Skelsættende begivenheder

[Madam Pomfrey]

jeg tror det, der har sat sig stærkest i mig, var da min farmor blev ramt af en hjerneblødning, og efterfølgende skrantede mere og mere, samt fik demens.

Min farmor har altid haft en kæmpe betydning i mit liv, da jeg var helt lille blev jeg passet ved hende i stedet for at komme i dagpleje, og jeg var i kærlige kompetente hænder, jeg er blevet elsket fra tåspids til hårtop, fyldt på af alt godt 2 ældre mennesker havde at byde på. Jeg kom i børnehave men var tit ved mine farforældre alligevel, og da jeg startede i skole kom jeg hjem til dem efter skoledagen, de lavede lektier med mig, min farmor lærte mig at bage, lave mad, holde have.

Min farfar døde da jeg var 11-12 år, derefter var det bare farmor, en tæt kontakt, gerne flere gange ugentligt. Da jeg kom på efterskole ringede jeg oftere til hende end til mine forældre Men tog hende måske alligevel lidt for givet på teenager faconen.

Men så en dag fik hun en hjerneblødning, kom på hospitalet, var der et stykke tid, førend hun kom på et genoptræningscenter. Men der slog det ned i mig at min farmor var skrøbelig og gammel, at hun var på lånt tid, og at billedet i mit hoved og virkeligheden ikke hang sammen længere, at hun ikke var den lille men stærke kvinde der kunne overkomme nærmest alt! Der skiftede omsorgen retning, nu var det mig der passede på farmor - det gjorde et kæmpe indtryk på mig, der tror jeg at jeg blev mere voksen på flere parametre. Og det lærte mig at værdsætte endnu mere, suge til mig af nærværet.

Og det gjorde jeg, selvom det var svært med en dame der havde en mere og mere omfangsrig demens. Men jeg er lykkelig over at hun bl.a. nåede at opleve min førstfødte, og rent faktisk forstod at hun var blevet oldemor til mit barn, oldebarn nr. 15 i rækken

[Zombie]

I fredags kom jeg cyklende nede ved søen i Trekroner. Solen skinnede, fuglene sang, folk var glade (for det var fredag).
Jeg havde lige bestået sommerkurset i metode og videnskabsteori, og eksaminator havde sagt "Velkommen til universitetet", og det tænkte jeg glad på, da det slog mig:

Jeg er kandidatstuderende.


Fast backwards til en 19 årig Zombie, der sidder på en sagsbehandlers kontor på psykiatrisk dagafsnit, hvor socialrådgiveren snakker om førtidspension, arbejdsprøvning m.v., og så pludselig indskyder sætningen: "...-ja, for du ved vel godt, at du med din sygdom nok ikke skal regne med, at kunne gøre så meget med dit liv." og så tilføjer hun, mens hun klapper mig på knæet til trøst: "-Ja, du skal bare sørge for at have det godt inden i, så skal vi (staten, systemet, whatever the fuck she meant) nok sørge for resten."

Jeg kan huske den synkende fornemmelse af, at være menneskeligt affald. At være til overs og i vejen. Og mest af alt hvordan noget inden i mig døde - troen på, at jeg kunne opnå nogen som helst af mine drømme og håb om, ja, snartsagt hele mit voksenliv, som knapt var begyndt endnu på daværende tidspunkt.

Nu er jeg pædagog. Og jeg er kandidatstuderende. Jeg kom sådan til at grine højt, fordi FUCK HENDE.

[Fru Sunshine]

Egentlig har jeg haft mange skelsættende begivenheder i mit liv.
Mine børns fødsler, min skilsmisse fra deres far, at tage en uddannelse et sted, jeg hadede, at få fedmekirurgi med efterfølgende vægttab på lidt over 60 kg., tabet af mine bedsteforældre og ikke mindst af min far, at indse at min mor ikke er ung og stærk længere, mødet med min mand, at blive fyret og gå med med stress, at se min søn blive student, at være enormt presset på tid med at finde bolig til samme søn, der skal læse til pædagog, at opdage at min datter der nu går i 3.g, fylder 18 i november.

Og trods alt det, føler jeg mig ikke specielt voksen.

[Flora]

I fredags kom jeg cyklende nede ved søen i Trekroner. Solen skinnede, fuglene sang, folk var glade (for det var fredag).
Jeg havde lige bestået sommerkurset i metode og videnskabsteori, og eksaminator havde sagt "Velkommen til universitetet", og det tænkte jeg glad på, da det slog mig:

Jeg er kandidatstuderende.


Fast backwards til en 19 årig Zombie, der sidder på en sagsbehandlers kontor på psykiatrisk dagafsnit, hvor socialrådgiveren snakker om førtidspension, arbejdsprøvning m.v., og så pludselig indskyder sætningen: "...-ja, for du ved vel godt, at du med din sygdom nok ikke skal regne med, at kunne gøre så meget med dit liv." og så tilføjer hun, mens hun klapper mig på knæet til trøst: "-Ja, du skal bare sørge for at have det godt inden i, så skal vi (staten, systemet, whatever the fuck she meant) nok sørge for resten."

Jeg kan huske den synkende fornemmelse af, at være menneskeligt affald. At være til overs og i vejen. Og mest af alt hvordan noget inden i mig døde - troen på, at jeg kunne opnå nogen som helst af mine drømme og håb om, ja, snartsagt hele mit voksenliv, som knapt var begyndt endnu på daværende tidspunkt.

Nu er jeg pædagog. Og jeg er kandidatstuderende. Jeg kom sådan til at grine højt, fordi FUCK HENDE.

Jeg bliver så glad når jeg hører sådan en historie. Tror desværre ikke det er sjældent at psykisk syge får at vide de nok ikke skal regne med at blive til noget. Og mange tager det jo nok for gode varer og giver lidt op på forhånd. Det er rigtig synd for dem som måske i virkeligheden godt kunne have opnået noget hvis de havde fået lidt støtte.

Så hatten af for at du trods en sådan besked har forfulgt dine drømme og fået en uddannelse, på trods af hvad end du har haft af udfordringer. Det er virkelig godt gået

[Ado]

Da jeg flyttede fra børnenes far. Men allermest nu, efter at have været fanget i stresshelvedet. Der blev jeg tvunget til at klare det selv og jeg var så langt nede, at jeg ikke havde andet valg end at gennemgå mig selv og min adfærd og vaner og og og - og finde ud af, hvordan jeg bedst muligt kunne gardere mig fremover, så jeg forhåbentlig ikke bliver væltet sådan igen rent psykisk.

[Pixie88]

Min mor siger man er voksen når man kan lide rosenkål.

Min far fik konstateret kræft i 2012 men blev erklæret rask i december samme år. I starten af 2014 fik han igen kræft og den var terminal og spredte sig hurtigt. Jeg gik i chok og nærmest i baglås, kunne absolut INTET overskue, forsøgte at holde en facade oppe men inderst inde var jeg ved at dø af skræk.
I august 2014 døde han, og det kom bare så meget bag på mig og jeg var knust.
På selve dagen han døde ville jeg ikke have en bedemand hjem, men vente til næste dag. Min søster, som i øvrigt ikke havde set min far i 10 år, blev meget fornærmet over dette og anklagede mig for at være ligeglad. Hun skrev "Det kan godt være han var et dårligt menneske, men han fortjener da at blive bisat" og "du er jo kun ked af han er død, fordi han var din private hæveautomat" Den slags blev hun bare ved med at sige til mig, igen og igen.
Jeg var meget tæt med min far, jeg var den der ringede til ham og besøgte ham under hans sygdom, jeg snakkede om døden med ham. Jeg gjorde alt det HUN ikke havde formået, fordi hun i 10 år havde været sur over min far ikke havde betalt 300 kr tilbage til hende.
Min far var ikke bare min far, han var så vigtig for mig, især her i mit voksenliv fordi han ikke var der så meget da jeg var barn. Vi havde en masse ting at indhente. Jeg lignede ham både fysisk og mentalt, vi kunne have de vildeste skænderier om politik og andre ting, men vi begyndte altid at grine bagefter, for vi vidste at lige meget hvad, så ville vi tolerere hinanden.
.. og så kommer min søster og siger den slags pis. Jeg går ud fra hun reagerede som hun gjorde, fordi hun aldrig nåede at lægge stoltheden fra sig og besøge min far da han var syg, som hun havde snakket om. Hans død kom lige så meget bag på hende.

Nåmen, jeg skulle planlægge bisættelsen og fik ingen hjælp af mine søstre, udover at de nævnte nogle blomster til kistepynten og den ene valgte en gravplads. Han døde en torsdag og hele fredag, mandag, tirsdag gik med at ringe til skat, kommunen, sygehuset, hans plejehjem, bank, skifteretten, bedemænd, præster, kirkegårde og jeg ved ikke hvad, for at finde ud af hvor mange penge han havde sparet op til sin begravelse, få skaffet noget tøj til ham inden hans hjem blev låst af og alt muligt underligt. Det var lidt af et puslespil, men det gik op og han har den mest prangende gravsten og gravplads blandt de andre urnegrave

Det var så pikkehårdt, men jeg har heldigvis meget erfaring i at skubbe følelser til side
Jeg lærte ret meget om mig selv af min fars død, og mange ting blev bragt til overvejelse. Jeg brød med personer i mit liv, som jeg normalt ville have betegnet som vigtige. Men de ting jeg havde tolereret før, dem ville jeg ikke bruge mere tid og kræfter på at tolerere, ligesom jeg heller ikke gad bruge tid og kræfter på at de ikke altid kunne tolerere mig Og så var nogle af dem bare nogle straight up hysteriske sirener.
Jeg kan godt blive ked af ikke at have disse personer i mit liv, for de betød fandme meget, og jeg tænker ikke ondt om nogen. Men jeg kan også mærke at jeg har haft mere fred indvendig siden kontakten stoppede.

Mine prioriteter har ændret sig, jeg fokuserer mere på min familie og min kærestes familie, end jeg gør på mine venner. Familie først, venner derefter.
Jeg er også blevet mere handlekraftig, oftere får jeg tingene gjort i stedet for at lade dem ligge. Jeg er begyndt at læse bøger, hvilket for mig er meget voksent
Jeg tror jeg blev nogenlunde voksen da jeg mistede min far. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde bare sådan en forestilling om at mine forældre aldrig kunne dø, selvom jeg var 26 da min far døde. Jeg burde have vidst det, men det var som om nogen lige havde fortalt 3 årige Pixie at julemanden ikke fandtes.

[Pjeps]

En episode der står klart og tydeligt for mig den dag i dag foregik engang midt i 9. Klasse. Jeg havde en helt fantastisk klasselærer som også underviste flere fag. Jeg kan ikke huske hvilket fag, og emnet er noget utydeligt, men jeg kan stadig høre hende sige. "I kan blive lige hvad i vil, og I kan være lige som i har lyst til at være, I skal ikke lade nogen diktere hvordan i skal forme og leve jeres liv og I skal ikke finde jeg i noget der gør jer ulykkelige" Jeg kan huske at jeg efter timen tog fat i hende og havde en snak om at være sig selv.

Og siden da, hver gang jeg har gjort/gør noget anderledes, eller taget nogle utraditionelle valg, så tænker jeg; Det her er sgu i orden, det sagde Hanne jo selv. Den dag jeg startede i Gymnasiet pakkede jeg stille og generte Pjeps af vejen, og lod mig selv få lov at være mig, og blev sådan en der sagde sin mening højt, gerne talte foran store forsamlinger og pludselig var sådan en folk lyttede til.

[Sophaya]

Jeg er ikke voksen endnu. Jeg er i en eller anden proces, der leder hen mod voksen - og jeg er meget undg endnu. Men skelsættende oplevelser, der har været med til at forme mig har jeg alligevel:

Da jeg nægtede at tage hjem efter en weekend på besøg hos min far som 12-årig - fordi jeg ikke ville tilbage til psykisk vold hos min mors kæreste og fysisk vold i min skole. Jeg kunne simpelthen ikke stå på det tog. Så det gjorde jeg ikke. Jeg boede hos min far fra den dag og til jeg skulle hjemmefra på efterskole.
Da min veninde måtte hentes i ambulance efter en bytur, fordi hun havde fået et rapedrug i sin drink.
Da jeg flyttede et år til udlandet og det gik både godt, men også rigtig, rigtig skidt.
Da min søster fortalte mig, at hun havde en spiseforstyrrelse - lige efter, at hun havde overvundet en depression.
Da jeg startede på mit studie og fandt ud af, at det virkelig er det her jeg brænder for. At det er det helt rigtige for mig, og at jeg vil bruge resten af mit liv på det.