, men jeg kunne lige så godt være hans moster eller håndboldtræner, der spørger om vejret, og så føler jeg mig akavet, og så ender jeg med bare at tænke, at jeg da også har en Ben & Jerry hjemme i fryseren, som giver mig mere lykke end at kysse en flot mand
De eneste tidspunkter, hvor jeg føler, at jeg flirter på min egen måde, er, at jeg er god til ping pong, dvs. hvis jeg skriver med en, og samtalen flyder, så er jeg sjov og skarp, hvilket - hvis det er den slags fyr - plejer at virke godt.

Øj, du er godt nok hård ved dig selv dér, synes jeg. Du lyder en lille smule som mig for år tilbage.

Ud fra ovenstående tror jeg nu slet ikke, kernen er, at du ikke kan flirte. Kernen er nok snarere, at du ikke kan forestille dig, at nogen skulle se dig som sexet, og derfor ville du føle dig totalt kikset ved at tage den overlagt flirtende attitude på dig. JEG så altså overhovedet ikke en eller anden karseklippet type for mig på baggrund af din beskrivelse! Men jeg tror, at den udtalelse - selv om den selvfølgelig også er ment i sjov, og overdrivelse fremme forståelsen og alt det dér - siger lidt om, hvor fremmed du føler dig over for alt det "klassisk feminine" (i mangel af bedre betegnelse).

Jeg læser dit indlæg sådan, at du har LYST til at flirte, men ikke gør det, fordi den rolle, du ser dig selv i, begrænser dig. Det er da smadderærgerligt. Men altså et skarpt pingpong kan da i dén grad være flirtende. Hvis du så også kan smile lidt til fyren imens, så flirter du da?

Dengang jeg så mig selv som én, der slet ikke kunne associeres med sex eller flirt, gjorde jeg det, at jeg begyndte at kigge på kvinder, som jeg syntes førte sig kvindeligt, sexet og flirtende. Jeg opdagede, at det, mange af dem gjorde, ikke var ret meget anderledes end min egen adfærd i lignende situationer. Den store forskel var imidlertid, hvordan de/vi havde det med det. Jeg snakkede med nogle af dem om det. Det springende punkt var dét at føle, at det "faldt inden for éns rolle" at føre sig pjattende, flirtende, lokkende, drillende. Naturligheden i det. Når først man gør og tør det og har det godt med det, ikke tænker så skide meget over, at det vil andre nok se som helt out of character, så modtager man også nogle små signaler/spejlinger fra andre, som bekræfter én i, at det er da helt fint og rart og virker ikke spor kikset.

Det ér den gamle vise om, at hvis man ikke selv tror på det, så vil éns medmennesker heller ikke rigtigt kunne tro på det. Og så vil de spejlinger, du møder, bekræfte dig i, at det kan du ikke finde ud af. Den er svær at få brudt, den dér, men det kan lade sig gøre. Og det handler ikke om, at man ikke kan, men om at man TROR, man ikke kan. Eller at man TROR, det kun er andre kvinder, der kan det shit dér, fordi de har læst manualen, og der er kun én rigtig måde, og éns egen måde tæller ikke. Det passer ikke.

ManicNinja, du er bare skøn. Og du har ret i rigtig meget.

Det er det der med at være flirtende, sexet, fremme i skoene, der er så langt fra mig. Flere veninder siger til mig, at jeg da ER sexet, men jeg forbinder på ingen måde den beskrivelse med mig. Jeg er sådan et tolkende, intelligent væsen, der er alt for meget oppe i mit hoved altid, og jeg er kontrolfreak på min egen måde. Jeg tror nu ikke, at der ikke er nogen, der finder mig sexet. Jeg tror, at nogle gør det pga mit udseende, men JEG føler mig, som du skriver, overhovedet ikke sexet
Jeg har bestemt lyst til at flirte. Jeg har lyst til, at jeg kunne fremelske den side lidt i mig selv, fordi jeg tror, at den vil give mig noget selvtillid, som jeg mangler lige præcis der. Jeg har masser af selvtillid på andre punkter, men ikke der. Og så har jeg jo også bare lyst til kys og sex, som sådan er rimeligt meget forbundet med, at man kan score, dvs. give udtryk for, at man vil en.
Men jeg kan rigtig godt lide det, som du skriver et andet sted, at det handler om at "finde sin dialekt" Jeg vil aldrig blive hende den hjælpeløse, tuttenutte-pige, men jeg vil nok godt kunne lære ikke at sende mænd the death stare, når de bare nærmer sig mig

[Viskelæder]

PS. Hvordan er du anti-prinsesse-agtig?

Altså, jeg er ikke maskulin og brovtende. Men jeg er heller ikke en tihi-fnis kvinde. Jeg har mine meninger og giver udtryk for dem. Og gerne i et farverigt sprog og meget malerisk. Og det har jeg erfaret, at nogle mænd ikke bryder sig om. De har foretrukket "pæne kvinder", som ikke bander og som ikke griner allermest af sort humor og som "bare" er lige ud ad landevejen.
Og det er jo ikke fordi jeg ikke er kærlig og ikke har rigtig meget brg for kys i panden og kærtegn. Men tja...jeg ved ikke om det bare er mit eget selvværd der sætter dumme tanker i mit hoved, jeg føler bare, at jeg er hende de gerne vil have det sjovt med, ping/ponge med og have sex med. Men ikke forholdstypen.

Jeg kan sagtens genkende den beskrivelse Jeg er egentligt meget feminin, men jeg har meninger, har talegaverne i orden, kan argumentere, har plat humor og en hel del let mere drengede interesser. Og så er jeg meget ærlig.
Jeg oplever dog modsat dig, at jeg oftest er forholdstypen i mænds øjne. Sådan Madonna fremfor luderen. Hvor jeg nogle gange bare godt gad, at de (og jeg selv) så mig som luderen (disclaimer: jeg mener self ikke luder ud fra den rigtige betydning, men ud fra Madonna/luder-begrebet)

[ManicNinja]

Sidder og klukker over din sidste sætning om "the Death Stare"!

Aj, virkelig - det følgende er ikke ment nedladende, men du ER mig for år tilbage, hvad det her angår. Det er opmuntrende ment. For når jeg kunne finde balancen i det dér, så kan du helt sikkert også!

Mon du kan bruge følgende til noget:

Jeg tror, det er enormt vigtigt ikke at tænke i, at nu skal jeg kunne noget helt bestemt, for ellers så er det ensbetydende med, at jeg ikke kan det dér med at flirte og score. Der er stadig forskellige dialekter.

Jeg fandt ud af, at det hjalp enormt meget ikke at tænke det hele så konkret og firkantet og enten-eller. I stedet for at tænke: "Ham dér vil jeg gerne knalde (og så vil han da helt sikkert ikke knalde mig!)" og alt det dér ... Så at tænke: "Ham dér ser sød ud" eller "ham dér ovre i den anden ende af lokalet siger goooodt nok nogle sjove ting til sine venner, og nøj, han har et sødt smil" så ... "hans øjne må jeg da lige fange, og så får han mit bedste smil. Ikke fordi jeg skal score, men fordi jeg gerne vil vise ham, at jeg også synes, han er sjov".

Altså ... Kan du følge mig? At få det helt ned på jorden og ikke have det her firkantede mål og regelrette virkemidler. Det hjælper. Og jeg tror ikke på, at nogen af os ikke kan finde ud af at smile. Eller lave sjov. Eller i en større flok kvinder i byen ikke kan finde ud af at mingle lidt med en tilsvarende flok gutter. Men ... der er forskellige måder, mængder, grader.

Dybest set er det "bare" at trække vejret helt ned i maven og tænke, at "ham dér vil jeg gerne vise lidt åbenhed, lidt varme, interesse". Hvordan og hvor meget og hvornår osv. er mindre væsentligt. Du må ikke engang tænke på at overtænke det eller på, at der er en "rigtig" måde, for så er du allerede dér, hvor der potentielt også er en forkert!! Fik du dén?

Men i stedet for at give plads til os selv ser mange af os for vores indre blik sådan en reklame-model-chick Roger Rabbit-style med kriminelt lang slids i kjolen, perfekt svaj i hoften og det helt rigtige forførende blik for enden af cigaretrøret. Og så er det, vi bakker blegnæbede ud og stammer: "D-d-det dér ... k-k-kan jeg jo s-s-slet ikke finde ud af *gulp*!"

Kom nu! Tit vil de intelligente mænd altså lige præcis også gerne have pingpong. Og om du så leger med dit hår eller ej imens. Fuck nu det - smil lidt, dril ham lidt. Så finder du jo også ud af, om han overhovedet er smart nok til din dialekt og kan pingponge igen. Læs: Om han er noget for dig. Og ikke bare pæn. Og viser han sig at have noget at byde på, så lur mig om ikke du alligevel begynder at vifte med øjenvipperne (eller hvad du nu vifter med ) uden egentlig at tænke nærmere over det.

Mine veninder er holdt op med at spørge, om jeg "synes ham derovre/ham dér på den dér datingprofil" er lækker. For mit svar plejer at være noget i retning af: "Aner jeg ikke - har aldrig snakket med ham?" Og dét vil jeg tro, du kan nikke genkendende til. Ikke at udseendet ikke er vigtigt, men you catch my drift ... Og så meget desto vigtigere er det, at du holder fast i din egen flirtedialekt med pingpong-stilen. For ellers finder du jo aldrig ud af, om han er noget for dig. Hvis du sidder dér og leger med dit garn og lukker kedeligheder ud, og han er henført, kan du jo så for resten gå videre til et andet og bedre bud ... Der er masser af fordele og glæder ved at have fundet sin egen dialekt - og så er det bare ud at opleve glæden ved at snakke med nogen, der også mestrer den. I stedet for at fortælle sig selv, at man hellere må lære rigsdansk ...

[Fillie]

Ninjaen siger mange kloge ord, Ado, så jeg vil sådan set bare lige tilføje, at du altså ikke har nogen som helst grund til ikke at synes om dit udseende, som jeg synes, du desværre har tendens til, for du er altså en steg! Seriøst: Mange mænd, jeg gennem tiden har kendt, ville mene, du er "The Bomb". Så det med at udseendet ikke er et plus i jagten på kærligheden, kan du altså roligt pakke væk en gang for alle.

[Lurende Peber]

Ninjaen siger mange kloge ord, Ado, så jeg vil sådan set bare lige tilføje, at du altså ikke har nogen som helst grund til ikke at synes om dit udseende, som jeg synes, du desværre har tendens til, for du er altså en steg! Seriøst: Mange mænd, jeg gennem tiden har kendt, ville mene, du er "The Bomb". Så det med at udseendet ikke er et plus i jagten på kærligheden, kan du altså roligt pakke væk en gang for alle.

Enig

[Fillie]

^ Ado, lyt til permanente, blivende, blævrende Preben: Han har levet ufatteligt længe og er meget vis.

[Spjaerten]

Jeg synes jul som single sucks.
Familie er ok men nøj hvor jeg dog savner at ha en partner.

Nå men ja jeg har jo været single i snart 4 år

Det første 1-1.5 år ønskede jeg mænd derhen ukrudt gror. Så dvs. jeg i 2.5 år har savnet en bedre halvdel.

Og dating verdenen er saft susme ikke for børn.

Shit jeg har givet mig af mig selv og involveret lig i mange de sidste 2 år. Det er fandme hårdt arbejde.