Dilemma: Hvor meget kan man kræve deles / ikke deles uden for hjemmets 4 vægge?

[LaScrooge]

For mig er den fortrolighed jeg har med min partner ikke noget der kan kompromitteres. Vi skal begge kunne stole 100 procent på hinanden og af den grund holder det ikke, at nogen af os skal frygte, at noget vi har fortalt om os selv til den anden kan blive fortalt videre, med mindre der eksplicit er sagt god for det.

Skete det, ville jeg føle mig både krænket og svigtet og jeg ville ikke have lyst til at inddrage min partner i noget dybt personligt en anden gang. Og det betragter jeg faktisk grundlæggende som forholdets begyndende undergang.

Man har aldrig ret til at dele andres hemmeligheder, uanset hvad. Hvis man kan mærke, at noget er for tungt at bære alene, må man sige det og sammen finde ud af, med hvem man kan snakke om det med. Det eneste tidspunkt hvor man i mine øjne må krænke denne pagt er, hvis man har tænkt sig at forlade sin partner på grund af det han eller hun har gjort, eller fordi kendskabet til hemmeligheden har traumatiserende effekt.

[hotlips]

Min mening er at det er din hemmelighed og det er helt op til dig hvornår den evt må fortælles videre, hvis det bliver sådan noget med at nu kan hun sørme ikke holde på den længere når du har delt den type information med hende så risikerer i jo at det kommer til at ligge i baghovedet på dig for fremtiden at jeres interne fortrolighed som par er noget der er tidsbegrænset hvis hun synes det er for meget at skulle holde for sig selv og det tror jeg bliver et meget stort problem på sigt.

Jeg har selv fået diagnoser flere gange og jeg har holdt det enten helt for mig selv eller blandt de absolut nærmeste til jeg havde fået lagt det på plads i hovedet, og det har endda været fysiske ting der har været letforståelige og håndgribelige.

Jeg synes du skal gøre dig det klart at uanset arbejde eller ej og hvad du ellers nævner af begrundelser, så behøver du ikke nogen grund til at ville holde en privat privat ting privat.
Det er information der tilhører dig og du har retten til at bestemme hvornår hvis det skal deles med andre.

Det er jo ikke noget med om det er en dødelig sygdom eller ej, men det kan være noget der rammer ens selvbillede lige der hvor man selv har en ting man vægter højt eller man kan blive ramt et sted man i forvejen synes man er svag og det er måske noget man allerede prøver at kompensere for på forskellige måder.

Det er ikke altid så nemt som man tror og man kan selv blive chokeret over hvor voldsomt det virker når det rammer en selv.

Så tag din tid, sig til din kone du ikke er klar til at gå ud mod det men at du gerne vil støtte hende i et finde noget hjælp fra en med tavshedspligt hvis hun har mod på at prøve det.

Folk er forskellige, jeg er normalt selv en der taler om tingene men jeg har engang lukket mig inde og ikke talt med andre end min langdistance kæreste pr SMS i tre uger for jeg kunne ikke rumme det og slet ikke sige det højt det var bare for overvældende.

Men jeg må også sige at det er blevet lettere med tiden og med erfaringen, ikke mindst fordi jeg droppede det der med at nu skulle jeg gøre noget ved at det var så svært og nu skulle jeg handle på det og bla bla.. Det ubetinget bedste råd der står øverst alle steder er at tage sin tid og det er der en grund til, alene det at man vænner sig til at den her sygdom er en del af ens liv og det bliver en vane tro det eller ej, og det holder op med at lyde så fremmed når man siger det højt.

[MrMister]

Engang imellem smider livet en curveball. Kan kun le af, at jeg altid har været utrolig omstillingsparat og trivedes bedst i hektiske / krævende miljøer. For har allerede accepteret denne ændring - og finder trøst i, at hvis version 1.0 af mig selv er kommet hertil, så bliver 2.0 ret interessant at følge

Og som sagt er humoren intakt. Blev advaret om at bivirkningerne inkluderede potentiel mani med risiko for blandt andet overdreven seksualisering osv. Eller med konens ord: “Nå, sådan som du altid er?” så nu er der dømt onkel lummer humor...

Ift at dele blev aftalen:
- Vi holder det tæt
- Når jeg er klar, og processen mere i gang, kan hun dele det med én fortrolig.
- Vi holder det fra venner mm
- På sigt deler vi med børnene. De har krav og alder til at forstå, hvad der sker (og hvorfor deres liv gerne skal blive anderledes til det bedre)

[Zombie]

Engang imellem smider livet en curveball. Kan kun le af, at jeg altid har været utrolig omstillingsparat og trivedes bedst i hektiske / krævende miljøer. For har allerede accepteret denne ændring - og finder trøst i, at hvis version 1.0 af mig selv er kommet hertil, så bliver 2.0 ret interessant at følge

Og som sagt er humoren intakt. Blev advaret om at bivirkningerne inkluderede potentiel mani med risiko for blandt andet overdreven seksualisering osv. Eller med konens ord: “Nå, sådan som du altid er?” så nu er der dømt onkel lummer humor...

Ift at dele blev aftalen:
- Vi holder det tæt
- Når jeg er klar, og processen mere i gang, kan hun dele det med én fortrolig.
- Vi holder det fra venner mm
- På sigt deler vi med børnene. De har krav og alder til at forstå, hvad der sker (og hvorfor deres liv gerne skal blive anderledes til det bedre)

Psykiatrifonden har børne- og ungegrupper, hvor dine børn kan mødes og snakke med andre på samme alder, hvis forældre har en diagnose. De mødes, spiser noget god mad, og snakker lidt med 1-2 voksne til stede til at vejlede.

Jeg kan på det varmeste anbefale det og jeg synes virkelig, I skal overveje det til børnene, når I er klar til at involvere dem.

Derudover har Psykiatrifonden meget godt materiale på deres hjemmeside ang børn, hvordan man snakker med dem om emnet osv.
Så tjek det ud, når I kommer så langt.

[Purple Haze]

Jeg kommer nok aldrig til at nyde store sociale sammenhænge med informations- og sanseoverload.

Bed lige mærke i det her. Og vil bare påpege at det er der nu også mange helt normale folk uden diagnoser der ikke gør. Mener det er lige knap 50% der er introverte i større eller mindre grad, og for de jeg kender der er meget introverte, er det helt normalt at de indimellem trækker sig tidligere fra store sammenkomster.

Tænker at i tilfælde af at du skulle have brug for en undskyldning for at trække dig tidligt fra den slags, så ville det være en meget plausibel undskyldning. Ikke at jeg nogensinde har hørt om tilfælde hvor det er strengt nødvendigt med en undskyldning for at være træt.
Men hvis nu i allesammen er sælgere der typisk er mere ekstroverte (jeg arbejder med IT folk og infeniører der ofte er mere introverte) så er det at være introvert måske lige så “sært”, som at have skizofreni og ADHD og Asbergers og hvad man nu ellers kan have.

[vibbsen]

I modsætning til andre i tråden forstår jeg godt at du reagerer som du gør på en diagnose. Nej din verden bliver ikke anderledes, men du får en årsag til en hel masse ting som du kan sidde og se tilbage på som måske kun have været anderledes hvis og hvis og hvis. Det er en hård en at sidde med. Jeg har selv været der omend jeg ikke har en diagnose af din kaliber men noget andet som gør at jeg er/har været kognitivt og følelsesmæssigt udfordret altid Man må gerne være lidt bitter, meget ked af det, frusteret og alt muligt andet. For hvis nu.... Man kan naturligvis ikke sidde og sige “hvis nu” herfra og til juleaften, men du har fået den for en uge siden. Det tager tid at forstå og slå sig til tåls med og særligt at du skal igang med medicin nu. Giv dig selv tid og rum til dine følelser.

Ift din hustru, så må hun tale med en professionel eller en støttegruppe indtil at du er klar til at dele. Hvis du overhovedet bliver det. Det er din ting, hun skal støtte dig. Ja det er også en del af hendes liv, men det er dit. Jeg ville have, og har, det 100% som dig. Jeg holder helt generelt alle kort tæt til kroppen.

Ift dit arbejde; altså du er jo leder, tingene har jo fungeret rigtig godt for dig indtil nu ift arbejde og karriere lader det til. Jeg ville ikke begynde at indvie kollegaer og arbejdsplads i det hvis du ikke hr lyst. Det gjorde og gør jeg heller ikke selv. Hvad der sker ift medicin ved ingen, bed din kone om at være dit sandhedsvidne således at hun fortæller ærligt hvad hun oplever hvis der sker noget radikalt med din opførsel som ville blive bemærket eller have indflydelse på dit arbejde og som du ikke selv kan se.

Dullen rammer så spot on her at jeg næsten får gåsehud. For et er at få en diagnose og skulle forholde sig til hvad denne kommer til at få af betydning for ens resterende liv. Sådan rent praktisk.

Men noget andet er at skulle forholde sig til "Hvad nu hvis ??" Jeg fik selv en diagnose for cirka 5 måneder siden. Og jeg er simpelthen så VRED. Og jeg er ellers normalt IKKE et vredt menneske....Men jeg kan blive helt hysterisk af raseri over de "forspildte chancer" som den har ført med sig. Sidst var for 14 dage siden da jeg fortalte min mor om min diagnose. Jeg rasede, jeg spruttede og jeg græd. Bandede og svovlede. Det var ærlig talt ikke særlig kønt....Og min stakkels mor tog det bare så pænt. For hun forstod udemærket hvad det her handlede om. At det ikke handlede om hverken hende eller nogen af de andre på den måde. For rationelt, så ved jeg da udemærket godt, at dengang hvor min diagnose først viste sig, der var der INGEN der vidste noget om den.....Det er 40 år siden. Man vidste ikke en skid. Og jeg har egentlig bare lært at leve med at jeg var anderledes. Og så ellers kompenserer det bedste jeg har lært. Hvilket faktisk er det som er svært nu : At vide at der er en grund. Og lade være med at bruge den som undskyldning.....

Du er - såvidt jeg kan gennemskue - relativt nydiagnostiseret. Giv det lige tid til at synke ind. Så skal det hele nok gå.

Hvad angår din kone, så må hun gå til patientforeningens pårørendegruppe og finde nogen at snakke med der. At tale med sin mor eller med en veninde hvis mand du har et arbejdsmæssigt forhold til. Det er ikke gangbart....For det første så vil de antagelig ikke forstå hvad det handler om. Og hun vil aldrig kunne spejle sig ordentlig i dem. Og for det andet, så er det DIN diagnose. Og dermed også dig som skal bestemme hvordan og ikke mindst til hvem den skal offentliggøres.......

[Minou]

Sygdom påvirker ikke kun den syge. Den rammer hele familien og ofte så glemmer folk de pårørende og tænker kun på den syge, hvilket giver mening men de glemmer hvor svært, frustrerende, trist og forfærdeligt det er at stå på sidelinjen og ikke kunne hjælpe den person man elsker allermest i hele verden.

Der er heldigvis rigtig meget hjælp for den syge men de pårørende bliver tabt og glemt.

Jeg har været patient med en alvorlig lidelse og jeg har været pårørende. Jeg vil hellere være patient end pårørende.

Så mit svar må være at du er nødt til at respektere at din kone har et behov for at snakke om tingene med en som ikke er dig eller professionel. Hun er en del af din sygdom selvom hun ikke er en del af den... Hvis det giver mening.

[MrMister]

Dullen rammer så spot on her at jeg næsten får gåsehud. For et er at få en diagnose og skulle forholde sig til hvad denne kommer til at få af betydning for ens resterende liv. Sådan rent praktisk.

Men noget andet er at skulle forholde sig til "Hvad nu hvis ??" Jeg fik selv en diagnose for cirka 5 måneder siden. Og jeg er simpelthen så VRED. Og jeg er ellers normalt IKKE et vredt menneske....Men jeg kan blive helt hysterisk af raseri over de "forspildte chancer" som den har ført med sig. Sidst var for 14 dage siden da jeg fortalte min mor om min diagnose. Jeg rasede, jeg spruttede og jeg græd. Bandede og svovlede. Det var ærlig talt ikke særlig kønt....Og min stakkels mor tog det bare så pænt. For hun forstod udemærket hvad det her handlede om. At det ikke handlede om hverken hende eller nogen af de andre på den måde. For rationelt, så ved jeg da udemærket godt, at dengang hvor min diagnose først viste sig, der var der INGEN der vidste noget om den.....Det er 40 år siden. Man vidste ikke en skid. Og jeg har egentlig bare lært at leve med at jeg var anderledes. Og så ellers kompenserer det bedste jeg har lært. Hvilket faktisk er det som er svært nu : At vide at der er en grund. Og lade være med at bruge den som undskyldning.....

Du er - såvidt jeg kan gennemskue - relativt nydiagnostiseret. Giv det lige tid til at synke ind. Så skal det hele nok gå.

Hvad angår din kone, så må hun gå til patientforeningens pårørendegruppe og finde nogen at snakke med der. At tale med sin mor eller med en veninde hvis mand du har et arbejdsmæssigt forhold til. Det er ikke gangbart....For det første så vil de antagelig ikke forstå hvad det handler om. Og hun vil aldrig kunne spejle sig ordentlig i dem. Og for det andet, så er det DIN diagnose. Og dermed også dig som skal bestemme hvordan og ikke mindst til hvem den skal offentliggøres.......

Ift fremtiden og fortiden er jeg rimelig afklaret. Ja, livet har givetvis givet mig flere knop end nødvendigt, men jeg har og er voldsomt priviligeret med et stabilt og kærligt hjem (først opvækst, siden familie - der er jo også min kones “skyld”, at det første opdages nu, fordi hun har kompenseret så meget tidligere), intellekt til at kunne kompensere (gennemsnittet på 10 fra CBS er jeg pludselig stolt af) og stamina til at holde ud, når det var hårdt.

Det, der gør ondt, er den smerte jeg VED, jeg har påført andre - og som var årsagen til, at knudemanden søgte hjælp. Jeg ville da ønske, at mine forældre havde set det tidligere. Min adfærd skulle have afsløret det. Udover min kone er mine forældre de eneste, der ved dette. Min kone mente de skulle vide det, fordi mine forældre bemærket at der var noget “i vejen” hos os. På den konto lidt mærkeligt de ikke kan se det tidligere som barn/ung, men når man ikke laver ballade, er mønster elev osv, så kan det være svært at se igennem det og se diagnose. De forstår det nu og er meget støttende på den der lidt kiksede, men alligevel kærlige, forældrefacon. Den ene var MEGET på at jeg holdt tæt ift familie og arbejde, men forstod det, når jeg satte ord på symptomerne. Den anden aktiverede sit netværk for at finde en second opinion for at sikre, at jeg ikke får medicin eller diagnose uden sikkerhed. Begge reaktioner er fine og jeg ser klart hver deres kærlighedssprog udtrykt deri.

Men nu ved opdagede man det ikke, og det har jeg fundet ret enkelt at parkere i “kan ikke ændre - heller ikke ved tårer”-bunken. Muligvis fordi det er så nyt det hele. Muligvis fordi jeg er super optimistisk ift nye livsmuligheder med den rette hjælp. Håbet ligger i hvor velsignet mit liv er med meningsfuldt job, dejlig kone (ja, ja - hun måtte da godt være forblevet 25...), søde børn som har den der vanvittige børne-ubetingede kærlighed, et ok socialt liv (som er det, der har lidt mest). Ja, jeg kunne have nået meget længere, været rigere, været alt muligt, hvis jeg ikke havde spændt ben for mig selv.

Samtidigt har jeg også en professionel distance til det mærker jeg. Det er et projekt, der skal Gant’es og eksekveres bedst muligt (laboratoriebesøg og medicinafhentning er alt sket max 1 time efter lægebesøg). Jeg skal lige vende mig til at medicinen - trods blød opstart - virker og så efter lidt ikke-virker. Den (lille) forskel er mærkbar. På den rigtig gode, forventningsfulde måde.

Eneste problem er nu, at jeg ikke kan rejse impulsivt til andre lande, men skal planlægge medicinprocessen ind i det (og er på vej ind i 1 måneds arbejdshelvede...).

Jeg kommer nok aldrig til at nyde store sociale sammenhænge med informations- og sanseoverload.

Bed lige mærke i det her. Og vil bare påpege at det er der nu også mange helt normale folk uden diagnoser der ikke gør. Mener det er lige knap 50% der er introverte i større eller mindre grad, og for de jeg kender der er meget introverte, er det helt normalt at de indimellem trækker sig tidligere fra store sammenkomster.

Tænker at i tilfælde af at du skulle have brug for en undskyldning for at trække dig tidligt fra den slags, så ville det være en meget plausibel undskyldning. Ikke at jeg nogensinde har hørt om tilfælde hvor det er strengt nødvendigt med en undskyldning for at være træt.
Men hvis nu i allesammen er sælgere der typisk er mere ekstroverte (jeg arbejder med IT folk og infeniører der ofte er mere introverte) så er det at være introvert måske lige så “sært”, som at have skizofreni og ADHD og Asbergers og hvad man nu ellers kan have.

Jeg er nok så ekstrovert, som de kommer. Mærkeligt nok. Så selvom jeg ikke kan li’ sociale sammenhænge, er jeg - næsten - verdensmester i hurtigt at bygge tillid hos folk / kunder. Det er nok min spidskompetence rent professionelt. Det er først, når de kommer tættere på, at der kommer udfald af varierende slags.

Men jeg tror kun det er enkelte familiesammenkomster, jeg kommer til at melde fra overfor. Enkelte af dem er høj-støj, høj-konflikt-potentielle og alt, alt for mange mennesker/indtryk. Det kunne da være vildt rart at kunne abstrahere / hvile i det, men dét forventer jeg ikke.

Øvrige sociale sammenhænge “bider jeg i mig”. Diagnosen vil jeg kæmpe for at betragte som en forhindring, jeg skal over, frem for en krykke, jeg kan læne mig op ad. Jeg VIL være verdens bedste ambassadør for mit fulde jeg og vise, at jeg kun bliver bedre end mit allerede gode jeg

Jeg tror naivt nok nu, at det kan læres.

[MrMister]

Medicin på rejsen:
http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-t ... aa-rejsen/

Du skal have medicinen i original indpakning, og jeg ville aldrig dosere medicinen på forhånd og derved fjerne den fra indpakningen.

Psyk sagde det samme. Man kan godt medbringe ekstra, hvis det er angivet på dosis papiret (nogle gange kan særligt forretningsrejser pludseligt ændre sig).

[MrMister]

Sygdom påvirker ikke kun den syge. Den rammer hele familien og ofte så glemmer folk de pårørende og tænker kun på den syge, hvilket giver mening men de glemmer hvor svært, frustrerende, trist og forfærdeligt det er at stå på sidelinjen og ikke kunne hjælpe den person man elsker allermest i hele verden.

Der er heldigvis rigtig meget hjælp for den syge men de pårørende bliver tabt og glemt.

Jeg har været patient med en alvorlig lidelse og jeg har været pårørende. Jeg vil hellere være patient end pårørende.

Så mit svar må være at du er nødt til at respektere at din kone har et behov for at snakke om tingene med en som ikke er dig eller professionel. Hun er en del af din sygdom selvom hun ikke er en del af den... Hvis det giver mening.

Det giver meget god mening. Vi har aftalt at holde tæt indtil der er mere styr på alting. Hvis alt går vel, og baseret på en lineær fremskrivning af processen, er den overstået / endelig primo April. Dvs hun skal holde tæt i knapt 1 måned. Dét kan hun godt.

Lakmustesten kommer snart. Hun / vi får familiebesøg af en af hendes søskende ret snart. Men jeg stoler på min kone og vores aftale. Når tiden kommer, ønsker hun at kunne dele med sin mor og/eller søster (som begge 100% deler med deres mænd...)

Derudover skal børnene vide det. De fortjener at få lov at forstå (i passende alder for den mindste), hvorfor deres far (forhåbentlig) er mere glad, rummelig og nærværende, og at intet har været deres skyld.

[LadyFox]

...

Hvordan er din kones forhold til dine forældre? Jeg tænker at når nu de ved det - kunne det jo være en idé at din kone brugte dem lidt som sparringspartner nu her mens det er lukket land for andre. Jeg ved godt at der er begrænsninger i og med det er dine forældre, så der givetvis er ting der ikke er optimale for hende at drøfte med dem. Men altså, nogle af de ting der kan fylde hos hende kan de jo nok godt bruges til, og altså, mon ikke også de har nogle bekymringer til fælles.

[MrMister]

...

Hvordan er din kones forhold til dine forældre? Jeg tænker at når nu de ved det - kunne det jo være en idé at din kone brugte dem lidt som sparringspartner nu her mens det er lukket land for andre. Jeg ved godt at der er begrænsninger i og med det er dine forældre, så der givetvis er ting der ikke er optimale for hende at drøfte med dem. Men altså, nogle af de ting der kan fylde hos hende kan de jo nok godt bruges til, og altså, mon ikke også de har nogle bekymringer til fælles.

Det er sådan set rimeligt okay / godt, men lige præcis deres ståsted ift diagnose tænker jeg vil være en udfordring, der sammen med det faktum at de er mine forældre, vil gøre det vanskeligt. For en kvinde er ens egen mor noget særligt. For min kone noget ekstra.

Men hun virker lidt mere afslappet allerede som det første chok har lagt sig

[Modesty Blame]

Hendes søgning efter at læsse af bygger OGSÅ på er behov for at forklare, hvorfor nogle ting er som de er (Eks at en ferie med mine svigerforældre 100% dræner mig for al energi og initiativ i ren overlevelse. Dét forstår jeg bedre nu).

Jeg holdt processen indtil udredning hemmelig for hende. Både fordi jeg ikke vidste, hvor det førte hen (eller frygtede det), men også for at skåne hende (så hun ikke skulle vise hensyn / gå på listefødder i 3 måneder). Kan godt fortryde jeg ikke ventede lidt længere.

Men når ens verden opleves som styrtende i grus, så havde jeg et egoistisk behov for dele det med hende, såvel som at lade hende komme med i processen der jo inkluderer medicin osv. Lige der da beskeden kom, var det børnene og hende der var et lys i et voldsomt pludseligt omklamrende uendelig mørke. Derfor forstår jeg hende. Hendes verden går jo også i stykker og hun må uundgåeligt tænke sit også.

Men jeg læser med og ser mange perspektiver på det samme problem som også fortæller mig, at det ikke er skide enkelte og ligetil.

Alt imens kan jeg glæde mig over humoren er intakt. For i det mindste er der nu en chance for at nå Beach Body 2025 målet

Jeg kan ikke forstå din verden styrter i grus på grund af en psykiatrisk diagnose. Faktisk ikke på grund af nogen som helst diagnose.

Hvad end diagnosen er, så er årsagen til den sket før diagnosen er stillet. De fleste får en diagnose på grund af, at deres verden er styrtet i grus.

Min egen ADHD diagnose forklarer stort set intet om mig, udover at jeg bliver fikseret og bliver ved med at arbejde med ting der fanger min interess, til min krop og hjerne ikke har mere energi og jeg er totalt ødelagt. Hvilket har den effekt at jeg kan øge mængden af den viden jeg besidder drastisk på kort tid.

Men alt det andet, alle de andre årsager til at jeg er som jeg er, alle mine fejl etc., det siger ADHD intet som helst om.

Ditto.

[Utilregnelig]

Jeg er nok så ekstrovert, som de kommer. Mærkeligt nok. Så selvom jeg ikke kan li’ sociale sammenhænge, er jeg - næsten - verdensmester i hurtigt at bygge tillid hos folk / kunder. Det er nok min spidskompetence rent professionelt. Det er først, når de kommer tættere på, at der kommer udfald af varierende slags.

Tror du ikke, du her nærmere mener "udadvendt" frem for "ekstrovert"? Der er nemlig meget stor forskel på de to, hvor "indadvendt/udadvendt" forklarer, hvordan man agerer over for andre, mens "introvert/ekstrovert" siger noget om, hvordan man får energi. Ud fra dine indlæg virker du til at være en udadvendt introvert, hvilket (i min erfaring) er en lidt speciel kombination. Måske du kan blive klogere på dig selv, hvis du læser lidt om, hvordan andre udadvendte introverte begår sig i verden

[MrMister]

Jeg er nok så ekstrovert, som de kommer. Mærkeligt nok. Så selvom jeg ikke kan li’ sociale sammenhænge, er jeg - næsten - verdensmester i hurtigt at bygge tillid hos folk / kunder. Det er nok min spidskompetence rent professionelt. Det er først, når de kommer tættere på, at der kommer udfald af varierende slags.

Tror du ikke, du her nærmere mener "udadvendt" frem for "ekstrovert"? Der er nemlig meget stor forskel på de to, hvor "indadvendt/udadvendt" forklarer, hvordan man agerer over for andre, mens "introvert/ekstrovert" siger noget om, hvordan man får energi. Ud fra dine indlæg virker du til at være en udadvendt introvert, hvilket (i min erfaring) er en lidt speciel kombination. Måske du kan blive klogere på dig selv, hvis du læser lidt om, hvordan andre udadvendte introverte begår sig i verden

Både-og. For nok er jeg udadvendt, men det giver mig også energi at være sammen med folk. Udfordringen er blot, at det ofte er uoverstigeligt at udholde det imens det holder på pga udfordringerne. Derfor er jeg mentalt slidt efter en dag med eks mange kundemøder. Eks er jeg bedst til sport med socialt omkring (som giver energi), men dyrker fitness eller løb, fordi det er alene (fordi det er krævende med det sociale).

Der er selvfølglig også bare risikoen for at jeg er begrebs-forvirret