Nå, puh en forskrækkelse, jeg fik mig som start på weekenden.
Alt går bare ellers så fint, i øvrigt, men i onsdags var jeg til et tilrettelæggermøde i Aalborg og havde (heldigvis!) besluttet at tage toget derop morgen og hjem aften, så jeg kunne bruge transporttiden på at arbejde.
Allerede i toget på vej derop, synes jeg, at jeg kan mærke noget er sådan lidt trælst i øjnene. Jeg tager nogle billeder med min telefon og kan se på dem, at øjnene er lidt røde. Jeg tænker det er allergi eller at jeg har presset citronen lidt for meget med linsebrug den seneste tid, for jeg har virkelig arbejdet meget.
Henover dagen synes jeg det bliver mere og mere træls, og om eftermiddagen må jeg ringe til min læge og få ham til at udskrive noget kloramfenikol og nogle allergidråber, fordi jeg vil påbegynde behandling nununu. På det her tidspunkt tror (håber) jeg, at jeg er ved at få en allergisk betinget betændelse. Trælst, men harmløst. Jeg er lidt urolig, men det føles ikke amøbe-grimt.
Jeg får hevet linser ud på et toilet i noget kontormiljø i Aalborg, behandlet med både det ene og andet og prøver det bedste jeg kan at være deltagende. Folk begynder at kommentere på mine røde øjne, det går mig på og jeg vil bare have dagen afsluttet. Da vi afslutter med pizza inden jeg skal nå mit tog, har jeg det mildt sagt ærgerligt. Jeg sidder bare og prøver at kontrollere mine følelser og bevare facaden.
Det meste af de tre timer i toget hjem, sidder jeg med lukkede øjne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke allerede her har kontaktet øjenlæge. Fordi jeg er en idiot, vel. Jeg kunne ikke overskue det.
Jeg kommer hjem, får hevet linser ud og behandler med klormamfenikol, viskøse dråber og allergidryp og torsdag formiddag synes jeg faktisk det er lidt bedre. Jeg skulle have været på kontoret og arbejde på en artikel, men vælger at blive hjemmme og behandle videre og sove fordi jeg tænker, øjnene har brug for ro. Klokken 17 tager jeg i restauranten på en planlagt tjenervagt, men efter en halv time spørger en gæst mlg om medfølende om jeg har øjenbetændelse og efter en time synes nej, noget gør lidt ondt på højre øje. Jeg kapitulerer og ringer en afløser ind.
Jeg kontakter stadig ikke en øjenlæge, jeg kontakter heller ikke lægekæreste. Eller, jeg sender en godnatbesked uden at nævne noget. Han er på vagt, og jeg vil ikke gøre ham bekymret. Desuden er jeg stadig en idiot.
Fredag omkring middag ringer jeg til lægekæreste, og spørger om han vil komme og tjekke mine øjne, for jeg tror der er noget galt. Da han kommer sidder jeg i min seng med øjnene begravet i en kølepose. Jeg kan dårligt kigge op på ham, fordi jeg er så lyssensitiv. Han kigger bare på mig og siger, han går ind og kontakter Århus. Han finder også en stesolid, fordi det bedste for øjnene er, hvis jeg kan sove lidt og han kender mlg godt nok til at vide at alt i mig er i panik, selvom jeg er fuldstændig iskold i min reaktion. Jeg siger faktisk intet, men er nærmest bare zonet ud, mens 1000 tanker kører rundt. På det her tidspunkt ser jeg sådan ud:
FF3C466E-B7D2-4AA2-AF92-083A21ACCD1D.jpeg
Jeg har ikke fået stesolid siden januar, så tabletten slår mig ud med det samme. Jeg hører kun fjernt at han taler i telefon. På et tidspunkt vækker han mig og siger, vi skal køre om en lille time. I første omgang skal vi ikke til Århus, men kun til nærmeste sygehus. Det er udenfor åbningstid, men det er ikke nok at se mlg i akutmodtagelsen fordi de ikke har maskiner og grej til det, så de vil sende en øjenlægevagt til deres ambulatorium som skal vurdere mig og konferere med Århus om hvorvidt jeg skal sendes videre derover og i amøbebehandling.
Vi kan, grundet lægekærestes tilknytning og nøglekort til stedet gå gennem kælderen hele vejen op til ambulatoriet. Det er den slags, man sætter enormt meget pris på, når ens værste fjende er lys. Underligt at møde ind på et helt mennesketomt og ‘lukket’ sygehus, men øjenlægen venter på mig, da jeg kommer, og jeg bliver tjekket meget, meget grundigt. Undersøgelsen varer over en time, fordi jeg får tjekket alt fra syn til nethinde og også, for en sikkerheds skyld, bliver podet for klamydia i øjnene og andet vira.
Konklusionen er, at mine hornhinder ikke er syge, så med al sandsynlighed ingen aktive amøber! Øjenlægens vurdering er en voldsom allergisk reaktion på et eller andet ingen ved. Det kan være pollen, en mascara, et hudprodukt, hvadsomhelst. Pga. den voldsomme amøbe-medicin er mine øjne og området omkring blevet hypersensibelt, hvilket formentligt gør, at det hele pludselig kan spasse ud. Jeg bliver sat i behandling med binyrebarkhormon, både i salve og tabletform, og et døgn senere, altså i går aftes, så jeg sådan ud:
8D2D78B3-E942-42BE-A58D-77CD9036609A.jpeg
Og så fik jeg, fuld berettiget, voksen-skæld ud af både den ene og anden læge, for ikke at reagere med det samme. Jeg sad som en skamfuld skolepige i den der kæmpestore stol, hvor jeg ikke kan nå jorden med fødderne, med bøjet nakke og tog alt til efterretning. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tøver. Jeg håber vel, det går i sig selv, så jeg ikke behøver forholde mig til angsten for i bedste fald at måtte igennem et halvt års smertevanvid igen, eller i værste, et glasøje eller to.
Alt er fint nu. Det kostede, igen, lige halvdelen af mine vipper, men so be it. Hellere 100 vipper i hånden, end 1000 amøber i øjet, som man siger. Eller, det er vist kun mig, men I ved, hvad jeg mener
PS. Tjek lige billederne. Der er som sagt et enkelt døgn mellem dem. Det der binyrebarkhormon er sgu alligevel lidt noget trylleværk.
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.