"Jeg skal aldrig have flere børn"

[Xeen-ia]

Ja, sådan var min holdning for 4 dage siden.

I en tråd herinde har jeg såmænd også kækt udtalt at 1 var rigeligt.

Men nemesis er jo altid den mest upassende bitch i verden og nu er det faktisk sådan at jeg stod med to streger på en test i tirsdags.
Og vi er totalt i vildrede herhjemme. Manden er, naturligt nok, chokeret. Jeg er chokeret...og hormonel

Ja, jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil med dette her - jeg trængte bare til at få det ud tror jeg.

Vi er blevet enige om at vi begge tænker over det hele i et par dage og så tager vi en snak igen om hvad vi gør.
Det rent praktiske er jeg ikke i tvivl om vi nok skulle klare, det er overskuddet vi begge skal tænke over...er det der? Kan det komme?

FUCK

[Fru Sunshine]

Selvfølgelig kan overskuddet komme, men I skal jo være villige til at give af det.

Jeg vover et forsigtigt tillykke.

[icelady]

Jeg var stort set lige kommet hjem fra Riget med datteren, da jeg fandt ud af jeg var gravid med nr 3 og overskuddet var på daværende tidspunkt totalt fraværende.
Men det kom alligevel.

Tænk over det og mon ikke I så kommer frem til, at jeres overskud også kommer.

[Xeen-ia]

Altså ærligt - det håber jeg jo. Og jeg håber at manden kommer frem til det samme, men jeg tror ikke på det.

Han er sådan helt generelt der lige nu, hvor hans view på det hele er "Vi har det jo meget godt nu, vil vi sætte det på spil"

Men vi er enige om, at vi tager en beslutning sammen og vi gennemgår det hele sammen - uanset hvilken vej vi vælger. Så uanset om der kommer et barn til april/maj eller ej, så tror jeg på at vi kommer ud af det her stærkere, sammen. Og vi tager den beslutning der er bedst for vores familie.

[decibell]

Altså ærligt - det håber jeg jo. Og jeg håber at manden kommer frem til det samme, men jeg tror ikke på det.

Han er sådan helt generelt der lige nu, hvor hans view på det hele er "Vi har det jo meget godt nu, vil vi sætte det på spil"

Men vi er enige om, at vi tager en beslutning sammen og vi gennemgår det hele sammen - uanset hvilken vej vi vælger. Så uanset om der kommer et barn til april/maj eller ej, så tror jeg på at vi kommer ud af det her stærkere, sammen. Og vi tager den beslutning der er bedst for vores familie.

Hvis argumentet for at lade være er, at I har det godt nu, kan det være sundt at huske sig selv på, at intet alligevel forbliver det samme, hverken de gode eller dårlige stunder. Det står i min signatur netop for at huske mig på at nyde det gode, mens det er der, og omvendt holde ud, når der sker noget skidt, fordi det nok skal blive bedre igen.

Selv om I har det meget godt lige nu, kan det hurtigt forandre sig til noget andet - om det andet så er dårligere, lige så godt eller bedre. Og i sagens natur ved I jo heller ikke, om en lille ny vil medføre, at I får det endnu bedre, vel? Så selv om I siger nej til et barn mere for at beholde status quo, vil det ikke være nogen garanti for, at I får lov at beholde status quo.

Held og lykke med det.

[Xeen-ia]

Altså ærligt - det håber jeg jo. Og jeg håber at manden kommer frem til det samme, men jeg tror ikke på det.

Han er sådan helt generelt der lige nu, hvor hans view på det hele er "Vi har det jo meget godt nu, vil vi sætte det på spil"

Men vi er enige om, at vi tager en beslutning sammen og vi gennemgår det hele sammen - uanset hvilken vej vi vælger. Så uanset om der kommer et barn til april/maj eller ej, så tror jeg på at vi kommer ud af det her stærkere, sammen. Og vi tager den beslutning der er bedst for vores familie.

Hvis argumentet for at lade være er, at I har det godt nu, kan det være sundt at huske sig selv på, at intet alligevel forbliver det samme, hverken de gode eller dårlige stunder. Det står i min signatur netop for at huske mig på at nyde det gode, mens det er der, og omvendt holde ud, når der sker noget skidt, fordi det nok skal blive bedre igen.

Selv om I har det meget godt lige nu, kan det hurtigt forandre sig til noget andet - om det andet så er dårligere, lige så godt eller bedre. Og i sagens natur ved I jo heller ikke, om en lille ny vil medføre, at I får det endnu bedre, vel? Så selv om I siger nej til et barn mere for at beholde status quo, vil det ikke være nogen garanti for, at I får lov at beholde status quo.

Held og lykke med det.

Tak

Jeg tror muligvis også det sev lidt mere ind i går, at det ikke er et ret validt argument, da jeg sagde at det jo - uanset udfaldet - aldrig vil blive som det var for en uge siden igen.
Vi skal tage en ret livsændrende beslutning nu, for hvis vi ikke får en lille ny nu så sker det aldrig - det er vi begge klar over.

Og det er nok det der gør det så pokkers svært lige nu, vi ved begge hvad der står på spil.
Men i modsætning til da vi fik sønnen, så er vi denne gang 100% sammen om beslutningen - uagtet hvad beslutningen så bliver.

[Akehurst2]

Der kan være mange gode grunde til, at man "kun" vil have et barn, men hvis man ikke har bestemte grunde til at ønske det, og man faktisk har muligheden for og overskuddet til det, så ville jeg give mit barn en søskende.

Fordi jeg selv har haft kæmpe glæde af mine søskende hele mit liv, og særligt som voksen kan se en rigtig stor værdi i at have nogen, man har fulgtes med gennem livet.

Og nej, man er ikke garanteret et godt søskendeforhold. Men det hjælper gevaldigt at have nogle søskende.

Det skal selvfølgelig ikke være det afgørende for jeres beslutning, men jeg ville tage det med i overvejelserne.

[decibell]

Altså ærligt - det håber jeg jo. Og jeg håber at manden kommer frem til det samme, men jeg tror ikke på det.

Han er sådan helt generelt der lige nu, hvor hans view på det hele er "Vi har det jo meget godt nu, vil vi sætte det på spil"

Men vi er enige om, at vi tager en beslutning sammen og vi gennemgår det hele sammen - uanset hvilken vej vi vælger. Så uanset om der kommer et barn til april/maj eller ej, så tror jeg på at vi kommer ud af det her stærkere, sammen. Og vi tager den beslutning der er bedst for vores familie.

Hvis argumentet for at lade være er, at I har det godt nu, kan det være sundt at huske sig selv på, at intet alligevel forbliver det samme, hverken de gode eller dårlige stunder. Det står i min signatur netop for at huske mig på at nyde det gode, mens det er der, og omvendt holde ud, når der sker noget skidt, fordi det nok skal blive bedre igen.

Selv om I har det meget godt lige nu, kan det hurtigt forandre sig til noget andet - om det andet så er dårligere, lige så godt eller bedre. Og i sagens natur ved I jo heller ikke, om en lille ny vil medføre, at I får det endnu bedre, vel? Så selv om I siger nej til et barn mere for at beholde status quo, vil det ikke være nogen garanti for, at I får lov at beholde status quo.

Held og lykke med det.

Tak

Jeg tror muligvis også det sev lidt mere ind i går, at det ikke er et ret validt argument, da jeg sagde at det jo - uanset udfaldet - aldrig vil blive som det var for en uge siden igen.
Vi skal tage en ret livsændrende beslutning nu, for hvis vi ikke får en lille ny nu så sker det aldrig - det er vi begge klar over.

Og det er nok det der gør det så pokkers svært lige nu, vi ved begge hvad der står på spil.
Men i modsætning til da vi fik sønnen, så er vi denne gang 100% sammen om beslutningen - uagtet hvad beslutningen så bliver.

Jeg tror også, det er vigtigt at tage med, at når barnet så kommer, så vil I med ret stor sikkerhed elske ham/hende. Og vi kan (bære over med) så meget mere, når vi elsker et andet menneske. Det, der i teorien virker hårdt nu, vil måske i praksis være ingenting eller knap så hårdt, fordi I elsker barnet.

[Madam Pomfrey]

Jeg tror muligvis også det sev lidt mere ind i går, at det ikke er et ret validt argument, da jeg sagde at det jo - uanset udfaldet - aldrig vil blive som det var for en uge siden igen.
Vi skal tage en ret livsændrende beslutning nu, for hvis vi ikke får en lille ny nu så sker det aldrig - det er vi begge klar over.

Og det er nok det der gør det så pokkers svært lige nu, vi ved begge hvad der står på spil.
Men i modsætning til da vi fik sønnen, så er vi denne gang 100% sammen om beslutningen - uagtet hvad beslutningen så bliver.

Nej intet bliver helt som før, uanset hvad i beslutter...
Men hvad er det helt reelt i bekymrer jer over? Hvad er dine/jeres worst case scenario? Hvor galt tror i det kan gå, hvor hårdt kan det blive, hvor slemt vil det være?

Og har du/i overvejet en for og imod liste?


Mit svar er ganske givet farvet af at jeg altid har vidst jeg skulle have mindst 3 børn, og da vi fik nr. 3 var vi også enige om at vi en dag skulle have nr. 4. Jeg synes aldrig det har været svært at være mor, men derfor er det alligevel blevet nemmere for gang til gang, både fordi man er rutineret, kender de små tricks, og bare generelt har en masse god erfaring omkring tiden med spædbarn, tumling osv. Rigtig meget er jo en gentagelse, af ting man allerede har oplevet.

Men vi stod også i de overvejelser, for den der nr. 4 meldte sin ankomst uplanlagt og ret tidligt efter nr. 3. Faktisk var beslutningen selt ikke svær, med 3 børn, hvor den yngste kun lige var fyldt et år, jeg lige var tilbage på job, ja der syntes vi ikke vi havde tid og kræfter til endnu en baby. Men den beslutning var så taget for os, for han havde gemt sig længere tid en som så, og abort var derfor ikke en mulighed (eller jo vi kunne have søgt om senabort, men der gik vores grænse så...)

Men da først vi lige havde fordøjet tanken, og delt ud af nyheden til vores nærmeste og dernæst venner, ja så begyndte vi at glæde os, og vi ville jo på ingen måde kunne undvære vores lillebror i dag, selvfølgelig skulle han være en del af familien!

Jeg synes faktisk ikke det har været slemt at føje flere børn til familien, så meget mere arbejde er der ikke i det, mad skal jo laves uanset, tøjvask bliver måske en maskine eller 1½ mere på ugebasis, jo der skal da hentes børn 2 steder og det tager da lige 10-15 minutter ekstra, men det er så også det - synes jeg. Eller merarbejder i det at have flere børn opvejes ihvertfald af det de kan give, og gøre for, hinanden, også selvom der kan følge en del søskendekonflikter med.
Men selv konflikterne er jo sunde for børn, der lærer de en masse om dem selv, deres grænser, at forhandel, at håndtere vrede og arrighed, - også selvom man som forældre bliver temmelig gråhåret over dette indimellem.

Mine drenge har utvivlsomt massere af glæde af hinanden, også selv om de har deres konflikter! - der er massere af sammehold, samhørighed. Den ældste der er 11 år spørger endda jævnligt til om ikke vi skal have en baby mere

[Xeen-ia]

Jeg tror muligvis også det sev lidt mere ind i går, at det ikke er et ret validt argument, da jeg sagde at det jo - uanset udfaldet - aldrig vil blive som det var for en uge siden igen.
Vi skal tage en ret livsændrende beslutning nu, for hvis vi ikke får en lille ny nu så sker det aldrig - det er vi begge klar over.

Og det er nok det der gør det så pokkers svært lige nu, vi ved begge hvad der står på spil.
Men i modsætning til da vi fik sønnen, så er vi denne gang 100% sammen om beslutningen - uagtet hvad beslutningen så bliver.

Nej intet bliver helt som før, uanset hvad i beslutter...
Men hvad er det helt reelt i bekymrer jer over? Hvad er dine/jeres worst case scenario? Hvor galt tror i det kan gå, hvor hårdt kan det blive, hvor slemt vil det være?

Og har du/i overvejet en for og imod liste?


Mit svar er ganske givet farvet af at jeg altid har vidst jeg skulle have mindst 3 børn, og da vi fik nr. 3 var vi også enige om at vi en dag skulle have nr. 4. Jeg synes aldrig det har været svært at være mor, men derfor er det alligevel blevet nemmere for gang til gang, både fordi man er rutineret, kender de små tricks, og bare generelt har en masse god erfaring omkring tiden med spædbarn, tumling osv. Rigtig meget er jo en gentagelse, af ting man allerede har oplevet.

Men vi stod også i de overvejelser, for den der nr. 4 meldte sin ankomst uplanlagt og ret tidligt efter nr. 3. Faktisk var beslutningen selt ikke svær, med 3 børn, hvor den yngste kun lige var fyldt et år, jeg lige var tilbage på job, ja der syntes vi ikke vi havde tid og kræfter til endnu en baby. Men den beslutning var så taget for os, for han havde gemt sig længere tid en som så, og abort var derfor ikke en mulighed (eller jo vi kunne have søgt om senabort, men der gik vores grænse så...)

Men da først vi lige havde fordøjet tanken, og delt ud af nyheden til vores nærmeste og dernæst venner, ja så begyndte vi at glæde os, og vi ville jo på ingen måde kunne undvære vores lillebror i dag, selvfølgelig skulle han være en del af familien!

Jeg synes faktisk ikke det har været slemt at føje flere børn til familien, så meget mere arbejde er der ikke i det, mad skal jo laves uanset, tøjvask bliver måske en maskine eller 1½ mere på ugebasis, jo der skal da hentes børn 2 steder og det tager da lige 10-15 minutter ekstra, men det er så også det - synes jeg. Eller merarbejder i det at have flere børn opvejes ihvertfald af det de kan give, og gøre for, hinanden, også selvom der kan følge en del søskendekonflikter med.
Men selv konflikterne er jo sunde for børn, der lærer de en masse om dem selv, deres grænser, at forhandel, at håndtere vrede og arrighed, - også selvom man som forældre bliver temmelig gråhåret over dette indimellem.

Mine drenge har utvivlsomt massere af glæde af hinanden, også selv om de har deres konflikter! - der er massere af sammehold, samhørighed. Den ældste der er 11 år spørger endda jævnligt til om ikke vi skal have en baby mere

Jamen worst case er jo at vi ikke kan klare det og dermed skal gøre 2 børn til skilsmissebørn.

Med til historien hører jo også, at vi var næsten 7 år om at finde hinanden igen efter en graviditet der var præget af at min mand var syg og vi ikke vidste hvad pokker han fejlede. Det tog meget meget hårdt på vores forhold at blive forældre og vi har været mere end tæt på at forlade hinanden flere gange. Det der har holdt os sammen har været vores søn og det at vi dybest set elsker og komplimenterer hinanden, forskellene til trods. Men det har taget mange år at finde vejen hen til lyset som vi vidste måtte være der et sted og det er først det sidste års tid vi reelt har fundet hinanden igen og har fået et velfungerende samliv.

Jeg tror ikke det vil gå så galt anden gang, for vi er både individuelt og som par en masse erfaringer rigere - men jeg ved at det er min mands store bekymring. At de første hårde år med dårlig søvn, skrigerier, lortebleer, småbørnssygdomme osv., vil koste os alt det vi har brugt år på at opbygge - at vi bliver slået tilbage til start.

Og jeg kan jo ikke garantere at det ikke går sådan, men jeg tror oprigtigt ikke på det. Men jeg er måske også i højere grad i mine følelsers vold fordi det er mig der mærker alle forandringerne og dermed i mindre grad i stand til at tænke mere realistisk og rationelt omkring situationen.

[Fru Sunshine]

Har du lyst til at få barnet? Når du sådan føler efter helt dybt inde i dig selv?

[Xeen-ia]

Har du lyst til at få barnet? Når du sådan føler efter helt dybt inde i dig selv?

Ja, men ikke på bekostning af min familie.

[Xeen-ia]

Hvordan er Jeres netværk og mulighed for at få hjælp fx råd til at betale for rengøring, en barnepige med mere? Er der noget overskud her, da kan være at tilføje på plussiden?

Vi har et rimeligt godt netværk, men barnepige/rengøring (det sidste ville nok være mest aktuelt) er ikke noget jeg umiddelbart kan se at vi kan prioritere lige pt.
Men det er værd at tage med, at man kunne undersøge hvad det ville koste os.

[Fru Sunshine]

Har du lyst til at få barnet? Når du sådan føler efter helt dybt inde i dig selv?

Ja, men ikke på bekostning af min familie.

Forstår jeg det ret, hvis jeg tolker det sådan, at det dermed hovedsagelig er din mands afgørelse? Altså I er fælles om det, men han har lidt det sidste ord?

[Xeen-ia]

Har du lyst til at få barnet? Når du sådan føler efter helt dybt inde i dig selv?

Ja, men ikke på bekostning af min familie.

Forstår jeg det ret, hvis jeg tolker det sådan, at det dermed hovedsagelig er din mands afgørelse? Altså I er fælles om det, men han har lidt det sidste ord?

Nja, lidt ja.

Jeg ønsker ikke at bringe et barn til verden som er uønsket af faderen. Slet ikke når der allerede er et barn med i ligningen der ville lide under konsekvenserne af det.

Havde vi ikke haft en i forvejen, så havde mit behov for at være sikker på at vi er helt fælles om beslutningen været mindre.