Hash og dating

[admin]

Debat fra Singletråden - så kan vi snakke videre her.

Jeg kan starte. Jeg har selv været uheldig med fyre og hash ifbm dating. Den ene spurgte fx, om jeg havde noget imod, hvis man havde prøvet at ryge før i tiden. Nej det havde jeg ikke. Efter nogle mdr viste det sig, at han røg dagligt og havde gjort det længe! En anden angav også et noget mildere forbrug, end han reelt havde osv osv. Så hvis en fyr sagde, at han røg 1 gang om mdr, ville jeg have svært ved at tro på det, for indtil videre har jeg ikke oplevet en eneste, der reelt ikke havde det som et alt for stort forbrug/misbrug. Det hænger vel også lidt sammen med den holdning, visse giver udtryk for i Singletråden - at det ikke er slemt eller farligt. Hvis man har behov for at lyve om sit forbrug, så er man vel allerede der ude på et sidespor?


Hvad har I andre af erfaringer?

(TS er ændret til admin, da bruger er slettet)

[LadyFox]

De fleste jeg har været sammen med har røget hash i et eller andet omfang. Jeg er fuldstændig ligeglad med OM mine kærester ryger hash, jeg er tilgengæld ikke ligeglad med deres adfærd og livsstil når de ryger.
Sådan en type der lever bag lukkede gardiner og frygter illuminati, og ikke får udrettet noget som helst gider jeg ikke. Ligesom jeg ikke gider en der ikke kan tage ting alvorligt og være konstruktiv.
Men er personen velfungerende så er jeg ligeglad.

[Ata]

Jeg tror, at det ville få mine alarmklokker til at ringe, hvis det var noget, som modparten tog op meget tidligt. Det ville jeg tage som et tegn på, at det var vigtigt for ham, og at han ikke så det som en mulighed at lade være. Og det ville jeg nok ikke kunne acceptere.

Men hvis der reelt var tale om en fyr, som røg en joint om måneden, ville det ikke røre mig.

Jeg har kun haft én kæreste, der røg hash. Han viste sig derudover at være de fakto hjemløs, have gammel narkogæld (hvilket betød at han hverken havde en bankkonto eller nogen adresse på sit sygesikringskort - rockerne skulle jo helst ikke kunne opspore ham) og være diagnosticeret med borderline (det fandt jeg først ud af efter forholdet var slut). Så hvis jeg alene skal vurdere ud fra personlig erfaring, tager jeg en mand, der ikke ryger hash.

[LaMariposa]

Jeg har ikke personlige erfaringer med en kæreste, der ryger hash, men for mig er det en total dealbreaker. Uanset, hvor meget, man siger, at man kan og vil styre det, så vil jeg ikke være i et forhold med en, der ryger hash. Det er ikke en livsstil, der harmonerer med min.

Fast indtag af alkohol f.eks. regelmæssigt i hverdagene ville jeg heller ikke kunne leve med i et forhold.

Og ja, jeg er sikkert streng, og der er sikkert mange, der godt kan styre det. Men jeg har ikke lyst til at være i det eksperiment omkring, hvor længe man mon kan styre det. Har et par gange set, hvordan hyggehash er endt i et misbrug, der har ført til brug af hårde stoffer. Og det er nok for mig til, at jeg aldrig skal være i det i en nær relation.

[RavenClaw]

Jeg har ikke direkte erfaring med hash, men med andre stoffer.

Det er dealbreaker for mig, hvis det sker på jævnlig basis (her er 1 gang om måneden også jævnligt). Det er også en dealbreaker for mig, hvis han vil i byen og drikke sig i hegnet hver anden weekend. Det gør ham ikke til et dårligere menneske af den grund, men det er langt nok fra mine værdier til, at jeg trækker mig.

[Jedi]

Jeg er forholdsvis tolerant, også mht hårde stoffer, selvom jeg sjældent drikker og aldrig ryger hash eller tager andet. Det kommer meget an på personen og hvordan vedkommende opfører sig.
Det er min erfaring, at alle mænd kommer med en del drama af den ene eller anden art. Jeg forsøger at kigge på mængden af drama og hvordan det evt. påvirker mit liv (negativt). Det er klart, hvis det påvirker hverdagen med en stor økonomisk post, vanvittig opførsel, tungt miljø osv., så er jeg ude med det samme.

Ift. forbrug/misbrug er jeg af den overbevisning, at man sagtens kan være forbruger uden at være misbruger. Der er dog alt for mange, som betragter sig selv som forbrugere, når de reelt set er misbrugere. Det kan godt være, de ikke bruger så ofte - mekanismerne bagved (eskapisme, konfliktskyhed, mv) er dog de samme. Det bliver til noget navlepillende pjat, som jeg har det stramt med.

[LadyFox]

Jeg tror, at det ville få mine alarmklokker til at ringe, hvis det var noget, som modparten tog op meget tidligt. Det ville jeg tage som et tegn på, at det var vigtigt for ham, og at han ikke så det som en mulighed at lade være. Og det ville jeg nok ikke kunne acceptere.

Men hvis der reelt var tale om en fyr, som røg en joint om måneden, ville det ikke røre mig.

Jeg har kun haft én kæreste, der røg hash. Han viste sig derudover at være de fakto hjemløs, have gammel narkogæld (hvilket betød at han hverken havde en bankkonto eller nogen adresse på sit sygesikringskort - rockerne skulle jo helst ikke kunne opspore ham) og være diagnosticeret med borderline (det fandt jeg først ud af efter forholdet var slut). Så hvis jeg alene skal vurdere ud fra personlig erfaring, tager jeg en mand, der ikke ryger hash.

Hvis du havde skrevet aspergers i stedet for borderline havde jeg gættet på at vi delte ekskæreste

[JoyNips]

Det ville være en dealbreaker her. Jeg er datter af en alkoholiker og jeg vil ikke være sammen med én, der har brug for at “flygte” fra livet på den måde, man gør med stoffer og alkohol. Jeg rører ikke selv alkohol mere end nogle få gange årligt og det samme gælder min kæreste.

Derudover synes jeg faktisk det er lidt sølle hvis man stadig laller rundt med hash her midt i 30’erne. Gymnasiet sluttede for et par år siden, kom nu videre.

[Selma156]

For mig er hash en ret stor dealbreaker. Jeg har som teenager datet en, der røg hash i ny og næ. Fint nok, og det hører måske også mere den alder til. I mine voksne relationer har nogle også på et tidspunkt prøvet at ryge hash, og min eks gjorde det vist en eller to gange i løbet af vores forhold. Det kan jeg godt tolerere. Jeg har også selv prøvet at ryge hash flere gange, men det har aldrig sagt mig noget.

Jeg har dog set alt for mange blive ødelagt af hash - primært i min tidligere vennegruppe. Heldigvis har langt de fleste droppet det i dag. Så hvis nogen gjorde det på bare månedlig basis, ville det være en dealbreaker. Hårdere stoffer kører jeg nul tolerance med. Jeg har droppet venner og bekendtskaber på det grundlag.

[Kattefjæs]

Jeg har endnu til gode at møde en, hvis "bare en sjælden gang imellem" ikke dækkede over "hver dag, hele tiden, fordi jeg ikke kan styre det." Så som udgangspunkt er det et nej tak fra mig, uanset i hvilken grad - jeg gider ikke være i et forhold hvor den slags optager en betydelig økonomisk post og en stor del af min partners tid og koncentration, og dybest set fungerer som en form for selvmedicinering.

[Sorenspige]

For mig er hash fuldstændig no-go. Lige meget om det var hver dag eller en gang i kvartalet. Jeg ville simpelthen være for bange for, at det kunne udvikle sig i en helt forkert retning.

Jeg er nok også så sort/hvid, at jeg ikke ser forskel på forbrug og misbrug, når det kommer til hash eller andre typer stoffer.

[Anilara]

Som jeg skrev i singletråden, er det en dealbreaker.
Mest fordi de fleste jeg har kendskab til, skaffer hash fra obskure eller ukendte steder, og støtter en vanvidsindustri.

Dernæst har jeg som del af en plejefamilie og senere som socialrådgiver også oplevet de grelle tilfælde, som har skræmt mig en del.

Endelig er jeg med årene nået frem til, at jeg nok ikke engang vil kunne finde sammen med en ryger igen. Det gør mig oprigtig trist, når folk jeg holder af frivilligt skader dem selv (min far har KOL og jeg har selv astma) - og hash går ind under rygning der.

[Misantropen]

Jeg gad godt jeg kunne sige det var fint at ryge en joint i ny og næ, men det kan jeg ikke. Jeg har alt for mange gange oplevet hvordan mine grænser er blevet overskredet pga stoffer og alkohol.

Jeg har ikke kun haft glæden af at opleve dem påvirket, men også haft fornøjelsen af at opleve bivirkningerne. Det er nok primært årsagen til at jeg har svært ved at forstå lysten. Også fordi de selv sjældent fatter alvoren og hvad det gør hvad dem omkring dem.

Bortset fra det synes jeg ofte at personer der, misbrug eller ej, er påvirket af stoffer(eller alkohol) er virkelig irriterende

[Grissebassen]

Jeg har fulgt med i singletråden, men vil gerne dele mine synspunkter her.

For mig er det nok afgørende, om det er noget han gør alene eller sammen med andre. For mig ligger en stor del af forskellen på brug og misbrug nok i det. Og så tænker jeg nok også, at når der er tale om selskabsrygning, er det noget der automatisk kommer til at fylde mindre, når der kommer børn ind i billedet i vennekredsen.
Jeg kan godt leve med lidt hash, så længe det ikke er mere end et par gange om året, og så længe jeg ikke skal se på det. Forudsat at manden ellers er velfungerende og ikke er psykisk sårbar. Jeg kunne sagtens date en psykisk sårbar mand, men så ville jeg nok ikke tolerere hash. For mig at se er det altså et spørgsmål om generel risikoadfærd. Skal jeg investere mine følelser i en mand, skal han også passe på dem, og dermed på sig selv.

Jeg har tidligere gjort klar overfor en mand, at jeg kun gad være kærester med ham, så længe han ikke røg. Det resulterede så bare i, at han løj om sit forbrug, som egentlig var ganske småt. Jeg gider ikke lyves overfor igen. Hvorfor jeg er blevet mere tolerant overfor hash med tiden, ved jeg ikke. Jeg har siden da oplevet mange, som småryger og er velfungerende. Det er en generel tendens at jeg er blevet mere tolerant, og jeg vil gerne have, at vi har plads til at leve hver vores liv og tolerere hinandens laster. Jeg var selv relativt hellig dengang jeg var sammen med min eks, der røg. Det er jeg ikke mere, og ligesom jeg ikke gider min partner skal blande sig i mine dårlige vaner, gider jeg heller ikke blande mig i hans, så længe de er nogenlunde uskadelige, hvilket jeg anser hash i små mængder som.

[Kaffe]

Jeg synes, det er fint at have sine grænser. Det skal ingen andre jo bestemme. Det er også okay at tage stilling ud fra en følelse; det gør jeg også selv, når jeg ikke vil date en person, der dyrker fitness. Jeg tænker, at vi ikke vil passe sammen. Men jeg er samtidig klar over, at det handler om en følelse og ikke fornuft eller evidens. Jeg kan ikke begrunde det med andet end at den type er jeg ikke vild med. Det er lidt det samme med folk, der er racister uden at kunne forklare hvorfor.
Det er en god ide at være bevidst om, hvorfor man synes og gør ting. På den måde viger man måske uden om nogle fordomme om andre. Hvilket er en god ide, fordi det enkelte menneske er altid meget andet end een ting.