Dikus skrev:Lemonella skrev:Jeg har også brændt nallerne noget så grusomt efter min sidste skilsmisse.
Fælleskontoen blev tømt og der stod en mindre formue på den. Pengeskabets kode blev ændret og jeg orkede simpelthen ikke diskussionen om pengene da jeg sad i Statsamtet. (Min fejl, I know).
Jeg skred fra en totalrenoveret lejlighed der på papiret var 800.000 kr. værd og en bil der var over 200.000 kr. værd.
Den Andelsbolig jeg boede i, havde en regel der lød på, at kun den der stod på andelsbeviset havde ret til lejligheden. Lejligheden var min og i princippet kunne jeg smide ham ud. Jeg gav ham den frivilligt.
Jeg havde heldigvis ingen små børn, så havde jeg nok handlet anderledes.
Jeg oplevede, på den meget grimme måde, hvilket menneske jeg havde boet sammen med i 21 år og det tog simpelthen så meget på mig, at jeg bare tog nogen få private ting og mit tøj med mig og skred.
Den slags sidder i en meget længe.
Jeg er desuden så gammel, at jeg husker, hvordan mine forældre hver uge lavede regnskab. Min mor arbejde, men havde fælleskonto med min far.
Hun fik lommepenge og skulle hun til frisør, have nyt tøj eller sko, så måtte hun bede om ekstra, hvis ikke der var nok.
Min far drak som et hul i jorden med jævne mellemrum og det var der sjovt nok altid penge til.
For mig, betyder en egen konto, hvorfra jeg smider penge over til fællesudgifterne til kærestens konto, at jeg nu endelig har det økonomiske råderum, jeg føler jeg har behov for.
Jeg føler, at mit og kærestens forhold, er mindst lige så ligeværdigt og lige så meget en familie-enhed som dem med fælleskonto og fællesøkonomi. Vi har valgt en konto hver, men stadig fællesøkonomi.
Vores kærlighed og fællesskab, ligger et helt andet sted end på det økonomiske.
Vi har i 12 år aldrig haft en eneste diskussion om økonomi og selvom jeg får mindst udbetalt og betaler efter princippet 40/60, så føler jeg stadig et meget kærligt fællesskab med kæresten og det skal ingen komme og tage fra mig.
Vi to taler SÅ meget forbi hinanden.
For mig er "egen konto" ikke det samme som separat økonomi. Og "lommepenge" er ikke det samme som at have egen konto.
Det i fed... Det er det, jeg forbinder med at have separat økonomi... Hvis man er den, der har færrest penge og de ikke lige slår til.
I min optik har I fællesøkonomi, men kalder det noget andet, fordi det føles bedre. Det tror jeg i virkeligheden mange har.
I har i hvert fald økonomi helt som mig
Altså, hvor man betaler efter evne til fællesskabet - og ikke ligeligt og så må klare sig selv, hvis man ikke lige tjener nok den måned.
Jeg har heller ikke en eneste fælleskonto med min mand. Netop fordi jeg er helt enig i dine betragtninger om risikoen ved det. Jeg har dog større forståelse for, man viser sin partner den tillid end at man lever som markeret med fed, hvis man f.eks. bliver arbejdsløs og ikke kan betale sin andel/den anden tjener meget mere. Det er jo det, jeg ikke forstår...
I jeres tilfælde kan jeg ud af fordelingen læse, at hvis du fik halveret dit rådighedsbeløb af en eller anden grund, så ville din kæreste nok bare betale mere til regningerne - og du ville stadig have "dit eget rådighedsbeløb". Og det er der, semantikken kommer ind. Så har man jo bare indrettet økonomien efter noget, der virker med de lønninger man har, men reelt er man fælles om at få det til at løbe rundt. Man har reelt fællesøkonomi...
Et parforhold er jo et fællesskab, et partnerskab hvor man snakker og forholder sig til en skiftende omverden?
Jeg kan ikke forestille mig en situation hvor en ændring i situation/indkomst ikke ville medføre at vi kiggede på vores økonomi igen. Men kan forstå at der er flere herinde som har oplevet mere eller mindre det i tidligere forhold
Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det med at det er mine penge, jeg har tjent dem, du må ikke få æv bæv, hvis den anden mistede jobbet, eller blev syg, eller noget. Men det opfatter jeg ikke som fælles økonomi, det opfatter jeg bare som god opdragelse, ordentlig pli, normal opførsel.
Når nogen siger fælles økonomi til mig, så er det noget med at løn/indkomst går ind på fælles konto, så går der fra til budget/faste udgifter, og så er man fælles om at bruge resten på kontoen.
I den situation har jeg hørt mange fortælle om at jeg har ikke samvittighed til at købe X til mig selv, for hvad så med den anden, og vi skal lige snakke sammen om der kan købes ...
Det er den slags jeg ikke oplever i vores hverdag, vi snakker virkelig sjældent om penge, når vi lige har afklaret hvor vi synes niveauet skal ligge på de fælles konti, resten er individuelt og vil man købe X så gør man det uden der skal snakkes eller koordineres. (ok, køber nogen en pink flamingo og vil stille den i stuen, bliver der nok snakket, men ikke økonomi!
)