Fyrst Eberhard skrev:Caféen, hvor jeg normalt hygger mig en gang om ugen, er gået neden om og hjem, hvilket var ærgerligt, eftersom jeg ofte var den eneste, der var der. Af samme grund var det dog ret forståeligt.
Jeg spørger derfor en af mine venner, lad os kalde ham Fjols, om han kender en anden café, hvor man kan få ro til at læse. Han anbefaler et sted, hvor han kender en af bestyrerne, og i går besøger jeg stedet for første gang. Jeg skriver til Fjols, at jeg er på caféen og han beder mig hilse bestyreren, som han kender. Jeg svarer tilbage, at jeg ikke har tænkt mig at hilse én, jeg ikke kender, blot fordi, vi tilfældigvis har en fælles bekendt i Fjols. Det forekommer trods alt ret ofte.
Jeg lægger telefonen fra mig, og kaster mig ud i læsningen, som foregår uforstyrret en times tid, hvorefter en kvindestemme gjalder ud i caféen, hvor vi i alt sidder en 5-6 personer: "Fyrst Eberhard. Fyrst Eberhard!" Jeg sidder med ryggen til, og jeg gør, hvad man nu kan forvente, når man har et nogenlunde almindeligt navn, og ikke har behov for at snakke med en fremmed; ignorerer det, i håb om, at den insisterende person forsøger at råbe en anden person op.
Stemmen forstummer, og jeg gør hvad jeg kan for at virke komplet opslugt af mit læsestof. Det virker i en halv times tid, hvorefter mine nakkehår igen rejser sig, da stemmen igen lyder - denne gang endnu mere insisterende: "Fyrst Eberhard! FYRST EBERHARD!" Åh for helvede da.
Jeg vender mig om, og får den så: "Hej, jeg hedder Kaffebrygger. Fjols bad mig hilse." og jeg må så begynde på en rodet og meget utroværdig forklaring på, hvorfor jeg i første omgang ignorerede Kaffebrygger, og da jeg efter mit 15 sekunder lange forsvar er løbet tør for ting at sige til Kaffebrygger, bestiller jeg en ny kop (dyr) kaffe for at kvæle den akavede stemning.
Mens kaffen med en hastighed på en dråbe i minuttet løber ned i koppen, begynder vi derpå den altid berigende "Nå, hvad laver du så?" "Jeg laver dit." "Ej, hvor spændende, jeg laver dat."-snak, og en tredje person, som jeg heller ikke har lyst til at snakke med, blander sig tilmed i vores udveksling af høfligheder, hvorefter jeg betaler og vender tilbage til min plads, 35 kroner og åndsmæssigt uhyggeligt meget fattigere.
Jeg spytter på den her LinkedIn æra, hvor man hele tiden skal være på og networke, uanset hvor trivielt ens ærinde er. Jeg spytter to gange på forestillingen om, at blot fordi, vi kender de(n) samme person(er), så har vi en hujende fis til fælles. Og mest af alt spytter jeg på Fjols, næste gang jeg ser ham, for jeg må nu lede efter en ny café, så jeg ikke fremover skal tvangsindlægges til høflighedsudvekslinger med Kaffebrygger og Slænget.
Tror, vi er mange flere, end man regner med på den her. Forleden fulgtes jeg med fjern kollega til stationen.Vi kender kun hinanden meget lidt, og jeg var sindssygt træt efter som sædvanligt kun at være stået op og ikke vågnet til en myreflittig morgenvagt. Tog mig sammen og bekendte for ham, da vi steg på toget: "Du? Jeg ved godt, at det sikkert er virkeligt dårlig opdragelse. Men jeg har mest lyst at sætte mig i stillekupeen. Jeg er helt færdig!"
Miraklet skete: "Jeg er HELT enig!", grinede han. "Åh, hvor jeg kender det. No hard feelings! Vi ses!"
Og så steg vi på samme tog hver for sig. Den dårlige samvittighed var faktisk næsten væk efter tre stationer.
Jeg foreslår, vi stifter et nyt parti: De Asociale. Forventer kæmpe opbakning. Imødeser dog udfordring i forhold til at få medlemmerne til at mødes ...