Eventyret om en diagnose

Hvis din krop gør ting den ikke burde, er dette stedet du kan snakke om det.
Brugeravatar
Thitida-No-Chey
Indlæg: 361
Tilmeldt: 11. apr 2016, 18:41
Kort karma: 54
Likede indlæg: 833

Eventyret om en diagnose

Indlægaf Thitida-No-Chey » 24. maj 2018, 08:02

Der var engang, som der nu er i eventyr, en lille pige. Hun var ikke en prinsesse, faktisk var hun på overfladen noget så almindelig. Hun blev ikke født et specielt sted, hun blev ikke født til specielle forældre, alt var bare ganske kedeligt og almindeligt. Vi kan kalde hende Thit.

This voksede op og levede en normal, almindelig, småkedelig nedlagt-landbrugstilværelse med heste og geder og træklatring og mudderkagebagning.

Hun kom i skole, og hun gjorde sig straks bemærket, syntes hun selv, fordi hun var uopdragen i forhold til alle de andre. De andre børn sad pænt og lyttede til læreren, men Thit ville være med i samtalen. Så meget, faktisk, at hun havde for vane at afbryde læreren. Det var ikke skidesmart at gøre det, men det indså Thit ofte først bagefter, og så blev hun flov. Lærerne var dog meget overbærende, børn er jo børn, men Thit skammede sig over, at hun ikke kunne være som alle de andre børn.

De andre børn lagde hurtigt mærke til, at Thit ikke helt var som de andre. Udenpå lignede hun alle andre, men hun havde det med at sige ting, der ikke var HELT så heldige. Og det kom til at bide hende i bagdelen, for mennesker har det ikke så godt, når andre ikke passer ind i deres elskede kassetænkning, så hun blev det nemme offer. Øgenavne, grimme kommentarer, rullen med øjnene, udeholdelse fra lege og fritidsaktiviteter startede meget tidligt. Thit prøvede ihærdigt at være en del af gruppen og tog åbenhjertet imod nye elever, som hurtigt blev indlemmet i de populæres cirkel og dermed gik tabt for hende.

Verden er nu engang sådan inddelt, at nogle gange flytter folk sig psykisk, andre gange fysisk. Thits familie flyttede til at andet land (sådan føltes det i al fald, det var dog kun en halv time længere vest på), og Thit startede i ny skole. 13 år gammel og allerede et erfarent mobbeoffer, valgte hun, at hvis de skulle grine af hende her også, så skulle hun skisme nok selv vælge, hvad de grinte af!

Så hun påtog sig rollen som klassens klovn. Klassens kloge klovn, for karaktererne fejlede ikke noget. Faktisk kunne hun styre igennem de fleste timer uden at lave lektier, selvom visse emner havde større interesse end andre. Stileskrivning, for eksempel, især fristile, det at få lov til at slippe vilde ideer og kreativitet løs på papir, det var det bedste.... Og samtlige sproglærere elskede hende for det, dansklæreren måske knap så meget, for stilene var alt andet end korte!

Det var i løbet af denne periode Thit opdagede en anden kærlighed, en som ofte er nærmest piger i den alder, nemlig heste. Der var en frihed og selvstændighed over en 55 kilos teenagepige, der sadlede 400 kg hest og med ynde og nemhed styrede den ad snirklede skovstier og over stubmarker i fuld galop. Det var også her et venskab blev formet, hvor Thit fik cementeret sin "særhed" som noget positivt. For hvorfor være som alle andre? Det er da kedeligt?

Gymnasietiden blev lidt sværere. Hun forsøgte at fortsætte sin rolle som klassens klovn, og dette gav bagslag til at begynde med. Fagene blev sværere, og efter noget tid faldt nogle af dem fra som for uoverskuelige: fysik, matematik, kemi, alle de fag, Thit indtil da havde elsket. Hun har siden udtalt, at hun elskede dem, men simpelthen ikke fattede dem. Fakta er nok mere, at hun ikke fik læst til dem. Hun kunne ikke fokusere på stoffet, på at lære det, og efter at lærere og hendes bror (som den dag i dag er et matematik geni! Især hvis man spørger ham selv) forsøgte at hjælpe og forklare, så gav hun til sidst op. Hun helligede sig de fag, hun forstod, og som faldt hende nemt: sprog, historie, religion. Thits tanke var, at hun ikke kunne, fordi hun var for doven til at læse op... Hvis ikke det havde hendes interesse, så var det ikke værd at læse. Ergo: doven!

Efter tre år på skolebænken var Thit træt og besluttede sig for et sabbatår. Det sabbatår blev til tre, hvor Thit dag ud og dag ind sad bag en kasse i et supermarkede og scannede varer... Og scannede varer... og scannede varer.... og scannede flere varer! Drømmen var at få lov at stå i kundeservice og få lov til at håndtere de besværlige kunder og klagerne og føre varer retur og beklage og forklare købeloven for folk, der brugte den som argument uden at kende den. Chefen vidste dog bedre og lænkede Thit til kasselinjen. Thit fortsatte sin rolle som imødekommende klovn og vandt en del bekendtskaber på den konto.

Efter tre år som kasseslave blev Thit enig med sig selv om, at det ikke lige var der, hendes fremtid lå, og hun tog på den ultimative quest i det danske universitetssystem. Eller rettere, det blev Handelshøjskolen, for Thit valgte med hjertet, engelsk, men det skulle også være brugbart, og "en cand. mag. kan kun bruges til gymnasielærer, og jeg skal fanderme ikke ud og være gymnasielærer, fy føj, puh bwadr!" Som med gymnasiet var der fag, der nemt gled ned og andre blev ignoreret, fordi de var for uoverskuelige/svære/dovenskab! Eneste succesoplevelser var når faget var engelsk"nørdet", så som grammatik, semantik, oversættelsesteori og lignende. Med bacheloren bestået (og det med en for Thit overraskende god karakter) var gennemsnittet højt nok til en overbygning, hvor det endnu engang var de interessante fag, der fik interessen, og de andre røg i baggrunden. Forståelse for og deltagelse i selv de "uinteressante" fag var der dog, så selvom Thit formåede at komme igennem sin overbygning uden at læse mere end 1/5 af tekster, så var forståelsen af fagenes indhold på et ganske anstændigt niveau.

I forbindelse med timer i simultantolkning skulle Thit, 28 år, tolke en forelæsning om ADHD fra engelsk til dansk. Normalt var dette det mindste problem, men denne gang gik hun i stå. Hun fik for travlt med at lytte. Og kom ud af tolkeboksen tydeligt rystet. Læreren spurgte hvad der var galt, og Thit svarede "Du har lige beskrevet mig!" Klassen grinede og sagde, "Hold nu op, Thit! ADHD er kun noget drenge får!"

Juni 2010 forsvarede Thit speciale og kunne den eftermiddag officielt kalde sig cand.ling.merc.... og arbejdsløs! Glæden over den ENDELIGT overståede eksamen blev hurtigt afløst af frustration og desperation. For Thit var blevet færdiguddannet midt under finanskrisen, hvor der var meget få jobs at få, og da slet ikke til nyuddannede uden videre relevant erhvervserfaring. Derudover havde regeringen fået den geniale idé at halvere dagpengeperioden på et tidspunkt, hvor der virkelig var brug for dagpengesystemet, hvilket også frustrerede. Efter tre år som ledig, over 50 samtaler, 5000+ sendte ansøgninger og i on/off løntilskud/virksomhedspraktik/slavearbejde gik Thit ned med flaget. Den generelle holdning i befolkningen (smukt bakket op af regeringen) var, at arbejdsløse akademikere var på ferie på det offentliges regning, og det at de ikke havde et arbejde efter tre år, det var selvforskyldt... Det var et resultat af dovenskab....

Dovenskab... igen.... Hører man det nok gange, begynder man jo at tro på det...!

Med mere held end forstand blev Thit ringet op fra et firma, hun to måneder forinden havde fået afslag fra. De manglede en timelærer, om Thit var interesseret? En måned senere var der et hold mere ledigt, samtidig sagde en engelsklærer op, og så var der lige pludselig en hel stilling. Thit blev diskret opfordret til at søge denne stilling og fandt efter samtalen ud af, at der kun havde været hende indkaldt til samtale. Det var allerede besluttet, at hun skulle ansættes. Selvtillidsboost!

Efter to års tid, hvor Thit knoklede rundt som uofficiel røvredder (vi mangler en til at tage, tager du lige det? JADA!) strøg flaget i bund igen. I forbindelse med den officielle uddannelse til gymnasielærer, begyndte Thit at bemærke, at hun ikke havde samme overskud som før, og hun måtte gå til sin chef og sige "Jeg ved ikke, hvad der sker lige nu, men jeg har behov for, at I beskytter mig, mens jeg finder ud af det!" For når Thit er glad og tryg, så er hun en fantastisk og pålidelig arbejdskraft, men hvis hun bliver hylet ud af den, så er det ikke så godt! Der skulle meget til at hyle hende ud af den, men når først der var hylet, så vandt banshee'n! Chefen kastede en beskyttelsesbesværgelse over Thit, og straks forstummedes skrigene, og Thit kunne fortsætte. Under udformningen af den skriftlige opgave til uddannelsen kunne denne besværgelse dog ikke beskytte mod endnu et selvtillidsdyk, hvor Thit opgivende og stortudende endte på rektors kontor. Rektor gav Thit en selvtillidsopsang (If you can't love yourself, how the hell can you love someone else? Can I get an "AMEN" in here?!) og ordre på at sætte sig ned og knokle, og så måtte det gå, som det gik.

Det gik, og det endda med bevis på rektor og chefs påstand om, at Thit var bedre end hun selv lige troede! I den efterfølgende sommerferie opsøgte Thit sin læge for at finde ud af, hvad pokker der gjorde, at hun konstant gik ned. Lægen kørte nogle tests og sagde, "Du bonner ud som deprimeret, her er nogle magiske piller!" Antidepressiverne gjorde, at Thit kunne fokusere, og det var nemmere for hende at håndtere opgaver, der blev kastet efter hende i sidste øjeblik. Lægen forsøgte at trappe hende ud af antidepressiverne, men lige så snart magien begyndte at forlade Thits krop, røg hun i hullet igen. Der var intet overskud, der var intet overblik, og der skulle intet til at vælte læsset. På'en igen!

Mellem jul og nytår 2017 holdt Thit og lægen nytårskur for at følge op på, hvordan det gik. Lægen sagde til Thit, "Helt ærligt, jeg tror ikke, du er desprimeret! Du er den gladeste depressive person jeg kender, jeg tror, det er noget andet!" Thit var enig. For to af Thits bekendte, begge med viden om psykologi og diverse psykiske sygdomme, havde begge i årene forinden prikket til hende for at få hende udredt for en bestemt sygdom. Samme sygdom, som Thit havde haft simultantolkningsproblemer med for år forinden. Thit havde hørt på dette i to års tid, men hun er nu engang ikke typen, der går ind til lægen og siger, "Jeg tror jeg har det, for det har jeg læst på nettet!" Nejnej, det er Thits mor, og hende er hun ikke! Så da lægen sagde "Jeg tror, du har en personlighedsforstyrrelse", kiggede Thit noget undskyldende på hende og sagde, "Jeg har faktisk to psykolog-feer, der tror, det er ADHD..." Lægen lyste op, som når tegneseriefigurer får en god idé, en pære tændtes over hovedet på hende, og "Årh, ja, selvfølgelig!" stod bøjet i neon over panden på hende.

En henvisning og fjorten dage senere sad Thit i psykiaterens stol og vred sine små hænder. Det var gået rimelig hurtigt alt sammen, og måske var det hele bare en kende overvældende. Psykiateren var en kold og kedelig mand, men han var faktuel og forklarede symptomerne godt, og forklarede fint de tests, Thit blev sat til at udføre. Resultatet var klart: Thit skulle sendes videre til ADHD-udredning. Hun jokede med sine venner, at det var næsten ligesom X-Factor; har man det, går man videre! Og Thit gik videre i konkurrencen om ADHD-diagnosen!

Tre psykiater-møder og et hav af tests senere fik Thit bekræftet, hvad hendes venner i årevis havde vidst: Hun havde roterende fis i kasketten! At være hunkøn og have ADHD manifesterer sig ofte væsentligt anderledes end hos drenge. Thit havde ikke kunnet få H'et til at passe, for hendes fysiske hyperaktivitet havde jo været selvvalgt, en overlevelsesstrategi, for at folk ikke skulle bemærke, at hun ikke var som de andre! Selvvalgt, så hvis de skal grine af mig, skal jeg nok bestemme, hvad de griner af! Det kunne umuligt være ADHD, for det får piger jo ikke! Men H'er, fortalte Thits ene psykolog-fe, kan sagtens være psykisk. Da Thit hørte dette, var det som om nogen tog et tusindbrikkers puslespil, kastede det op i luften, og alle brikker landede perfekt på deres rette plads... Tankemylder, konstante bekymringer, sære idéer, skøre tanker, ikke at kunne udføre en opgave fra start til slut uden at have 50 omveje forinden, dette var en typisk ADHD hjerne... og det var Thits!

Så Thit havde ikke været doven de gange, hvor hun havde sat sig ned med sin matematikbog for at lære om tredjegradsligninger, og hun ikke formåede at læse stoffet. Hun havde heller ikke været dum, fordi når hun ikke læste, havde hun svært ved at følge med, og så blev stoffet automatisk uinteressant, og så kunne hun alligevel ikke følge med, fordi hendes hjerne ikke tillod det! At hun havde formået at komme igennem et kandidatstudie tilskrev psykiateren hendes høje intelligens, også typisk for piger med ADHD, og de mange overlevelsesstrategier, Thit noget ubevidst havde udviklet for at følge med og forstå stoffet uden at have læst.

Pludselig var der en masse ting, der gav mening. Pludselig var der en masse sorger, der gav mening, og pludselig var der en forklaring på den følelse, den negative følelse af at være anderledes i en verden, hvor man jo som barn helst vil passe ind og være en del af fællesskabet.

Thits veninde spurgte hende, "Jamen, du er jo bare dig! Det behøver du da ikke en diagnose for at finde ud af?" hvortil Thit svarede, "Det er ligesom at have en brækket arm. Du ved, der er noget galt, og du ved, der skal og KAN gøres noget ved det, der er galt, men hvis ikke du diagnosticerer armen som brækket og istedet kommer gips om benet, så hjælper det jo ikke på armen!"

Min diagnose er ikke en undskyldning, den er en forklaring. Den er en mulighed for mig til at få de rette værktøjer til at håndtere min hverdag, værktøjer, jeg har ledt længe efter, værktøjer jeg har længtes efter, når jeg ikke forstod, hvorfor jeg ikke bare kunne gøre som alle de andre! Dem får jeg nu...

Og dette var begyndelsen på eventyret om en diagnose!

Med venlig hilsen
Thit, kvinde, 37 år, cand.ling.merc., stadig en skør skid, men nu voksendiagnosticeret med ADHD
42
It's a shark
shaking his tail
in his pink speedos....
What's not to like??
Billede
Neverkont
Indlæg: 417
Tilmeldt: 4. mar 2016, 22:00
Kort karma: 13
Likede indlæg: 385

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf Neverkont » 24. maj 2018, 14:13

Thitida-No-Chey skrev:Thits veninde spurgte hende, "Jamen, du er jo bare dig! Det behøver du da ikke en diagnose for at finde ud af?" hvortil Thit svarede, "Det er ligesom at have en brækket arm. Du ved, der er noget galt, og du ved, der skal og KAN gøres noget ved det, der er galt, men hvis ikke du diagnosticerer armen som brækket og istedet kommer gips om benet, så hjælper det jo ikke på armen!"


LIge præcis.

Diagnosen ændrer ikke på personen/lidelsen/whatever, men den ændrer på tilgangen til personen/lidelsen/whatever.
1
Brugeravatar
Studsgaard
Indlæg: 4267
Tilmeldt: 1. nov 2015, 15:06
Kort karma: 428
Geografisk sted: Rebild kommune
Likede indlæg: 6260

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf Studsgaard » 24. maj 2018, 14:52

Lige det du skriver med at du er jo bare dig, det ændre ikke dig som person, men diagnosen giver noget forståelse og dermed mulighed for at klare nogle ting anderledes. Sådan tænker vi også herhjemme. Bare fordi man har en diagnose, så ændre det ikke dig, men giver bare lidt forklaring. Og det er aldrig en undskyldning. Men en forklaring på hvorfor der bare er ting der er lette for andre der kan være en kæmpe kamp for dig.


Min mand fik også først diagnosen som knap 40 årig, da vores ældste søn havde fået sin. Og det har givet ham flere a-ha oplevelser og bedre forståelse for hvorfor han tidligere havde gjort nogle dumme ting.

Jeg kan anbefale at se lidt på adhd foreningens hjemmeside og måske få et kursus for nydiagnostiserede voksne.
1
Brugeravatar
PaleSeptember
Indlæg: 1725
Tilmeldt: 16. dec 2015, 17:28
Kort karma: 143
Likede indlæg: 2619

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf PaleSeptember » 25. maj 2018, 06:12

Der er masser af voksne kvinder, der får diagnosticeret ADHD (jeg arbejder i en lokalpsykiatri). Tillykke med, at du nu har fået en diagnose, så du kan komme videre :).
1
Brugeravatar
Purple
Indlæg: 527
Tilmeldt: 19. jan 2016, 21:44
Kort karma: 74
Likede indlæg: 867

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf Purple » 25. maj 2018, 11:38

Jeg kan genkende mange ting i din historie - jeg var selv 29 år da jeg fik diagnosen. Det ændrer ikke ens personlighed, at man får diagnosen - men det giver én en selvforståelse + der er mulighed for forskellige former af hjælp, både medicinsk og ikke-medicinsk :)
0
Brugeravatar
Thitida-No-Chey
Indlæg: 361
Tilmeldt: 11. apr 2016, 18:41
Kort karma: 54
Likede indlæg: 833

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf Thitida-No-Chey » 28. maj 2018, 19:46

Tak for likes og grønne kort og kommentarer :)

Jeg startede medicinsk behandling i torsdags, og jeg er ikke helt sikker på, om den forandring jeg føler er på grund af pillerne, eller om det er fordi der er mindre stress på her ved skoleårets udgang.

Jeg bemærker dog, at jeg nemmere kan fokusere på opgaver, jeg normalt ikke kan fordrage (så som stileretning, der findes bare ikke noget værre!), og jeg bliver ikke så nemt træt op ad eftermiddagen, som jeg gjorde før i tiden. At have undervisning med mig efter klokken 13 var for mine ofte en sikker måde at få mig overtalt til at lave et eller andet ANDET end det planlagte, bare fordi jeg overkompenserede. Det er væk nu. Jeg sad på min plads på mit kontor hele eftermiddagen og opdagede knap nok at klokken blev 17, så fokuseret var jeg! :O

Til gengæld er min appetit reduceret til et punkt, hvor jeg er nødt til at sætte en timer på min telefon, der minder mig om, at jeg skal spise. At drikke vand behøver jeg ikke minde mig selv om, for med de nye piller følger dejlig mundtørhed (jeg var lige kommet af med det efter at have været på antidepressiver, graaah!) Jeg har også svært ved at blive træt. Normalt er jeg fuldkomment udkørt klokken 21.30, når min telefon minder mig om, at jeg skal gå i seng, men jeg har de sidste tre dage formået at gå i seng halv et og vågne frisk og veludhvilet klokken 6... Snooze knappen savner mig!

Jeg er stadig vanvittigt distræt, jeg kan stadig ikke holde min kæft, men til gengæld er jeg blevet rigtigt god til at undskylde, når jeg afbryder (ikke at det undskylder afbrydelsen, men... ja)... Jeg er også skide glemsom og kan gå 20 gange rundt om mig selv før jeg husker, hvad det var, jeg kom ind på kontoret efter....

Jeg valgte for to uger siden at sætte mig ned og på Facebook dokumentere sølle 10 minutter af min lørdag for at vise præcis HVOR nem jeg er at distrahere. Jeg synes, den er lidt sjov, så I får den lige her, men gud, hvor er det trættende i længden!

So ladies and gents, I present to you: A day (or rather, ten minutes) in the life of Thit:
- Bring up the laundry from the basement
- Take it to the balcony to hang
- Realize that the flowers need watering, go to the kitchen to get water
- Realize you forgot the watering can on the balcony, head back to get it
- See Saga in the middle of the hallway floor, bend down to pet her
- Walk into the office to change the song currently playing
- Sit down and browse through 3-4 songs before settling on one
- Realize that the woman on the gif on my Facebook feed is dancing to the song I'm listening to
- Go on YouTube, find the video and post a comment to the gif saying "I know what she's dancing to, lol!"
- Check Facebook feed to find that it's the same posts as the last time I checked five minutes ago... and 10 minutes ago... and half an hour ago... two hours ago.... before I went on that run...
- Change the song on Spotify
- Look up the lyrics to the song on Spotify and sing along
- Spot someone commenting on a post I commented on too, remember that I wanted to share that post
- Share post
- Pet Holly
- Realize that the laundry is still in the basket on the balcony
- Get up to go to the balcony, almost tripping over Holly and Saga having a race in the hallway
- Realize that the lights are on in the bathroom, turn them off...
- Realize that the blinds are down in the bedroom, go pull them up
- Make the bed while cats are out
- Realize I have a pile of clothes on the bedroom floor that didn't make it to the laundry room
- Realize that I still haven't watered those flowers!
- Go to the kitchen to get water for flowers
- Realize that I -still- don't have the watering can!
- Go to the balcony to get the watering can
- Realize I -still- haven't hung the clothes!
- Pet Holly
- Pet Saga
- Scold Holly for hissing at Saga, then pet both again
- Hang clothes
- Sit down for a second, realize I still haven't watered those plants...

... Yeah, that's ten minutes, ladies and gentlemen... Is it any wonder that around 2 pm I am exhausted?
7
It's a shark
shaking his tail
in his pink speedos....
What's not to like??
Billede
Brugeravatar
Thitida-No-Chey
Indlæg: 361
Tilmeldt: 11. apr 2016, 18:41
Kort karma: 54
Likede indlæg: 833

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf Thitida-No-Chey » 13. jul 2018, 08:08

Halvanden måned på medicin. Jeg startede på de såkaldte "spike" piller og er nu overgået til depot. Skal jeg være helt ærlig, ser jeg ikke den store forskel mellem medicineret Thit og umedicineret Thit.

Eller jo, det gør jeg... Jeg er mere glemsom, mere distræt, mere uengageret, lettere at distrahere, og så roder jeg mere, end når jeg IKKE er på medicin :stoned: Kort sagt; de symptomer, medicinen skulle behandle, går den istedet ind og øger!! Jeg er så glemsom, at jeg to gange over den sidste måned er kommet ind og har set, at mine kattes vandskåle (de har TRE!) var tomme! Det må bare ikke ske!

Jeg bemærker også, at jeg ikke energimæssigt brænder ud lige efter middag, som jeg plejer, men jeg er ikke sikker på, de andre bivirkninger er det værd!

Needless to say, så er det jævnt frustrerende, at det ikke virker, og efter at have luftet den frustration over for min veninde (som også har diagnosen) sagde hun, "Det lyder lige som mig!" og gjorde præcis det, hun ikke måtte, nemlig at stikke mig en af sin piller, samme dosis som min, også depot, og sagde "prøv den her som erstatning for det du tager nu."

Nu er jeg ikke typen, der bare popper andre folks piller, så jeg gik hjem og googlede indholdet og fandt at bortset fra navnet på etiketten, så var indholdet og det aktive stof det samme. Så brugte jeg lige to dage på at have moralske skrupler over at have taget imod den ene pille, at vove at have tanken, at gå imod det, min psykiater har anbefalet (som jo ikke virker), osv. Og lørdag morgen røg den så i svælget...

Jeg kan ikke beskrive det bedre, end jeg gjorde for hende en times tid senere... Det føltes som jeg tror, det føles, når ens intentioner og ens egentlig gøren af hvad man havde i sinde rent faktisk arbejdede sammen! Eksempel: På mit køleskab har jeg en liste over større gøremål, som jeg gerne vil nå i min ferie. Et af dem var at sortere tøjet i mit klædeskab, så jeg sendte alt det jeg aldrig bruger til genbrug, og alt det jeg bruger skulle så foldes pænt sammen på hylderne istedet for at ligge i én stor bunke, som det plejer. Det er et af de gøremål, der ikke kræver vanvittigt meget, men hvor hele processen bare virker skide uoverskuelig, og jeg derfor ofte vil udskyde det til sidste øjeblik og reelt set kun frasorterer 1/3 af den mængde tøj, jeg burde. Hvor længe pillen virkede, ved jeg ikke, men mellem klokken 8, hvor jeg tog den, og klokken 13, hvor jeg kunne mærke at luften begyndte at gå af ballonen, fik jeg ryddet op i tøjskabet, ryddet op i hele stuen, ryddet op på badeværelset, ompottet fire roser, ringet til en veninde og aftalt legeaftale (aka hende og mig på tur til Ikea....!), tømt og vasket begge kattebakker, alle tre vandskåle og madskålen....

Jeg er dog en kende forvirret. Det aktive stof er nøjagtigt det samme, og alligevel virkede de her piller, hvor de andre ikke gjorde....
3
It's a shark
shaking his tail
in his pink speedos....
What's not to like??
Billede
Aragorn
Indlæg: 1506
Tilmeldt: 9. jul 2017, 20:50
Kort karma: 353
Likede indlæg: 3830

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf Aragorn » 13. jul 2018, 08:45

https://youtu.be/jbwBsAGCMLE

Velkommen i klubben.
0
It's a good day when the hypothalamus is not telling you what to do.
LaScrooge
Indlæg: 3030
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 823
Likede indlæg: 8168

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf LaScrooge » 13. jul 2018, 09:01

Wow, det er godt fortalt! Jeg håber du finder den rette medicin. Og så håber jeg, at du bruger noget af den der fabelagtige fortælleevne til at skrive fiktion eller anden formidling.
1
Brugeravatar
Thitida-No-Chey
Indlæg: 361
Tilmeldt: 11. apr 2016, 18:41
Kort karma: 54
Likede indlæg: 833

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf Thitida-No-Chey » 13. jul 2018, 12:45

LaScrooge skrev:Wow, det er godt fortalt! Jeg håber du finder den rette medicin. Og så håber jeg, at du bruger noget af den der fabelagtige fortælleevne til at skrive fiktion eller anden formidling.

Jeg er lærer, tæller det lidt som formidling? :D
0
It's a shark
shaking his tail
in his pink speedos....
What's not to like??
Billede
Neverkont
Indlæg: 417
Tilmeldt: 4. mar 2016, 22:00
Kort karma: 13
Likede indlæg: 385

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf Neverkont » 13. jul 2018, 14:39

Thitida-No-Chey skrev:Jeg er dog en kende forvirret. Det aktive stof er nøjagtigt det samme, og alligevel virkede de her piller, hvor de andre ikke gjorde....


I piller er der tit andre ting end det virksomme stof, fyld-midler o.l., måske er det et eller andet af den slags der er anderledes.

Ellers må det handle om den måde producenten behandler ingredienserne på. :gruble:

Hvis ikke du vil fortælle din læge sandheden, at du har prøvet en venindes medicin, så kan du jo spørge, om du må prøve dem din veninde får, for de virker skide godt på hende, og du kan se, at de indeholder det samme.
0
Brugeravatar
Thitida-No-Chey
Indlæg: 361
Tilmeldt: 11. apr 2016, 18:41
Kort karma: 54
Likede indlæg: 833

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf Thitida-No-Chey » 6. aug 2018, 21:03

Opdatering:

Over sommeren har jeg taget en lille dosis (2 x 18 mg dagligt) dagligt. Startede på 36 +18, og det havde bare fuldkomment modsatte effekt af det ønskede. Gik ned på 18 +18 og holdt den indtil for en uge siden, hvor jeg igen startede på arbejde... og ikke fik lavet en skid! Jeg faldt nemmere i staver, blev nemmere forvirret, og havde igen bare følelsen af, at det gik den forkerte vej i forhold til det ønskede. Så jeg stoppede med at tage dem. Onsdag var jeg mentalt ved at være tilbage til det punkt, hvor jeg var FØR jeg startede på medicinen, dvs. jeg kan stadig distraheres, og jeg falder stadig i staver, men varigheden af disse er væsentligt mindre. I dag er jeg 100 % tilbage til normal. Jeg ringede til min psykiater, forelagde ham sagen, og han var enig med mig i, at det ikke lige var det, der var hensigten. Han ville ikke afprøve Concerta, så nu er jeg også officielt medicinfri igen. Hvis jeg kan nøjes med mine anti-depressiver, så beholder jeg dem. Dem skal jeg heller ikke have pillepas til....
1
It's a shark
shaking his tail
in his pink speedos....
What's not to like??
Billede
Brugeravatar
Purple
Indlæg: 527
Tilmeldt: 19. jan 2016, 21:44
Kort karma: 74
Likede indlæg: 867

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf Purple » 14. aug 2018, 06:34

Jeg syntes det er ret interessant det du beskriver med din venindes piller... hvad var det du fik selv - og hvad er det for nogle hun får? Jeg døjer faktisk lidt selv med netop en lidt modsat reaktion på pillerne, nemlig at jeg ikke får udrettet skide meget, og jeg er heller ikke imponeret af min koncentration... Jeg er dog i tvivl om, om det faktisk bare kan være fyldemidlerne, og ikke selve virkestoffet, og overvejer derfor at prøve forskellige mærker af, for at se om det gør en forskel... Husker du info om hvad du fik, og din veninde? Der er andre midler endnu, efter hvad jeg er vidende om, det er ikke noget du ønsker at afprøve? :)
0
Neverkont
Indlæg: 417
Tilmeldt: 4. mar 2016, 22:00
Kort karma: 13
Likede indlæg: 385

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf Neverkont » 14. aug 2018, 07:44

Purple skrev:Jeg syntes det er ret interessant det du beskriver med din venindes piller... hvad var det du fik selv - og hvad er det for nogle hun får? Jeg døjer faktisk lidt selv med netop en lidt modsat reaktion på pillerne, nemlig at jeg ikke får udrettet skide meget, og jeg er heller ikke imponeret af min koncentration... Jeg er dog i tvivl om, om det faktisk bare kan være fyldemidlerne, og ikke selve virkestoffet, og overvejer derfor at prøve forskellige mærker af, for at se om det gør en forskel... Husker du info om hvad du fik, og din veninde? Der er andre midler endnu, efter hvad jeg er vidende om, det er ikke noget du ønsker at afprøve? :)


Jeg ved ikke, om det kan være relevant her. Men hvis jeg indtager noget med majsstivelse, så går jeg rundt som en zombie i 4-5 dage.
0
Brugeravatar
Thitida-No-Chey
Indlæg: 361
Tilmeldt: 11. apr 2016, 18:41
Kort karma: 54
Likede indlæg: 833

Re: Eventyret om en diagnose

Indlægaf Thitida-No-Chey » 14. aug 2018, 20:10

Purple skrev:Jeg syntes det er ret interessant det du beskriver med din venindes piller... hvad var det du fik selv - og hvad er det for nogle hun får? Jeg døjer faktisk lidt selv med netop en lidt modsat reaktion på pillerne, nemlig at jeg ikke får udrettet skide meget, og jeg er heller ikke imponeret af min koncentration... Jeg er dog i tvivl om, om det faktisk bare kan være fyldemidlerne, og ikke selve virkestoffet, og overvejer derfor at prøve forskellige mærker af, for at se om det gør en forskel... Husker du info om hvad du fik, og din veninde? Der er andre midler endnu, efter hvad jeg er vidende om, det er ikke noget du ønsker at afprøve? :)

Det er netop det, der er så vanvittigt åndssvagt, for det aktive stof er det samme i begge typer medicin (methylphenidate, jeg fik et Ritalin Uno kopi-præparat, der bare hed "Methylphenidate", hendes var Concerta)

Da jeg snakkede med min psykiater om Concerta, fortalte jeg ham ikke, at jeg havde prøvet det, men at hendes oplevelse af medicinafprøvning havde været den samme som min (hvilket ikke er helt forkert) og at hun befandt sig godt på Concerta, og om vi skulle prøve det....

Og det virkede han noget afvisende overfor, hvortil jeg sagde, at det virkede som om, de største problemer jeg har oplevet jo bliver klaret af Sertralinen, altså, de symptomer, som vi oprindeligt diagnosticerede som en depression, så om vi ikke bare skulle fortsætte med det? "Jojo," sagde manden, "vi ses om en måned!"

Okay så!

Jeg har skrevet til min egen læge og spurgt. Jeg ved, hun gerne vil have mig af dem, hvorfor ved jeg ikke, men hvis de virker mod de værste af symptomerne OG gør at jeg kan have et forholdsvist normalt arbejdsliv, er det så ikke det jeg skal... tænker jeg... måske... maybe....
0
It's a shark
shaking his tail
in his pink speedos....
What's not to like??
Billede

Tilbage til "Helbred"