In_your_eyes skrev:Jeg er så træt af mænd med store armbevægelser og at jeg hopper i med begge ben, hver gang
Har nu mødt to stk inden for et år.
Den ene kæmpede med næb og klør for at få mig med på date, var så sød og dejlig i halvanden måned, fortalte mig at han var meget glad for mig, men fortrød/blev bange for hans egne følelser 2 uger efter.
Den anden kontaktede jeg selv, fordi han søgte en ven med fordele. Men allerede efter få dages skriven frem og tilbage havde han en virkelig god mavefornemmelse, og det havde jeg også. Efter en uges skriven, kom han hjem og vi tog på en date som jeg først rigtigt kom hjem fra en uge efter, hele tiden på hans opfordring. Han lagde, i mine øjne, fremtidsplaner. Fx ville han give mig et mc kørekort i julegave og kiggede også på mc til mig, begge dele, i mine øjne, ikke noget man vil ofre penge på med mindre man ser en fremtid med personen. Var sød og omsorgsfuld i et omfang jeg aldrig har oplevet før, var fuldstændig ærlig om hans, mildest talt stormfulde, fortid, som jeg dog ikke vil udpensle her. Ærlig omkring hans arbejde, hvor han var ude 18 dage og hjemme 12, , som han bare ikke kunne opgive fordi han endelig følte at han havde en karriere. Og jeg accepterede det, da jeg kunne se noget problem i hverken fortid eller arbejdssituationen. Han tog afsted igen, ringede og/eller skrev hver dag og jeg følte mig bare så tryg i hele situationen, trods savn, afstand og at det altsammen gik virkeligt stærkt. En uge inden han skulle været kommet hjem igen, brændte alt så sammen for ham, fordi han ikke kunne komme hjem pga en sygemelding på sitet, hvor han var, som gjorde at han først kunne komme hjem sidst i december. Dette gjorde at han slet ikke kunne overskue at jeg var inde i billedet, fordi han bla følte at han svigtede mig.
Jeg kom med nogle løsningsforslag og forsikrede ham om at jeg ikke følte mig svigtet, da det jo ikke vsr en situation han selv var herre over.
Men det korte af det lange er nu at det hele var en fejltagelse, og at jeg lige skulle slappe af, for vi havde jo kun været sammen knap en uge!! og at han ikke havde brug for drama. Ved godt han kom hjem og fik en sygemelding med stress, men at jeg er en fejltagelse og at han kun ser det dom en uge vi var sammen, det gør virkelig ondt
(hvad skete der lige med den gode mavefornemmelse i den uge vi skrev sammen inden og tlf samtalerne de to uger efter, hvor han ofte fortalte han savnede mig og at han glædede sig til at jeg kunne komme og besøge ham)
Måske er jeg bare alt for naiv, hvem ved...