Børn, computer og sociale kompetencer!

[Mavis]

Med at drenge skal have en aktivitet at mødes om, så er jo ikke anderledes med voksne mænd. På det punkt er der bare forskel på drenge og piger.

Med at din dreng ikke gider at cykle rundt i byen. Så troede jeg faktisk det var forældrene der var problemet på det punkt. For når jeg ser på mine søskendes børn osv. Så virker det ikke som om at de har haft den samme frihed som vi havde som børn. Hvor børn i dag skal køres rundt til ALT, legeaftaler skal gå gennem forældrene osv. Til forskel fra da jeg var barn og man bare løb over vejen eller cyklede hen til dem som boede lidt længere væk.
Men kan være at jeg tager fejl? Og at det er børnene der ikke selv gider i dag?

Min far begyndte på "at rende over vejen", da han var 5-6, jeg først da jeg var 9-10 (og der skulle jeg i øvrigt også altid sige hvor jeg gik hen). Jeg har aldrig fået besked på at "smutte ud og lege", som han har. Men jeg tror måske også det handler lidt om logistik? Alle boede inde for 15, og oftest 10, minutter af skolen der hvor han voksede op, det samme gjaldt min mor. Men selvom jeg bor midt i København og går på en normal folkeskole er det overhovedet ikke tilfældet her. Folk laver for få børn og er for kræsne med deres børns undervisning .

[HerErJeg]

Med at drenge skal have en aktivitet at mødes om, så er jo ikke anderledes med voksne mænd. På det punkt er der bare forskel på drenge og piger.

Med at din dreng ikke gider at cykle rundt i byen. Så troede jeg faktisk det var forældrene der var problemet på det punkt. For når jeg ser på mine søskendes børn osv. Så virker det ikke som om at de har haft den samme frihed som vi havde som børn. Hvor børn i dag skal køres rundt til ALT, legeaftaler skal gå gennem forældrene osv. Til forskel fra da jeg var barn og man bare løb over vejen eller cyklede hen til dem som boede lidt længere væk.
Men kan være at jeg tager fejl? Og at det er børnene der ikke selv gider i dag?

Du har ret i meget. Forældrene har selv gang i at børnene ikke lærer at tænke eller bliver udfordret. Det mindste barnet brokker sig og gider ikke, f.eks at spørge om naboens dreng gider lege, så tager forældrene over og griber til elektroniske hjælpemidler for at få sat en legeaftale i stand. Det bedste ville jo være at tage barnet i hånden og gå over til naboen og spørge, så det bliver en læring i at kontakte andre folk.
En anden vinkel er at forældre måske er for dårlige til at skærme børn fra egne uvaner. Når forældre ikke selv gider og finder på alle mulige undskyldninger for at slippe, så hører børn det sikkert alligevel, og selv om de kun er 4-5-6 år gamle, så er det også en lille læring i at slippe uden om.
Da vores dreng i gik i børnehave blev der lavet legegrupper blandet drenge og piger. Gruppen skulle mødes 4 gange om året, men allerede efter 2. gang gik det hele død, for ingen ville melde sig på banen til næste gang, for der var simpelthen så meget i kalenderen at det var ubegribeligt. Og et eller andet sted, så er det vanvittigt at man står der i entreen med børn under armen på vej hjem, og parlamenterer om næste gang, hvis der altså skal være en næste gang.

[ajnaM]

Min ældste er 6, og han ville helt sikkert blive en skærmzombie som 10-årig, hvis jeg ikke stoppede ham. Men det gør jeg så.

Vi har meget lidt skærmtid, og når vi har, er det begrænset til en film eller spil sammen med en anden. Eksempelvis har vi spilledag mandag aften, hvor han typisk vælger at spille Nintendo med far og lillebror. Jeg ved godt, at sådan kan det ikke fortsætte for evigt, men jeg tror, det er vigtigt at give dem et godt fundament med.

Han er lige begyndt i skolen, og der har de den regel, at de må have elektronik med/fremme om mandagen i SFO'en, og der har han så sin iPad med. Vi ville nok foretrække, at der slet ikke var elektronik - men når nu alle andre gør det, så får han også lov. Heldigvis er det mit indtryk, at pædagogerne spiller aktivt med, og også er ret gode til at få dem trukket væk fra skærmene - og så er elektronik også en social ting dernede på en anden måde, end det er herhjemme. Han sidder tit med nogle af de større drenge og spiller MineCraft, og så bytter de iPads eller han får hjælp til noget, og på den måde er det jo meget fint.

Men det der med at få lov at tage skærmen frem efter forgodtbefindende derhjemme, det kommer ikke til at ske. Og det gør det i øvrigt heller ikke for os voksne, der også har skærmfri tid.




Vi har i øvrigt prøvet flere gange, at det er gået over gevind med skærmene, eksempelvis i perioder med meget sygdom. Den store bliver helt apatisk og kan slet ikke styre det. Han gider ingenting, andet end at sidde med en iPad eller foran fjernsynet, han bliver tvær og sur og idéforladt.
Vi har så taget en kold tyrker, og efter omkring 10 dage er han tilbage til sit 'normale jeg' og begynder selv at tage initiativ til lege, finder på ting, vil gerne tegne/spille brætspil/læse bøger osv. Han bliver også langt bedre socialt, både til at tage hensyn, til at 'se' andre omkring ham og til at navigere i en leg.
Jeg tror 100%, at det er vejen frem at begrænse skærmene, så man kan lære dem at se ud af vinduet, kommunikere med andre mennesker og alt det andet.

[ajnaM]

Med at drenge skal have en aktivitet at mødes om, så er jo ikke anderledes med voksne mænd. På det punkt er der bare forskel på drenge og piger.

Med at din dreng ikke gider at cykle rundt i byen. Så troede jeg faktisk det var forældrene der var problemet på det punkt. For når jeg ser på mine søskendes børn osv. Så virker det ikke som om at de har haft den samme frihed som vi havde som børn. Hvor børn i dag skal køres rundt til ALT, legeaftaler skal gå gennem forældrene osv. Til forskel fra da jeg var barn og man bare løb over vejen eller cyklede hen til dem som boede lidt længere væk.
Men kan være at jeg tager fejl? Og at det er børnene der ikke selv gider i dag?

Det tror jeg er meget rigtigt.

Jeg er vokset op på landet i slut 80'erne og start 90'erne, og udover at vi selv tog skolebussen som 5-årige, og selv styrede om vi tog hjem til en ven efter skole, så længe ens forældre ikke udtrykkeligt havde sagt, at man ikke måtte - så var vi også bare langt mere alene. Vi havde tidligt fri fra skole - typisk ved 13-tiden, og jeg gik ikke i SFO. Jeg legede meget ude og meget med venner, hvor vi var ude uden voksenkontakt i mange timer. Vi gik også til og fra hinandens huse, selvom det var over markerne.

Det var så noget andet, da vi flyttede til Nordsjælland, og i dag bor jeg midt i København, hvor jeg har meget svært ved at se, hvordan min dreng skulle kunne rende frit rundt (eller hvad han i øvrigt skulle lave). Men jeg ved, at vi ikke skal længere tilbage end min mor, der er født i '60, før børn i højere grad passede sig selv. var måske en mor, der gik hjemme, som man så var hos med nogle venner, eller man legede på gaden. Og i byen var det i gårdene.

Jeg tænker tit, at mine børn går glip af noget dér. Min største dreng HIGER efter alenetid, men jeg har virkelig svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre.

[Wizzze]

*mimre* *mimre* året er 1982, og Wizzze på 9år får sin første computer, og forsvandt ind i en verden af hoppende figurer, fladmaste frøer, hobitter, trolde, orker, nazister, kanoner og meget meget mere.
Nogen (mange? ) vil nok mene at jeg aldrig kom ud igen, og stadig er på en 9årigs plan, og mangler alle former for sociale kompetencer Men jeg synes nu jeg klarer det meget godt, og 25års erfaring i IT Branchen er ikke en helt dårlig platform
Jeg lærte virkelig meget om sprog (primært engelsk) af computeren, læste en masse bøger både skønlitteratur og faglitteratur om historie, teknik og computere for at blive bedre til mine spil, og ihvertfald dengang var computer og spil en meget social aktivitet, vi var altid 2-3-4 mange omkring skærmen, og man lærte virkelig meget af og om hinanden, når man så hvordan de forskellige klarede diverse prøver og udfordringer i spillene.

Dengang var de store problemer som de voksne harcelerede over, Video og tegneserier. Børn der så video hele dage, eller læste tegneserier med blod og vold osv. Nu er det så computer, consoller eller mobilen, som de voksne bekymrer sig om. Der vil hele tiden komme noget nyt, og forældre vil hele tiden bekymre sig. Jeg tror børn er fantastiske, og nok skal finde ud af verden omkring dem, og hvordan de interagerer med den. Det eneste jeg ville sørge for, var at det ikke skete alene / i isolation hele tiden. Så vil de gerne spille computer, se video eller lege med mobilen, så lad dem, men det skal også være sammen med andre (kammerater, søskende, naboens unger whatever).

[ajnaM]

*mimre* *mimre* året er 1982, og Wizzze på 9år får sin første computer, og forsvandt ind i en verden af hoppende figurer, fladmaste frøer, hobitter, trolde, orker, nazister, kanoner og meget meget mere.
Nogen (mange? ) vil nok mene at jeg aldrig kom ud igen, og stadig er på en 9årigs plan, og mangler alle former for sociale kompetencer Men jeg synes nu jeg klarer det meget godt, og 25års erfaring i IT Branchen er ikke en helt dårlig platform
Jeg lærte virkelig meget om sprog (primært engelsk) af computeren, læste en masse bøger både skønlitteratur og faglitteratur om historie, teknik og computere for at blive bedre til mine spil, og ihvertfald dengang var computer og spil en meget social aktivitet, vi var altid 2-3-4 mange omkring skærmen, og man lærte virkelig meget af og om hinanden, når man så hvordan de forskellige klarede diverse prøver og udfordringer i spillene.

Dengang var de store problemer som de voksne harcelerede over, Video og tegneserier. Børn der så video hele dage, eller læste tegneserier med blod og vold osv. Nu er det så computer, consoller eller mobilen, som de voksne bekymrer sig om. Der vil hele tiden komme noget nyt, og forældre vil hele tiden bekymre sig. Jeg tror børn er fantastiske, og nok skal finde ud af verden omkring dem, og hvordan de interagerer med den. Det eneste jeg ville sørge for, var at det ikke skete alene / i isolation hele tiden. Så vil de gerne spille computer, se video eller lege med mobilen, så lad dem, men det skal også være sammen med andre (kammerater, søskende, naboens unger whatever).

Min lillebror er/var gamer (til han fik to børn og en kone, og nu er gameriet henført til kælderen om natten), og mine forældre har godt nok hevet sig i håret mange gange over det der. De havde netop også hørt forskere sige, at børn jo bliver meget bedre til sprog, og min mors bror er datalog og har i høj grad skabt en karriere, fordi han var en af de allerførste spiludviklere. Så de holdt længe fast i, at min bror bare skulle have lov, og der nok skulle komme noget godt ud af det.

Det gjorde der på nogle måder også. Min bror talte flydende engelsk meget tidligt og er ved at færdiggøre en teknisk kandidat. Men det tror jeg reelt kun er sket, fordi mine forældre endte med at skubbe på, lukke internetforbindelsen og få ham ud af døren. Han gik fuldkommen i sump, boede hjemme da han var 23, sad foran computeren hele natten og sov hele dagen. Han var fuldkommen afhængig af den, havde hele sit sociale liv på nettet, kunne ikke få det til at fungere med hverken fritidsjob, kærester eller venner i virkeligheden og droppede ud af den ene ungdomsuddannelse efter den anden på grund af fravær og manglende motivation.

I dag ved jeg, at mine forældre er kede af, at de ikke noget tidligere satte ind. Det kom virkelig alt for langt ud. Men de havde også hørt om alt det positive, computerspil kunne gøre, og de ville i hvert fald ikke være sådan nogle teknologiforskrækkede typer.

Jeg siger ikke, at det altid er sådan, det går. Der er helt sikkert børn og unge, der godt kan styre det. Men der er godt nok også mange, der ikke kan.

[milisa]

Hvis man er bekymret for ens ungers skærmtid, kunne man jo starte med at begrænse den. Hvis man er bekymret for, at ens unger ikke er ude nok, må man jo tage dem i hånden og gå med ud.

Børn gør jo, hvad de får lov til...

[1234]

Jeg er 27 år og er nok den først generation, der har siddet rigtig meget foran en skærm. Ikke på niveau med nu, hvor de starter med en iPad som 2 årig men jeg sad der i hvert fald sindsygt meget fra jeg var 7 år. Min mand er cirka samme historie. Vi er altså begge to helt normale, velfungerende og meget udadvendte voksne med to gode jobs.

Selvfølgelig skal børn ikke sidde 16 timer foran computeren hver dag, men jeg tror altså ikke man skal være så bange for teknologien. Det er jo en balance ligesom alt andet, men jeg er i hvert fald glad for mine forældre ikke var helt skærm forskrækket, især fordi min it kundskaber har reddet mig og mine kollegaer utrolig mange gange på mit arbejde.

[Lathyrus]

Mine børn (4 og knapt 8 år) har aldrig haft ubegrænset skærmtid eller brugt brugt meget tid med skærm. Men fik de lov, så sad de der i timevis. Og skærm var blevet nærmest en besættelse på trods af begrænsning. De vågnede tidligere og tidligere om morgenen i weekenden for at se fjernsyn. Om eftermiddagen var det eneste de tænkte på om de måtte se fjernsyn eller spille når vi kom hjem. Alt handlede om hvornår og hvor meget skærm de måtte se.

Så vi voksne tog en beslutning i påsken om at ipad blev lagt HELT væk og fjernsyn begrænset til Disney og ca 20 min. Ramasjang på de morgener hvor jeg er alene med børnene, så jeg har ro til bad og makeup.

I starten var de sure og plagede meget, men de vænnede sig til det og nu er det bare sådan. Vi har lige haft 5 ugers ferie sammen, hvor det samlede skærmforbrug har været 2 gange Disney og så en time med spil på tlf hver vej i flyet til Kreta. Altså 4 timers skærm på 5 uger.

Og det har bare sådan lettet på konflikniveauet i familien, de leger meget mere ude, er blevet meget bedre til at finde på lege og være kreative og min søn har knækket læsekoden. Jeg er virkelig glad for at vi har fået et, ellers ikk særlig højt, skærmforbrug skåret ned til et absolut minimum.

Jeg er klar over at det bliver sværere og sværere at begrænse det, efterhånden som de bliver ældre, men jeg synes det er supervigtigt at vi får vores unger lært at begå sig i den virkelige verden, at være kreative og at kunne finde glæde ved andet end skærm. De skal nok lære den digitale verden at kende i skole og SFO hvor computer og tablets bruges flittigt i undervisning og leg.

[hotlips]

Omkring det med at cykle så er det klart min erfaring at det er helt og aldeles noget der er op til forældrene, min dreng har været vant til at gå rundt i kvarteret og nu cykler eller går vi de halvanden kilometer til skole hver dag og der er en verden til forskel fra ham og til de der bliver kørt i bil, en af hans venner kigger konsekvent uforstående på mig når vi når til en vej og jeg så siger de skal se om vi må gå men min er jo begyndt at måtte gå på legepladsen og han får nok lov til at gå til købmanden her efter ferien.

Og det er bestemt ikke ungerne der ikke vil, de er så stolte når de har været på legepladsen uden en voksen og når de har fået cykel med i skole og vi så cykler hjem sammen, jeg får dem til at køre på fortovet nogle steder for de er virkelig begyndere, og på vej kører de imellem os, men de klarer det fint og de vil meget gerne.

[hotlips]

*mimre* *mimre* året er 1982, og Wizzze på 9år får sin første computer, og forsvandt ind i en verden af hoppende figurer, fladmaste frøer, hobitter, trolde, orker, nazister, kanoner og meget meget mere.
Nogen (mange? ) vil nok mene at jeg aldrig kom ud igen, og stadig er på en 9årigs plan, og mangler alle former for sociale kompetencer Men jeg synes nu jeg klarer det meget godt, og 25års erfaring i IT Branchen er ikke en helt dårlig platform
Jeg lærte virkelig meget om sprog (primært engelsk) af computeren, læste en masse bøger både skønlitteratur og faglitteratur om historie, teknik og computere for at blive bedre til mine spil, og ihvertfald dengang var computer og spil en meget social aktivitet, vi var altid 2-3-4 mange omkring skærmen, og man lærte virkelig meget af og om hinanden, når man så hvordan de forskellige klarede diverse prøver og udfordringer i spillene.

Dengang var de store problemer som de voksne harcelerede over, Video og tegneserier. Børn der så video hele dage, eller læste tegneserier med blod og vold osv. Nu er det så computer, consoller eller mobilen, som de voksne bekymrer sig om. Der vil hele tiden komme noget nyt, og forældre vil hele tiden bekymre sig. Jeg tror børn er fantastiske, og nok skal finde ud af verden omkring dem, og hvordan de interagerer med den. Det eneste jeg ville sørge for, var at det ikke skete alene / i isolation hele tiden. Så vil de gerne spille computer, se video eller lege med mobilen, så lad dem, men det skal også være sammen med andre (kammerater, søskende, naboens unger whatever).

Min lillebror er/var gamer (til han fik to børn og en kone, og nu er gameriet henført til kælderen om natten), og mine forældre har godt nok hevet sig i håret mange gange over det der. De havde netop også hørt forskere sige, at børn jo bliver meget bedre til sprog, og min mors bror er datalog og har i høj grad skabt en karriere, fordi han var en af de allerførste spiludviklere. Så de holdt længe fast i, at min bror bare skulle have lov, og der nok skulle komme noget godt ud af det.

Det gjorde der på nogle måder også. Min bror talte flydende engelsk meget tidligt og er ved at færdiggøre en teknisk kandidat. Men det tror jeg reelt kun er sket, fordi mine forældre endte med at skubbe på, lukke internetforbindelsen og få ham ud af døren. Han gik fuldkommen i sump, boede hjemme da han var 23, sad foran computeren hele natten og sov hele dagen. Han var fuldkommen afhængig af den, havde hele sit sociale liv på nettet, kunne ikke få det til at fungere med hverken fritidsjob, kærester eller venner i virkeligheden og droppede ud af den ene ungdomsuddannelse efter den anden på grund af fravær og manglende motivation.

I dag ved jeg, at mine forældre er kede af, at de ikke noget tidligere satte ind. Det kom virkelig alt for langt ud. Men de havde også hørt om alt det positive, computerspil kunne gøre, og de ville i hvert fald ikke være sådan nogle teknologiforskrækkede typer.

Jeg siger ikke, at det altid er sådan, det går. Der er helt sikkert børn og unge, der godt kan styre det. Men der er godt nok også mange, der ikke kan.

Min drengs far har tre venner der reelt er gået ned på at computeren fylder for meget, jeg tror ikke det er det de vil sige hvis man spørger dem, men jeg har selv boet og arbejdet sammen med dem, dengang passede de dog nogenlunde deres arbejde men der var ikke andet end det, og det var selvom vi trods alt var en pæn stak unge mennesker med tilhørende fester, kærester og så videre, de brugte al fritid på computere og deltog overhovedet ikke i hvad vi andre nu havde gang i og det på trods af at det jo jævnligt foregik rundt om dem mens de spillede.

Idag er de fuldstændig dysfunktioner, de har ikke haft et job i de 20 år der er gået og det varer normalt et par måneder før de ringer tilbage når min drengs far har ringet eller skrevet en besked, den ene blev smidt ud af sin lejlighed fordi han ikke betalte for sit net og så brændte huslejen af på netcafeer.

Vi fik video i 81 og computer og så videre tidligt og ja der hørte vi på at vi blev skærmnarkomaner fordi vi havde hele to bånd på betamax med optagede så er der tegnefilm fra dr, men der er en verden til forskel på det og så på idag, de kan tage en tablet og så er der med det samme fri adgang, de kan have den med alle vegne så hvis ikke man begrænser det så kan de jo for den sags skyld sidde med den mens man spiser aftensmad og de behøver ikke at lægge den bortset fra når de er i bad.

Det gør en stor forskel i forhold til da det for det første var en ting der stod fast et sted men også som man skulle dele med andre og der var pauser fordi alt tog så lang tid, selv de første år med net der ventede man på siderne blev hentet og man skulle først vente på modemmet fik forbindelse, det gav trods alt noget besvær og nogle pauser, det var ikke det der hvor det bare kørte og man blev jævnligt tvunget til at se op og lige vågne et øjeblik.

Jeg ved ikke om man finder en formel for hvor meget der skal til for at det giver problemer og der er sikkert også stor forskel på hvor meget der skal til, men jeg tror ikke der er ret mange der ikke har set nogle der er forsumpet foran en skærm i et eller andet omfang, og i et eller andet tidsrum, så jeg undrer mig jævnligt over det kan være noget man skal diskutere endnu.

[Nemon.]

Min søn er lidt yngre end din. Han har legeaftale ca en gang om ugen, hvor der bliver leget. Så går han til en ting, en gang om ugen.
Han kan godt lege selv, selvom han foretrækker jeg er med. Ved siden af det, spiller en del på sin iPad.
Han spiller bla Minecraft som Mavis også har gjort, det er et spil som jeg forbinder med leg.
Jeg tegnede byer og mine glansbilleder blev brugt som familier. Det er på en måde, den samme leg han leger, når han spiller Minecraft. Målet er i hvert fald det samme.
Jeg bestemmer i øvrigt, hvad han må spille og han spiller kun det jeg opfatter som leg eller lærings spil.

Jeg er på ingen måde nervøs for hvordan min søns sociale kompetencer er, for jeg ved de er gode.

Jeg kan til gengæld godt være nervøs for hvad han senere, kommer til at opleve på de sociale medier. Men det er mit ansvar at han kommer til at kunne begå sig der.

[Moxy-lady]

Læser resten af tråden senere, men vil lige besvare startindlægget.

Da jeg var 13 I 1996 var vi på biltur til Italien. Hele turen derned og hjem igen foregik med hovedet begravet i en bog. Min far forsøgte desperat at gøre mig interesseret i den smukke og, for os danskere, særprægede alpe-natur, hvilket blev besvaret med et: "det er da meget pænt" og så tilbage til bogen. Jeg var bare ikke specielt interesseret, med mindre der stod en pæn italiener og pyntede i landskabet. Jeg kan dog stadig huske rigtig mange ting fra den ferie, og også noget af turen derned - på samme måde som man kan huske alle mulige andre ture så mange år efter; ikke det hele, men væsentlige punkter der skilte sig ud. Det har ikke nødvendigvis så meget med computere mv at gøre, selvom et større antal børn selvfølgelig bruger computere/tablets/telefoner meget, fremfor at være læseheste som jeg.

Min kæreste er 5 år yngre end mig, og er i højere grad opvokset med computere. Han havde kammerater hjemme hos sig og spille i flere timer, uden at de vekslede et ord der ikke omhandlede hvad der skete på skærmen. Men de hyggede sig. I dag er han ret involveret i forskellige ting vedr. Online spil, hvor der er ret skrappe regler for hvordan man interagerer og hvor sociale kompetencer i høj grad er nødvendige - ellers ryger man ud. Og her snakker vi altså mennesker fra hele verden oh alle samfundslag, hvilket jeg vil vove at påstå giver en større forståelse for at mennesker er forskellige, end kun at omgås de mennesker man kender fra nabolaget eller skolen. Men for min kæreste er det superfedt, han trives langt bedre i det end han gør med sociale interaktioner i den virkelige verden, da der er faste regler og ikke så stor risiko for at træde ved siden af fordi man ikke opfanger nogle signaler, som man hurtigt kan komme til irl. Han er også aspergers, men mange af hans irl bekendtskaber oh venner har det på samme måde, uden diagnoser. Der er noget trygt i det for dem.

Det er ikke fordi jeg siger at det ikke er problematisk, og det skal ikke erstatte al menneskelig kontakt, men jeg synes oftest at det gøres til et langt større problem end det egentlig er. Hvis man ser tilbage i tiden, så er der sket et stort skred i hvordan drenge/mænd opfører sig overfor hinanden og bbordan de er sammen. Dem der er lidt ældre end min generation (jeg er 35) har, på trods af "god gammeldags" opvækst, hvor man legede sammen og var udenfor hele dagen enormt svært ved at tale om følelser og at drage omsorg overfor hinanden. I dag er problemet stort set udryddet i de fleste sociale lag. Drenge og mænd krammer hinanden, komplimenterer hinanden oh drager reel omsorg for hinanden. Ikke mere "et klap på skulderen svarer til 6 års terapi". Mænd opfordrer hinanden til at søge hjælp med fysiske såvel som psykiske problemer, og mange stereotyper forsvinder eller konfronteres. Det har ikke (direkte, I hvert fald) noget med internettet og computere at gøre, men det er for at understrege at de der gode gamle dage hvor alle havde det godt og legede med hinanden og var "rigtigt" sammen er bullshit. Det er nemt at skyde skylden på problemer på ting der er anderledes end da vi var børn, uden at se på at der er andre omstændigheder der gør sig gældende og at samfundsudviklingen ikke kun bringer noget negativt med sig.

*jeg tror så faktisk at internettet har haft en indflydelse på at det er blevet mere okay ikke at passe ind i de kasser som man ellers omgiver sig med, og at man konfronteres med andre holdninger end dem som ens nærmeste besidder. Det åbner øjnene, på godt og ondt, for at man godt kan være mand/kvinde/jordegern på en anden måde end dem man omgiver sig med, og derfor giver plads til at kønsrollerne kan udvides og giver plads til flere typer end ultramacho sparke-til-hjulkapsler-mens-man-taler-om-vejret maskulinitet.

[Moxy-lady]

men jeg tror ikke der er ret mange der ikke har set nogle der er forsumpet foran en skærm i et eller andet omfang.

Men spørgsmålet er om det havde været velfungerende medlemmer af samfundet hvis computere oh internettet ikke eksisterede? Jeg mistænker nemlig kraftigt at langt de fleste af de der forsumpede typer der bor i deres mors kælder, er folk der gemmer på nogle ret massive psykiske problemer, hvor computeren er den nemme løsning. Det er jo en afhængighed som så mange andre, og misbrugere har jo generelt problemer med misbrug o.l. Uanset hvilken form det tager. Vi render jo ikke rundt og giver alkohol skylden for at folk bliver afhængige, men anerkender at det er misbrugeren psyke der gør det svært at kontrollere mængden.

[ajnaM]

Andre der har set DR's eksperiment om familiens skærmtid? Virkelig interessant. Og også lidt skræmmende.

https://www.dr.dk/tv/se/eksperimentet-2 ... junkier#!/