Fra langvarig singledom til forholdsliv

[Neenah]

Det handler om at vænne sine tanker til det der med at være i et forhold.

Lidt baggrundshistorie: Mødte ny kæreste for omkring fire måneder siden . Vi blev kærester efter omkring tre ugers langdistancedating, og har således været kærester i cirka 2,5 måned. Før jeg mødte ham havde jeg været single i tre år og seriedatet temmelig meget. Mit seneste forhold (på 2,5 år) var til en mand jeg ikke var forelsket i, og som ikke var specielt god ved eller for mig.

Nu til problemet: Jeg elsker min kæreste. Jeg er forelsket i ham til op over begge ører, og jeg er ikke i tvivl om at han er manden jeg skal løse kryds og tværs med, når vi bliver 80. Men jeg synes det er lidt svært at vænne tankerne til at være i et forhold. Hvorfor? Fordi hver gang jeg møder en interessant mand, så popper tanken "ham kunne jeg da godt tænke mig at date" op. Det er nærmest en refleks, og jeg bliver helt fortvivlet indeni fordi jeg føler mig lidt som en douchebag overfor min kæreste. Jeg har rigtig svært ved at lægge det tankemønster fra mig, og det frustrerer mig ret meget. Samtidig er det noget jeg også gjorde i mit sidste forhold, og selvom jeg også havde dårlig samvittighed der, så er jeg også fuldt klar over at det er fordi vi aldrig skulle have været kærester til at begynde med. Vi var et dårligt match, han behandlede mig dårligt, og jeg var aldrig forelsket i ham - jeg tror faktisk aldrig jeg elskede ham. Det er derfor det er så forvirrende for mig nu, for nu sidder jeg med de samme tankemønstre, selvom forholdet er noget helt helt andet.

Hvad gør man? Accepterer at ens hjerne lige skal have lov til at vænne sig til at være i et (nyt) forhold? Jeg er bange for at de mange år med seriedateri har gjort mig så fokuseret på potentielle dates og partnere, at jeg ikke kan få det til at stoppe. Er der andre der har haft det sådan, da I kom i forhold? Eller måske har kæmpet med nogle andre ting fra singletiden, som ikke rigtig vil give slip i forholdslivet?

[Slettet bruger]

Jeg har samme syndrom. Får stadig sådan et blip i min hjerne, a la der er en kvinde der smiler til mig på den der måde, der betyder "du ser sød ud!" så får jeg impulsen "gå hen og snak med hende med charmen på, udveksl numre, osv." Kommer nogen gange til at starte samtaler op i distraktion, før jeg tænker "hov hov!" og takker farvel, det er altid ved det punkt hvor man går fra casual snak til at man putter flirt-energi ind i det.

Tror bare man skal ignorere det. Det er vel meget naturligt at tankemønstre hænger i en i et stykke tid. Mit mål er at blive en hyggelig kæreste, fjerne al excessiv udadvendt charme fra min person, og by god, it will happen!

For mig er det er valg man tager, og så må de tankemønstre bare finde sig i det. Det er mig der bestemmer over dem, ikke omvendt.

[Vixen]

Altså, jeg er lige ved at sige, at det også sker for mig, og mit kæresteforhold er ikke nyt. Jeg har selvfølgelig ikke decideret lyst til at date nogen, men jeg kan da godt få en flygtig tanke, der siger, at ham dér virkede sød, og hvis jeg ikke havde en kæreste, ville jeg da gerne lære ham bedre at kende. Men så kommer jeg frem til, at de alligevel ikke fås bedre, end ham jeg har i nettet. Så det er ikke noget, der fylder som sådan.

Eksempelvis kørte jeg et par gange med GoMore til mit studie, fordi der gik ged i mit DSB-transportkort. Det var med nogle ganske charmerende og pæne uni-mænd, og jeg jokede senere med min kæreste om, at det var lidt ligesom at have været på en (lidt mærkelig) date...

Min kæreste har det dog ikke på samme måde (eller også fortæller han mig bare ikke om det. Hvilket også er OK. Ved ikke om jeg ville kunne håndtere det ligeså modent, som han gør. )

Jeg ved ikke, det er ikke for at forklejne din følelse. Men jeg tror, du skal hoppe op og falde ned på de tanker dér. Selvfølgelig skal du vænne dig til kærestelivet - og tanker er jo altså også toldfri.

[Moxy-lady]

Jeg tror at det er helt naturligt at man efter så lang en single-periode stadig har nogle ting der "hænger ved". Men som de andre skriver, så er du jo ikke død, eller blevet blind. Der er intet i vejen med at bemærke at en person virker interessant eller er lækker, det tror jeg at langt de fleste i et forhold gør. Jeg tror simpelthen at du bliver så bekymret for det, fordi du også havde det sådan i dit tidligere forhold, men som du selv siger så er grundfølelsen helt anderledes. Stol på din mavefornemmelse og vær glad for at du ikke er blevet blind.

Der er selvfølgelig forskel på forhold, men i mit må man godt flirte, bare den anden ikke er til stede. Jeg synes at det er naturligt og sundt. Jeg ved da at min kæreste synes at jeg er fantastisk, men det giver da lige et ekstra boost at andre også synes det. Og selvtillid kan man aldrig få for meget af. Det betyder jo ingenting og ofte møder man dem aldrig nogensinde igen.

Tænk på det på denne måde: Hver gang du tænker at en anden fyr er spændende, men (selvfølgelig) ikke handler på det, så vælger du aktivt din kæreste til. Hver gang bekræfter du overfor dig selv og ham at det er ham du vil være sammen med. Da du var sammen med din eks, mødte du (går jeg ud fra) andre mænd og havde en følelse af at "ham her var noget særligt men jeg kan/må/bør ikke handle på det", fulgt af en vis følelse af ærgelse. Du møder du de her mænd og tænker "ham her var noget særligt men *jeg har ikke lyst* til at handle på det. Min kæreste er meget sødere/lækrere/mere interessant."

[Animi]

Jeg synes at du skal lade være med at slå dig selv oven i hovedet med det. Jeg tror faktisk det er ret normalt at have det sådan, og det er ikke fordi du elsker din kæreste mindre, eller vil være mindre sammen med ham. Men du er trods alt stadigvæk et menneske med øjne i hovedet, der godt kan se det tiltrækkende og interessante ved andre.
Når jeg er i et forhold, kan jeg stadigvæk sagtens møde andre mænd, der kan gøre mig lidt varm i kinderne. Men jeg tager det ikke alvorligt, for jeg vil jo meget hellere være sammen med min kæreste, så for mig er det lidt på linje med når man ser en lækker kendt og tænker "Ham ku' jeg godt!". Det betyder jo heller ikke, at man vil være mindre sammen med sin kæreste, eller elsker denne mindre.

[Purple Haze]

Da jeg gik ud af mit seneste lange forhold, så kikkede jeg heller ikke på mænd fra 1. dag. Tror det tog mig ca. 7-8 måneder før jeg begyndte at se mænd igen.