Børn, computer og sociale kompetencer!

[Artem]

Med at drenge skal have en aktivitet at mødes om, så er jo ikke anderledes med voksne mænd. På det punkt er der bare forskel på drenge og piger.

Med at din dreng ikke gider at cykle rundt i byen. Så troede jeg faktisk det var forældrene der var problemet på det punkt. For når jeg ser på mine søskendes børn osv. Så virker det ikke som om at de har haft den samme frihed som vi havde som børn. Hvor børn i dag skal køres rundt til ALT, legeaftaler skal gå gennem forældrene osv. Til forskel fra da jeg var barn og man bare løb over vejen eller cyklede hen til dem som boede lidt længere væk.
Men kan være at jeg tager fejl? Og at det er børnene der ikke selv gider i dag?

[Mavis]

Med at drenge skal have en aktivitet at mødes om, så er jo ikke anderledes med voksne mænd. På det punkt er der bare forskel på drenge og piger.

Med at din dreng ikke gider at cykle rundt i byen. Så troede jeg faktisk det var forældrene der var problemet på det punkt. For når jeg ser på mine søskendes børn osv. Så virker det ikke som om at de har haft den samme frihed som vi havde som børn. Hvor børn i dag skal køres rundt til ALT, legeaftaler skal gå gennem forældrene osv. Til forskel fra da jeg var barn og man bare løb over vejen eller cyklede hen til dem som boede lidt længere væk.
Men kan være at jeg tager fejl? Og at det er børnene der ikke selv gider i dag?

Min far begyndte på "at rende over vejen", da han var 5-6, jeg først da jeg var 9-10 (og der skulle jeg i øvrigt også altid sige hvor jeg gik hen). Jeg har aldrig fået besked på at "smutte ud og lege", som han har. Men jeg tror måske også det handler lidt om logistik? Alle boede inde for 15, og oftest 10, minutter af skolen der hvor han voksede op, det samme gjaldt min mor. Men selvom jeg bor midt i København og går på en normal folkeskole er det overhovedet ikke tilfældet her. Folk laver for få børn og er for kræsne med deres børns undervisning .

[HerErJeg]

Med at drenge skal have en aktivitet at mødes om, så er jo ikke anderledes med voksne mænd. På det punkt er der bare forskel på drenge og piger.

Med at din dreng ikke gider at cykle rundt i byen. Så troede jeg faktisk det var forældrene der var problemet på det punkt. For når jeg ser på mine søskendes børn osv. Så virker det ikke som om at de har haft den samme frihed som vi havde som børn. Hvor børn i dag skal køres rundt til ALT, legeaftaler skal gå gennem forældrene osv. Til forskel fra da jeg var barn og man bare løb over vejen eller cyklede hen til dem som boede lidt længere væk.
Men kan være at jeg tager fejl? Og at det er børnene der ikke selv gider i dag?

Du har ret i meget. Forældrene har selv gang i at børnene ikke lærer at tænke eller bliver udfordret. Det mindste barnet brokker sig og gider ikke, f.eks at spørge om naboens dreng gider lege, så tager forældrene over og griber til elektroniske hjælpemidler for at få sat en legeaftale i stand. Det bedste ville jo være at tage barnet i hånden og gå over til naboen og spørge, så det bliver en læring i at kontakte andre folk.
En anden vinkel er at forældre måske er for dårlige til at skærme børn fra egne uvaner. Når forældre ikke selv gider og finder på alle mulige undskyldninger for at slippe, så hører børn det sikkert alligevel, og selv om de kun er 4-5-6 år gamle, så er det også en lille læring i at slippe uden om.
Da vores dreng i gik i børnehave blev der lavet legegrupper blandet drenge og piger. Gruppen skulle mødes 4 gange om året, men allerede efter 2. gang gik det hele død, for ingen ville melde sig på banen til næste gang, for der var simpelthen så meget i kalenderen at det var ubegribeligt. Og et eller andet sted, så er det vanvittigt at man står der i entreen med børn under armen på vej hjem, og parlamenterer om næste gang, hvis der altså skal være en næste gang.

[ajnaM]

Min ældste er 6, og han ville helt sikkert blive en skærmzombie som 10-årig, hvis jeg ikke stoppede ham. Men det gør jeg så.

Vi har meget lidt skærmtid, og når vi har, er det begrænset til en film eller spil sammen med en anden. Eksempelvis har vi spilledag mandag aften, hvor han typisk vælger at spille Nintendo med far og lillebror. Jeg ved godt, at sådan kan det ikke fortsætte for evigt, men jeg tror, det er vigtigt at give dem et godt fundament med.

Han er lige begyndt i skolen, og der har de den regel, at de må have elektronik med/fremme om mandagen i SFO'en, og der har han så sin iPad med. Vi ville nok foretrække, at der slet ikke var elektronik - men når nu alle andre gør det, så får han også lov. Heldigvis er det mit indtryk, at pædagogerne spiller aktivt med, og også er ret gode til at få dem trukket væk fra skærmene - og så er elektronik også en social ting dernede på en anden måde, end det er herhjemme. Han sidder tit med nogle af de større drenge og spiller MineCraft, og så bytter de iPads eller han får hjælp til noget, og på den måde er det jo meget fint.

Men det der med at få lov at tage skærmen frem efter forgodtbefindende derhjemme, det kommer ikke til at ske. Og det gør det i øvrigt heller ikke for os voksne, der også har skærmfri tid.




Vi har i øvrigt prøvet flere gange, at det er gået over gevind med skærmene, eksempelvis i perioder med meget sygdom. Den store bliver helt apatisk og kan slet ikke styre det. Han gider ingenting, andet end at sidde med en iPad eller foran fjernsynet, han bliver tvær og sur og idéforladt.
Vi har så taget en kold tyrker, og efter omkring 10 dage er han tilbage til sit 'normale jeg' og begynder selv at tage initiativ til lege, finder på ting, vil gerne tegne/spille brætspil/læse bøger osv. Han bliver også langt bedre socialt, både til at tage hensyn, til at 'se' andre omkring ham og til at navigere i en leg.
Jeg tror 100%, at det er vejen frem at begrænse skærmene, så man kan lære dem at se ud af vinduet, kommunikere med andre mennesker og alt det andet.

[ajnaM]

Med at drenge skal have en aktivitet at mødes om, så er jo ikke anderledes med voksne mænd. På det punkt er der bare forskel på drenge og piger.

Med at din dreng ikke gider at cykle rundt i byen. Så troede jeg faktisk det var forældrene der var problemet på det punkt. For når jeg ser på mine søskendes børn osv. Så virker det ikke som om at de har haft den samme frihed som vi havde som børn. Hvor børn i dag skal køres rundt til ALT, legeaftaler skal gå gennem forældrene osv. Til forskel fra da jeg var barn og man bare løb over vejen eller cyklede hen til dem som boede lidt længere væk.
Men kan være at jeg tager fejl? Og at det er børnene der ikke selv gider i dag?

Det tror jeg er meget rigtigt.

Jeg er vokset op på landet i slut 80'erne og start 90'erne, og udover at vi selv tog skolebussen som 5-årige, og selv styrede om vi tog hjem til en ven efter skole, så længe ens forældre ikke udtrykkeligt havde sagt, at man ikke måtte - så var vi også bare langt mere alene. Vi havde tidligt fri fra skole - typisk ved 13-tiden, og jeg gik ikke i SFO. Jeg legede meget ude og meget med venner, hvor vi var ude uden voksenkontakt i mange timer. Vi gik også til og fra hinandens huse, selvom det var over markerne.

Det var så noget andet, da vi flyttede til Nordsjælland, og i dag bor jeg midt i København, hvor jeg har meget svært ved at se, hvordan min dreng skulle kunne rende frit rundt (eller hvad han i øvrigt skulle lave). Men jeg ved, at vi ikke skal længere tilbage end min mor, der er født i '60, før børn i højere grad passede sig selv. var måske en mor, der gik hjemme, som man så var hos med nogle venner, eller man legede på gaden. Og i byen var det i gårdene.

Jeg tænker tit, at mine børn går glip af noget dér. Min største dreng HIGER efter alenetid, men jeg har virkelig svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre.

[Wizzze]

*mimre* *mimre* året er 1982, og Wizzze på 9år får sin første computer, og forsvandt ind i en verden af hoppende figurer, fladmaste frøer, hobitter, trolde, orker, nazister, kanoner og meget meget mere.
Nogen (mange? ) vil nok mene at jeg aldrig kom ud igen, og stadig er på en 9årigs plan, og mangler alle former for sociale kompetencer Men jeg synes nu jeg klarer det meget godt, og 25års erfaring i IT Branchen er ikke en helt dårlig platform
Jeg lærte virkelig meget om sprog (primært engelsk) af computeren, læste en masse bøger både skønlitteratur og faglitteratur om historie, teknik og computere for at blive bedre til mine spil, og ihvertfald dengang var computer og spil en meget social aktivitet, vi var altid 2-3-4 mange omkring skærmen, og man lærte virkelig meget af og om hinanden, når man så hvordan de forskellige klarede diverse prøver og udfordringer i spillene.

Dengang var de store problemer som de voksne harcelerede over, Video og tegneserier. Børn der så video hele dage, eller læste tegneserier med blod og vold osv. Nu er det så computer, consoller eller mobilen, som de voksne bekymrer sig om. Der vil hele tiden komme noget nyt, og forældre vil hele tiden bekymre sig. Jeg tror børn er fantastiske, og nok skal finde ud af verden omkring dem, og hvordan de interagerer med den. Det eneste jeg ville sørge for, var at det ikke skete alene / i isolation hele tiden. Så vil de gerne spille computer, se video eller lege med mobilen, så lad dem, men det skal også være sammen med andre (kammerater, søskende, naboens unger whatever).

[ajnaM]

*mimre* *mimre* året er 1982, og Wizzze på 9år får sin første computer, og forsvandt ind i en verden af hoppende figurer, fladmaste frøer, hobitter, trolde, orker, nazister, kanoner og meget meget mere.
Nogen (mange? ) vil nok mene at jeg aldrig kom ud igen, og stadig er på en 9årigs plan, og mangler alle former for sociale kompetencer Men jeg synes nu jeg klarer det meget godt, og 25års erfaring i IT Branchen er ikke en helt dårlig platform
Jeg lærte virkelig meget om sprog (primært engelsk) af computeren, læste en masse bøger både skønlitteratur og faglitteratur om historie, teknik og computere for at blive bedre til mine spil, og ihvertfald dengang var computer og spil en meget social aktivitet, vi var altid 2-3-4 mange omkring skærmen, og man lærte virkelig meget af og om hinanden, når man så hvordan de forskellige klarede diverse prøver og udfordringer i spillene.

Dengang var de store problemer som de voksne harcelerede over, Video og tegneserier. Børn der så video hele dage, eller læste tegneserier med blod og vold osv. Nu er det så computer, consoller eller mobilen, som de voksne bekymrer sig om. Der vil hele tiden komme noget nyt, og forældre vil hele tiden bekymre sig. Jeg tror børn er fantastiske, og nok skal finde ud af verden omkring dem, og hvordan de interagerer med den. Det eneste jeg ville sørge for, var at det ikke skete alene / i isolation hele tiden. Så vil de gerne spille computer, se video eller lege med mobilen, så lad dem, men det skal også være sammen med andre (kammerater, søskende, naboens unger whatever).

Min lillebror er/var gamer (til han fik to børn og en kone, og nu er gameriet henført til kælderen om natten), og mine forældre har godt nok hevet sig i håret mange gange over det der. De havde netop også hørt forskere sige, at børn jo bliver meget bedre til sprog, og min mors bror er datalog og har i høj grad skabt en karriere, fordi han var en af de allerførste spiludviklere. Så de holdt længe fast i, at min bror bare skulle have lov, og der nok skulle komme noget godt ud af det.

Det gjorde der på nogle måder også. Min bror talte flydende engelsk meget tidligt og er ved at færdiggøre en teknisk kandidat. Men det tror jeg reelt kun er sket, fordi mine forældre endte med at skubbe på, lukke internetforbindelsen og få ham ud af døren. Han gik fuldkommen i sump, boede hjemme da han var 23, sad foran computeren hele natten og sov hele dagen. Han var fuldkommen afhængig af den, havde hele sit sociale liv på nettet, kunne ikke få det til at fungere med hverken fritidsjob, kærester eller venner i virkeligheden og droppede ud af den ene ungdomsuddannelse efter den anden på grund af fravær og manglende motivation.

I dag ved jeg, at mine forældre er kede af, at de ikke noget tidligere satte ind. Det kom virkelig alt for langt ud. Men de havde også hørt om alt det positive, computerspil kunne gøre, og de ville i hvert fald ikke være sådan nogle teknologiforskrækkede typer.

Jeg siger ikke, at det altid er sådan, det går. Der er helt sikkert børn og unge, der godt kan styre det. Men der er godt nok også mange, der ikke kan.

[milisa]

Hvis man er bekymret for ens ungers skærmtid, kunne man jo starte med at begrænse den. Hvis man er bekymret for, at ens unger ikke er ude nok, må man jo tage dem i hånden og gå med ud.

Børn gør jo, hvad de får lov til...