Singletråden

[Spjaerten]

Secret single behavior

Nå men jeg spiller candy crush, i det mindste kompenserer jeg med at se NFL imens

Og humøret blev faktisk lidt bedre efter de par beskeder manden fik sendt mig.

[ManicNinja]

Mand og jeg gad ikke lave mad, så vi kørte ind og spiste italiensk ved 16-tiden. Og sludrede og holdt i hånd og det var så herligt Jeg kan godt mærke, at jeg lige skal styre mig lidt, jeg er helt oppe at ringe over hvor dejlig, han er. 25,5-timers første date er vel godkendt Kom hjem for ½ time siden og sidder med sådan et fjoget smil. Kan slet ikke lige håndtere det - på den gode måde!

Du lyder ramt - på den farlige og oven ud skønne måde!

[Rapfisk]

Min fars datingliv er mere aktivt end mit. Han skriver pt. med 18 forskellige og har en date i næste uge...Ved ikke helt hvad det siger om mig

Atten? Som i... 18?

[didas]

Min fars datingliv er mere aktivt end mit. Han skriver pt. med 18 forskellige og har en date i næste uge...Ved ikke helt hvad det siger om mig

Atten? Som i... 18?

Jep! Der er gang i ham den gamle, som i øvrigt fylder 70 år i morgen

[Viskelæder]

Jeg har lige stået på mit gulv med høretelefoner på og danset foran mine marsvin, der sidder i papkassehuse og kigger skræmt på mig.

Hvis man slår single op i ordbogen, så mener jeg, det beskrives således?

[honeybee]

Jeg ser Luftkastellet der blev sprængt. Tidligere så jeg Livvagterne og Bedrag. Er lige på vej heeeelt ned i gear efter en friweekend, som blev en arbejdsweekend i stedet.

Og Hej - jeg er også single!

[Planten]

Okay, jeg har så meget brug for selskab nu. Ser Boys don't cry. Det var da en forfærdelig film!!

[Rapfisk]

Okay, jeg har så meget brug for selskab nu. Ser Boys don't cry. Det var da en forfærdelig film!!

Den er SÅ hård. Jeg gik rundt som i trance i to uger, efter jeg havde set den første gang, og så overvejede jeg at blive jurist for at hjælpe med at få noget retfærdighed ind i verden (ja, jeg var ung...).

Det er muligvis den film, der har påvirket mig allermest af alle de film, jeg har set.

[Viskelæder]

Ja, den er virkelig skrækkelig.

[Planten]

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan nogle mennesker kan mene, at andre har mindre værdi, fordi de er anderledes! Aldrig!

[Lucia]

Har brugt min søndag aften på at se Crazy Stupid Love. Så nu sukker jeg ekstrameget efter den dag, der pludselig træder en Ryan Gosling ind i mit liv

[ManicNinja]

Hm ... Jeg kigger ned over al jeres "jeg savner én at putte med", "jeg savner én, som masserer mig", "én at snakke med om min dag", "jeg savner især én i weekenden" osv, osv. Og jo mere jeg læser disse udsagn, jo mere unormal føler jeg mig nærmest: For jeg savner ikke "nogen". Jeg føler det som en kæmpe befrielse ikke at have nogen (mand) så tæt på. Selvfølgelig har jeg mennesker tæt på mig. Men I ved, hvad jeg mener ...
Jeg synes, langt de fleste mænd er RØVsyge - søde og rare mange af dem, bevares - men RØVsyge. Og jeg ved nok ikke rigtigt, hvad jeg skulle savne. Nogle er så endda også nogle røvhuller eller har bare generelt knald i låget og bliver af den grund en konstant belastning for deres omgivelser. Men dét bilder jeg mig ind, at jeg har lært at spotte hurtigt, og i øvrigt tror jeg stadig grundlæggende på det gode i folk. Men der ér bare ikke særligt mange mænd, jeg finder interessante.

Dét kan godt skræmme mig, for jeg burde vel savne noget. Selve dét at være single skræmmer mig derimod ikke det fjerneste. Det skræmmer mig, at jeg ikke er skræmt ved udsigten til at være alene.

"Jaja", siger folk omkring mig. "Men nu har du også kun været single i ca femten måneder. Du skal nok komme på andre tanker".
Tja. Det håber jeg faktisk. Jeg tror bare ikke, jeg en dag vågner op og tænker: "Heeey, jeg må da have mig en kæreste!", for sådan har jeg aldrig været skruet sammen. Jeg tror, jeg løber på en eller anden ... og så kan jeg (forhåbentlig) ikke holde fingrene væk. Men dét dér med at "savne dét at have en kæreste". Jeg føler vist ikke rigtigt det dér abstrakte savn - der skal være en konkret person at rette det imod. Førhen løb jeg bare på mange, mange flere mænd i min hverdag. Måske skal jeg bare acceptere, at jeg er blevet lidt selvtilstrækkelig?

[2SHY]

Jeg savner heller ikke nogen, hvilket også forklarer min inaktivitet i tråden. Jeg tror jeg har for stort et behov for alenetid til at det kan forenes med et parforhold. Det har i hvert fald tidligere kostet 2 forhold, fordi mine daværende kærester bare slet ikke fattede behovet og derfor enten fik startet skænderier/diskussioner over at jeg gerne ville være i soveværelset med en bog helt alene i nogle timer. Enten det eller også blev de småfornærmede og følte sig forsømte. Og jeg blev pisse træt af hele tiden mere eller mindre at skulle forklare og undskylde for at det bare er sådan jeg er

[ManicNinja]

^^ Pudsigt. For jeg har nærmest altid været hende den ærgerlige type, der sad lårene af mine kærester (og havde en fest ud af at finde dem, der ville en hel masse og så ikke turde alligevel og derfor konstant trak sig). I stedet for så at sige fra kæmpede jeg stresset rundt i konstant søgen efter tryghed og stabilitet, som de jo slet ikke magtede at give mig. Nu er jeg så blevet hende dér, som i dén grad godt kan være alene - faktisk har meget brug for bare at være den, jeg nu er. Og at lade andre være de, de nu er.
Måske er det derfor, jeg ikke savner at være i forhold? Jeg har ikke brug for den dér konflikt til at udfordre mig mere ...

[Rapfisk]

Hm ... Jeg kigger ned over al jeres "jeg savner én at putte med", "jeg savner én, som masserer mig", "én at snakke med om min dag", "jeg savner især én i weekenden" osv, osv. Og jo mere jeg læser disse udsagn, jo mere unormal føler jeg mig nærmest: For jeg savner ikke "nogen". Jeg føler det som en kæmpe befrielse ikke at have nogen (mand) så tæt på. Selvfølgelig har jeg mennesker tæt på mig. Men I ved, hvad jeg mener ...
Jeg synes, langt de fleste mænd er RØVsyge - søde og rare mange af dem, bevares - men RØVsyge. Og jeg ved nok ikke rigtigt, hvad jeg skulle savne. Nogle er så endda også nogle røvhuller eller har bare generelt knald i låget og bliver af den grund en konstant belastning for deres omgivelser. Men dét bilder jeg mig ind, at jeg har lært at spotte hurtigt, og i øvrigt tror jeg stadig grundlæggende på det gode i folk. Men der ér bare ikke særligt mange mænd, jeg finder interessante.

Dét kan godt skræmme mig, for jeg burde vel savne noget. Selve dét at være single skræmmer mig derimod ikke det fjerneste. Det skræmmer mig, at jeg ikke er skræmt ved udsigten til at være alene.

"Jaja", siger folk omkring mig. "Men nu har du også kun været single i ca femten måneder. Du skal nok komme på andre tanker".
Tja. Det håber jeg faktisk. Jeg tror bare ikke, jeg en dag vågner op og tænker: "Heeey, jeg må da mig en kæreste!", for sådan har jeg aldrig været skruet sammen. Jeg tror, jeg løber på en eller anden ... og så kan jeg (forhåbentlig) ikke holde fingrene væk. Men dét dér med at "savne dét at have en kæreste". Jeg føler vist ikke rigtigt det dér abstrakte savn - der skal være en konkret person at rette det imod. Førhen løb jeg bare på mange, mange flere mænd i min hverdag. Måske skal jeg bare acceptere, at jeg er blevet lidt selvtilstrækkelig?

Jeg trænger væsentligt mere nu, end da jeg havde været single i et år. Det handler også om, at jeg på nogle andre punkter er et lidt svært sted i mit liv, og så har jeg for en gangs skyld ikke nok i mig selv og mine fantastiske veninder.

Derudover møder jeg også meget få potentielle mænd. Sådan tror jeg, mange har det. Igen, i kollegietiden, og da man fik nye holdkammerater hvert semester på studiet, var det lettere.