Singletråden

[ManicNinja]

Jeg har nok bare aldrig forstået "jeg savner at have en kæreste". Jeg har kunnet savne og dagdrømme om Børge eller Hans-Jørgen, som jeg var småvarm på. Men jeg har aldrig haft den dér "orv, hvor ville jeg gerne have en kæreste", uden at være forelsket i nogen. Altså, forelskelsen kommer først - og SÅ tænker jeg: "Jæsus, ham dér skal da være min nye kæreste!" Det er også derfor, det bliver noget biks for mig at sidde og kigge på en datingside.
For at prøve det lidt af oprettede jeg for nyligt et par datingprofiler: Jeg har vel haft dem seks ugers tid nu. Jeg har lagt mærke til, at jeg udsætter at gå derind og udsætter at læse breve, selv om jeg får besked om, at der er kommet post. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal derinde. Det er slet ikke interessant. I bedste fald underholdende på den komiske måde, i værste fald bare meget kedeligt og intetsigende. Jeg aner ikke, hvad jeg kigger efter derinde. For mig er det omvendt rækkefølge. Men så blev det da testet. I "gamle dage" (for en fem års tid siden) fandt jeg det vældigt bekræftende med breve og komplimenter osv. Så den del betød i det mindste noget. I dag er det lidt ... nja ... ligegyldigt. Det er jo bare ord. Fra fremmede.

[ManicNinja]

Jeg trænger væsentligt mere nu, end da jeg havde været single i et år. Det handler også om, at jeg på nogle andre punkter er et lidt svært sted i mit liv, og så har jeg for en gangs skyld ikke nok i mig selv og mine fantastiske veninder.

Derudover møder jeg også meget få potentielle mænd. Sådan tror jeg, mange har det. Igen, i kollegietiden, og da man fik nye holdkammerater hvert semester på studiet, var det lettere.

Har det nok omvendt af dig. Hvis jeg er i en svær periode, så har jeg slet ikke lyst til at lukke "nye" mennesker ind. Slet ikke på forholdsmåden. Både fordi jeg ikke magter. Men også fordi jeg helst vil være "den bedste udgave af mig", med overskud, når jeg indleder noget. Være i synk og vater og alt det dér. Jeg er nok lidt loren ved en mand, der tiltrækkes af mig, når jeg er i underskud. Vil hurtigt komme til at overveje, om han tror, han skal redde mig, ikke kan håndtere en selvstændig kvinde med masser af energi og handlekraft, men helst vil have en lidt "forpjusket fugl".

[honeybee]

Jeg savner heller ikke en kæreste. Jeg elsker det liv, jeg har nu, og jeg har i den grad også brug for alenetid
Jo - selvfølgelig kan jeg blive lidt misundelig, når jeg ser min søster eller veninder med deres kæreste, men lige nu elsker jeg bare at være mig!

[Planten]

Jeg trænger væsentligt mere nu, end da jeg havde været single i et år. Det handler også om, at jeg på nogle andre punkter er et lidt svært sted i mit liv, og så har jeg for en gangs skyld ikke nok i mig selv og mine fantastiske veninder.

Derudover møder jeg også meget få potentielle mænd. Sådan tror jeg, mange har det. Igen, i kollegietiden, og da man fik nye holdkammerater hvert semester på studiet, var det lettere.

Det der punkt, hvor man også gerne vil have andet ud af voksenlivet end karriere, gode venner, fantastiske rejser og oplevelser ikke? Der hvor man måske gerne vil stifte familie, føle samhørigheden med et andet menneske?

Jeg er der - på det sted - lige nu. Og så kan mine veninder, deres børn, min familie være nok så skønne - men jeg mangler også "mit eget".

[ManicNinja]

^^Den kan jeg så bedre følge.

[Juki]

Hm ... Jeg kigger ned over al jeres "jeg savner én at putte med", "jeg savner én, som masserer mig", "én at snakke med om min dag", "jeg savner især én i weekenden" osv, osv. Og jo mere jeg læser disse udsagn, jo mere unormal føler jeg mig nærmest: For jeg savner ikke "nogen". Jeg føler det som en kæmpe befrielse ikke at have nogen (mand) så tæt på. Selvfølgelig har jeg mennesker tæt på mig. Men I ved, hvad jeg mener ...
Jeg synes, langt de fleste mænd er RØVsyge - søde og rare mange af dem, bevares - men RØVsyge. Og jeg ved nok ikke rigtigt, hvad jeg skulle savne. Nogle er så endda også nogle røvhuller eller har bare generelt knald i låget og bliver af den grund en konstant belastning for deres omgivelser. Men dét bilder jeg mig ind, at jeg har lært at spotte hurtigt, og i øvrigt tror jeg stadig grundlæggende på det gode i folk. Men der ér bare ikke særligt mange mænd, jeg finder interessante.

Dét kan godt skræmme mig, for jeg burde vel savne noget. Selve dét at være single skræmmer mig derimod ikke det fjerneste. Det skræmmer mig, at jeg ikke er skræmt ved udsigten til at være alene.

"Jaja", siger folk omkring mig. "Men nu har du også kun været single i ca femten måneder. Du skal nok komme på andre tanker".
Tja. Det håber jeg faktisk. Jeg tror bare ikke, jeg en dag vågner op og tænker: "Heeey, jeg må da mig en kæreste!", for sådan har jeg aldrig været skruet sammen. Jeg tror, jeg løber på en eller anden ... og så kan jeg (forhåbentlig) ikke holde fingrene væk. Men dét dér med at "savne dét at have en kæreste". Jeg føler vist ikke rigtigt det dér abstrakte savn - der skal være en konkret person at rette det imod. Førhen løb jeg bare på mange, mange flere mænd i min hverdag. Måske skal jeg bare acceptere, at jeg er blevet lidt selvtilstrækkelig?

Det har taget mig år at have lyst til at få en (ny) kæreste

[Planten]

^^Den kan jeg så bedre følge.

Jeg kan mærke, at jeg stejler lidt over dit indlæg her manic. Hvorfor skal man kunne "følge" hinandens tanker her? Vi er jo forskellige, har forskellige følelser, behov, tanker, handlemønstre. Ingen er mere rigtige end andre. Jeg forstår ikke, at man kan have nok i sig selv, men det gør jo ikke, at jeg sætter spørgsmålstegn ved udtalelsen og vil have det uddybet.
Jeg siger ikke, at mine tanker og følelser er mere rigtige end dine eller andres. Men det er sådan jeg er og føler, og det vil jeg gerne have lov til

Og så vil jeg gerne tilføje, at det her indlæg er skrevet helt roligt og uden aggressivitet - bare lige "for the record"

[ManicNinja]

Hm ... Jeg kigger ned over al jeres "jeg savner én at putte med", "jeg savner én, som masserer mig", "én at snakke med om min dag", "jeg savner især én i weekenden" osv, osv. Og jo mere jeg læser disse udsagn, jo mere unormal føler jeg mig nærmest: For jeg savner ikke "nogen". Jeg føler det som en kæmpe befrielse ikke at have nogen (mand) så tæt på. Selvfølgelig har jeg mennesker tæt på mig. Men I ved, hvad jeg mener ...
Jeg synes, langt de fleste mænd er RØVsyge - søde og rare mange af dem, bevares - men RØVsyge. Og jeg ved nok ikke rigtigt, hvad jeg skulle savne. Nogle er så endda også nogle røvhuller eller har bare generelt knald i låget og bliver af den grund en konstant belastning for deres omgivelser. Men dét bilder jeg mig ind, at jeg har lært at spotte hurtigt, og i øvrigt tror jeg stadig grundlæggende på det gode i folk. Men der ér bare ikke særligt mange mænd, jeg finder interessante.

Dét kan godt skræmme mig, for jeg burde vel savne noget. Selve dét at være single skræmmer mig derimod ikke det fjerneste. Det skræmmer mig, at jeg ikke er skræmt ved udsigten til at være alene.

"Jaja", siger folk omkring mig. "Men nu har du også kun været single i ca femten måneder. Du skal nok komme på andre tanker".
Tja. Det håber jeg faktisk. Jeg tror bare ikke, jeg en dag vågner op og tænker: "Heeey, jeg må da mig en kæreste!", for sådan har jeg aldrig været skruet sammen. Jeg tror, jeg løber på en eller anden ... og så kan jeg (forhåbentlig) ikke holde fingrene væk. Men dét dér med at "savne dét at have en kæreste". Jeg føler vist ikke rigtigt det dér abstrakte savn - der skal være en konkret person at rette det imod. Førhen løb jeg bare på mange, mange flere mænd i min hverdag. Måske skal jeg bare acceptere, at jeg er blevet lidt selvtilstrækkelig?

Det har taget mig år at have lyst til at få en (ny) kæreste

Egentlig rart at høre, at der er andre, der kender til det.
Jeg tror, grunden til, at jeg bliver så forvirret over det, er, at jeg netop har været hende dér ... den lidt omklamrende. Det her er så unægteligt anderledes.

[ManicNinja]

^^Den kan jeg så bedre følge.

Jeg kan mærke, at jeg stejler lidt over dit indlæg her manic. Hvorfor skal man kunne "følge" hinandens tanker her? Vi er jo forskellige, har forskellige følelser, behov, tanker, handlemønstre. Ingen er mere rigtige end andre. Jeg forstår ikke, at man kan have nok i sig selv, men det gør jo ikke, at jeg sætter spørgsmålstegn ved udtalelsen og vil have det uddybet.
Jeg siger ikke, at mine tanker og følelser er mere rigtige end dine eller andres. Men det er sådan jeg er og føler, og det vil jeg gerne have lov til

Og så vil jeg gerne tilføje, at det her indlæg er skrevet helt roligt og uden aggressivitet - bare lige "for the record"

Der lå såmænd ikke så meget andet i den formulering, end at jeg læser med, spejler mig, forholder mig og - som altid på Debatten - ser på, hvad jeg kan genkende/ikke genkende i mig selv. Og så faldt det mig for første gang ind at prøve sådan lidt mere fokuseret at sætte ord på, hvordan jeg tænker om dette.

Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved din/jeres måde at se det på. Slet ikke. Som du kan se i mine indlæg sætter jeg snarere spørgsmålstegn ved min egen og undrer mig selv lidt over den. Og jeg har intet sted bedt om at få uddybet - der er ikke nogen, der skal forsvare eller "stå til regnskab". Jeg reflekterer over min egen holdning, spejler mig i andres herinde - hvis andre vil uddybe eller byde ind i øvrigt, så fint. Hvis ikke er det skam også okay. Med andre ord: Samme spilleregler som altid.

I den konkrete formulering kunne jeg lige så godt have skrevet: "Dén kan jeg så bedre forstå". For ja, der er jo en del af jeres indlæg, jeg fatter hat af. Men det er ikke det samme, som at jeg ser ned på det eller ikke synes, I har "lov" til at have jeres holdninger. Dét sidste synes jeg er lidt voldsomt at skyde mig i skoene.

[Kommodedyret]

Må jeg godt lige sige noget?
Jeg savner heller ikke en mand. (Eller kvinde).
Men jeg er træt af at være hende den underlige uden mand og børn.
I min omgangskreds og hos mine venner går det mestendels fint. Her er det ikke så unormalt at være uden kernefamilie. Men i min familie er jeg det sorte får.

Jeg ville gerne have en mand, hvis jeg pludselig skulle falder head over heels. Men det gør man jo ikke bare sådan vupti. Man skal oftest investere tid og energi, og en smule af sig selv i projektet. Og det orker jeg ikke. Eller måske gider jeg bare ikke, kanske jeg bare er doven.

Givetvis er det den klassiske med at jeg er blevet såret og har trukket følehornene til mig. Sagen er bare den at jeg har isoleret mig langt inde i sneglehus.

Det er ikke en god position at udforske sine egne følelser fra, sådan et flyverskjul. Men det føles helt ærligt som om at tanken om mig i et parforhold er en fjollet dagdrøm.

Jeg er ikke sikker på hvad jeg vil, og jeg kan ikke finde ud af at udforske det, er vist summa summarum på min position.

[Planten]

Manic, jeg forsøger slet ikke at skyde dig noget i skoene.

[ManicNinja]

Manic, jeg forsøger slet ikke at skyde dig noget i skoene.

Formuleringen "og det vil jeg gerne have lov til" synes jeg blot indikerede, at der var nogen, der ikke gav dig lov til et eller andet. Og du skrev til mig. Ergo virkede det, som om du mente, at der var noget, jeg ikke gav dig lov til.

Men fair nok. Ser absolut ikke mig selv som én, der har bemyndigelse til at rende rundt og give andre lov til at have de holdninger, de nu har.

[Garfield]

Det har taget mig år at have lyst til at få en (ny) kæreste

Egentlig rart at høre, at der er andre, der kender til det.
Jeg tror, grunden til, at jeg bliver så forvirret over det, er, at jeg netop har været hende dér ... den lidt omklamrende. Det her er så unægteligt anderledes.

Jeg var også, hvis ikke omklamrende, så i hvert fald meget involveret i det fællesskab, jeg troede, min nu eks og jeg havde. Jeg troede, vi skulle være sammen resten af livet og mine valg blev truffet på den baggund (og på baggrund af en masse løgne fra hans side). Der er mange af de tanker og følelser, du giver udtryk for omkring det her med en kæreste, som jeg også har. Ikke dem alle, men mange af dem.

Har du tænkt på, om det er en fase? Det tænker jeg nemlig det er for mig, men det gør jeg måske også, fordi alting har forandret sig drastisk efter bruddet med min eks. Det betyder, at jeg skal "genopfinde" alt: arbejde, bopæl, mig selv, venner og familie. Så jeg er selvfølgelig i en fase med at finde ud af de ting og så tænker jeg, at jeg måske igen får lyst til en kæreste, når det andet er mere på plads.

Men sådan er det måske ikke?

[Planten]

Manic, jeg forsøger slet ikke at skyde dig noget i skoene.

Formuleringen "og det vil jeg gerne have lov til" synes jeg blot indikerede, at der var nogen, der ikke gav dig lov til et eller andet. Og du skrev til mig. Ergo virkede det, som om du mente, at der var noget, jeg ikke gav dig lov til.

Men fair nok. Ser absolut ikke mig selv som én, der har bemyndigelse til at rende rundt og give andre lov til at have de holdninger, de nu har.

Det var nu mere generelt i verden

Og nu skal min forkølelse soves væk.

[ManicNinja]

Det har taget mig år at have lyst til at få en (ny) kæreste

Egentlig rart at høre, at der er andre, der kender til det.
Jeg tror, grunden til, at jeg bliver så forvirret over det, er, at jeg netop har været hende dér ... den lidt omklamrende. Det her er så unægteligt anderledes.

Jeg var også, hvis ikke omklamrende, så i hvert fald meget involveret i det fællesskab, jeg troede, min nu eks og jeg havde. Jeg troede, vi skulle være sammen resten af livet og mine valg blev truffet på den baggund (og på baggrund af en masse løgne fra hans side). Der er mange af de tanker og følelser, du giver udtryk for omkring det her med en kæreste, som jeg også har. Ikke dem alle, men mange af dem.

Har du tænkt på, om det er en fase? Det tænker jeg nemlig det er for mig, men det gør jeg måske også, fordi alting har forandret sig drastisk efter bruddet med min eks. Det betyder, at jeg skal "genopfinde" alt: arbejde, bopæl, mig selv, venner og familie. Så jeg er selvfølgelig i en fase med at finde ud af de ting og så tænker jeg, at jeg måske igen får lyst til en kæreste, når det andet er mere på plads.

Men sådan er det måske ikke?

Det kan bestemt sagtens være, det er en fase. Det særlige er blot, at jeg ikke engang har travlt med at finde ud af, om det er dét, der er tale om. Jeg prøver ind imellem forsøgsvis at male nogle indre skræmmebilleder for at teste mig selv lidt: "Orv, Ninja, hvad når du sidder alene som 50-årig, og alle vennernes børn er teenagere, og dine forældre for længst er døde, og du sådan set ikke har nogen i hele verden?" Jeg ryster bare lidt på hovedet og tænker, at jeg er ret overbevist om, at jeg kan have et dejligt liv alligevel, og at jeg aldrig kommer til at være ensom. Det ligger slet ikke til mig, og jeg har altid haft nemt ved at etablere kontakt, både på et overfladisk og et lidt dybere plan. Så det er jo noget sludder. Det kan også snildt være, mit liv ser meget anderledes ud til den tid. Det kunne bedst ligne mig fx at tage en stor beslutning og rykke i anden, mere kollektiv boligform eller lignende. Tage konsekvensen hvis jeg føler for det - dét er mig.

Jeg synes egentlig, at mange ting i mit liv ER på plads. Men måske jeg er mere åben for at gå ud og finde noget forpligtende pikkemand, når engang jeg har fået skuldret enten jobskifte eller skriveproces (fundet ud af, hvilken af delene jeg skal satse på - eller om begge kan lade sig gøre). Skal jeg ikke kunne sige.

Hvor længe er det, du har været single?