Garfield skrev:Jeg så også min eks i går (fredag). Stødte på ham ude i gården og spurgte om han ikke ville have de tre ting af hans, jeg havde fundet bagerst i mit skab. Han kom med ind, fik sine ting og så de ændringer, jeg har lavet i min lejlighed. Jeg snakkede og snakkede og snakkede... men ikke om de ting, jeg gerne ville snakke med ham om. Nemlig, om der er mulighed for at ændre på nogle ting, så vi ikke ender i konflikt så jævnligt. (For helvede, hvor er det belastende at han har købt lejlighed i min opgang.)
Da han var gået tænkte jeg: hvorfor opfører jeg mig altid så underligt sammen med ham? Eller. Egentlig er det jo ikke underligt. Jeg falder bare tilbage til den samme opførsel, som da vi var sammen. Jeg snakker og snakker og lytter ikke så meget. Gad vide, hvor længe i det forhold, jeg var bange for at høre, hvad han kunne finde på at sige?
Nå, det endte i det mindste ikke i en konflikt...
Whooooa! Den dér følelse kender jeg så godt! Lige netop! Hvor længe var man så usikker på sig selv og på sin evne til at rumme potentielt stor sårethed og tab og vrede og alt muligt andet hårdt, at man bare snakke-styrede sig gennem (læs: forbi) alt det forfærdelige, som man ubevidst forventede, at nogen ville sige til én, hvis man gav dem frirummet til det? Det er en KÆMPE befrielse, når man får så meget ro på sig selv, at man tør lade andre være nøjagtigt dem, de er - og hurtigt kan vende dem ryggen, hvis de reelt er nogle narhoveder. Og virkelig kan nyde dem, hvis de er gode og dejlige, som dem de nu engang er.
At du kan stille det spørgsmål tyder på, at du er i gang med en virkelig sej udvikling, synes jeg - du har spottet dit eget forsvar og har dermed gode forudsætninger for at finde ud af, hvorfor det oprindeligt opstod - og hvordan du kan ændre det.
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill