Utroskab: Altid nogo eller kan det være OK?

[Madam Pomfrey]

Der er 2 former for utroskab der i min verden er om ikke acceptable, så ihvertfald forståelige.

Ado's eksempel, det er forståeligt for mig, at man vælger at handle sådan. Fordi man er i noget der er skidt, og som ikke skal vedblive af være, men som man måske har rigtig svært ved at komme ud af, eller man bare er nødt til at finde en form for vej ud af, eller at man er nødt til at overbevise sig selv om at man er nødt til at gå.
Utroskaben bliver en form for vej ud, selvom det også er stor tærskel at træde over- naturligvis sårer man sin partner, og bryder en tillid, hvis denne bliver bekendt med utroskaben, men det ville ske i et eller andet omfang uanset, at man gjorde den anden part ked af det.

Og så er der situationen hvor ens partner "bliver væk" - sådan rent mentalt og psykisk, og som en blivende situation.
Det kan f.x. være alvorlig kronisk sygdom der er med døden til følge i den sidste ende, f.x. alzheimer, ALS, stærkt udviklet sclerose, uheldbredelig canser, hjerneskader etc. Der kan jeg godt forstå hvis man ønsker fortsat at være i et forhold, og i den tætte relation, man har til sin syge partner. Men at man samtidig har nogle behov der skal dækkes, både fysisk og mentalt. At man har behov for en partner der er ligesindet,en partner man kan være intim med, en der kan støtte og bakke op, give en noget - hvor man i den anden relation muligvis udelukkende giver af sig selv, og intet får tilbage.
I nogle situationer vil man muligvis være opfordret til dette af den syge part, have fået en velsignelse, og i det tilfælde er det jo ikke utroskab. Andre gange er man nok bare nødt til at give sig selv lov.

- jeg har en tidligere kollega der var i et sådan forhold. Vedkommendes kæreste var dybt handicappet som følge af en sygdom. Kæresten var fortsat i et ægteskab med partneren, der skiftevis boede hjemme og var i en plejebolig. Min kollega vidste hvad denne trådte ind i, at det var vilkåret, kærestens børn var OK med modellen. Men ægtefællen var uvidende om situationen.

[Sunbeam]

I forhold til overskriften, så synes jeg altid, er utroskab er no-go. Men derfor kan der jo godt være situationer, hvor det er mere eller mindre no-go, så ja, jeg synes også, at der findes formildende omstændigheder. Men selv i sådan en situation, synes jeg ikke, at det er i orden - blot mere forståeligt og acceptabelt.

[Precaseptica]

Det kommer vel an på hvad utroskaben bunder i. Det er ikke noget der dumper ned fra himlen og maser sig ind i et forhold helt uden optrapning eller spændinger.

Nogen gange hæfter utroskab sig på et bestemt karaktertræk man har. Som hvis man eksempelvis er meget spontant anlagt, så kan man være lidt for hurtig til at lege med på ting man måske ikke skulle have gjort. Men det kan også hæfte sig på et karaktertræk man som partner ellers har glædet sig over. Eksempelvis hvis man er god til at give plads når partneren skal bruge det. De små ting der kræver lidt ekstra hver dag, kan ende på en emotionel regning den anden bare betaler og betaler i årevis, før det så udmunder i en eller anden krise. Måske ville det endda ligne at den utro part bare var en egoistisk idiot, hvis man zoomer helt ind.

Jeg tror, at der ofte er tale om tilfælde, hvor utroskaben slet ikke har været så usynlig, som man gør den til. Nogen gange vil man ikke se de steps der fører til det, fordi så kan man forholde sig ansvarsfri bagefter.

[Zombie]

Det kommer vel an på hvad utroskaben bunder i. Det er ikke noget der dumper ned fra himlen og maser sig ind i et forhold helt uden optrapning eller spændinger.

Nogen gange hæfter utroskab sig på et bestemt karaktertræk man har. Som hvis man eksempelvis er meget spontant anlagt, så kan man være lidt for hurtig til at lege med på ting man måske ikke skulle have gjort. Men det kan også hæfte sig på et karaktertræk man som partner ellers har glædet sig over. Eksempelvis hvis man er god til at give plads når partneren skal bruge det. De små ting der kræver lidt ekstra hver dag, kan ende på en emotionel regning den anden bare betaler og betaler i årevis, før det så udmunder i en eller anden krise. Måske ville det endda ligne at den utro part bare var en egoistisk idiot, hvis man zoomer helt ind.

Jeg tror, at der ofte er tale om tilfælde, hvor utroskaben slet ikke har været så usynlig, som man gør den til. Nogen gange vil man ikke se de steps der fører til det, fordi så kan man forholde sig ansvarsfri bagefter.

Jeg ved ikke helt om jeg køber den. Dels må man fordele ansvaret fair - og det kan aldrig være den som udsættes for svigt, hvis ansvar det er at udsættes for noget, vedkommende ikke har aktiv del i. En form for victim blaming.

Jeg er dog enig i, at i nogle tilfælde har utroskab en grund, der ligger i forholdet. Men det er svært at håndtere, fordi svigtet der ligger i utroskaben ofte overskygger. Og derudover synes jeg også tit, at folk overraskes/chokeres - havde deres partner ladet dem forstå, hvor svært de havde det INDEN det førte til utroskab, ville de måske have gjort noget (mere). Eller havde de vidst, at prisen for deres space var partnerens ensomhed, havde de måske prioriteret anderledes.

Jeg ved godt, at man selv kan overraskes over, hvor langt ude man er. At man ikke selv altid er klar over, at man føler sig nedslidt psykisk og emotionelt. Men i det øjeblik man tøver og husker sin partner - og de fleste oplever flere sådanne øjeblikke under de fleste former for utroskab - bør man stoppe sig selv og gå til sin partner.
Og det er dén del, hvor jeg ikke længere kan forstå så godt.
Hvor jeg tænker, man træffer et valg, som jeg synes er egoistisk uanset hvilken krise man har i forholdet - og dumt, fordi det fjerner fokus fra det, som fik én derud, fordi smerten ved utroskab er meget umiddelbar og meget overvældende.

[Precaseptica]

Jeg ved ikke helt om jeg køber den. Dels må man fordele ansvaret fair - og det kan aldrig være den som udsættes for svigt, hvis ansvar det er at udsættes for noget, vedkommende ikke har aktiv del i. En form for victim blaming.

Det er netop hvad jeg mener med at man zoomer for langt ind. Man er nødt til at isolere en instans af hvad man kalder utroskab, hvis man skal se på et samleje, et kys eller en fræk besked, som det essentielle problem. Alt menneskeligt giver mening for dén med adgang til sine følelser, hvis man træder langt nok tilbage og ser en dynamik i et forhold langsomt fallere. Måske fordi forholdet langsomt mister den seksuelle gnist, eller fordi man er for forskellige på andre punkter.

Som du skriver:

Jeg er dog enig i, at i nogle tilfælde har utroskab en grund, der ligger i forholdet. Men det er svært at håndtere, fordi svigtet der ligger i utroskaben ofte overskygger. Og derudover synes jeg også tit, at folk overraskes/chokeres - havde deres partner ladet dem forstå, hvor svært de havde det INDEN det førte til utroskab, ville de måske have gjort noget (mere). Eller havde de vidst, at prisen for deres space var partnerens ensomhed, havde de måske prioriteret anderledes.

Vi er enige i at det svigt der ligger i utroskab kan overskygge. Men det overskygger netop fordi, som du derefter også er inde på, at man ikke har delt opfattelse af forløbet der leder op til. Der kan være masser af faktorer der spiller ind i hvorfor man ikke har en delt opfattelse. Man skal ikke undervurdere hvordan forhold optimalt set er give-and-take, men i mange tilfælder har en giver og en tager i stedet. Som tager kan man så have det svært med sin rolle i forholdet og være bange for at stå alene. Giveren kan, i kraft af sin rolle, derved også nå til den konklusion at man ikke kan dele alt lige nøjagtigt når det er relevant, fordi det ville udjævne rollerne, og det kan tageren ikke holde til, eller giver udtryk for at have svært med.

Jeg ved godt, at man selv kan overraskes over, hvor langt ude man er. At man ikke selv altid er klar over, at man føler sig nedslidt psykisk og emotionelt. Men i det øjeblik man tøver og husker sin partner - og de fleste oplever flere sådanne øjeblikke under de fleste former for utroskab - bør man stoppe sig selv og gå til sin partner.
Og det er dén del, hvor jeg ikke længere kan forstå så godt.
Hvor jeg tænker, man træffer et valg, som jeg synes er egoistisk uanset hvilken krise man har i forholdet - og dumt, fordi det fjerner fokus fra det, som fik én derud, fordi smerten ved utroskab er meget umiddelbar og meget overvældende.

[/quote]

Om man træffer et valg er en interessant debat i sig selv. Det gør jo det hele langt mere ondskabsfuldt, hvis det bevidst er noget man gør for at gøre sin partner fortræd eller hævde sig selv. Jeg må indrømme, at jeg synes det dæmoniserer for meget. Jeg synes snarere at det virker til at den utro part skubber sit ansvar bort for at fokusere på sig selv. Noget der måske kan være savnet og nødvendigt. Vi må ikke glemme, at ofte er den fortrødne part med til at holde liv i forholdet op til og endda forbi et kritisk punkt. Jævnfør min pointe ovenfor.

---

Det kan godt ligne victim blaiming. Det er det også helt klart, hvis man antager et klassisk syn på utroskab, som noget den utro part hele tiden har været bevidst om de kritiske point-of-no-returns ved. Men det gør jeg ikke.

Hvor mange forhold har styrken til at den ene part kommer og siger, at vedkommende overvejer utroskab, men gerne vil undgå det? Hvor mange forhold ville ikke være enormt belastede i en lang periode derefter, hvor tillid ville være et problem og overfortolkninger ville blive dagligdag? Er det altid løsningen bare at slå op fordi man mærker en lyst eller en tendens?

Jeg tror i hvert fald slet ikke på det typiske svar om, at det må man bare leve med til det går over. Ikke fordi man skal opføre sig hovedløst hedonistisk, men fordi, som jeg sagde tidligere, at frygten for at blive ustyrlig kan gøre en til alt for passiv. En passivitet der på sigt vil aflive gnisten i forholdet alligevel.

[Tanten]

Jeg tror faktisk godt, utroskab kan dumpe ned fra himlen, uden at der er problemer i det bestående forhold. Det kan ske der, hvor der pludselig og uventet opstår en heftig gnist og kemi med et andet menneske, og hvor man måske har fortalt sig selv i mange år, at man aldrig kunne finde på sådan noget, og derfor faktisk ikke helt ved, hvordan man dæmmer op for det.

[Zombie]

Det er netop hvad jeg mener med at man zoomer for langt ind. Man er nødt til at isolere en instans af hvad man kalder utroskab, hvis man skal se på et samleje, et kys eller en fræk besked, som det essentielle problem. Alt menneskeligt giver mening for dén med adgang til sine følelser, hvis man træder langt nok tilbage og ser en dynamik i et forhold langsomt fallere. Måske fordi forholdet langsomt mister den seksuelle gnist, eller fordi man er for forskellige på andre punkter.

Ja og nej.

Jeg er enig med dig i, at man nogle gange kan se et mønster - men jeg tror ikke, når man står i det, at man kan vide at mønstret fører til utroskab hvis ikke ens partner delagtiggører én i, at dette er en opstående risiko.

Jeg er uenig i, at det altid skyldes samspillet. Der findes altså problemer, som udelukkende stammer fra den utro part og som den bedragne part hverken har del i eller indvirkning på.
Jeg siger ikke, at den utro part altid er et dumt svin, men udover det fælles man deler i forholdet, har hver part også sin egen kerne som ikke nødvendigvis altid påvirkes eller kan påvirkes, af ens partner - og det kan sagtens været noget i denne kerne, der fører til utroskab.

Slutteligt så skal man som voksent menneske altid stå til ansvar for sine handlinger, uanset hvad der leder op til. Det er det samme, jeg fortæller asyldrengene jeg er klubpædagog for, når de brokker sig over et eller andet uretfærdigt: Det er fuldstændig ligegyldigt, om de danske drenge slår først. Hvis DU får en voldsdom, så bliver DU sendt hjem til en eller anden ørkenlandsby.
At se et mønster og anerkende dets eksistens, må derfor ikke blive et carte blanche til ikke at tage ansvar for sine handlinger - hverken i nuet, fremadrettet eller når man ser tilbage og reflekterer.

Vi er enige i at det svigt der ligger i utroskab kan overskygge. Men det overskygger netop fordi, som du derefter også er inde på, at man ikke har delt opfattelse af forløbet der leder op til. Der kan være masser af faktorer der spiller ind i hvorfor man ikke har en delt opfattelse. Man skal ikke undervurdere hvordan forhold optimalt set er give-and-take, men i mange tilfælder har en giver og en tager i stedet. Som tager kan man så have det svært med sin rolle i forholdet og være bange for at stå alene. Giveren kan, i kraft af sin rolle, derved også nå til den konklusion at man ikke kan dele alt lige nøjagtigt når det er relevant, fordi det ville udjævne rollerne, og det kan tageren ikke holde til, eller giver udtryk for at have svært med.

Jeg mener - da jeg tilhører den videnskabsteoretiske retning inden for kritisk psykologi - at man både er underlagt nogle betingelser, men man er også medskaber af dem.
Jeg mener, at din opdeling af en "giver" og en "tager" er forsimplet. Fordi der også er flere niveauer at give og tage på, som måske ikke kan sidestilles, men i hvert fald ikke skal ignoreres.
Et eksempel kan være et forhold, hvor konen giver mange gaver til manden, og manden er tålmodig med kvindens arbejdstider selvom det påvirker privatlivet. To situationer, hvor rollerne for hvem der giver og modtager, er forskellige inden for samme forhold.
Det vigtigste må være, at partnerne i forholdet er tilfredse. Ikke med tanke på ligestilling, men ligeværd. Man behøver altså ikke stå lige i alle situationer, så længe begge parter føler at de tilfører og modtager lige meget værdi fra forholdet.

Min pointe er, at det er utrolig komplekst at vurdere, om den ene part i et forhold er positioneret som "giver" eller "modtager/tager", eftersom det kan komme an på kontekst.

Og samtidig er det ikke særlig relevant, hvis den person der eks. giver mest, ikke selv har en opfattelse af dette. Hvis vedkommende selv føler, at forholdet er lige, er det denne opfattelse som vedkommende agerer ud fra og har følelser investeret i. Og pudsigt nok vil denne opfattelse ofte ændre sig, i forhold til hvordan vedkommende opfatter sin partner. Der findes mange mennesker, som har "gode, søde kærester" og "gode, ligebyrdige forhold" nu og her - men har virkelig egoistiske, dumme eks-kærester og dårlige tidligere forhold. Fordi man opfatter samspil i en situation forskelligt, alt efter hvad man føler for sin partner - og opfattelsen af samme situation kan dermed ændre sig, hvis ens følelser for den anden person ændrer sig.

Om man træffer et valg er en interessant debat i sig selv. Det gør jo det hele langt mere ondskabsfuldt, hvis det bevidst er noget man gør for at gøre sin partner fortræd eller hævde sig selv. Jeg må indrømme, at jeg synes det dæmoniserer for meget. Jeg synes snarere at det virker til at den utro part skubber sit ansvar bort for at fokusere på sig selv. Noget der måske kan være savnet og nødvendigt. Vi må ikke glemme, at ofte er den fortrødne part med til at holde liv i forholdet op til og endda forbi et kritisk punkt. Jævnfør min pointe ovenfor.

Jeg tror ikke, at et samspil med en person der ikke er ens partner, der har så mange forskellige elementer, kan ske tilfældigt eller ubevidst. Selvfølgelig træffer man et valg og ved, hvad man gør.
Jeg er ikke enig i, at det dæmoniserer én. Vi har alle sammen coping-mekanismer som er betydende for, hvordan vi (bort)forklarer vores egen opførsel både nu og tidligere.

Et fattigt barn får aldrig is. Han stjæler isen fra en dreng der tit får lommepenge, selvom han ved at det vil gøre den anden dreng ked af det. Den første dreng er, uanset hvad man ellers tænker eller mener eller kan forstå om hans situation, en is-tyv. Dæmoniserende? Det synes jeg ikke nødvendigvis. Det er en kynisk konstatering af, hvad jeg anser som værende fakta, men det bør ikke betyde at man er blind for alt andet. Så er man forsimplet i sit syn.

Det kan godt ligne victim blaiming. Det er det også helt klart, hvis man antager et klassisk syn på utroskab, som noget den utro part hele tiden har været bevidst om de kritiske point-of-no-returns ved. Men det gør jeg ikke.

På et tidspunkt skal man finde et sted at knalde, og skal sørge for at ens partner ikke finder ud af hvad der foregår. Som eksempel. Eller man skal skaffe kondomer for ikke at risikere at smitte sin partner. Sådan nogle ting hvor jeg tænker, at man død og pine ER bevidst om det man har gang i, men kanaliserer denne viden over i handling, som er destruktiv for forholdet.

Hvor mange forhold har styrken til at den ene part kommer og siger, at vedkommende overvejer utroskab, men gerne vil undgå det? Hvor mange forhold ville ikke være enormt belastede i en lang periode derefter, hvor tillid ville være et problem og overfortolkninger ville blive dagligdag? Er det altid løsningen bare at slå op fordi man mærker en lyst eller en tendens?

Nu kan man jo vælge at sige det mere diplomatisk end du gør her - det har jeg selv gjort i mit seneste forhold. Jeg endte med at slå op med ham, da han stadigvæk ikke opfyldte mine følelsesmæssige behov, fordi jeg vidste at i takt med at jeg mistede følelserne for ham, ville der blive større åbenhed for følelser til andre - det rod gad jeg ikke.
Men han vidste godt alligevel, at det var alvorligt, fordi jeg sagde at det kunne koste os forholdet - hvad det jo så endte med, og kort tid efter mødte jeg min nuværende kæreste.

Og samtidig forstår jeg ikke helt hvad du vil, med det jeg har fremhævet med fed. Hvis man går til sin partner med noget svært som skal tages alvorligt, og vedkommende tager det alvorligt, hvordan kan man beklage sig over dette? Måske partneren bliver usikker, men det er vel meget normalt og ikke ensbetydende med, at man skal indlade at tale alvor med personen. Det er en konfliktskyhed, der ikke er plads til i et forhold - og årsagen til at mange mistrives, tror jeg. De er ikke bare konfliktsky, de er decideret konfliktangste.

I begyndelsen af mit nuværende forhold, oplevede jeg noget, som berørte mig så dybt at jeg måtte fortælle min kæreste, at jeg overvejede at slå op med ham. Det gjorde ham enormt usikker og ked af det, og jeg mærkede at han trak følehornene lidt til sig, fordi han var bange for at jeg ville slå op og såre ham.
Det var da ikke rart, men jeg kan ikke bebrejde ham denne reaktion overhovedet og samtidig vidste jeg, at det var noget vi begge måtte tage med, hvis vi skulle snakke om de ting der var problematiske, som jeg med sikkerhed vidste ville betyde vi slog op - de bagvedliggende ting.
Og det er ikke anderledes end at man ved, at hvis et problem ikke italesættes, så kan det føre til utroskab og dermed potentielt forholdets ophør - at man gør dette, vil selvfølgelig forårsage en reaktion hos den anden part, det er klart.
Det er jo ikke ment som en straf, at den anden person reagerer og det må man jo bare rumme, og tage med. Fordi alternativet er så meget desto værre.

Konflikt-angst fører intet godt med sig, og man må sgu tage sin partners (helt rimelige og naturlige) reaktioner som en mand eller kvinde. Det ville da være værre, hvis personen slet ikke tog det man tage alvorligt, at det ingen følelsesmæssig reaktion forårsagede hos personen.

Jeg tror i hvert fald slet ikke på det typiske svar om, at det må man bare leve med til det går over. Ikke fordi man skal opføre sig hovedløst hedonistisk, men fordi, som jeg sagde tidligere, at frygten for at blive ustyrlig kan gøre en til alt for passiv. En passivitet der på sigt vil aflive gnisten i forholdet alligevel.

Jeg mener, at de fleste voksne mennesker godt kender grænserne og egen sårbarhed, men ikke altid er skide kloge omkring det. De er måske ikke dumme svin, men de opfører sig skident. De drikker sig ned til en julefrokost vel vidende at konen ikke har sexet dem siden fødslen af deres andet barn forrige måned, og sætter sig ved siden af Lise fra regnskab som de har flirtet med det sidste halve år.
Det er dumt og fjollet, og de tager ikke ansvar for deres egen situation.
De er måske underlagt nogle betingelser - konen sexer dem ikke, chefen forventer deltagelse i sociale arrangementer - men de er også medskaber af dem - de flirter med Lise, sætter sig ved siden af hende og tager rigeligt for sig af de våde varer.

Ingen er uskyldig, med mindre de voldtages - og nogle er bare skidne og dumme. Det betyder ikke, de er onde - men jeg synes godt man kan påpege, hvor de går galt i byen, med henblik på at skabe oplysning så andre måske undgår de samme fælder.

Selv er jeg kun god til at undgå sådanne situationer, fordi jeg har mange venner, der er både skidne og dumme svin, og har begået alle fejl i verden. Det er sket mere end én gang, at jeg er gået tidlig hjem fra en fest fordi Michael fra rollespil var LIDT for sød den aften. Og så er jeg på ingen måde konflikt-angst eller -sky, så mine forhold er enten solide eller (efter relativt kort tid) ikke-eksisterende.

[Precaseptica]

Jeg tror faktisk godt, utroskab kan dumpe ned fra himlen, uden at der er problemer i det bestående forhold. Det kan ske der, hvor der pludselig og uventet opstår en heftig gnist og kemi med et andet menneske, og hvor man måske har fortalt sig selv i mange år, at man aldrig kunne finde på sådan noget, og derfor faktisk ikke helt ved, hvordan man dæmmer op for det.

I de tilfælde vil jeg vove at påstå, at det måske ikke behøver stamme fra et problem i forholdet, men at det dog heller ikke er dumpet ned fra himlen. Man er altid disponeret, i én eller anden grad, for at gøre de ting man gør.

Lad os tage det mest ekstreme eksempel, hvor der er tale om utroskab i et tilfælde, hvor man får slået benene væk under sig og kort efter er involveret med den skyldige. Det er stadig ikke dumpet ned fra himlen. Det har et afsæt i, at man havde brug for ikke at takke nej. Et behov der opstår et sted. Måske var man ellers monogam, fordi det var noget man rodfæstede sin seksuelle identitet i. Måske trængte man til opmærksomheden. Måske har man aldrig hidtil prøvet at have lykken med sig, når man falder pladask for nogen.

Der kan være mange grunde, men ingen af dem er, at jorden var komplet ufrugtbar for det der skete inden det skete.

[Precaseptica]

Det er netop hvad jeg mener med at man zoomer for langt ind. Man er nødt til at isolere en instans af hvad man kalder utroskab, hvis man skal se på et samleje, et kys eller en fræk besked, som det essentielle problem. Alt menneskeligt giver mening for dén med adgang til sine følelser, hvis man træder langt nok tilbage og ser en dynamik i et forhold langsomt fallere. Måske fordi forholdet langsomt mister den seksuelle gnist, eller fordi man er for forskellige på andre punkter.

Ja og nej.

Jeg er enig med dig i, at man nogle gange kan se et mønster - men jeg tror ikke, når man står i det, at man kan vide at mønstret fører til utroskab hvis ikke ens partner delagtiggører én i, at dette er en opstående risiko.

Jeg mente at man retrospektivt kan se hvor det kommer fra. At man ikke nødvendigvis skulle kunne identificere forløbet, således at man kan få det italesat og deskaleret inden det sker, synes jeg taler min tidligere pointe op.

Jeg er uenig i, at det altid skyldes samspillet. Der findes altså problemer, som udelukkende stammer fra den utro part og som den bedragne part hverken har del i eller indvirkning på.

Jeg siger ikke, at den utro part altid er et dumt svin, men udover det fælles man deler i forholdet, har hver part også sin egen kerne som ikke nødvendigvis altid påvirkes eller kan påvirkes, af ens partner - og det kan sagtens været noget i denne kerne, der fører til utroskab.

Enig. Det var heller ikke min pointe at forholdet altid ligger til grund for utroskaben. Jeg skrev lidt tidligere om at det også kan komme af karaktertræk, som partneren i nogle tilfælde ellers har været glad for og nydt godt af, men så ikke ønsker at se i nogen udstrækninger der fører til ekstremet; en mindre monogam seksualitet.

Slutteligt så skal man som voksent menneske altid stå til ansvar for sine handlinger, uanset hvad der leder op til. Det er det samme, jeg fortæller asyldrengene jeg er klubpædagog for, når de brokker sig over et eller andet uretfærdigt: Det er fuldstændig ligegyldigt, om de danske drenge slår først. Hvis DU får en voldsdom, så bliver DU sendt hjem til en eller anden ørkenlandsby.

Det synes jeg er et ugyldigt eksempel, fordi det netop er orienteret omkring et udfald, der ikke er retfærdigt. Der er ikke nogen ligelig fordeling der er forbrudt.

At se et mønster og anerkende dets eksistens, må derfor ikke blive et carte blanche til ikke at tage ansvar for sine handlinger - hverken i nuet, fremadrettet eller når man ser tilbage og reflekterer.

Det har jeg heller ikke påstået. At tage ansvar er helt klart vigtigt. Hvilket jeg ofte synes man glemmer at gøre, når blot man har fundet "forbryderen" i den utro part alene.

[Zombie]

Det har jeg heller ikke påstået. At tage ansvar er helt klart vigtigt. Hvilket jeg ofte synes man glemmer at gøre, når blot man har fundet "forbryderen" i den utro part alene.

Jeg bryder mig ikke om sprogbruget her, men "forbryderen" for utroskab er altid - ALTID - den, som er utro. "Forbryderne" ift. omstændighederne op til utroskaben sker, kan være varierende alt efter omstændighederne.

Jeg synes ikke, at fordi nogle ting ikke fungerer i et forhold og den bedragede part måske selv har været en del af dét, så er vedkommende delagtiggjort i, at partneren er utro. Vedkommende er kun delagtig i, at forholdet ikke fungerer optimalt - ikke hvordan partneren reagerer på dette (via utroskab).

Jeg synes, det er en art victim-blaming at sige, at en person selv er skyld i, at andre gør noget, som er grænseoverskridende og gør dem meget såret.
Og jeg synes, man skal adskille tingene, fordi det er at pålægge andre et ansvar for noget, de ikke har haft del i og ikke har ønsket. Det gælder sådan set det meste.

[Precaseptica]

Det har jeg heller ikke påstået. At tage ansvar er helt klart vigtigt. Hvilket jeg ofte synes man glemmer at gøre, når blot man har fundet "forbryderen" i den utro part alene.

Jeg bryder mig ikke om sprogbruget her, men "forbryderen" for utroskab er altid - ALTID - den, som er utro. "Forbryderne" ift. omstændighederne op til utroskaben sker, kan være varierende alt efter omstændighederne.

Jeg synes ikke, at fordi nogle ting ikke fungerer i et forhold og den bedragede part måske selv har været en del af dét, så er vedkommende delagtiggjort i, at partneren er utro. Vedkommende er kun delagtig i, at forholdet ikke fungerer optimalt - ikke hvordan partneren reagerer på dette (via utroskab).

Jeg synes, det er en art victim-blaming at sige, at en person selv er skyld i, at andre gør noget, som er grænseoverskridende og gør dem meget såret.
Og jeg synes, man skal adskille tingene, fordi det er at pålægge andre et ansvar for noget, de ikke har haft del i og ikke har ønsket. Det gælder sådan set det meste.

Det er alt for sort-hvidt billede af et større emne, vil jeg mene.

Nogen gør krav på deres partner i en så overvældende grad, at det kan knuse vedkommendes forbindelse til sit jeg, fordi det assimileres i et vi. Hvis man ikke er særligt introspektivt anlagt kan det godt tage noget tid, før man finder ud af at den der mavefornemmelsen, den kommer fra at man føler man sig som en blød lænestol nogen gange. Da det skete for én af mine kammerater og jeg brugte flere år på at få ham til at indse det men i sidste ende måtte give fortabt, da var jeg meget glad for udviklingen der skete derefter. Han mødte nemlig en pige, som tog ham med storm, og det endte med at de kyssede et par gange, før han genfandt sin egen gnist og fik sagt fra i sit forhold.

At sige at det ALTID er den utro som foretager den største fejl, er at miskende, i nogle tilfælde, års forsømmelse af en del af vedkommendes behov for at kunne mærke sig selv på en god måde. Dérfor opponerer jeg stærkt imod det. Måske endda fordi jeg vil så kalde det victim blaiming at gå ind og sige at det sidste og største ansvar for at få det stoppet lå hos parten, der langsomt er blevet motiveret til at glemme sig selv.

[Fru Sunshine]

Hvordan i alverden kan man nogensinde påstå, at den forsmåede bærer ansvar for utroskab?

Det kan da godt være, at forholdet ikke fungerer optimalt og alt det der, men man vælger da selv, hvordan man vil reagere og handle på det. Det bærer man virkelig selv ansvaret for.

Jeg kan godt se formildende omstændigheder i visse tilfælde - som f.eks.. i Ados, men man vælger altså stadig selv.

[Fru Sunshine]

Hvordan i alverden kan man nogensinde påstå, at den forsmåede bærer ansvar for utroskab?

Det kan da godt være, at forholdet ikke fungerer optimalt og alt det der, men man vælger da selv, hvordan man vil reagere og handle på det. Det bærer man virkelig selv ansvaret for.

Jeg kan godt se formildende omstændigheder i visse tilfælde - som f.eks.. i Ados, men man vælger altså stadig selv.

Den er stadigvæk svær den her.
Jeg klandrer ikke min eks for, at jeg var utro. Jeg klandrer ham for, at udnytte et ekstremt svagt menneske. Min eks vidste, hvad han gjorde. Han manipulerede med stor dygtighed alle i sin omgangskreds. Han var virkelig dygtig til det spil og jeg så det først da det var for sent.

Jeg alene havde ansvaret for, at være ham utro.
Problemet er bare, at nogen gange kan man være så psykisk svag, at man ikke selv kan overskue, at vælge rigtigt og slet ikke kan se, hvad konsekvenserne af ens valg måtte have af udfald.
Jeg stod i sådan en situation og nej, jeg kunne ikke bare vælge det rigtige. Jeg magtede det ganske simpelt ikke.
Det er på ingen måde en undskyldning. Det er årsagen. Det var sådan det var.

Men du siger jo også, at det var dit ansvar og dit valg.

Konsekvenserne måtte du jo også selv tage efterfølgende.

[Krølle]

Hvordan i alverden kan man nogensinde påstå, at den forsmåede bærer ansvar for utroskab?

Det kan da godt være, at forholdet ikke fungerer optimalt og alt det der, men man vælger da selv, hvordan man vil reagere og handle på det. Det bærer man virkelig selv ansvaret for.

Jeg kan godt se formildende omstændigheder i visse tilfælde - som f.eks.. i Ados, men man vælger altså stadig selv.

Den er stadigvæk svær den her.
Jeg klandrer ikke min eks for, at jeg var utro. Jeg klandrer ham for, at udnytte et ekstremt svagt menneske. Min eks vidste, hvad han gjorde. Han manipulerede med stor dygtighed alle i sin omgangskreds. Han var virkelig dygtig til det spil og jeg så det først da det var for sent.

Jeg alene havde ansvaret for, at være ham utro.
Problemet er bare, at nogen gange kan man være så psykisk svag, at man ikke selv kan overskue, at vælge rigtigt og slet ikke kan se, hvad konsekvenserne af ens valg måtte have af udfald.
Jeg stod i sådan en situation og nej, jeg kunne ikke bare vælge det rigtige. Jeg magtede det ganske simpelt ikke.
Det er på ingen måde en undskyldning. Det er årsagen. Det var sådan det var.

Tænk, jeg synes netop, du gjorde det rigtige.

Den uddybende forklaring for, hvornår jeg finder utroskab acceptabelt (i mangel af bedre ord) må være:

Hvis den utro part gennem lang tid er blevet nedbrudt i et dysfunktionelt forhold og har mistet enhver tro på både sig selv og evnen til at klare sig alene, vil et brud fremstå som umuligt.

Livet (og forholdet, selvværdet etc) bliver desværre ofte først sat i perspektiv, hvis man ser, at der findes et alternativ. Jeg får måske på puklen, men i den type situationer kan jeg ikke hidse mig op. Tværtimod under jeg begge parter at komme ud af det skrækkelige forhold, og det sker desværre sjældent på andre måder - manipulatoren ønsker jo ikke at slippe sit "offer", og denne har mistet alt tro på egne vurderinger.

Som nævnt andetsteds: ingen point for stil men A+ for resultat. Udenfor My Little Pony land er der jo ikke altid en god løsning - i så fald må den bedste af de tilgængelige gå an.

[Krølle]

Det sædvanlige debat-forbehold er selvsagt, at man ikke pærer rundt i en affære igennem længere tid, og at man tager konsekvensen ift sin tidligere partner.

At være i et lorteforhold alt for længe er ingen undskyldning for selv at være træls gennem længere tid.