Hvordan reagere du når du bliver afbrudt i at tale?

[Luffegås]

Ja, er du ligeglad, siger du noget sjovt, eller bliver du hidsig?

Jeg kender en ældre og sjov mand, han siger altid et eller andet fis såsom "Undskyld jeg taler mens du afbryder" og smiler, og så er der ikke mere i det.

Personligt kan jeg godt blive vildt indelukket, lidt fjern, og ikke have lyst til at tale længe, men kommer an på om jeg føler jeg var ved at sige noget der faktisk betød noget for mig. Jeg synes det er uhøfligt hvis folk sidder og taler om noget følsomt at folk f.eks. bare lige pludselig afbryder med "SKÅL!" eller noget ligegyldigt.

Dog kan jeg ikke lade være med at afbryde hvis jeg kan mærke det den anden siger er 120% forkert og bygget på løgn og misforståelser.

Har lige opdaget at i min kærestes familie er det helt naturligt man taler indover hinandens sætninger og de påstår de fint kan høre hinanden, og ingen har noget i mod det, fordi det er så naturligt.. Jeg blev bare mega forvirret.

[Dirtylittledevil]

Jeg bliver vist nærmest lidt slukøret og tavs, hvis det jeg selv troede var spændende at lytte til, afbrydes af noget a la "Hov se der er en flue i loftet"
Hvis det derimod er en afbrydelse som skyldes at den anden part er ivrig for at komme med sine egne input til det jeg siger, så føles det mere okay, for så er det jo fordi personen forholder sig til det jeg siger og at det berører ham/hende

Edit: Men generelt synes jeg nu det er god skik IKKE at afbryde

[LadyFox]

Det kommer lidt an på situationen.

Hvis personen afbryder for at sige noget helt andet, så påpeger jeg det og siger noget i stil med "hvis jeg lige må tale ud, så vil jeg meget gerne høre efter"

Men hvis snakken handler om holdninger og bølgerne går lidt højt, så bære jeg over med afbrydelser så længe de ikke er konstante - når jeg diskuterer noget jeg brænder for kan jeg også selv komme til at afbryde. Det synes jeg er okay inden for rimelighedens grænser.

[Brutus]

Jeg bliver skidesur over det. Jeg synes, det er uhøfligt.

[lulu-p]

Det kommer an på situationen. En ivrig diskussion hvor alle gerne vil deltage aktivt..og alle bliver hørt uanset, kan det føles naturligt og egentlig ok. Men når jeg får fornemmelsen af, at jeg bare bliver overhørt. Og igen og igen kun når at sige 5 ord før jeg bliver afbrudt, kan jeg virkelig blive indebrændt. Min mand kan være rigtig slem til det..og flere i hans familie.

[Grissebassen]

Det kommer meget an på situationen. Jeg kan sagtens finde på at være lidt flabet og gøre modparten direkte opmærksom på at de afbryder.

[Aima]

Jeg hader det!

Hvis afbrydelsen er et udkast af entuisiasme eller ivrighed, kan jeg godt bære over. Jeg kommer også selv til at afbryde i de situationer, men jeg opdager det altid (tror jeg) og får tilføjet et 'ogundskyldjegligeafbrød'.

Hvis det er fordi folk bare har ringe situationsfornemmelse eller hovedet oppe i egen røv, påtaler jeg det. Om det er kassedamen, jeg taler med og en anden kunde afbryder, om det er min veninde der afbryder, mens jeg har en samtale med en tredjeperson, om det er mine kollegaer der afbryder mig eller hinanden eller om det er mine veninders børn, så påtaler jeg det, for jeg synes simpelthen det er så frustrerende. For det meste kan jeg godt beherske min irritation og nøjes med at nævne det stille og roligt ala "hey, du afbrød faktisk, lad mig lige tale ud" eller "og det der vil jeg gerne høre om lidt, når jeg lige selv er færdig med at snakke". Andre gange gider jeg ikke opføre mig diplomatisk, til personalemøder eller før-vi-åbner-briefings er jeg ret direkte, hvis nogen afbryder mig. "Luk røven til jeg er færdig, Mikkel!" er bare mere effektivt en end venlig appel. So be it.

[Viskelæder]

Jeg kender en, som afbryder på sådan en meget underlig måde. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er for noget. Jeg har nu mødt TO, der gør det på den her måde:
Hun fortæller noget, og så holder hun ligesom en tænkepause, indtil det når til et punkt, hvor jeg tænker, at hun er færdig med at tale. Så jeg siger noget som respons på det, hun siger. Men så snart jeg så taler, så taler hun videre, som om hun slet ikke holdt pause, og som om jeg intet sagde. Hun gør det konsekvent, og det er RØVhamrende irriterende. Et eksempel:

X: "Så jeg sagde til ham, at det ikke var i orden"
Mig: "Det kan jeg g"
X: "for han ser det jo slet ikke fra mit synspunkt..."
Mig: (afventer)
X: (stilhed)
Mig: "Måske han tænk"
X: "som er, at vi jo sammen skal finde en løsning"
Mig: "Har du prøvet at"
X: "Men måske er det også bare, fordi det ikke betyder så meget for ham"
Mig: (afventer)
X: (stilhed, kigger på mig)
Mig: "Har du t"
X: "Men det er jo ikke det, han siger"

OH MY GOD!!

[Muspel]

Jeg hader det. Og min familie er storslemme til det. Særligt min far. Han lytter nemlig ikke - han venter bare på at få ordet, når vi diskuterer. Og bare man trækker vejret ind, så er han der.

Een gang blev jeg så frustreret, at jeg hamrede hånden i bordet så kaffekopperne hoppede. Og sagde meget tydeligt 'lad mig tale færdigt'.

Det hjalp den ene gang. Men han lærte ikke noget af det. Nu dropper jeg bare at diskutere med ham.

På arbejde tager jeg gerne rollen at sige 'skulle vi lige lade Pia tale færdigt'

[2SHY]

Min bror er slem til at afbryde og er som bonus ret påståelig. Det er SÅ belastende for intet man siger trænger igennem fordi han både afbryder og er påståelig

Så som regel siger jeg ikke noget når han går i gang. Jeg koncentrere mig om min mad og hvad der er i tv og indgår så lidt som muligt i samtalen. Han klarer den alligevel for os begge to

[A 7]

Jeg kender en, som afbryder på sådan en meget underlig måde. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er for noget. Jeg har nu mødt TO, der gør det på den her måde:
Hun fortæller noget, og så holder hun ligesom en tænkepause, indtil det når til et punkt, hvor jeg tænker, at hun er færdig med at tale. Så jeg siger noget som respons på det, hun siger. Men så snart jeg så taler, så taler hun videre, som om hun slet ikke holdt pause, og som om jeg intet sagde. Hun gør det konsekvent, og det er RØVhamrende irriterende. Et eksempel:

X: "Så jeg sagde til ham, at det ikke var i orden"
Mig: "Det kan jeg g"
X: "for han ser det jo slet ikke fra mit synspunkt..."
Mig: (afventer)
X: (stilhed)
Mig: "Måske han tænk"
X: "som er, at vi jo sammen skal finde en løsning"
Mig: "Har du prøvet at"
X: "Men måske er det også bare, fordi det ikke betyder så meget for ham"
Mig: (afventer)
X: (stilhed, kigger på mig)
Mig: "Har du t"
X: "Men det er jo ikke det, han siger"

OH MY GOD!!

En af mine venner gør noget, der ligner lidt. Han er typen, der tænker utroligt meget over alt, også hvad han skal sige, og derfor kommer der tit de der lange pauser, som er sådan en slags mellemting mellem at han tænker på at gøre sætningen færdig, og selv konkluderer videre på emnet. Så tror vi andre at han er færdig med at tale, og svarer på det. Hvor han så taler videre. Og dermed er det jo faktisk ikke helt entydigt, hvem der egentlig afbryder hvem.

[Mani]

Jeg kender en, som afbryder på sådan en meget underlig måde. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er for noget. Jeg har nu mødt TO, der gør det på den her måde:
Hun fortæller noget, og så holder hun ligesom en tænkepause, indtil det når til et punkt, hvor jeg tænker, at hun er færdig med at tale. Så jeg siger noget som respons på det, hun siger. Men så snart jeg så taler, så taler hun videre, som om hun slet ikke holdt pause, og som om jeg intet sagde. Hun gør det konsekvent, og det er RØVhamrende irriterende. Et eksempel:

X: "Så jeg sagde til ham, at det ikke var i orden"
Mig: "Det kan jeg g"
X: "for han ser det jo slet ikke fra mit synspunkt..."
Mig: (afventer)
X: (stilhed)
Mig: "Måske han tænk"
X: "som er, at vi jo sammen skal finde en løsning"
Mig: "Har du prøvet at"
X: "Men måske er det også bare, fordi det ikke betyder så meget for ham"
Mig: (afventer)
X: (stilhed, kigger på mig)
Mig: "Har du t"
X: "Men det er jo ikke det, han siger"

OH MY GOD!!

Arrgghh! Det er min far, det der! I freaking hate it

[Kommodedyret]

Jeg er meget opmærksom på mine samtalepartnere, og har det svært ved at være statist i en en "samtale" med en person der kun tænker på at høre sin egen stemme og at få sine egne tanker ud.

Der er flere tilgange til den praksis at samtale med andre mennesker.
Der er nogen der opfatter det som en konkurrence, eller som mangler empati og bilder sig selv ind at deres små guldkorn er værd at falde i svime og næsegrus beundring over.
Så er der nogen der opfatter det som et projekt man er fælles om at få til at lykkes og blive så godt og succesfuldt som muligt.
Jeg er helt klart mest til den sidstnævnte samtaleform, hvor man samarbejder og er bevidst om hinandens behov for at bidrage og blive hørt. Det andet er simpelthen for egoistisk for mig, jeg bryder mig ikke om folk som forsøger at dominere mig, det er for kikset simpelthen.

(disclaimer: jeg taler om almindelige dagligdags samtalesituationer, og ikke deciderede diskussions/debat sammenhænge)

[Viskelæder]

Jeg kender en, som afbryder på sådan en meget underlig måde. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er for noget. Jeg har nu mødt TO, der gør det på den her måde:
Hun fortæller noget, og så holder hun ligesom en tænkepause, indtil det når til et punkt, hvor jeg tænker, at hun er færdig med at tale. Så jeg siger noget som respons på det, hun siger. Men så snart jeg så taler, så taler hun videre, som om hun slet ikke holdt pause, og som om jeg intet sagde. Hun gør det konsekvent, og det er RØVhamrende irriterende. Et eksempel:

X: "Så jeg sagde til ham, at det ikke var i orden"
Mig: "Det kan jeg g"
X: "for han ser det jo slet ikke fra mit synspunkt..."
Mig: (afventer)
X: (stilhed)
Mig: "Måske han tænk"
X: "som er, at vi jo sammen skal finde en løsning"
Mig: "Har du prøvet at"
X: "Men måske er det også bare, fordi det ikke betyder så meget for ham"
Mig: (afventer)
X: (stilhed, kigger på mig)
Mig: "Har du t"
X: "Men det er jo ikke det, han siger"

OH MY GOD!!

Arrgghh! Det er min far, det der! I freaking hate it

Jamen hvad ER det for noget mærkeligt noget??! Det er SÅ irriterende!

[billiebean]

Noglegange er det jo af ren diskussionsiver, at den anden afbryder. Det er ok! Så kan man mærke den anden er engageret og formentlig heller ikke bliver sur, hvis man selv kommer til at bryde ind. Og så kan man også godt sige: Hey, du afbryder mig, din lille usling! Jeg skal lige tale færdig.

Men hvis jeg kan fornemme, at den anden er arrogant og nedladende i sin væremåde og er respektløs på flere niveauer, så gider jeg ikke spilde min tid. Så skal jeg væk.

Jeg har også oplevet at folk, der er lidt socialt usikre og akavede kan komme til at afbryde meget. Måske fordi de er nervøse. Det kan jeg også godt tolerere.