Baby med til stand-up

[Sangius]

I forlængelse af det, Mistermor skriver, tænker jeg, at mange forældre i dag ville være meget bedre tilpas i deres liv, hvis de anså børnene som familiemedlemmer på lige fod med de voksne fremfor projekter, der skal lægges en midlertidig arbejdsindsats i, hvorefter man kan holde fri, mens de bliver passet andetsteds - eller flytter hjemmefra.

Anser man da sine børn som projekter, hvis man gerne vil have dem passet? Eller gerne vil have nogle børnefri aftener? Jeg forstår det ikke helt...

Når man bruger en retorik som “babyboble” og at “få lov at være sig selv igen”/“tilbage til virkeligheden” (om livet efter barsel), så ja.

Jeg synes det er voldsomt at beskylde folk for at se deres børn som projekter, hvis man har brug for at komme lidt væk en gang i mellem.
Synes det er så trættende at læse at kvinder fortsat dømmer hinandens forældreevner så meget, på sådanne bagateller.
Der er så mange forskellige måder at være mor på, og ingen babyer er ens. Der findes simpelthen ikke en rigtig metode, og der findes heller ikke tre sætninger som kan fortælle dig, at en mor ser sit barn som et projekt.

30-40 timer om ugen er lidt mere end en gang imellem.

Øh - snakker vi job nu? Jeg er forvirret. Troede vi snakkede pasning.

Jeg forstår egentlig ikke, hvor du vil hen med alt det her? Er man en dårlig forælder hvis man ikke har mulighed for at være hjemmegående?

[Sangius]

I forlængelse af det, Mistermor skriver, tænker jeg, at mange forældre i dag ville være meget bedre tilpas i deres liv, hvis de anså børnene som familiemedlemmer på lige fod med de voksne fremfor projekter, der skal lægges en midlertidig arbejdsindsats i, hvorefter man kan holde fri, mens de bliver passet andetsteds - eller flytter hjemmefra.

Anser man da sine børn som projekter, hvis man gerne vil have dem passet? Eller gerne vil have nogle børnefri aftener? Jeg forstår det ikke helt...

Når man bruger en retorik som “babyboble” og at “få lov at være sig selv igen”/“tilbage til virkeligheden” (om livet efter barsel), så ja.

Jeg synes det er voldsomt at beskylde folk for at se deres børn som projekter, hvis man har brug for at komme lidt væk en gang i mellem.
Synes det er så trættende at læse at kvinder fortsat dømmer hinandens forældreevner så meget, på sådanne bagateller.
Der er så mange forskellige måder at være mor på, og ingen babyer er ens. Der findes simpelthen ikke en rigtig metode, og der findes heller ikke tre sætninger som kan fortælle dig, at en mor ser sit barn som et projekt.

30-40 timer om ugen er lidt mere end en gang imellem.

Øh - snakker vi job nu? Jeg er forvirret. Troede vi snakkede pasning.

Jeg forstår egentlig ikke, hvor du vil hen med alt det her? Er man en dårlig forælder hvis man ikke har mulighed for at være hjemmegående?

Jeg synes egentlig, min pointe fremgik af mit første indlæg:

“...tænker jeg, at mange forældre i dag ville være meget bedre tilpas i deres liv, hvis de anså børnene som familiemedlemmer på lige fod med de voksne fremfor projekter, der skal lægges en midlertidig arbejdsindsats i, hvorefter man kan holde fri, mens de bliver passet andetsteds - eller flytter hjemmefra.”

Jeg fatter ikke din pointe, og slet ikke i relation til pasning af et barn, som denne tråd handlede om.

Jeg ser ingen i denne tråd, som anser deres børn som projekter, hvor man ser frem til at få fri.

[Æble]

Jeg ville ikke tage min baby med til sådan et arrangement og jeg har endda haft ekstremt nemme babyer.

Fik passet første gang omkring 6 mdr alderen udstyret med sutteflaske. For os har det været vigtigt at lave nogle forholdsting især i babyperioden hvor forholdet nemt bliver forsømt. Men har da også holdt dates hjemme hvor vi brugte en hel dag på at lave lækker mad og spistemens baby sov.

Det vildeste jeg har haft baby med til er i cirkus summarum i strækvikle som 3 mdr. Sad og holdt hende for ørerne hele tiden fordi jeg syntes det var for højt (hin sov) og svedte som et svin af stress da hun skulle ammes. Det var ok, men måske lige på grænsen.

Så har hun været med til et bryllup som 4-5 mdr men da kunne hun sove i sin vogn i et mørkt og stille rum, og vi kørte bare vognen direkte ind på vores hotelværelse da vi gik i seng, så det var egentlig nemt.

[Sangius]

Gør du da det, Zinde? Anser jeg min søn som et projekt, fordi jeg håber på at få ham passet som 3 måneder?

Er mine børn midlertidige projekter fordi jeg tager 9 måneders barsel?

[Sangius]

Gør du da det, Zinde? Anser jeg min søn som et projekt, fordi jeg håber på at få ham passet som 3 måneder?

Er mine børn midlertidige projekter fordi jeg tager 9 måneders barsel?

Igen synes jeg egentlig, jeg har forholdt mig til disse spørgsmål. Jeg er med på, at min holdning er irriterende eller måske endda provokerende, men det er nu engang dét, jeg mener.

Jeg kan altså ikke finde hoved og hale i dine svar, og det er derfor jeg spørger. Hvis du ikke vil svare direkte, så fair nok, så dropper vi den vel bare her.

[JoyNips]

Det er lige præcis dét børnesyn, jeg taler om i mit oprindelige indlæg. Barnet som en midlertidig distraktion fra det egentlige formål her i livet, nemlig produktion af værdi - enten reel eller pseudo, det er ikke så væsentligt, bare man arbejder.

Du tillægger mig en hel del jeg slet ikke har sagt.
Årsagen til jeg skal have 6 måneder barsel er, at min mand har ligeså meget ret til at være sammen med vores barn som jeg har.
Hvorfor han også skal have 6 måneders barsel. Det kan jeg virkelig ikke se har noget at gøre med at barnet er en distraktion for livets reelle formål.
Det samme var tilfældet for min chef udover at hendes mand tog mere end halvdelen

Man kunne jo også være helt uortodoks og tænke i barnets ret fremfor forældrenes.

[Sangius]

Gør du da det, Zinde? Anser jeg min søn som et projekt, fordi jeg håber på at få ham passet som 3 måneder?

Er mine børn midlertidige projekter fordi jeg tager 9 måneders barsel?

Igen synes jeg egentlig, jeg har forholdt mig til disse spørgsmål. Jeg er med på, at min holdning er irriterende eller måske endda provokerende, men det er nu engang dét, jeg mener.

Jeg kan altså ikke finde hoved og hale i dine svar, og det er derfor jeg spørger. Hvis du ikke vil svare direkte, så fair nok, så dropper vi den vel bare her.

Jeg prøver lige at omformulere:

Jeg mener, at vores samfund er præget af en adskillelseskultur, der gør både voksne og især børn syge. Jeg mener, at roden til mange adfærdsvanskelige børn og stressygemeldte voksne skal findes i den imo forkvaklede måde, vi har designet samfundet på, hvor moderskabet (eller forældreskabet, om man vil) tales ned som noget, man gør i sin fritid, og hvor det egentlige formål med tilværelsen er at producere noget til samfundet. Det behøver ikke engang være noget konkret, faktisk bruger rigtig mange af os rigtig meget tid på pseudoarbejde. Og imens skades vores børns selvfølelse, fordi de ikke får mulighed for en tryg tilknytning til en primær omsorgsperson.

Langt hen ad vejen er jeg enig med dig. Men det er jo vilkårene i dette samfund. Blot fordi man nyder at komme tilbage på arbejde, betyder det altså ikke at man anser ens børn som midlertidige projekter eller en sur pligt.

[1234]

Det er lige præcis dét børnesyn, jeg taler om i mit oprindelige indlæg. Barnet som en midlertidig distraktion fra det egentlige formål her i livet, nemlig produktion af værdi - enten reel eller pseudo, det er ikke så væsentligt, bare man arbejder.

Du tillægger mig en hel del jeg slet ikke har sagt.
Årsagen til jeg skal have 6 måneder barsel er, at min mand har ligeså meget ret til at være sammen med vores barn som jeg har.
Hvorfor han også skal have 6 måneders barsel. Det kan jeg virkelig ikke se har noget at gøre med at barnet er en distraktion for livets reelle formål.
Det samme var tilfældet for min chef udover at hendes mand tog mere end halvdelen

Man kunne jo også være helt uortodoks og tænke i barnets ret fremfor forældrenes.

Jeg tænker også barnet har ligeså meget ret til sin far som sin mor. Jeg er bare vant til at kvinder snakker om deres ret til barsel

[Moxy-lady]

Havde ikke forudset at jeg ville blive dømt så hårdt for et enkelt ord: babyboble, som jeg egentlig bare brugte for nemheds skyld, da jeg tænkte at folk så vidste hvad jeg mente. Kors i skuret, jeg glæder mig allerede til at blive mor (til en ekstern baby), så jeg rigtig kan få glæde af fordømmelsen og "jeg alene vide" retorikken fra alle de gode mødre.

Hvor længe ammede du dine børn Zinde? Jeg tror at de fleste herinde ved at Sangius stadig ammer sin 2 årige datter, fordi hun føler at det er det der er bedst for hende. Men jeg har, aldrig set hende dømme nogen så hårdt for at vælge anderledes som hun (og andre i tråden) dømmes for at have en anden holdning til pasning som det diskuteres i denne tråd. Jeg er enig i at samfundet har en problematisk holdning til forælderskabet, det vil jeg hjertens gerne diskutere, men at kalde folk for projektforældre og hvad-har-vi fordi de ikke kan/vil holde barsel ligeså længe som du synes er rigtig, eller gerne vil lave noget andet i 2 effing timer en torsdag synes jeg sgu er lige så usund. Der findes i forvejen alt for mange forældre der føler sig utilstrækkelige og forkerte fordi de ikke elsker barsel, fordi de nogle gange har lyst til at snakke med andre voksne, eller hvis de bare synes at 2 timer uden baby (om de så handler, er hos frisøren eller ser et foredrag) er de bedste de har haft i 4 måneder. Holdninger som dem der er dukket op de sidste par sider er lige præcis grunden til at så mange får efterfødselsreaktioner. Vi snakker jo netop ikke ekstremerne i denne tråd, vi snakker ikke dem der åbenlyst ikke evner at sætte deres egne behov til side for deres børn. Vi snakker om sjældne tilfælde af arrangementer som af den ene eller den anden grund prioriteres for forældrenes trivsel, mens barnet i de fleste tilfælde end ikke er klar over at h*n passes.

[Sangius]

Gør du da det, Zinde? Anser jeg min søn som et projekt, fordi jeg håber på at få ham passet som 3 måneder?

Er mine børn midlertidige projekter fordi jeg tager 9 måneders barsel?

Igen synes jeg egentlig, jeg har forholdt mig til disse spørgsmål. Jeg er med på, at min holdning er irriterende eller måske endda provokerende, men det er nu engang dét, jeg mener.

Jeg kan altså ikke finde hoved og hale i dine svar, og det er derfor jeg spørger. Hvis du ikke vil svare direkte, så fair nok, så dropper vi den vel bare her.

Jeg prøver lige at omformulere:

Jeg mener, at vores samfund er præget af en adskillelseskultur, der gør både voksne og især børn syge. Jeg mener, at roden til mange adfærdsvanskelige børn og stressygemeldte voksne skal findes i den imo forkvaklede måde, vi har designet samfundet på, hvor moderskabet (eller forældreskabet, om man vil) tales ned som noget, man gør i sin fritid, og hvor det egentlige formål med tilværelsen er at producere noget til samfundet. Det behøver ikke engang være noget konkret, faktisk bruger rigtig mange af os rigtig meget tid på pseudoarbejde. Og imens skades vores børns selvfølelse, fordi de ikke får mulighed for en tryg tilknytning til en primær omsorgsperson.

Langt hen ad vejen er jeg enig med dig. Men det er jo vilkårene i dette samfund. Blot fordi man nyder at komme tilbage på arbejde, betyder det altså ikke at man anser ens børn som midlertidige projekter eller en sur pligt.

At man selv nyder det er ikke ensbetydende med, at barnet gør.

Du behøver ikke oplyse mig om vilkårene i samfundet. Som jeg skriver er det netop dem, jeg finder skadelige. Selv om mange her i tråden gerne vil gøre det til, at jeg sviner den enkelte mor.

Nej. Men hvad i al verden har samfundsstrukturen og pasning i institutionen ved 12 måneder at gøre med, at få en til at kigge efter en lille baby i et par timer?
Og hvis man så ser frem til at komme tilbage på job, anser man så sine børn som projekter?

Jeg forstår bare slet ikke hvad denne samfundsdebat om barsel har at gøre i denne debat?

[ajnaM]

Det har ikke været besværet værd at slæbe mine børn med til den slags. Én gang prøvede jeg at tage i babybio med mødregruppen - barnet sov 5 minutter, vågnede og bumlede ellers rundt under HELE filmen. Men altså, de andres babyer stod pænt og sov i deres barnevogne ude i foyeren, og hvis man har sådan et barn, er det måske okay...

[ajnaM]

Jeg ville til gengæld ikke betragte det som en mulighed at få en anden til at sidde og glo i et par timer fordi jeg skulle til stand up mens jeg havde en baby, uanset om de så melder sig frivilligt så hører det for mig under ting man ikke kan tillade sig at bede andre om når formålet bare er at gå til stand up eller foredrag eller sådan noget.

Hep.

Det er helt sikkert forskelligt, hvilket netværk man har, men jeg er faktisk overrasket over, hvad folk beder deres forældre om at stille op til. Jeg har veninder, der får deres forældre til de vildeste ting - hente flere gange om ugen, have faste ugentlige overnatningsdage, passe i en uge så de kan tage på ferie osv. Og hvor det helt klart er på deres initiativ og ikke noget, bedsteforældrene ønsker. Jeg har en veninde, hvis mor seriøst er gået på pension, før hun ønskede det, fordi hendes tre døtre havde så meget brug for, at hun passede alle børnebørnene.

Og et eller andet sted kan man vel sige, at bedsteforældrene selv har et ansvar for at sige fra. Jeg ved bare, at jeg sikkert godt kunne få mine forældre til det, hvis jeg virkelig pressede på - men det ville ikke være fair. Det er mig, der har valgt at få børn, og de skal eksempelvis ikke gå rundt om aftenen udendørs med et sovende barn, fordi jeg skal til standup - og de skal heller ikke tage fri fra arbejde for at hente mine børn.

De passer ind imellem, men det er ikke ofte. Og det er enten, når de selv tager initiativ, eller hvis det virkelig brænder på for os.

[Minionine]

Jeg ville til gengæld ikke betragte det som en mulighed at få en anden til at sidde og glo i et par timer fordi jeg skulle til stand up mens jeg havde en baby, uanset om de så melder sig frivilligt så hører det for mig under ting man ikke kan tillade sig at bede andre om når formålet bare er at gå til stand up eller foredrag eller sådan noget.

Hep.

Det er helt sikkert forskelligt, hvilket netværk man har, men jeg er faktisk overrasket over, hvad folk beder deres forældre om at stille op til. Jeg har veninder, der får deres forældre til de vildeste ting - hente flere gange om ugen, have faste ugentlige overnatningsdage, passe i en uge så de kan tage på ferie osv. Og hvor det helt klart er på deres initiativ og ikke noget, bedsteforældrene ønsker. Jeg har en veninde, hvis mor seriøst er gået på pension, før hun ønskede det, fordi hendes tre døtre havde så meget brug for, at hun passede alle børnebørnene.

Og et eller andet sted kan man vel sige, at bedsteforældrene selv har et ansvar for at sige fra. Jeg ved bare, at jeg sikkert godt kunne få mine forældre til det, hvis jeg virkelig pressede på - men det ville ikke være fair. Det er mig, der har valgt at få børn, og de skal eksempelvis ikke gå rundt om aftenen udendørs med et sovende barn, fordi jeg skal til standup - og de skal heller ikke tage fri fra arbejde for at hente mine børn.

De passer ind imellem, men det er ikke ofte. Og det er enten, når de selv tager initiativ, eller hvis det virkelig brænder på for os.

Jeg tror rigtig mange bedsteforældre gør det af egen fri vilje og interesse. Som min mor siger er børnebørn livets dessert, og de elsker at være sammen med vores datter så meget som muligt.
Hvis vi havde et behov for hjælp I det daglige, er jeg sikker på de ville stille op fordi de gerne ville (nu bor vi pt ikke I samme land, men hvis vi gjorde). Det er noget underligt noget, at man skal kunne klare alt selv synes jeg. "I gamle dage" var det ikke unormalt at man boede sammen som en stor familie, der hjalp hinanden på kryds og tværs.
Når vores datter bliver stor nok, kommer hun også til at blive passet af mine forældre I længere perioder som en uge fx. Det blev jeg selv som barn og jeg elskede det!

Hvis bedsteforældrene ikke ønsker al den pasning af børnebørn skal de naturligvis sige fra. En selv bør vel også have en føling med om de gør det af "tvang" eller interesse og tilpasse derefter.

[LadyFox]

Jeg ville til gengæld ikke betragte det som en mulighed at få en anden til at sidde og glo i et par timer fordi jeg skulle til stand up mens jeg havde en baby, uanset om de så melder sig frivilligt så hører det for mig under ting man ikke kan tillade sig at bede andre om når formålet bare er at gå til stand up eller foredrag eller sådan noget.

Hep.

Det er helt sikkert forskelligt, hvilket netværk man har, men jeg er faktisk overrasket over, hvad folk beder deres forældre om at stille op til. Jeg har veninder, der får deres forældre til de vildeste ting - hente flere gange om ugen, have faste ugentlige overnatningsdage, passe i en uge så de kan tage på ferie osv. Og hvor det helt klart er på deres initiativ og ikke noget, bedsteforældrene ønsker. Jeg har en veninde, hvis mor seriøst er gået på pension, før hun ønskede det, fordi hendes tre døtre havde så meget brug for, at hun passede alle børnebørnene.

Og et eller andet sted kan man vel sige, at bedsteforældrene selv har et ansvar for at sige fra. Jeg ved bare, at jeg sikkert godt kunne få mine forældre til det, hvis jeg virkelig pressede på - men det ville ikke være fair. Det er mig, der har valgt at få børn, og de skal eksempelvis ikke gå rundt om aftenen udendørs med et sovende barn, fordi jeg skal til standup - og de skal heller ikke tage fri fra arbejde for at hente mine børn.

De passer ind imellem, men det er ikke ofte. Og det er enten, når de selv tager initiativ, eller hvis det virkelig brænder på for os.

Nu har jeg ikke børn, men jeg kender min mor rigtig godt. Hvis jeg fik børn ville min mor blive direkte skuffet hvis jeg ikke gjorde brug af hende. Min mor er en kvinder der godt kan sige fra, og hun ville ikke aflyse egne planer for at passe et barn fordi forældrene skulle i biografen, men hvis hun ikke selv havde planer...
Det ligger nærmest i hendes DNA at være hjælpsom. Hun er f.eks. gæstfri, og har da jeg var lille haft både søskende boende på sofaen og min mormor som overnattende gæst i vores etværelses lejlighed - og er meget uforstående overfor at mig og min søster ville synes det var et helvede hvis det var os. For sådan en type er hun. Min mor er uforstående hvis vi betaler for en ydelse hun lige så godt kunne hjælpe med, det kunne være alt fra flytning til at male til at få kæledyr passede. For vi hjælper jo hinanden i vores familie. Sådan er min mor bare, og det handler ikke om misforstået godhed fra hendes side, det er bare sådan hun synes det burde være.

Min mor elsker at passe børn, hun har en relation til alle hun kenders børn. Hun et lidt sådan en tante-type. Det er både børn i familien, blandt hendes venner, sågar tidligere kollegers børn passer hun gerne hvis de skal eller vil noget. Og min mor, hun hygger sig med det. Jeg er sikker på at hvis jeg sad med et barn og gik glip af et show jeg gerne ville se fordi jeg ikke lige synes jeg burde belemre min mor med at sidde et par timer på en café, så ville jeg blive hevet til familiesamtale omkring hvorfor pokker jeg ikke havde prøvet at give fat i hende.

Folk og familier er jo forskellige, og i følge min mor er det altså noget pjat ikke at komme til hende før man går glip af noget, eller *gys* betaler sig fra noget - hun kan jo bare sige nej hvis det ikke kan lade sig gøre.

[Sof]

Nu har jeg ikke børn, men jeg kender min mor rigtig godt. Hvis jeg fik børn ville min mor blive direkte skuffet hvis jeg ikke gjorde brug af hende. Min mor er en kvinder der godt kan sige fra, og hun ville ikke aflyse egne planer for at passe et barn fordi forældrene skulle i biografen, men hvis hun ikke selv havde planer...
Det ligger nærmest i hendes DNA at være hjælpsom. Hun er f.eks. gæstfri, og har da jeg var lille haft både søskende boende på sofaen og min mormor som overnattende gæst i vores etværelses lejlighed - og er meget uforstående overfor at mig og min søster ville synes det var et helvede hvis det var os. For sådan en type er hun. Min mor er uforstående hvis vi betaler for en ydelse hun lige så godt kunne hjælpe med, det kunne være alt fra flytning til at male til at få kæledyr passede. For vi hjælper jo hinanden i vores familie. Sådan er min mor bare, og det handler ikke om misforstået godhed fra hendes side, det er bare sådan hun synes det burde være.

Min mor elsker at passe børn, hun har en relation til alle hun kenders børn. Hun et lidt sådan en tante-type. Det er både børn i familien, blandt hendes venner, sågar tidligere kollegers børn passer hun gerne hvis de skal eller vil noget. Og min mor, hun hygger sig med det. Jeg er sikker på at hvis jeg sad med et barn og gik glip af et show jeg gerne ville se fordi jeg ikke lige synes jeg burde belemre min mor med at sidde et par timer på en café, så ville jeg blive hevet til familiesamtale omkring hvorfor pokker jeg ikke havde prøvet at give fat i hende.

Folk og familier er jo forskellige, og i følge min mor er det altså noget pjat ikke at komme til hende før man går glip af noget, eller *gys* betaler sig fra noget - hun kan jo bare sige nej hvis det ikke kan lade sig gøre.

Det her kunne være min mor. Og min far.
De skriver selv og spørger om vores 1-årige må komme på besøg/overnatning/med på tur og de henter fra vuggestue en fast dag, hver uge, efter deres eget ønske. De synes det er hyggeligt at gå på legepladser, kigge på heste og hoppe i vandpytter på vej hjem. Det er ikke et behov for os, men jeg synes det er dejligt at de gerne vil se vores dreng.

Hvis vi spørger om de kan en specifik dag, hvor vi skal noget som måske ikke er så børnevenligt, så spørger de næsten altid først om vi har spurgt hans farmor og farfar, for de kan slet ikke sætte sig ind i at man ikke ville se sit barnebarn hver dag, hvis man havde chancen. Derfor ved jeg også at de aldrig ville sige nej, hvis jeg spurgte, så jeg er selvfølgelig opmærksom på ikke at udnytte det.

De er i øvrigt fuldstændig ligeglade med om vi skal noget vigtigt, “ligegyldigt” eller ingenting. Det ville jeg også selv være, hvis jeg skulle passe for andre. Hvis jeg kan, er det da fuldstændig ligemeget for mig om forældrene skal i bio, til lægen eller til foredrag.