Debatten
Forummet hvor du kan debattere alt fra kageopskrifter til kærestesorger, eller bare sludre løs om hverdagens oplevelser
Stars skrev:En ting er, hvordan man deles om økonomien i hverdagen.
Men hvordan med aktiv/passiv-balancen man bringer ind i forholdet?
Hvor længe beholder man sin gæld/opsparing som sin egen, og hvornår bliver den et fælles anliggende, så den deles, hvis man går fra hinanden?
FruKuk skrev:Og inspireret af denne tråd, må jeg da hellere lige tjekke med banken, hvad der vil ske, hvis en af os stiller træskoene. Vi har nemlig kun 2 konti - en nemkonto/løn og en budget og de står begge i vores begges navne.
Kan man ikke ret hurtigt oprette en ny konto, hvor fremtidig løn går ind? Er det mest, hvis man har formue, det kan blive et issue, at en konto er frosset?
Dikus skrev:Lemonella skrev:Jeg har også brændt nallerne noget så grusomt efter min sidste skilsmisse.
Fælleskontoen blev tømt og der stod en mindre formue på den. Pengeskabets kode blev ændret og jeg orkede simpelthen ikke diskussionen om pengene da jeg sad i Statsamtet. (Min fejl, I know).
Jeg skred fra en totalrenoveret lejlighed der på papiret var 800.000 kr. værd og en bil der var over 200.000 kr. værd.
Den Andelsbolig jeg boede i, havde en regel der lød på, at kun den der stod på andelsbeviset havde ret til lejligheden. Lejligheden var min og i princippet kunne jeg smide ham ud. Jeg gav ham den frivilligt.
Jeg havde heldigvis ingen små børn, så havde jeg nok handlet anderledes.
Jeg oplevede, på den meget grimme måde, hvilket menneske jeg havde boet sammen med i 21 år og det tog simpelthen så meget på mig, at jeg bare tog nogen få private ting og mit tøj med mig og skred.
Den slags sidder i en meget længe.
Jeg er desuden så gammel, at jeg husker, hvordan mine forældre hver uge lavede regnskab. Min mor arbejde, men havde fælleskonto med min far.
Hun fik lommepenge og skulle hun til frisør, have nyt tøj eller sko, så måtte hun bede om ekstra, hvis ikke der var nok.
Min far drak som et hul i jorden med jævne mellemrum og det var der sjovt nok altid penge til.
For mig, betyder en egen konto, hvorfra jeg smider penge over til fællesudgifterne til kærestens konto, at jeg nu endelig har det økonomiske råderum, jeg føler jeg har behov for.
Jeg føler, at mit og kærestens forhold, er mindst lige så ligeværdigt og lige så meget en familie-enhed som dem med fælleskonto og fællesøkonomi. Vi har valgt en konto hver, men stadig fællesøkonomi.
Vores kærlighed og fællesskab, ligger et helt andet sted end på det økonomiske.
Vi har i 12 år aldrig haft en eneste diskussion om økonomi og selvom jeg får mindst udbetalt og betaler efter princippet 40/60, så føler jeg stadig et meget kærligt fællesskab med kæresten og det skal ingen komme og tage fra mig.
Vi to taler SÅ meget forbi hinanden.
For mig er "egen konto" ikke det samme som separat økonomi. Og "lommepenge" er ikke det samme som at have egen konto.
Det i fed... Det er det, jeg forbinder med at have separat økonomi... Hvis man er den, der har færrest penge og de ikke lige slår til.
I min optik har I fællesøkonomi, men kalder det noget andet, fordi det føles bedre. Det tror jeg i virkeligheden mange har.
I har i hvert fald økonomi helt som migAltså, hvor man betaler efter evne til fællesskabet - og ikke ligeligt og så må klare sig selv, hvis man ikke lige tjener nok den måned.
Jeg har heller ikke en eneste fælleskonto med min mand. Netop fordi jeg er helt enig i dine betragtninger om risikoen ved det. Jeg har dog større forståelse for, man viser sin partner den tillid end at man lever som markeret med fed, hvis man f.eks. bliver arbejdsløs og ikke kan betale sin andel/den anden tjener meget mere. Det er jo det, jeg ikke forstår...
I jeres tilfælde kan jeg ud af fordelingen læse, at hvis du fik halveret dit rådighedsbeløb af en eller anden grund, så ville din kæreste nok bare betale mere til regningerne - og du ville stadig have "dit eget rådighedsbeløb". Og det er der, semantikken kommer ind. Så har man jo bare indrettet økonomien efter noget, der virker med de lønninger man har, men reelt er man fælles om at få det til at løbe rundt. Man har reelt fællesøkonomi...
Jeg kan ikke forestille mig en situation hvor en ændring i situation/indkomst ikke ville medføre at vi kiggede på vores økonomi igen. Men kan forstå at der er flere herinde som har oplevet mere eller mindre det i tidligere forhold 
Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det med at det er mine penge, jeg har tjent dem, du må ikke få æv bæv, hvis den anden mistede jobbet, eller blev syg, eller noget. Men det opfatter jeg ikke som fælles økonomi, det opfatter jeg bare som god opdragelse, ordentlig pli, normal opførsel.
)
Zombie skrev:FruKuk skrev:Og inspireret af denne tråd, må jeg da hellere lige tjekke med banken, hvad der vil ske, hvis en af os stiller træskoene. Vi har nemlig kun 2 konti - en nemkonto/løn og en budget og de står begge i vores begges navne.
Kan man ikke ret hurtigt oprette en ny konto, hvor fremtidig løn går ind? Er det mest, hvis man har formue, det kan blive et issue, at en konto er frosset?
Hvad med mad osv indtil næste lønudbetaling?
Wizzze skrev:
Et parforhold er jo et fællesskab, et partnerskab hvor man snakker og forholder sig til en skiftende omverden?
Når nogen siger fælles økonomi til mig, så er det noget med at løn/indkomst går ind på fælles konto, så går der fra til budget/faste udgifter, og så er man fælles om at bruge resten på kontoen.
I den situation har jeg hørt mange fortælle om at jeg har ikke samvittighed til at købe X til mig selv, for hvad så med den anden, og vi skal lige snakke sammen om der kan købes ...
Det er den slags jeg ikke oplever i vores hverdag, vi snakker virkelig sjældent om penge, når vi lige har afklaret hvor vi synes niveauet skal ligge på de fælles konti, resten er individuelt og vil man købe X så gør man det uden der skal snakkes eller koordineres. (ok, køber nogen en pink flamingo og vil stille den i stuen, bliver der nok snakket, men ikke økonomi!
Dikus skrev:[quote="Wizzze] Et parforhold er jo et fællesskab, et partnerskab hvor man snakker og forholder sig til en skiftende omverden?
Når nogen siger fælles økonomi til mig, så er det noget med at løn/indkomst går ind på fælles konto, så går der fra til budget/faste udgifter, og så er man fælles om at bruge resten på kontoen.
I den situation har jeg hørt mange fortælle om at jeg har ikke samvittighed til at købe X til mig selv, for hvad så med den anden, og vi skal lige snakke sammen om der kan købes ...
Det er den slags jeg ikke oplever i vores hverdag, vi snakker virkelig sjældent om penge, når vi lige har afklaret hvor vi synes niveauet skal ligge på de fælles konti, resten er individuelt og vil man købe X så gør man det uden der skal snakkes eller koordineres. (ok, køber nogen en pink flamingo og vil stille den i stuen, bliver der nok snakket, men ikke økonomi!
Men det er jo fællesøkonomi
Det er jo bare et spørgsmål om, hvordan I har valgt at rådighedsbeløbet kan anvendes. Nogen har dem på en fælleskonto - andre på egne konti. Det er jo psykologi mere end noget andet.
Vi har det i øvrigt som jer. Altså hver vores konto. Af ren praktik. Eller... Lige nu har min mand mistet sin bank, fordi han er skiftet land, hvor banken ikke må drive bank, så nu har vi faktisk kun mine konti[/quote]
Fru Sunshine skrev:Wizzze skrev:
Et parforhold er jo et fællesskab, et partnerskab hvor man snakker og forholder sig til en skiftende omverden?
Når nogen siger fælles økonomi til mig, så er det noget med at løn/indkomst går ind på fælles konto, så går der fra til budget/faste udgifter, og så er man fælles om at bruge resten på kontoen.
I den situation har jeg hørt mange fortælle om at jeg har ikke samvittighed til at købe X til mig selv, for hvad så med den anden, og vi skal lige snakke sammen om der kan købes ...
Det er den slags jeg ikke oplever i vores hverdag, vi snakker virkelig sjældent om penge, når vi lige har afklaret hvor vi synes niveauet skal ligge på de fælles konti, resten er individuelt og vil man købe X så gør man det uden der skal snakkes eller koordineres. (ok, køber nogen en pink flamingo og vil stille den i stuen, bliver der nok snakket, men ikke økonomi!
Men når man har oplevet, at fælleskontoen blev drænet, fordi den anden part lige mente, han havde brug for at bruge husholdningspengene på en computerdims og forresten uden at man vidste det, så man kom til at lave overtræk, fordi man brugte de samme penge på mad, eller når man er den, der knokler røven ud af bukserne, mens den anden part sidder og sumper foran en pc-skærm uden at lave dagens gerning, hvis det ikke lige drejer sig om at æde, drikke cola og ryge en masse smøger, og man knap nok har råd til at give sine børn nyt tøj, fordi man skal sørge for ALT andet (og desuden have skideballer, hvis man vover at købe lidt nyt til sig selv for sine egne penge), så er det altså så som så med fællesskabsfølelsen.
Jeg spurgte min mand, om jeg måtte købe en ny kjole, fordi jeg syntes, jeg brugte hans penge, når jeg nu kun har en understøttelse lige p.t. og da han ved, at det her jo kun er midlertidigt, var det OK. Han syntes vist, det var helt underligt, at jeg spurgte, for han tænker ligesom dig.
Jeg føler mig bare som jordens største nasserøv -eller værre endnu: som min eks.
Wizzze skrev:Fru Sunshine skrev:Wizzze skrev:
Et parforhold er jo et fællesskab, et partnerskab hvor man snakker og forholder sig til en skiftende omverden?
Når nogen siger fælles økonomi til mig, så er det noget med at løn/indkomst går ind på fælles konto, så går der fra til budget/faste udgifter, og så er man fælles om at bruge resten på kontoen.
I den situation har jeg hørt mange fortælle om at jeg har ikke samvittighed til at købe X til mig selv, for hvad så med den anden, og vi skal lige snakke sammen om der kan købes ...
Det er den slags jeg ikke oplever i vores hverdag, vi snakker virkelig sjældent om penge, når vi lige har afklaret hvor vi synes niveauet skal ligge på de fælles konti, resten er individuelt og vil man købe X så gør man det uden der skal snakkes eller koordineres. (ok, køber nogen en pink flamingo og vil stille den i stuen, bliver der nok snakket, men ikke økonomi!
Men når man har oplevet, at fælleskontoen blev drænet, fordi den anden part lige mente, han havde brug for at bruge husholdningspengene på en computerdims og forresten uden at man vidste det, så man kom til at lave overtræk, fordi man brugte de samme penge på mad, eller når man er den, der knokler røven ud af bukserne, mens den anden part sidder og sumper foran en pc-skærm uden at lave dagens gerning, hvis det ikke lige drejer sig om at æde, drikke cola og ryge en masse smøger, og man knap nok har råd til at give sine børn nyt tøj, fordi man skal sørge for ALT andet (og desuden have skideballer, hvis man vover at købe lidt nyt til sig selv for sine egne penge), så er det altså så som så med fællesskabsfølelsen.
Jeg spurgte min mand, om jeg måtte købe en ny kjole, fordi jeg syntes, jeg brugte hans penge, når jeg nu kun har en understøttelse lige p.t. og da han ved, at det her jo kun er midlertidigt, var det OK. Han syntes vist, det var helt underligt, at jeg spurgte, for han tænker ligesom dig.
Jeg føler mig bare som jordens største nasserøv -eller værre endnu: som min eks.
Altså jeg forstår godt at du og andre har oplevet det, og derfor handler ud fra de erfaringer, jeg forstår bare ikke at I har oplevet det. Altså jeg forstår ikke at en partner kan handle sådan overfor en man er i forhold med, og skulle forestille at have følelser for.
Karkluden skrev:Akehurst2 skrev:girl_beat skrev:Karkluden skrev:Jeg ville synes, det var helt crazy, at min kæreste skulle have 500-2000 kr ekstra til sig selv om måneden, fordi han dømmer.
Hvorfor egentlig?
Min kæreste har nærmere 5000-10000 mere til sig selv hver måned - det har jeg absolut ingen problemer med. Manden har jo selv tjent dem
Min mand har også mange, mange flere penge til sig selv hver måned. Han tjener mere end det dobbelte af mig. Han bruger det fx på at have en ferielejlighed med sin søster, båd og motorcykel. Det er prioriteringer, han har lavet før han mødte mig, og det synes jeg er ret rimeligt, at han kan bruge sine egne penge på. (Og så glæder jeg mig over, at jeg også har glæde af de ting, uden ansvaret og forpligtelserne.)
Hvis min mand og jeg skulle have lige meget til sig selv, skulle han droppe nogle af de ting, og give pengene til mig i stedet - og hvorfor skulle han ikke have lov til at bruge sine hårdt tjente penge på ting, han gerne vil? For at jeg kunne have et højere forbrug? Hvis jeg gerne ville have et højere forbrug, så kunne jeg jo passende tjene nogle flere penge selv.
Vi har dine, mine og vores. Fælles budgetkonto til huset (og min mand betaler mest og ejer mest af huset - sådan kan det gøres, så boligen ikke skal være laveste fællesnævner og man mærker jo ikke i det daglige at der står nogle brøker på skødet), fælles husholdningskonto, hvor vi overfører lige meget hver måned og begge har dankort til, og så hver vores lønkonto, opsparing og budget til egen udgifter. Det er utrolig nemt og ukompliceret.
Det gøres selvfølgelig lettere af, at jeg har en fin løn selv, og at forbruget, herunder særligt boligen, er indrettet, så jeg ikke skal vende hver femøre for at kunne være med. Det gad jeg ikke.
Jeg gad heller ikke modellen, hvis vi skulle have børn. For så kunne min mand ikke have den gode karriere uden at nogle tog det ulønnede slæb med børnene og husholdningen, herunder også indtægtsnedgang ved barsel, mindre pension og sådan. Så ville jeg synes, der skulle reguleres for det, men når vi bare er to voksne, så er der ikke nogen, der ordner mere praktisk i hjemmet end den anden.
Min kæreste har også masser af udgifter der er lavet før han mødte mig - de er ikke så dyre som din mands, men der er nok noget med alder og indkomstniveau der, men alligevel
Dem har vi bare proppet i det fælles budget. Det er helt misforstået hvis nogen tror jeg mener, at man så skal fjerne udgifter for at have ens penge. Det har vi ikke gjort. Vi har bare puttet det hele i et fælles budget, så jeg er med til at afdrage på min kærestes indskudslån og finansiere hans dyre sport, og han er med til at betale, at i min familie er der flere vi er på gave med end i hans.
Og så har vi det samme til "forbrug", hvilket hjemme hos os betyder tøj, sko, makeup, parfume, plejeprodukter der ikke er basisnødvendige samt sjov og ballade (bytur eller en cafetur med veninden fx). Fx har min kæreste i NFL-sæsonen viaplay med sporthalløj til 229 kr. Det kører også på de fælles udgifter.
Og igen - det fungerer bedst for os, det andet fungerer bedst for jer, og man skal jo finde sin egen model. Vi har aldrig så meget som én gang været uenige om noget økonomisk, og denne her metode falder helt naturligt for os, og så er det jo fint.
), så hvorfor dog gøre det til en fællesudgift? Stars skrev:En ting er, hvordan man deles om økonomien i hverdagen.
Men hvordan med aktiv/passiv-balancen man bringer ind i forholdet?
Hvor længe beholder man sin gæld/opsparing som sin egen, og hvornår bliver den et fælles anliggende, så den deles, hvis man går fra hinanden?
Dikus skrev:
Men det er jo fællesøkonomi. Det, jeg spørger ind til, er når man har separat økonomi. Hvor man ikke dækker hinandens udgifter.
Jeg er med på, det kan køre gnidningsløst, hvis man tjener ca. det samme. Udfordringen kommer jo, når man ikke gør det af den ene eller anden grund - og når man får børn f.eks.
Akehurst2 skrev:Karkluden skrev:Akehurst2 skrev:girl_beat skrev:Karkluden skrev:Jeg ville synes, det var helt crazy, at min kæreste skulle have 500-2000 kr ekstra til sig selv om måneden, fordi han dømmer.
Hvorfor egentlig?
Min kæreste har nærmere 5000-10000 mere til sig selv hver måned - det har jeg absolut ingen problemer med. Manden har jo selv tjent dem
Min mand har også mange, mange flere penge til sig selv hver måned. Han tjener mere end det dobbelte af mig. Han bruger det fx på at have en ferielejlighed med sin søster, båd og motorcykel. Det er prioriteringer, han har lavet før han mødte mig, og det synes jeg er ret rimeligt, at han kan bruge sine egne penge på. (Og så glæder jeg mig over, at jeg også har glæde af de ting, uden ansvaret og forpligtelserne.)
Hvis min mand og jeg skulle have lige meget til sig selv, skulle han droppe nogle af de ting, og give pengene til mig i stedet - og hvorfor skulle han ikke have lov til at bruge sine hårdt tjente penge på ting, han gerne vil? For at jeg kunne have et højere forbrug? Hvis jeg gerne ville have et højere forbrug, så kunne jeg jo passende tjene nogle flere penge selv.
Vi har dine, mine og vores. Fælles budgetkonto til huset (og min mand betaler mest og ejer mest af huset - sådan kan det gøres, så boligen ikke skal være laveste fællesnævner og man mærker jo ikke i det daglige at der står nogle brøker på skødet), fælles husholdningskonto, hvor vi overfører lige meget hver måned og begge har dankort til, og så hver vores lønkonto, opsparing og budget til egen udgifter. Det er utrolig nemt og ukompliceret.
Det gøres selvfølgelig lettere af, at jeg har en fin løn selv, og at forbruget, herunder særligt boligen, er indrettet, så jeg ikke skal vende hver femøre for at kunne være med. Det gad jeg ikke.
Jeg gad heller ikke modellen, hvis vi skulle have børn. For så kunne min mand ikke have den gode karriere uden at nogle tog det ulønnede slæb med børnene og husholdningen, herunder også indtægtsnedgang ved barsel, mindre pension og sådan. Så ville jeg synes, der skulle reguleres for det, men når vi bare er to voksne, så er der ikke nogen, der ordner mere praktisk i hjemmet end den anden.
Min kæreste har også masser af udgifter der er lavet før han mødte mig - de er ikke så dyre som din mands, men der er nok noget med alder og indkomstniveau der, men alligevel
Dem har vi bare proppet i det fælles budget. Det er helt misforstået hvis nogen tror jeg mener, at man så skal fjerne udgifter for at have ens penge. Det har vi ikke gjort. Vi har bare puttet det hele i et fælles budget, så jeg er med til at afdrage på min kærestes indskudslån og finansiere hans dyre sport, og han er med til at betale, at i min familie er der flere vi er på gave med end i hans.
Og så har vi det samme til "forbrug", hvilket hjemme hos os betyder tøj, sko, makeup, parfume, plejeprodukter der ikke er basisnødvendige samt sjov og ballade (bytur eller en cafetur med veninden fx). Fx har min kæreste i NFL-sæsonen viaplay med sporthalløj til 229 kr. Det kører også på de fælles udgifter.
Og igen - det fungerer bedst for os, det andet fungerer bedst for jer, og man skal jo finde sin egen model. Vi har aldrig så meget som én gang været uenige om noget økonomisk, og denne her metode falder helt naturligt for os, og så er det jo fint.
Men hvorfor skulle det dog være en fælles ting, at min mand før han mødte mig har valgt at købe en mortorcykel? Hans motorcykel, hans valg, hans penge. Og så videre med de større prioriteringer, han vælger i forhold til sine penge. Nogle af dem ville jeg jo decideret ikke have valgt - jeg ville fx ikke investere i fast ejendom i udlandet (og under ingen omstændigheder med min svigerinde
Under alle omstændigheder, så ville min mand jo stadig selv skulle betale de ting, så hvorfor kalde det et fællesbudget og det hele for fællesudgifter, når han alligevel skulle betale, fordi jeg ikke ville kunne dække halvdelen med min løn? Så skulle det være for at følge et eller andet princip om at det skal hedde fælles - men det er det jo ikke. Vore hus er fælles, og den daglige husholdning er fælles, så det deles vi om. Ellers er vi stadig to personer, der træffer økonomiske beslutninger hver for sig.
Det behøver ikkeengang at handle om at man er uenige i prioriteringerne. Formentlig er man sammen med en person, man i vidt omfang deler værdier med, så man ville sikkert være enige om det meste, men derfor kan man da godt alligevel ønske ikke at blande alt sammen.
Dét gad jeg ikke Men hende om det )
