Datetråden

[Mi55y]

Waaaauw. På den lange bane er det da vist et held for hende, at det er ovre ...

_______________

Jeg oprettede jo for et par uger siden noget datingprofil. Og basically glemte jeg så alt om den igen. Indtil jeg gik ind og lurede her den anden dag og opdagede, at der er sket noget helt andet end da jeg have en profil for... hm... fire års tid siden. Jeg har nemlig fået masser af breve. Og matches og hvadharvi. Antallet i sig selv, men også dét at der er de dér imellem, som tydeligvis kun vil knalde ... Godt være, det lyder mærkeligt. Men det er faktisk rart for sådan en som mig at finde ud af, at jeg åbenbart også kan ligne relevant bud på noget slet og ret fuckable.

Nåmmen. Jeg har også fået gennemtænkte og sjove breve. Fra mænd, som helt tydeligt har humor, og som har læst min profil og stiller fine spørgsmål. Efter at have gået forvildet rundt om mig selv nogle dage og faktisk ikke anet, OM jeg ville skrive og i så fald hvad, smed jeg et par små breve af sted i dag - og fik godt nok hurtige svar. Nogle mere interessante end andre selvfølgelig.

Så alt i alt: Jeg overvinder mig selv, prøver mig lidt frem, prøver at finde ud af, hvilken kvinde jeg egentlig er nu ift de dérsens mænd, nyder lidt uskyldig bekræftelse, og det er alt sammen helt fint. Men jeg kan godt mærke, at det ikke betyder så vanvittigt meget for mig. Lige nu er det noget med, at jeg ikke gider gøre det til mere, end det er ... Men det er en god måde at teste sine menneskekundskaber og fornemmelser og ikke mindst sin evne til at vælge fra uden dårlig samvittighed. Jeg tror, det er sundt for mig at øve mig i ikke at føle mig som en dum kælling, når jeg vælger mænd fra efter en kort samtale - ganske enkelt fordi de virker for kedelige i en dialog. Det er lidt fedt ikke længere at være hende dér, som sidder og tror, hun skal forklare mænd, hvordan de kunne gøre i stedet "for så kunne det jo nemt blive alle tiders"-agtigt. *Facepalm*. Fuck det - det må de sgu da SELV finde ud af! Orker da ikke at skulle være deres mor og lære dem basale ting, de burde vide på forhånd.

Sejt!

Da jeg datede en del i foråret, så "gad" jeg egentlig heller ikke, men gjorde det alligevel for at komme lidt ud og møde nogle nye mennesker. Og det havde jeg også skrevet i min profil. Jeg synes, det var rart at gå ind til det med en lidt mere afslappet holdning end straks at skulle tage stilling til alle mulige ting på en første date. Og det resulterede i, at jeg kunne nyde det langt mere. At jeg så ikke lige ramte plet på nogle af mine dates er en anden ting, men det gav mig lidt træning i at omgåes nye mennesker, og jeg lærte lidt om mig selv i forhold til de her fyre. Blandt andet at det er helt OK at sige nej til en anden date, når man ikke har lyst - uanset hvor perfekt han så er på papiret.

[Smiling_Goat]

Waaaauw. På den lange bane er det da vist et held for hende, at det er ovre ...

_______________

Jeg oprettede jo for et par uger siden noget datingprofil. Og basically glemte jeg så alt om den igen. Indtil jeg gik ind og lurede her den anden dag og opdagede, at der er sket noget helt andet end da jeg have en profil for... hm... fire års tid siden. Jeg har nemlig fået masser af breve. Og matches og hvadharvi. Antallet i sig selv, men også dét at der er de dér imellem, som tydeligvis kun vil knalde ... Godt være, det lyder mærkeligt. Men det er faktisk rart for sådan en som mig at finde ud af, at jeg åbenbart også kan ligne relevant bud på noget slet og ret fuckable.

Nåmmen. Jeg har også fået gennemtænkte og sjove breve. Fra mænd, som helt tydeligt har humor, og som har læst min profil og stiller fine spørgsmål. Efter at have gået forvildet rundt om mig selv nogle dage og faktisk ikke anet, OM jeg ville skrive og i så fald hvad, smed jeg et par små breve af sted i dag - og fik godt nok hurtige svar. Nogle mere interessante end andre selvfølgelig.

Så alt i alt: Jeg overvinder mig selv, prøver mig lidt frem, prøver at finde ud af, hvilken kvinde jeg egentlig er nu ift de dérsens mænd, nyder lidt uskyldig bekræftelse, og det er alt sammen helt fint. Men jeg kan godt mærke, at det ikke betyder så vanvittigt meget for mig. Lige nu er det noget med, at jeg ikke gider gøre det til mere, end det er ... Men det er en god måde at teste sine menneskekundskaber og fornemmelser og ikke mindst sin evne til at vælge fra uden dårlig samvittighed. Jeg tror, det er sundt for mig at øve mig i ikke at føle mig som en dum kælling, når jeg vælger mænd fra efter en kort samtale - ganske enkelt fordi de virker for kedelige i en dialog. Det er lidt fedt ikke længere at være hende dér, som sidder og tror, hun skal forklare mænd, hvordan de kunne gøre i stedet "for så kunne det jo nemt blive alle tiders"-agtigt. *Facepalm*. Fuck det - det må de sgu da SELV finde ud af! Orker da ikke at skulle være deres mor og lære dem basale ting, de burde vide på forhånd.

Sejt!

Da jeg datede en del i foråret, så "gad" jeg egentlig heller ikke, men gjorde det alligevel for at komme lidt ud og møde nogle nye mennesker. Og det havde jeg også skrevet i min profil. Jeg synes, det var rart at gå ind til det med en lidt mere afslappet holdning end straks at skulle tage stilling til alle mulige ting på en første date. Og det resulterede i, at jeg kunne nyde det langt mere. At jeg så ikke lige ramte plet på nogle af mine dates er en anden ting, men det gav mig lidt træning i at omgåes nye mennesker, og jeg lærte lidt om mig selv i forhold til de her fyre. Blandt andet at det er helt OK at sige nej til en anden date, når man ikke har lyst - uanset hvor perfekt han så er på papiret.

Jeg havde samme indstilling, da jeg gik i gang. Jeg havde lyst til at prøve at date og udvikle mig på det område. Målet var egentligt ikke en kæreste, jeg ville bare møde nye mennesker og få nogle oplevelser.
Den første jeg gik ud med, var det ret akavet med, for jeg skulle lige vænne mig til "rollen" og han var ret kedelig, men allerede ved den anden slappede jeg langt mere af. Da havde jeg ligesom "regnet den ud," så det blev en helt anden, sjov oplevelse.

Og så var det jo så, at jeg mødte én, der var ret insisterende med at jeg skulle "af markedet," men dating var en virkelig positiv læringsoplevelse, hvor jeg virkelig fik øjnene op for hvor feminin og flirtende jeg OGSÅ kan være. Det har været virkelig godt ift. Min personlige udvikling og det gjorde underværker ift. Min selvtillid og selvværd. Jeg opdagede jo, at jeg faktisk var lidt interessant.

Jeg kan kun anbefale det - hvis man altså går ind til det uden en eller anden desperation efter at finde en kæreste. Jeg havde den regel, at jeg kun gik ud med mænd, jeg ikke kunne lade være med at date. Altså jeg snakkede med et hav af mænd, men langt størstedelen manglede et eller andet. Det, at jeg var så selektiv, gjorde, at oplevelserne blev mere positive, tror jeg. Jeg mødte kun flinke, respektfulde mænd i min (ret korte dog) datingperiode.

Og så smutter jeg igen. Jeg ved godt, mit input er lidt kontroversielt, når jeg ikke dater :-)

[Mi55y]

Men ja, jeg hører vel strengt taget heller ikke til i denne tråd mere. Altså vi er jo ikke officielle kærester endnu og har bestemt ingen planer om at møde forældre og deslige lige med det samme. Men det er da helt sikkert den vej, det går - vi tager det bare stille og roligt... Så en date-tråd er nok ikke lige min boldgade mere...

Men alt mulig held og lykke til jer andre!

[Garfield]

Jeg synes alle er velkomne - uanset datingstatus

Enig. Alt indenfor emnet, synes jeg er relevant og for mig er erfaringer fra dengang man datede og om overgangen fra dating til forhold ligeså spændende som indlæg fra dem, der aktivt dater :-)

Jeg føler ikke at jeg er helt klar endnu til at begynde at date, men de seneste oplæg fra folk, der har brugt dating på en mere afslappet og selvudviklende måde, har fået mig til at tænke at jeg måske snart vil vove mig ud i den slags. Sådan lige dyppe tæerne inden man hopper i vandet.

[ManicNinja]

Nå, en status herfra ...

Jeg synes såmænd ikke, det er svært at få nogle hyggelige og også sjove og behagelige samtaler i gang med nogle af de mænd, der har kontaktet mig via dating. Mit problem er sådan set mest, at jeg nok egentlig kan "snakke"/hyggeskrive med de fleste om aaaalt muligt. Og så synes jeg, det er rigtig svært efter sådan nogle dages hyggesnak at gå ind og sige til de her mænd, at jeg søger noget mere end det (og egentlig keder mig lidt). Jeg kan tydeligt mærke, at de synes, at samtalen kører i smør og olie, og det gør den vel også på et eller andet plan, fordi det er sjovt, og der ikke er nogen af parterne, som har problemer med at finde på noget at skrive osv..
Men for mig er der samtale og så er der samtale. Og jeg indser mere og mere, at jeg er en SUCKER for nærvær. Det her med, at jeg kan fortælle et eller andet, og så bliver der ud fra det spurgt ind. Til mig som person eller man sætter sig ind i, hvordan den situation, jeg gengiver, har føltes... Et eller andet, som relaterer til det, jeg har fortalt. Ligesom jeg selv elsker at tage fat i det, modparten fortæller og spørge. Tænke over, hvad det fortæller mig om dem og derefter spørge dem til det. Men langt de fleste mennesker "samtaler" ved at sige: "Sådan har jeg det også ... Fx gjorde jeg engang ...". Og selvfølgelig må man også det. Og selvfølgelig må man også skifte emne. Men sgu da ikke hele tiden. Den der model, hvor der aldrig følges op eller spørges ind ... Eller hvor man konstant får at vide: "Jamen, du har jo fortalt, så er der jo ikke mere at sige?" Øh? Nej, ikke hvis du ikke kan finde ud af at nære samtalen, båtnakke!

Det er jo ikke, at jeg ikke gerne vil vide ting om modparten. Det vil jeg i sagens natur rigtigt gerne! Ellers så sad jeg jo ikke og brugte tid på en samtale. Men åh, det dér med kun at blive spurgt til konkrete ting (Hvad laver du så? Hvor spiste I så henne?) eller kun at få spørgsmål, som er formuleret på forhånd og kunne være stillet til alle, som pågældende mand skriver med: Er du jaloux anlagt? Vil du gerne have børn? Vil du helst bo sammen med en kæreste? Man har lige fortalt om et eller andet, der sagtens kunne spørges ind til, og som kunne give en interessant dialog, og så får man stort set ikke andet end et "okay" igen og så fuldstændigt urelateret: "Nåmmen, jeg tænkte, jeg ville høre, om du er jaloux anlagt?"

Åh, jeg bliver så træt, altså! Og føler mig samtidig pissebesværlig og kræsen. Men faktum er: Jeg HAR haft de kærester, jeg skulle ha', som kommunikerede på den måde dér. Og uanset hvor forkælet eller snobbet eller urealistisk det så lyder, så orker jeg ikke en omgang til af dem dér, som synes, at det er åh, så interessant at snakke med Ninjaen ("er det ikke bare fantastisk, som vi kan tale om alt muligt, Ninja?" "Jeg taler med dig om alt muligt, jeg ikke har talt med nogen om før, ih, hvor er det fedt!"). Ja, utrolig fedt ... Jeg gør hele arbejdet, og du lægger slet ikke mærke til, hvad det er jeg gør, og du har heller ikke fattet, at du ikke selv kan følge med.

Nej. Aldrig skal jeg sidde i et forhold og kede mig på den måde igen. Så nu øver jeg mig i at lukke de dér korrespondancer på en ordentlig måde og i at synes, at mit behov er okay.

[ManicNinja]

Hvad er det i øvrigt med de dér mænd, der sender én en enormt venlig og anerkendende og velformuleret besked og så ender med: "Men jeg er ret sikker på, du kan finde et bedre match end mig, så dette er ikke en forespørgsel efter en date eller lignende"?

Fatter hat, altså! Hvis du alligevel skriver, så lad da mig selv afgøre, om jeg synes, du ligner et bud på noget eller ej. Ellers lad være. Wauw - hvem sagde "forsvarsmekanisme" og "angst for at blive afvist"?? Ofte er disse mænd - i hvert fald umiddelbart - et lige så godt bud som så mange andre profiler. Men dét at de ikke-henvender sig på den måde er altså VIRKELIG en dealbreaker for mig!

[Smiling_Goat]

Nå, en status herfra ...

Jeg synes såmænd ikke, det er svært at få nogle hyggelige og også sjove og behagelige samtaler i gang med nogle af de mænd, der har kontaktet mig via dating. Mit problem er sådan set mest, at jeg nok egentlig kan "snakke"/hyggeskrive med de fleste om aaaalt muligt. Og så synes jeg, det er rigtig svært efter sådan nogle dages hyggesnak at gå ind og sige til de her mænd, at jeg søger noget mere end det (og egentlig keder mig lidt). Jeg kan tydeligt mærke, at de synes, at samtalen kører i smør og olie, og det gør den vel også på et eller andet plan, fordi det er sjovt, og der ikke er nogen af parterne, som har problemer med at finde på noget at skrive osv..
Men for mig er der samtale og så er der samtale. Og jeg indser mere og mere, at jeg er en SUCKER for nærvær. Det her med, at jeg kan fortælle et eller andet, og så bliver der ud fra det spurgt ind. Til mig som person eller man sætter sig ind i, hvordan den situation, jeg gengiver, har føltes... Et eller andet, som relaterer til det, jeg har fortalt. Ligesom jeg selv elsker at tage fat i det, modparten fortæller og spørge. Tænke over, hvad det fortæller mig om dem og derefter spørge dem til det. Men langt de fleste mennesker "samtaler" ved at sige: "Sådan har jeg det også ... Fx gjorde jeg engang ...". Og selvfølgelig må man også det. Og selvfølgelig må man også skifte emne. Mne sgu da ikke hele tiden. Den der model, hvor der aldrig følges op eller spørges ind ... Eller hvor man konstant får at vide: "Jamen, du har jo fortalt, så er der jo ikke mere at sige?" Øh? Nej, ikke hvis du ikke kan finde ud af at nære samtalen, båtnakke!

Det er jo ikke, at jeg ikke gerne vil vide ting om modparten. Det vil jeg i sagens natur rigtigt gerne! Ellers så sad jeg jo ikke og brugte tid på en samtale. Men åh, det dér med kun at blive spurgt til konkrete ting (Hvad laver du så? Hvor spiste I så henne?) eller kun at få spørgsmål, som er formuleret på forhånd og kunne være stillet til alle, som pågældende mand skriver med: Er du jaloux anlagt? Vil du gerne have børn? Vil du helst bo sammen med en kæreste? Man har lige fortalt om et eller andet, der sagtens kunne spørges ind til, og som kunne give en interessant dialog, og så får man stort set ikke andet end et "okay" igen og så fuldstændigt urelateret: "Nåmmen, jeg tænkte, jeg ville høre, om du er jaloux anlagt?"

Åh, jeg bliver så træt, altså! Og føler mig samtidig pissebesværlig og kræsen. Men faktum er: Jeg HAR haft de kærester, jeg skulle ha', som kommunikerede på den måde dér. Og uanset hvor forkælet eller snobbet eller urealistisk det så lyder, så orker jeg ikke en omgang til af dem dér, som synes, at det er åh, så interessant at snakke med Ninjaen ("er det ikke bare fantastisk, som vi kan tale om alt muligt, Ninja?" "Jeg taler med dig om alt muligt, jeg ikke har talt med nogen om før, ih, hvor er det fedt!"). Ja, utrolig fedt ... Jeg gør hele arbejdet, og du lægger slet ikke mærke til, hvad det er jeg gør, og du har heller ikke fattet, at du ikke selv kan følge med.

Nej. Aldrig skal jeg sidde i et forhold og kede mig på den måde igen. Så nu øver jeg mig i at lukke de dér korrespondancer på en ordentlig måde og i at synes, at mit behov er okay.

Åh det kan jeg godt huske. Så overvældende mange ufatteligt kedelige samtaler med ufatteligt uinteressante mænd. Jeg vidste, når samtalen blev indledt med: "Hvad hedder du?", "hvor bor du?" og deslignende, at det ville blive en søvninducerende omgang. Jeg vidste bare aldrig, hvordan jeg skulle komme ud af samtalen igen uden at sige: "Du er kedelig, gå din vej." Så jeg ævlede bare med, indtil de inviterede mig ud, hvor jeg så endelig fortalte dem, at det havde været hyggeligt at snakke med dem, men jeg syntes lige, det sidste manglede, til at jeg havde lyst til at møde dem, og det var typisk også helt i orden.

Jeg har det lidt sådan, at er man nødt til at føre en samtale over de basale oplysninger som navn og erhverv, så har man måske bare ikke så skide meget at snakke om. De mænd jeg har mødt, har alle evnet at indlede dialogen med et eller andet uventet, som har gjort mig interesseret og så har snakken flydt ubesværet, mens de basale informationer ligesom er blevet flettet naturligt ind i den. Jeg er helt overbevist om, at det er det, der har gjort, at jeg udelukkende har haft positive oplevelser med netdating. Jeg har kun mødt virkeligt venlige, respektfulde og anstændige mænd i den (korte godt nok) tid jeg datede.
Så den fremgangsmåde vil jeg anbefale

[Code71]

Nå men det er jo noget med at man skal op på hesten igen, har jeg hørt Så jeg har en date her mellem jul og nytår. Vi har ikke aftalt hvilken dag endnu. Men vi skal på date.

Hun har en fed humor og personlighed på skrift og i samtale. Så det skal nok blive hyggeligt nok. Om det bliver mere end det, kan man jo ikke spå om på forhånd

[ManicNinja]

Åh det kan jeg godt huske. Så overvældende mange ufatteligt kedelige samtaler med ufatteligt uinteressante mænd. Jeg vidste, når samtalen blev indledt med: "Hvad hedder du?", "hvor bor du?" og deslignende, at det ville blive en søvninducerende omgang. Jeg vidste bare aldrig, hvordan jeg skulle komme ud af samtalen igen uden at sige: "Du er kedelig, gå din vej." Så jeg ævlede bare med, indtil de inviterede mig ud, hvor jeg så endelig fortalte dem, at det havde været hyggeligt at snakke med dem, men jeg syntes lige, det sidste manglede, til at jeg havde lyst til at møde dem, og det var typisk også helt i orden.

Jeg har det lidt sådan, at er man nødt til at føre en samtale over de basale oplysninger som navn og erhverv, så har man måske bare ikke så skide meget at snakke om. De mænd jeg har mødt, har alle evnet at indlede dialogen med et eller andet uventet, som har gjort mig interesseret og så har snakken flydt ubesværet, mens de basale informationer ligesom er blevet flettet naturligt ind i den. Jeg er helt overbevist om, at det er det, der har gjort, at jeg udelukkende har haft positive oplevelser med netdating. Jeg har kun mødt virkeligt venlige, respektfulde og anstændige mænd i den (korte godt nok) tid jeg datede.
Så den fremgangsmåde vil jeg anbefale

Ret skal være ret: Jeg synes, jeg har fået nogle gode breve, og samtalerne har også været bedre end jeg førhen oplevede. Bl.a. fordi jeg er bedre til at vælge dem helt fra start. Så der er bestemt samtaler, der flyder naturligt - og også hvor der er masser af humor. Men jeg gider bare ikke dem dér, som ikke har den naturlige nysgerrighed og går lidt "til mig"/også udfordrer mig i en samtale. Det er nok dér, den ligger.

Jeg er ikke bleg for bare at holde op med at svare, hvis det er lige i de "indledende runder", må jeg tilstå. Men ellers kan jeg da godt smide en lille forklaring af sted, inden jeg trækker mig. Gider virkelig ikke bruge kræfter på ligefrem at mødes, blot for at fortælle, at jeg ikke er interesseret, må jeg tilstå.

Venlige og respektfulde er de nu også, langt de fleste. Mange af dem er også bare kedelige og keder sig så meget i deres eget selskab, at de synes, det er fedt at blive underholdt. Niks - gider ikke at være pauseklovn.

[Smiling_Goat]

Åh det kan jeg godt huske. Så overvældende mange ufatteligt kedelige samtaler med ufatteligt uinteressante mænd. Jeg vidste, når samtalen blev indledt med: "Hvad hedder du?", "hvor bor du?" og deslignende, at det ville blive en søvninducerende omgang. Jeg vidste bare aldrig, hvordan jeg skulle komme ud af samtalen igen uden at sige: "Du er kedelig, gå din vej." Så jeg ævlede bare med, indtil de inviterede mig ud, hvor jeg så endelig fortalte dem, at det havde været hyggeligt at snakke med dem, men jeg syntes lige, det sidste manglede, til at jeg havde lyst til at møde dem, og det var typisk også helt i orden.

Jeg har det lidt sådan, at er man nødt til at føre en samtale over de basale oplysninger som navn og erhverv, så har man måske bare ikke så skide meget at snakke om. De mænd jeg har mødt, har alle evnet at indlede dialogen med et eller andet uventet, som har gjort mig interesseret og så har snakken flydt ubesværet, mens de basale informationer ligesom er blevet flettet naturligt ind i den. Jeg er helt overbevist om, at det er det, der har gjort, at jeg udelukkende har haft positive oplevelser med netdating. Jeg har kun mødt virkeligt venlige, respektfulde og anstændige mænd i den (korte godt nok) tid jeg datede.
Så den fremgangsmåde vil jeg anbefale

Ret skal være ret: Jeg synes, jeg har fået nogle gode breve, og samtalerne har også været bedre end jeg førhen oplevede. Bl.a. fordi jeg er bedre til at vælge dem helt fra start. Så der er bestemt samtaler, der flyder naturligt - og også hvor der er masser af humor. Men jeg gider bare ikke dem dér, som ikke har den naturlige nysgerrighed og går lidt "til mig"/også udfordrer mig i en samtale. Det er nok dér, den ligger.

Jeg er ikke bleg for bare at holde op med at svare, hvis det er lige i de "indledende runder", må jeg tilstå. Men ellers kan jeg da godt smide en lille forklaring af sted, inden jeg trækker mig. Gider virkelig ikke bruge kræfter på ligefrem at mødes, blot for at fortælle, at jeg ikke er interesseret, må jeg tilstå.

Venlige og respektfulde er de nu også, langt de fleste. Mange af dem er også bare kedelige og keder sig så meget i deres eget selskab, at de synes, det er fedt at blive underholdt. Niks - gider ikke at være pauseklovn.

Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg ikke bare stoppede med at svare. Det andet var spild af tid - alles - og han var næppe blevet såret over det manglende svar, men det føltes bare så uhøfligt. Og selvfølgelig mødes man ikke med nogen for at fortælle dem, at man ikke er interesseret, det er der forhåbentligt ikke nogen, der kunne finde på.

[Smiling_Goat]

Nå men det er jo noget med at man skal op på hesten igen, har jeg hørt Så jeg har en date her mellem jul og nytår. Vi har ikke aftalt hvilken dag endnu. Men vi skal på date.

Hun har en fed humor og personlighed på skrift og i samtale. Så det skal nok blive hyggeligt nok. Om det bliver mere end det, kan man jo ikke spå om på forhånd

Det var ærgerligt det ikke gik. Bedre held denne omgang

[Willow]

Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg ikke bare stoppede med at svare. Det andet var spild af tid - alles - og han var næppe blevet såret over det manglende svar, men det føltes bare så uhøfligt. Og selvfølgelig mødes man ikke med nogen for at fortælle dem, at man ikke er interesseret, det er der forhåbentligt ikke nogen, der kunne finde på.

Jeg synes det er godt du ikke bare stopper med at skrive. Det siger meget om folk hvis de synes det er fjong og jeg vil vove den påstand at ingen synes det er rart når andre gør det overfor dem, også selvom man kun lige har skrevet kort. Ja man kan "vænne sig" til at det er almindeligt. Men det synes jeg så er endnu mere ærgelig når dem med dårlig stil bliver de tonesættende.

Men det er da en god ide at sige hurtigt fra i stedet for at spilde sin (og andres) tid på noget der føles dødsdømt.

[Smiling_Goat]

Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg ikke bare stoppede med at svare. Det andet var spild af tid - alles - og han var næppe blevet såret over det manglende svar, men det føltes bare så uhøfligt. Og selvfølgelig mødes man ikke med nogen for at fortælle dem, at man ikke er interesseret, det er der forhåbentligt ikke nogen, der kunne finde på.

Jeg synes det er godt du ikke bare stopper med at skrive. Det siger meget om folk hvis de synes det er fjong og jeg vil vove den påstand at ingen synes det er rart når andre gør det overfor dem, også selvom man kun lige har skrevet kort. Ja man kan "vænne sig" til at det er almindeligt. Men det synes jeg så er endnu mere ærgelig når dem med dårlig stil bliver de tonesættende.

Men det er da en god ide at sige hurtigt fra i stedet for at spilde sin (og andres) tid på noget der føles dødsdømt.

Der kan måske være noget om, at det ikke er rart at korrespondancen pludseligt ophører, når nu man selv synes, man har en god samtale.

Helt bestemt. Det skulle jeg have gjort, jeg vidste som sagt bare ikke, hvad jeg skulle sige.

[ManicNinja]

Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg ikke bare stoppede med at svare. Det andet var spild af tid - alles - og han var næppe blevet såret over det manglende svar, men det føltes bare så uhøfligt. Og selvfølgelig mødes man ikke med nogen for at fortælle dem, at man ikke er interesseret, det er der forhåbentligt ikke nogen, der kunne finde på.

Jeg synes det er godt du ikke bare stopper med at skrive. Det siger meget om folk hvis de synes det er fjong og jeg vil vove den påstand at ingen synes det er rart når andre gør det overfor dem, også selvom man kun lige har skrevet kort. Ja man kan "vænne sig" til at det er almindeligt. Men det synes jeg så er endnu mere ærgelig når dem med dårlig stil bliver de tonesættende.

Men det er da en god ide at sige hurtigt fra i stedet for at spilde sin (og andres) tid på noget der føles dødsdømt.

Efter nogle få beskeder synes jeg, det er ganske i orden bare at lade være med at svare - andre har gjort det over for mig og omvendt. Faktisk synes jeg på det stadie, at det nemt kan virke decideret latterligt, når nogen foranstalter de helt store "farvel og tak for alt vi havde"-scener.

[Code71]

Nå men det er jo noget med at man skal op på hesten igen, har jeg hørt Så jeg har en date her mellem jul og nytår. Vi har ikke aftalt hvilken dag endnu. Men vi skal på date.

Hun har en fed humor og personlighed på skrift og i samtale. Så det skal nok blive hyggeligt nok. Om det bliver mere end det, kan man jo ikke spå om på forhånd

Det var ærgerligt det ikke gik. Bedre held denne omgang

Tak skal du ha. Jeg indså bare det tilsidst, som andre havde sagt fra starten. Så lærte man det